Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-07034
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-07034
Omtale af tilhold var ikke i strid med god presseskik
Sjællandske medier omtalte i oktober måned en nabokonflikt, hvor en nabo til en nyanlagt minigolfbane var utilfreds med etableringen af denne.
Mediet omtalte i den forbindelse, at den utilfredse nabo havde fået et tilhold.
Naboen klagede til Pressenævnet over blandt andet, at mediet havde bragt personfølsomme oplysninger om ham ved at omtale tilholdet.
Nævnet fandt, at omtalen ikke i den konkrete sammenhæng var krænkende.
Nævnet lagde vægt på, at forholdene omkring nabokonflikten havde offentlig interesse, og at naboens handlinger havde været omtalt offentligt.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ” Politiet: Vi gør, hvad vi kan ” og ” Med Megafon, vinkelsliber og havetraktor: Kampen mod minigolf fortsætter ” bragt den 5. oktober 2023 på sn.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder personfølsomme oplysninger om ham, og at de er vinklet på en ensidig måde.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
[Klager] har til Pressenævnet indsendt skærmbilleder af en udateret korrespondance, han havde med journalisten før offentliggørelsen.
Det fremgår, at journalisten før offentliggørelsen sendte følgende sms-besked til [Klager]
”Jeg skriver en artikel om sagen til morgendagens avis.
Jeg vil meget gerne også tale med dig.
Artiklen handler om at du har fået et tilhold, at du har larmet med motorstøj de seneste to weekender og igen har haft besøg af politiet.
Jeg vil gerne vide, hvorfor du bliver ved selvom politiet har gjort klart, at du skal stoppe?
Har du fået beslaglagt din traktor og havetraktor?
Og hvor langt er du villig til at gå i den her konflikt?
Mvh [Journalisten]”
[Klager] har endvidere indsendt en del af det svar, han sendte til journalisten
”Alen fordi du allerede har vinklet din artikel vil jeg ikke medvirke.
Du vil patu have din klikbate og den vil jeg […]”
Påklagede artikler
Sjællandske Medier bragte den 5. oktober 2023 artiklen ” Politiet: Vi gør, hvad vi kan ” på sn.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår
”[Politikredsen] kan og vil ikke kommentere yderligere på sagen.
Men bekræfter, at de har været hos naboen igen i weekenden.
”
Der er i artiklen indsat et billede af et hegn med nogle skilte med påskriften: ”Respekt for naboerne”, ”Vi blev ikke hørt” og ”Privatliv krænkes”.
Af artiklen fremgår
”Politiet er kommet på en svær opgave i [Bynavn 1].
Siden 1. april, hvor Minigolfparken åbnede, har konflikten raset mellem parken og en utilfreds nabo.
Først var det en lovlig og anmeldt demonstration ved selve indvielsen, hvor naboen råbte sin utilfredshed ud i megafon under talerne og det meste af dagen.
Han spillede høj musik og fik til sidst besøg af politiet, der bad ham om at dæmpe sig.
Siden er det blevet til mange besøg af ordensmagten, men striden fortsætter.
Senest var der anmeldelser både lørdag og søndag mod naboen for støj, bekræfter [Politikredsen], der dog ikke ønsker at uddybe eller kommentere yderligere.
– Vores almindelige tavshedspligt gør, at vi ikke kan oplyse, hvilke skridt vi har taget over for parterne i sagen.
Men vi kan oplyse, at vi er opmærksom på at bruge de værktøjer, vi har til rådighed, for at få bilagt uoverensstemmelsen, siger politikommissær [Person 1] fra politiets forebyggelsesafdeling i [Bynavn 2].
Foreløbig modtaget adskillige anmeldelser fra såvel minigolfbanens ejer, naboen, tilfældigt forbipasserende og minigolfspillere på alt lige fra støj til trusler og æg, der blev kastet.
De har som minimum beslaglagt en megafon, en højtaler, en vinkelsliber og et optageapparat.
Politiet har også forsøgt at invitere parterne til konfliktmægling, men det har naboen afvist at deltage i.
Der er desuden udstedt et tilhold mod naboen, som derfor ikke må kontakte eller følge efter personalet i Minigolfparken.
Kontakten gælder både mundtligt og skriftligt, i virkeligheden og på sociale medier og lignende.
Straffen for overtrædelse af et tilhold går fra bøde og op til to års fængsel.
Naboen er kontaktet flere gange, men ønsker ikke at tale med Nordvestnyt.
Der er i artiklen løbende indsat links til andre artikler med blandt andet følgende overskrifter: ” Nabo optog lyden af en vinkelsliber og satte på repeat i højtaleren ”, ” Sur nabo trak flere gæster til ”, ” Nabo til minigolfbane frygter tivolitilstande ” og ” Minigolfstrid: Politiet vil forsøge at mægle ”.
Sjællandske Medier bragte den 5. oktober 2023 artiklen ” Med Megafon, vinkelsliber og havetraktor: Kampen mod minigolf fortsætter ” på sn.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår
”Naboen til Minigolfparken i [Bynavn 1] har ikke givet op.
Han protesterer stadig med alle midler mod sin uønskede nabo.
”
Af artiklen fremgår
Kreativiteten fejler ikke noget, når naboen til Minigolfparken i [Bynavn 1] protesterer mod den uønskede forlystelsespark.
Senest i weekenden løb hans frustration atter over.
Han stillede en generator op i sin hønsegård, en havetraktor i den ene ende af grunden og en større traktor i den anden ende og lod dem stå tændt.
Larmen fik endnu en gang Minigolfbanens ejer til at anmelde situationen til politiet.
– De var her lørdag, hvor de sagde til ham, at hvis han fortsatte, ville de beslaglægge hans traktorer for resten af sæsonen, siger [Person 3], der dog ikke mener, politiet kom igen om søndagen.
Politiet ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, da det vil være en overtrædelse af politiets tavshedspligt.
Men [Person 2] fra [Politikredsen]s kommunikationsafdeling bekræfter, at politiet var på adressen i weekenden, og at politiet i mange sager forklarer, hvad næste skridt vil være, hvis vedkommende ikke efterkommer politiets henstillinger.
Overfor Nordvestnyt har naboen givet udtryk for, at det er støjen fra Minigolfparken, han er træt af.
Men han ønsker ikke at udtale sig til os trods gentagne henvendelser.
Der er i artiklen indsat et billede af en person, der står bag en hæk og taler i en megafon.
Af billedteksten fremgår: ”Naboen havde anmeldt og gennemførte en lovlig demonstration på dagen, hvor Minigolfparken åbnede og blev indviet.
”
Der er endvidere indsat et billede af et hegn med nogle skilte med påskriften: ”Respekt for naboerne”, ”Vi blev ikke hørt” og ”Privatliv krænkes”.
Af billedteksten fremgår: ” Naboen har længe før minigolfbanens åbning protesteret hos alle instanser, men uden at få medhold.
Det er han stærkt utilfreds med.
”
Der er i artiklen løbende indsat links til andre artikler med blandt andet følgende overskrifter: ” Nabo til minigolfpark frygter tivolitilstande ”, ” Nabo optog lyden af en vinkelsliber og satte på repeat i højtaleren ”, ” Sur nabo trak flere gæster til ” og ” Rasende nabo smed æg efter minigolfspillere ”
[Klager]’ klage er modtaget i Pressenævnet den 6. oktober 2023.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]’ synspunkter
Privatlivets fred og vinkling
[Klager] har anført, at Sjællandske Medier har bragt artiklerne uden at omtale hans vinkel af historien.
Journalisten bag artiklerne er af [Klager] blevet oplyst om, at hun ikke skal lyve om ham i avisen, ligesom han har bedt hende om at stoppe med systematisk at svine ham til.
[Klager] har endvidere anført, at journalisten trods dette alligevel fortsætter med at skrive personfølsomme ting om ham, og at han er bange for, om journalisten har en personlig fornøjelse i at køre en hetz mod ham.
Herudover har [Klager] henvist til, at omtalen har haft den konsekvens, at han er blevet jagtet af fremmede mennesker, dels på gaden, dels af folk der tilfældigt opsøger ham på hans adresse og truer med tæsk.
[Klager] er således blevet pryglegenstand og clickbait for avisen, som ikke vil skrive korrekt og sagligt om hans side af historien som nabo til minigolfbanen.
[Klager] har i den forbindelse anmodet Pressenævnet om at skride til handling.
2.2 Sjællandske Mediers synspunkter
Privatlivets fred og vinkling
Sjællandske Medier har anført, at sagen har stor lokal betydning.
Mediet afdækker derfor den nyeste udvikling i sagen, hvor politiet igen er blevet involveret, og i den forbindelse omtales også et tilhold mod [Klager].
Sjællandske Medier har videre anført, at mediet konsekvent forsøger at indhente en kommentar fra [Klager], der ikke ønsker at tale med mediet.
Sjællandske Medier har henvist til den korrespondance, [Klager] og mediet havde inden offentliggørelsen.
Sagen forsøges fra mediets side løbende oplyst fra forskellige vinkler, og Sjællandske Medier er således i øjeblikket i gang med at tale med ejendomsmæglere i området for at undersøge klagers påstand om, at minigolfbanen har gjort hans hus usælgeligt og dermed medført et større værditab.
Herudover har mediet også kontaktet en tilsvarende minigolfbane på Bornholm for at høre, om denne har haft lignende klager fra omkringboende, og hvilken effekt banen har haft på boligmarkedet i det nærområde.
Mediet har desuden forsøgt at kontakte nogle af de øvrige naboer i byen for at spørge, om de er enige med [Klager] i hans kritik af minigolfbanen.
Sjællandske Medier har således undersøgt andre vinkler og forsøger at blive klogere på de faktuelle omstændigheder vedrørende [Klager]’ synspunkter.
Den synlige og hørbare adfærd, som [Klager] har udvist, har vakt stor opmærksomhed i området, og Sjællandske Medier har en opgave i at skildre, hvad der sker lokalt og informere om, hvordan lokalsamfundet fortsat er påvirket af den omtalte konflikt.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jørgen Steen Sørensen, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.
Pressenævnet bemærker herudover, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, hører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence.
God presseskik
Privatlivets fred og vinkling
[Klager] har klaget over, at Sjællandske Medier har bragt personfølsomme oplysninger om ham om, at der er udstedt et tilhold mod ham, og at mediet har vinklet omtalen på en ensidig måde.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Det følger videre, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at [Klager] ikke er omtalt ved navn i artiklerne, og at det er ubestridt, at han som den omtalte nabo har fået et tilhold.
Nævnet finder, at omtalen af tilholdet i den konkrete sag ikke kan anses for krænkende i presseetisk forstand.
Nævnet har lagt vægt på, at forholdene omkring minigolfbanen har offentlig interesse, og at [Klager]s handlinger i den forbindelse har været omtalt offentligt.
Nævnet finder derfor ikke anledning til at udtale kritik af, at Sjællandske Medier har omtalt tilholdet.
I forhold til vinklingen af omtalen finder nævnet, at valget og fravalget af information ligger inden for mediets redigeringsret.
Nævnet har lagt vægt på, at Sjællandske Medier har kontaktet [Klager] og anmodet om en kommentar fra ham, hvilket han har afvist.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 12. december 2023