Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - rimelig tilpasning - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - rimelig tilpasning - ej medhold

J.nr. 21-20358

En mand (klager), der er blind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over DSB (indklagede).

Manden mente, at DSB havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med vilkårene i DSB’s handicapservice.

For at modtage DSB’s handicapservice til togskifte stillede DSB som krav, at der skulle gå minimum 15 minutter mellem ankomst og afgang fra stationen, hvor passageren skifter tog.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det forhold, at kravet om, at der skulle være 15 minutter mellem det ankomne og afgående tog, i den konkrete situation ikke var opfyldt, skyldtes de dagældende køreplaner og således ikke havde sammenhæng med klagers handicap.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager benyttede DSB’s handicapservice.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

DSB har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med, at klager benyttede DSB’s handicapservice ved en rejse den 23. februar 2021.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at han er blind.

I skrivelse af 17. september 2020 har Dansk Blindesamfund bekræftet, at klager er medlem af foreningen og opfylder betingelserne for ordinært medlemskab ifølge vedtægterne.

Klager har videre oplyst, at han den 23. februar 2021 kontaktede DSB Handicapservice telefonisk med henblik på at bestille handicapassistance til en togrejse samme dag.

For at modtage DSB’s handicapservice til togskifte stiller DSB som krav, at der skal gå minimum 15 minutter mellem ankomst og afgang fra stationen, hvor passageren skifter tog.

Klager har oplyst, at han under telefonsamtalen den 23. februar 2021 gjorde medarbejderen ved DSB Handicapservice opmærksom på, at han har et synshandicap, men er almindeligt gående, hvorfor han ikke har behov for tidskrævende hjælpemidler.

Af den årsag ville klager gerne have mulighed for at tage toget en time senere, så han alene skulle vente i syv minutter frem for en time og syv minutter på stationen ved togskifte.

Denne anmodning blev, ifølge klager, afvist af medarbejderen med henvisning til reglen om, at der ved togskifte skal være minimum 15 minutter til rådighed på stationen, hvor passageren skifter tog.

DSB’s krav om, at der ved assistance til togskifte skal gå minimum 15 minutter mellem det ankomne og afgående tog, medførte således en forlænget rejsetid for klager.

Klager måtte derved vente en time og 7 minutter ved togskifte frem for syv minutter, fordi han havde behov for handicapassistance.

Klager har oplyst, at han tilsvarende har oplevet forlænget rejsetid ved behov for handicapassistance i forbindelse med andre togrejser, blandt andet rejser den 4. marts 2021 og den 16. marts 2021.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. april 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at DBS har udsat klager for forskelsbehandling på grund af klagers handicap i forbindelse med, at klager blev pålagt at vente minimum 15 minutter ved togskifte som betingelse for, at han kunne benytte DSB’s handicapservice.

Klager gør endvidere gældende, at DSB som følge deraf skal betale klager en godtgørelse på 10.000 kr.

Til støtte for påstanden om forskelsbehandling gør klager gældende, at DSB har udsat klager for ulovlig indirekte forskelsbehandling ved at afslå hans anmodning om at benytte handicapservice til en senere afgang i forbindelse med rejsen den 23. februar 2021.

DSB’s handicapservice er et tilbud om personlig hjælp til borgere med funktionsnedsættelse, der rejser med DSB.

Ordningen har til formål at øge tilgængeligheden til offentlig transport for personer med handicap og derved give personer med handicap samme muligheder for at blive befordret med tog som personer uden handicap.

Reglen om, at der ved assistance til togskifte skal gå minimum 15 minutter mellem det ankomne og afgående tog, betyder imidlertid, at passagerer med handicap, der har behov for assistance, stilles ringere med hensyn til rejsetid end passagerer, der ikke har behov for assistance.

15 minutters-reglen må på den baggrund anses for en tilsyneladende neutral regel, der stiller personer med visse typer handicap, herunder synshandicap, ringere end andre passagerer.

Den pågældende regel er antageligvis udformet med henblik på at sikre behørig tid til at kunne yde assistance til personer med gangbesvær, herunder kørestolsbrugere, der skal hjælpes ind og ud af det ankomne og/eller afgående tog ved hjælp af lift.

Klager anerkender, at minimumsgrænsen på 15 minutter i sådanne situationer kan være både

velbegrundet, passende og hensigtsmæssig.

Det er imidlertid klagers opfattelse, at 15 minutters-reglen er udformet på en sådan måde, at betingelserne for at modtage handicapassistance ved togskifte rammer klager uforholdsmæssigt hårdt i form af forlænget rejsetid, idet der ikke er mulighed for at tage individuelle hensyn og dispensere fra reglen.

Det gælder især ved rejser, hvor der kun er få afgange i timen, og hvor rejsetiden dermed forøges betragteligt.

Det gøres således gældende, at anvendelse af 15 minutters-reglen i forbindelse med klagers rejser den 23. februar 2021, den 4. marts 2021 og den 16. marts 2021 har været uproportional henset til, at hans rejsetid blev væsentlig forøget i forhold til de øvrige passagerers.

Det bemærkes hertil, at klager kan skifte tog på samme tid som andre passagerer uden gangbesvær, og at han derfor sagtens ville have kunnet skifte tog på de syv minutter, der var til rådighed.

DSB har tilsidesat forpligtelsen til rimelig tilpasning.

Klager bemærker i tilknytning til ovenstående, at offentlige virksomheder i medfør af FN’s Handicapkonvention er forpligtet til at træffe rimelige tilpasningsforanstaltninger med henblik på at sikre ligebehandling af personer med handicap, jf. konventionens artikel 5.

Med rimelig tilpasning forstås nødvendige og passende ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette er nødvendigt i et konkret tilfælde for at sikre lige muligheder for en person med handicap, jf. handicapkonventionens artikel 2.

Som offentlig virksomhed er DSB dermed forpligtet til at yde rimelig tilpasning i kraft af FN’s Handicapkonvention.

Klagers anmodning om at kunne tage med toget en time senere den 23. februar 2021 kan anses for en anmodning om rimelig tilpasning.

DSB Handicapservice burde således have foretaget en individuel vurdering af, om der i den konkrete situation kunne ske fravigelse af kravet om, at der ved togskifte minimum skal gå 15 minutter mellem det ankomne eller afgående tog, eller om en sådan fravigelse konkret ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt for DSB.

Ved at afslå klagers anmodning uden at foretage en sådan vurdering har DSB tilsidesat forpligtelsen til rimelig tilpasning.

Heroverfor bemærkes, at den eneste form for assistance, klager har behov for ved et togskifte, er at blive fulgt fra det spor, hvor han ankommer, til det spor, han skal med fra, samt at blive vist hen til togdøren til den rigtige vogn.

Klager kan sagtens selv komme ud og ind ad toget samt finde den rigtige plads.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap forudsætter, at DSB foretager en vurdering af, om 15 minutters-reglen efter de konkrete omstændigheder vil ramme klager uforholdsmæssigt hårdt i en given situation, herunder henset til hans faktiske behov for assistance.

Hvis det er tilfældet, må reglen fraviges i den pågældende

situation, fordi anvendelse af reglen ellers vil udgøre ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.

En sådan individuel og konkret vurdering forudsætter ikke, at DSB skal have medarbejdere fysisk til stede og standby døgnet rundt på alle stationer i Danmark.

Ved vurdering af, om DSB i forbindelse med en specifik rejse kan fravige reglen om minimum 15 minutters skiftetid, kan det således også indgå, hvornår på døgnet rejsen foretages, hvilken

kapacitet, der er på ankomststationen mv. Det er i øvrigt klagers indtryk, at assistanceopgaven ofte bliver varetaget af taxachauffører efter aftale med DSB.

Enhver rejse med tog såvel som andre transportformer indebærer et element af usikkerhed, herunder at toget kan blive forsinket.

Derfor må en ordning, hvor der tilbydes individuel assistance til mennesker med handicap i forbindelse med transport, også kunne tage højde for ændringer i den enkelte passagers rejseplan.

Det er i øvrigt uden betydning for den konkrete sag, at DSB på enkelte stationer fraviger fra den generelle skiftetid på 15 minutter.

Uanset at handicapdiskriminationsloven ikke omfatter en egentlig pligt til rimelig tilpasning, jf. lovens § 3, må det i overensstemmelse med lovens formål om at fremme ligebehandling af mennesker med handicap, jf. § 1, anses for relevant for vurderingen af, om der foreligger ulovlig forskelsbehandling, om en offentlig institution har

tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse i henhold til FN’s Handicapkonvention.

Offentlige virksomheder i medfør af FN’s Handicapkonvention er forpligtet til at træffe rimelige tilpasningsforanstaltninger med henblik på at sikre ligebehandling af personer med handicap, jf. konventionens artikel 5.

Med rimelig tilpasning forstås nødvendige og passende ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette er nødvendigt i et konkret tilfælde for at sikre lige muligheder for en person med handicap, jf. handicapkonventionens artikel 2.

Som offentlig virksomhed er DSB dermed forpligtet til at yde rimelig tilpasning i kraft af FN’s Handicapkonvention.

Uanset at handicapdiskriminationsloven ikke omfatter en egentlig pligt til rimelig tilpasning, jf. lovens § 3, må det derfor i overensstemmelse med lovens formål om at fremme ligebehandling af mennesker med handicap, jf. § 1, anses for relevant for vurderingen af, om der foreligger ulovlig forskelsbehandling, om en offentlig institution har

tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse i henhold til FN’s Handicapkonvention.

Afvisningen af at yde rimelig tilpasning til klager understøtter således, at DSB har udsat klager for ulovlig forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationslovens § 5.

Til indklagedes bemærkninger om, at handicapdiskriminationsloven ikke indeholder en pligt til at sikre tilgængelighed, bemærker klager, at nærværende sag ikke omhandler manglende overholdelse af tilgængelighedsstandarder.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet vedrører en regel indført af DSB om, at der i forbindelse med assistance til togskifte skal være en skiftetid på minimum 15 minutter.

Dette krav er egnet til at stille mennesker med visse typer handicap, der har behov for assistance, ringere med hensyn til rejsetid end passagerer, der ikke har behov for assistance.

Det er således et spørgsmål om indirekte forskelsbehandling, der kan og bør behandles ved Ligebehandlingsnævnet efter handicapdiskriminationslovens bestemmelser herom.

Indklagede har oplyst, at reglen om, at der skal være minimum 15 minutter til rådighed ved assistance til skift mellem tog, er i overensstemmelse med artikel 24, litra e, i forordning 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EU’s passagerrettighedsforordning).

Ifølge indklagede skal denne bestemmelse anvendes analogt, så der ved skift mellem tog kan stilles betingelse om, at der skal være op til 60 minutter til rådighed.

Klager bemærker hertil, at EU har tiltrådt FN’s Handicapkonvention, og konventionen udgør derfor en integreret del af unionens retsorden.

Passagerrettighedsforordningen skal derfor i videst muligt omfang fortolkes i overensstemmelse med handicapkonventionen.

Ved gennemførelse og anvendelse af forordningen i de enkelte medlemslande, herunder Danmark, er det således også vigtigt at være opmærksom på de grundlæggende principper og rettigheder i handicapkonventionen, herunder princippet om lige muligheder og forbuddet mod diskrimination.

I den sammenhæng følger det af forordningens betragtning (10), at personbefordring med jernbane bør være til gavn for alle borgere, hvorfor mennesker med handicap bør have samme mulighed for at rejse med jernbane som alle andre borgere, og at mennesker med handicap har samme ret som alle andre borgere til fri bevægelighed, frit

valg og ikke-forskelsbehandling.

Det følger af forordningens artikel 24, litra e, at assistance ydes på betingelse af, at personen med handicap er til stede på et angivet tidspunkt, og at dette tidspunkt højst må være 60 minutter før afgangstiden.

At passagerrettighedsforordningen således fastsætter et maksimum for den tid, som en jernbanevirksomhed kan stille som

betingelse for at yde assistance, medfører ikke, at bestemmelsen i forordningens artikel 24, litra e, kan eller skal fortolkes eller anvendes på en måde, der tilsidesætter forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Uanset bestemmelserne om handicapassistance i EU’s passagerrettighedsforordning, er DSB således forpligtet til at fravige reglen om, at der ved togskifte skal være minimum 15 minutter til rådighed til at yde assistance, hvis anvendelse af denne regel konkret vil indebære en unødvendig eller uforholdsmæssig forskelsbehandling på

grund af handicap.

Klager bemærker i øvrigt, at anvendelse af 15 minutters-reglen i forbindelse med klagers rejse den 23. februar 2021 betød, at han skulle vente i en time og syv minutter og således længere tid end de 60 minutter, der højst må være inden afgangstidstidspunktet ifølge passagerrettighedsforordningen.

Dette taler i sig selv for, at det i den konkrete situation var uforholdsmæssigt indgribende for klager, at DSB afviste at fravige 15-minutters reglen i forbindelse med skiftet på den pågældende station.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.

DSB tilbyder forskellige former for handicapservice og -assistance.

DSB tilbyder blandt andet den for sagen her relevante assistance på stationer.

Assistance på stationer er en service, hvor personer med et handicap på alle DSB’s fjern- og regionalstationer, alle Arrivas stationer samt udvalgte lokalbanestationer kan blive ledsaget til og fra perron samt få hjælp til ind- og udstigning i toget med eller uden lift.

Assistancen omfatter også assistance ifm.

eventuelle skift undervejs på rejsen.

Assistance på stationer skal bestilles mindst 12 timer før afgang hos DSB’s døgnåbne handicapservice.

Skiftetiden på 15 minutter er fastsat som den minimale tid, som DSB skal bruge, hvis DSB forsvarligt skal kunne yde en kunde med et handicap assistance til togskift.

Skiftetiden er fastsat på baggrund af DSB’s mangeårige erfaring med at tilbyde handicapassistance.

Glipper et skift undervejs, fordi der ikke er tilstrækkelig skiftetid, hvorved kunden bliver forsinket og må rejse med næste forbindelse, vil det således ikke kunne garanteres, at der vil være assistance til rådighed ved efterfølgende skift eller ved ankomststationen, idet pågældende personale på dette senere tidspunkt kan være disponeret til andre opgaver, f.eks. andre handicapassistancer.

DSB har ikke mulighed for at have medarbejdere fysisk tilstede og standby døgnet rundt på alle stationer i Danmark.

Det er derfor afgørende, at alle assistancer, særligt hvor der som i klagers tilfælde også er bestilt assistance på ankomststationen, har robuste skiftetider.

Såfremt en kunde med et handicap ikke kan få den nødvendige assistance til at komme ud af toget, kan det i værste fald medføre, at kunden ikke kan komme ud af toget på den ønskede station, og i stedet må køre videre i toget.

DSB vil altid i videst muligt omfang imødekomme kunders specifikke ønsker og fraviger således fra den generelle skiftetid på 15 minutter på enkelte stationer i forbindelse med skift mellem bestemte relationer, såfremt forholdene tillader dette.

Dette er dog ikke tilfældet for klagers skift på den pågældende station.

Klagers togskifte var ikke fra en af de få stationer, hvor det i bestemte tilfælde kan være muligt at skifte på mindre end 15 minutter.

Det skyldes, at skift på den pågældende station ikke altid sker fra samme perron.

Da sporbenyttelsen på den pågældende station ikke er fast, og der derfor kan udmeldes sporændring i sidste øjeblik, er det nødvendigt, at alle assistancer på den pågældende station planlægges således, at der er tid til, at kunden kan foretage perronskift eventuelt ved brug af elevator.

DSB har også for kunder, der ikke har behov for assistance, anbefalede minimumsskiftetider på en række stationer, som kunderne skal overholde for f.eks. at kunne opnå rejsetidsgaranti.

Dertil kommer, at et tog er ”rettidigt”, hvis det er under 3 minutter forsinket.

Ved et ”rettidigt”, men dog lidt forsinket tog, vil de 7 minutter klager ønskede at skifte tog på ifm.

sin rejse således allerede være opbrugt, uden der ville være afsat selvstændig tid til selve assistancen.

Selv ved et helt rettidigt tog ville der således alene være efterladt 4 minutter til at assistere kunden, hvilket DSB vurderer er utilstrækkeligt.

Uagtet at klager ikke har behov for at blive liftet ind og ud af toget, så tager et skift med assistance alt andet lige længere tid end et skift uden assistance.

Der skal således ifm.

en assistance afsættes tid til at finde kunden i toget, hjælpe kunden sikkert ud af toget, assistere kunden fra et spor til et andet spor - potentielt med perronskift samt hjælpe kunden sikkert ind i det næste tog.

Det er derfor DSB’s vurdering, at der ikke forsvarligt kan planlægges med assistance til skift på den pågældende station med kun 7 minutters skiftetid, som ønsket af klager.

Betingelserne for hjælp til handicappede og bevægelseshæmmede personer er fastlagt i forordning 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (passagerrettighedsforordningen).

Betingelserne for assistance fremgår af passagerrettighedsforordningens artikel 24.

Af dennes litra e fremgår

”Assistance ydes på betingelse af, at den handicappede eller bevægelseshæmmede person er til stede på det sted og tidspunkt, der er angivet af den jernbanevirksomhed eller stationsleder, der tilbyder denne assistance.

Det angivne tidspunkt må højst være 60 minutter før den offentliggjorte afgangstid eller indcheckningstidspunktet for alle passagerer.

Hvis der ikke er angivet noget mødetidspunkt, skal den handicappede eller bevægelseshæmmede person være til stede på det angivne sted senest 30 minutter før den offentliggjorte afgangstid eller indcheckningstidspunktet for alle passagerer.

”

DSB’s ordning, hvor kunder med et handicap skal møde på afgangsstationen 15 hhv.

30 minutter før afgang, er således klart i overensstemmelse med passagerrettighedsforordningen, ifølge hvilken der, om nødvendigt, kan stilles krav om en mødetid på helt op til 60 minutter før afgang og 30 minutter, hvis ikke andet er angivet.

Hverken TSI PRM eller passagerrettighedsforordningen indeholder direkte bestemmelser om skiftetider for kunder med behov for assistance.

Da de samme hensyn imidlertid gør sig gældende for så vidt angår møde- som skiftetid, nemlig at der skal være behørig tid til at finde og assistere kunden, og da det at skifte tog, principielt svarer til at skulle møde til et nyt tog, kan og skal artikel 24, litra e, anvendes analogt på skiftetider, således at der også ved skift kan stilles betingelse om, at der skal være op til 60 minutter til rådighed for at kunne yde assistance.

DSB’s skiftetid på 15 minutter er alene en fjerdedel heraf og derfor i overensstemmelse hermed.

DSB gør principalt gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet, allerede fordi skiftetiden på 15 minutter stiller klager markant bedre end mindstekravet i EU’s passagerrettighedsforordning, jf. ovenfor.

Der er objektivt brug for mere end 7 minutter til på tryg og robust vis at kunne tilbyde en assistance til togskift på den pågældende station, og at 15 minutter ikke er disproportionalt i denne sammenhæng.

Subsidiært, såfremt Ligebehandlingsnævnet finder, at der måtte være tale om indirekte forskelsbehandling, jf. handicapdiskriminationsloven, skal DSB gøre gældende, at der i så fald er tale om en lovlig forskelsbehandling, jf. lovens § 7.

Reglen om 15 minutters skiftetid er objektivt begrundet i et sagligt formål om at kunne sikre kunder med et handicap et robust togskift, hvor DSB kan sikre, at de når deres forbindelse videre, og dermed også at DSB kan planlægge assistancen på ankomststationen uden at skulle bemande alle stationer eller lignende drastiske tiltag.

Reglen er af samme grund nødvendig for at sikre formålet om robuste skiftetider og sikre skift.

Der, hvor reglen ikke er konkret nødvendig, fraviger DSB allerede reglen, det være sig på enkelte stationer ifm.

skift mellem bestemte tog.

DSB fastholder således alene reglen på de stationer og de skift, hvor DSB har vurderet reglen nødvendig.

Der er et rimeligt og proportionalt forhold mellem det ønskede mål om at sikre robuste assistancer, og den indgribende virkning dette kan have for klager og andre i samme situation.

Reglen håndhæves, som beskrevet ovenfor, ikke på de stationer og de skift, hvor den ikke er vurderet nødvendig.

Det følger direkte af handicapdiskriminationslovens § 3, at loven ikke indebærer en pligt til rimelig tilpasning.

Loven kan naturligvis ikke fortolkes imod sin ordlyd.

Og selv i det omfang man, som anført af klager, kan anlægge en sådan fortolkning mod lovens ordlyd gældende for det offentlige, som følge af Danmarks tilslutning til handicapkonventionen, så er dette uden betydning for DSB.

DSB er en selvstændig offentlig virksomhed (SOV), og derfor alene underlagt de særlige pligter, der påhviler det offentlige, når dette følger af lov eller bekendtgørelse.

Det følger ikke af hverken DSB-loven eller anden relevant lovgivning, at DSB skulle være pålagt en sådan pligt på dette område.

Handicapdiskriminationsloven kan således ikke over for DSB fortolkes mod sin ordlyd og sit indhold.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager har oplyst, at han er blind og har fremlagt dokumentation for, at han er medlem af Dansk Blindesamfund.

Indklagede har ikke bestridt, at klager skulle have et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Nævnet vurderer herefter, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

DSB tilbyder en særlig handicapservice i forbindelse med togskifte, der indeholder krav om, at der minimum skal gå 15 minutter mellem ankomst og afgang fra stationen, hvor der skiftes tog.

Klager benyttede sig af denne service.

Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at klager i den forbindelse kun havde 7 minutter til at foretage det omhandlede togskifte, hvilket skyldtes DSB’s dagældende køreplaner.

Nævnet finder, at det forhold, at kravet om, at der skal være 15 minutter mellem det ankomne og afgående tog, i den konkrete situation ikke var opfyldt, skyldtes de dagældende køreplaner og således ikke havde sammenhæng med klagers handicap.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde