Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - kompetence - afvisning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - kompetence - afvisning
J.nr. 23-53170
En far (klager), der boede sammen med sin kæreste og deres fælles to børn, klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin kommune.
Faren mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af køn, fordi kommunen alene udbetalte inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier til moderen.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at inflationshjælpen havde karakter af en social sikringsydelse.
Udbetalingen af inflationshjælp var således ikke en ”vare” eller ”tjenesteydelse” omfattet af direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
Nævnet vurdererede herefter, at klagen faldt uden for ligestillingslovens anvendelsesområde, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at den indklagede kommune alene udbetalte inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier til moderen.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager, som er mand, bor sammen med sin kæreste og deres to fælles børn.
Klager og klagers kæreste har fælles forældremyndighed.
Den 22. juni 2023 traf indklagede kommune afgørelse om, at klagers kæreste havde ret til inflationshjælp på i alt 11.250,00 kr.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. juni 2023.
Klager har fremsat krav om tilkendelse af et godtgørelsesbeløb på 5.000,00 kr. samt halvdelen af den inflationshjælp, som klagers kæreste har modtaget.
Parternes bemærkninger
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede har udbetalt inflationshjælp til klagers kæreste og ikke til ham, selvom de har fælles forældremyndighed.
Klager burde have modtaget halvdelen af inflationshjælpen, som blev udbetalt til klagers kæreste, da parret har fælles forældremyndighed.
Det er ikke klagers skyld, at kommunen ikke kunne regne ud, hvor meget mor og far hver især skulle have i inflationshjælp.
Det er ikke forståeligt, hvorfor det ikke er faren, som får pengene i stedet for moren.
I 2023 får kvinderne alle goderne fra ligestilling.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Ligestillingsloven gennemfører dele af Rådets direktiv 2004/113/EF om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (direktivet).
Anvendelsesområdet for direktivet er implementeret i ligestillingslovens § 1 a, nr. 2, hvoraf det fremgår, at ligestillingsloven gælder for myndigheder, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden.
Klagen angår udbetaling af inflationshjælp til den registrerede mor efter lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier.
Det fremgår af reglerne om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier, at udbetaling af inflationshjælpen skal ske til den registrerede mor, såfremt begge forældre opfylder betingelserne for at modtage inflationshjælp.
Dette fremgår af § 1, stk. 2, i lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier.
Det fremgår af forarbejderne til lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier, at inflationshjælpen ydes som et ekstraordinært skattefrit beløb til alle børnefamilier, der modtager ydelser i kontanthjælpssystemet, og børnefamilier blandt modtagere af ressourceforløbsydelse under et ressourceforløb eller et jobafklaringsforløb.
Børnefamilier, hvor en eller begge forældre modtog en af de omfattede ydelser i januar 2023, har ret til inflationshjælpen.
Inflationshjælpen har derfor karakter af en social sikringsydelse.
Udbetalingen af inflationshjælp er således ikke en ”vare” eller ”tjenesteydelse” omfattet af direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
I sagsnummer 19-30808 vurderede nævnet, at nævnet ikke havde kompetence til at behandle en fars klage over, at udbetaling af børne- og ungeydelsen skete til barnets mor, fordi børne- og ungeydelsen havde karakter af en social sikringsydelse.
Børne- og ungeydelsen var derfor ikke en ”vare” eller ”tjenesteydelse” omfattet af direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
Der er således fast nævnspraksis for, at ydelser, der må karakteriseres som en social sikringsydelse, falder uden for ligestillingslovens anvendelsesområde.
Nævnet vurderer herefter, at nærværende klage falder uden for ligestillingslovens anvendelsesområde, hvorfor nævnet ikke har kompetence til at behandle klagen.
Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
Lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier
•
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1 a, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
•
§ 1, stk. 2, om udbetaling