Legislator Case Law & Legislation
W20230999425 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-10070

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9994 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-10070

KEN#LOKDOK23 2023 9994 Valid

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse og behandles ikke af egen drift

En forening eller Dansk Palæstinensisk Venskabsforening indrykkede i november en annonce i Politiken med omtale af konflikten mellem Israel og Palæstina.

En person klagede til Pressenævnet og henviste blandt andet til, at der var bragt urigtig og vildledende information, og at foreningen brugte propaganda, som Politiken medvirkede til, ved at bringe annoncen.

Pressenævnets formand afviste personens klage over annoncen på grund af manglende retlig interesse, da personen ikke var omtalt eller afbildet i annoncen.

Personen anmodede efterfølgende om, at Pressenævnet behandler hans klage over annoncen med henvisning til nævnets praksis om udvidet retlig interesse grundet klagens samfundsmæssige interesse, eller Pressenævnets mulighed for at behandle klagen af egen drift, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning.

Klageren var ikke omtalt eller afbildet i annoncen, og selv om klageren, der er jøde og medlem af Mosaisk Trossamfund, har en generel interesse i omtalen, blev klagen afvist på grund af manglende retlig interesse.

Tilsvarende rejste omtalen i den pågældende annonce ikke i en presseetisk henseende spørgsmål af en sådan principiel eller væsentlig karakter, at der var grundlag for at tage sagen op til behandling af egen drift.

KEN#LOKDOK23 2023 9994 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over annoncen ” Siden 1967 er de palæstinensiske områder blevet stadig mindre og mere opsplittede.

Hele Palæstina er besat eller under direkte israelsk kontrol ”, bragt af Politiken den 18. november 2023, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Sagsfremstilling

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening indrykkede den 18. november 2023 i sektion 1 side 11 en annonce med overskriften ” Siden 1967 er de palæstinensiske områder blevet stadig mindre og mere opsplittede.

Hele Palæstina er besat eller under direkte israelsk kontrol ” i Politiken.

[Klager] klagede den 18. november 2023 til Pressenævnet over annoncen blandt andet med henvisning til, at der er bragt urigtige og vildledende information, og at foreningen bruger propaganda, som Politiken medvirker til, ved at bringe annoncen.

Pressenævnets formand meddelte ved mail af 22. november 2023, at der ikke var grundlag for at behandle [Klager]s klage over annoncen med denne begrundelse

”Som Pressenævnet tidligere har oplyst dig om, er det som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Da du ikke er omtalt eller afbildet i annoncen, har du – uanset du er jøde og medlem af Mosaisk Trossamfund – ikke retlig interesse i forhold til oplysningerne i annoncen.

”

[Klager] har ved mail af 22. november 2023 anmodet om, at Pressenævnet behandler hans klage over annoncen med henvisning til nævnets praksis om udvidet retlig interesse grundet klagens samfundsmæssige interesse, eller Pressenævnets mulighed for at behandle klagen af egen drift, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning.

[Klager] har henvist til, at konflikten mellem Israel og Gaza har haft konkret samfundsmæssig interesse siden den 7. oktober 2023, hvor krigen begyndte.

Endvidere har [Klager] henvist til, at temaet om konflikten mellem Israel og Gaza har væsentlig betydning.

[Klager] har herudover anført, at Det Mosaiske Trossamfund er en organisation med direkte og indirekte interesse i omtalen af konflikten mellem Israel og Gaza.

Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler

Klagen angår en annonce med omtale af konflikten mellem Israel og Palæstina.

Annoncen er indrykket i Politiken af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.

[Klager], der er jøde og medlem af Mosaisk Trossamfund, er ikke omtalt eller afbildet i annoncen.

Det bemærkes i den forbindelse, at Pressenævnets formand den 22. november 2023 afviste klagen på grund af manglende retlig interesse for [Klager].

Det bemærkes endvidere, at [Klager] ikke har dokumenteret at være klageberettiget på vegne af Det Mosaiske Trossamfund.

Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at formanden kan afvise klager, som åbenbart ikke hører under nævnets kompetence, jf. stk. 1, eller som er åbenbart grundløse.

Det følger videre af lovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.

Pressenævnet kan i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, og § 7, stk. 2 og stk. 3, i Pressenævnets forretningsorden tage en sag op til behandling af egen drift, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning.

Retlig interesse for at klage til Pressenævnet indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på grund af forholdets almene interesse.

Konflikten mellem Israel og Gaza har stor offentlig interesse.

Selv om [Klager] er jøde og medlem af Mosaisk Trossamfund, findes klagen – henset til annoncens indhold og karakter – ikke i forhold til en presseetisk vurdering at have en samfundsmæssig interesse på en sådan måde, at der er grundlag for at behandle klagen over omtalen i Politiken i forhold til [Klager], uanset den manglende retlige interesse.

Tilsvarende findes omtalen i den pågældende annonce ikke i en presseetisk henseende at rejse spørgsmål af en sådan principiel eller væsentlig karakter, at der er grundlag for at tage sagen op til behandling af egen drift.

Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1 og 2.

Afgjort den 5. december 2023

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →