Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04532
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04532
Ikke kritik af Fyens Stiftstidende for afvisning af anonymisering
En person klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at anonymisere hende blandt andet i en række artikler på fyens.dk, som omtaler en retssag, hvor personen i byretten i 2018 blev idømt ét års fængsel for bl.a. chikane af offentligt ansatte.
Den idømte straf var i landsretten efterfølgende blevet nedsat til seks måneders fængsel.
Pressenævnet fandt, at artiklerne indeholder oplysninger af personfølsom karakter.
På baggrund af sagens alvor og karakter fandt nævnet imidlertid, at Fyens Stiftstidende ikke havde handlet i strid med god presseskik ved at have afvist personens anmodning om anonymisering, og nævnet udtalte ikke kritik.
[Klager] ved [Person 1] har klaget til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende har afvist at anonymisere hendes navn fra artiklerne ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”, ” Få overblik over dommen: Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i [Rådmanden]-sag ”, ” Advokatformand: Chikanesag er med til at definere, hvad politikere bør kunne tåle ” og ” Meldte rådmand for at være dårlig forælder: [Aldersangivelse] for landsretten i sag om trusler og chikane mod offentligt ansatte ”, som blev bragt henholdsvis den 11. december 2018 og 8. april 2019 på fyens.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist at anonymisere artiklen ved at fjerne hendes navn.
1 Sagsfremstilling
Fyens Stiftstidende bragte den 11. december 2018 artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ” på fyens.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår følgende
”[Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] blev tirsdag ved Retten i [Bynavn 1] fundet skyldig i at true og chikanere en lang række offentligt ansatte, herunder rådmand [Rådmanden] [Parti A].
”
Der er øverst i artiklen indsat et billede af indgangen til Retten i [Bynavn 1].
Af billedteksten fremgår: ”[Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] er blevet idømt et års fængsel ved Retten i [Bynavn 1] for blandt andet at have chikaneret rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen i [Bynavn 1] Kommune [Rådmanden].
”
Af artiklen fremgår
”Redaktionen oplyser: Efter denne artikel blev publiceret på Fyens.dk er sagen blevet bedømt i landsretten, hvor straffen til den skyldige er blev halveret.
Retten i [Bynavn 1] idømte tirsdag [Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] et års ubetinget fængsel for trusler, omfattende chikane af offentligt ansatte, falske anklager og overtrædelse af tilhold [Teksten ”trusler, omfattende chikane af offentligt ansatte, falske anklager og overtrædelse af tilhold” er markeret med orange skrift og udgør et link til artiklen ” Få overblik over dommen: Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i [Rådmanden]-sag ”, bragt den 11. december 2018 på fyens.dk, Pressenævnet ]
Hun blev kendt skyldig i samtlige 28 forhold i anklageskriftet med den begrundelse, at lovovertrædelserne har været af omfattende karakter.
Gennem mere end et år og fire måneder har [Klagers tidligere navn] mindst 135 gange taget chikanerende, truende eller krænkende kontakt over e-mail eller telefon til offentligt ansatte i [Politikredsen] og [Kommunen], herunder rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen [Rådmanden] [Parti A].
[Klagers tidligere navn] har blandt andet lavet underretninger om [Rådmanden]s familieforhold, således at rådmanden har fået besøg af socialrådgivere i sit hjem og undersøgt sin evne til at tage vare på sine børn.
[Teksten ”lavet underretninger om [Rådmanden]s familieforhold, således at rådmanden har fået besøg af socialrådgivere i sit hjem og undersøgt sin evne til at tage vare på sine børn” er markeret med orange skrift og udgør et link til artikel : ”[Rådmanden]: Det er grænseoverskridende, at andre skal vurdere, om man er en god mor” , bragt den 28. november 2018 på fyens.dk, Pressenævnet ]
- Det er uhyggeligt, at de ([Rådmanden]s børn, red.) vokser op i et hjem, hvor det er i orden at lave mobning og chikane, sagde den [Aldersangivelse] under et af sagens i alt fem retsmøder.
Her henviste hun angiveligt til, at hun selv har følt sig chikaneret og uretfærdigt behandlet i rådmandens forvaltning.
Hun har forklaret, at hun ikke har haft til hensigt at genere nogen, men at hun har forsøgt at råbe myndighederne op, fordi hun har mistet retten til at se sin søn i en børnesag.
- Jeg var en mor, der var fyldt af chok, sorg og smerte over at have mistet min søn på en løgn, har hun udtalt i retten.
Trusler og tilhold
Udover chikane af offentligt ansatte blev [Klagers tidligere navn] dømt for trusler og for at have overtrådt tilhold og indgivet falske anklager.
En del af disse forhold involverer sønnens fars advokat, som hun blandt andet har truet med børnebortførelse.
- Du har kidnappet min søn, så nu tager jeg til [Bynavn 2] og tager din datter, har hun blandt andet sagt til advokaten.
Fyens Stiftstidende har tidligere fortalt, at anklager i sagen [Anklageren] og forsvarer [Forsvareren] har været betydeligt uenige om sagens strafudmåling.
[Teksten ”anklager i sagen [Anklageren] og forsvarer [Forsvareren] har været betydeligt uenige om sagens strafudmåling” er markeret med orange skrift og udgør et link til artiklen: ” Stor uenighed i sag om chikane mod rådmand: - Anklager tegner et billede af en vred, ildspyende kvinde ”, bragt den 29. november 2018 på fyens.dk, Pressenævnet ]
[Forsvareren] mener, at sagen er ude af proportioner.
- [Klager] har fuldt forstået de signaler, der er blevet sendt, og hun er fuldt ud klar over, at hun skal holde sig fra at tage kontakt.
Det ville være fuldstændig idiotisk af hende at foretage sig mere i den her sag, forklarede han, da han tirsdag endnu engang anmodede om at få [Klagers tidligere navn] løsladt fra varetægtsfængsling.
Retten afviste at løslade den [Aldersangivelse], der har været fængslet siden 31. juli.
Hun valgte allerede ved afsigelsen af anke sin dom til frifindelse.
”
Der er i artiklen indsat et billede af et opslag på det sociale medie X [tidligere Twitter] bragt af profilen ”[Anklagere]”.
Af opslaget fremgår ”[Aldersangivelse] kvinde i #[Bynavn 1] idømt 1 års fængsel for chikane.
Hun ankede til frifindelse og blev varetægtsfængslet efter dom #anklager [Der er i opslaget indsat et link til artiklen ” Kvinde tiltalt for chikane og trusler: Anklagede rådmand for ikke at kunne tage vare på sine børn ” bragt den 28. november 2023 på fyens.dk, Pressenævnet .
]
Fyens Stiftstidende bragte den 11. december 2018 artiklen ” Få overblik over dommen: Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i [Rådmanden]-sag ” på fyens.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår følgende
”[Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] er dømt for i alt 28 overtrædelser af straffeloven, der handler om trusler, chikane, overtrædelse af tilhold og falske anklager.
Her følger et kort overblik over dommen.
”
Der er øverst i artiklen indsat et billede af indgangen til Retten i [Bynavn 1].
Af billedteksten fremgår: ”Retten i [Bynavn 1] har idømt [Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn]s et års ubetinget fængsel for blandt andet trusler og chikane.
”
Der er i artiklen indsat fire grå tekstbokse med hver sin overskrift, der angiver, hvilke forhold [Klager] er dømt for.
Af den første tekstboks fremgår
” 1.
Chikane af offentligt ansatte
[Klagers tidligere navn] er dømt for at have chikaneret en række offentligt ansatte efter straffelovens paragraf 119a.
Det er en ganske ny paragraf, der ikke kun gør det strafbart at true eller udøve vold mod offentligt ansatte, men også at forfølge eller krænke.
En stor del af [Klagers tidligere navn]s chikane har været rettet mod [Politikredsen], rådmand i [Bynavn 1] Kommunes Børn- og Ungeforvaltning [Rådmanden] [Parti A] og hendes datter, byrådspolitiker [Byrådspolitikeren] [Parti B].
[Klagers tidligere navn] er ligeledes dømt for en enkelt overtrædelse af paragraf 119, idet hun har truet en specialanklager med vold.
”
Af den anden tekstboks fremgår
” 2.
Trusler
Efter straffelovens paragraf 266 er [Klagers tidligere navn] dømt for at have indgivet trusler i 11 forskellige sammenhænge.
Truslerne er primært givet til hendes søns fars advokat i forbindelse med den børnesag, som angiveligt ligger til grund for [Klagers tidligere navn]s frustrationer.
Hun har blandt andet truet med at kipnappe advokatens datter.
”
Af den tredje tekstboks fremgår
” 3.
Falske anklager
I fem tilfælde har [Klagers tidligere navn] indgivet falske anklager efter straffelovens paragraf 164 stk. 1.
Hun har anmeldt sin søns fars advokater for dokumentfalsk, hacking, forfalskning af underskrifter, frihedsberøvelse og trusler.
Samtidig har hun anmeldt sin søns far for frihedsberøvelse af sønnen.
Til sidst har hun anmeldt en anden involveret i sagen for overtrædelse af straffeloven og hadforbrydelser.
”
Af den fjerde tekstboks fremgår
” 4.
Overtrædelse af tilhold
[Klagers tidligere navn] er dømt for i tre forskellige sammenhænge at have overtrådt tilhold via gentagne opkald og sms-beskeder.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvem tilholdene, som er en overtrædelse af straffelovens paragraf 21, stk. 1, jævnfør paragraf 1, har været imod.
”
Fyens Stiftstidende bragte den 11. december 2018 artiklen ” Advokatformand: Chikanesag er med til at definere, hvad politikere bør kunne tåle ” på fyens.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår følgende
”Ifølge formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg [Person 2] er [Klagers tidligere navn]s chikanedom afgørende for fremtidig praksis i retten.
”
Der er øverst i artiklen indsat et billede af indgangen til Retten i [Bynavn 1].
Af billedteksten fremgår ”[Klagers tidligere navn] er idømt et års fængsel for blandt andet at have chikaneret rådmand [Rådmanden] [Parti A].
”
Af artiklen fremgår
”Omdrejningspunktet i sagen om [Klagers tidligere navn], der er idømt et års fængsel for chikane, trusler, falske anklager og overtrædelse af tilhold [Teksten ”der er idømt et års fængsel for chikane, trusler, falske anklager og overtrædelse af tilhold” er markeret med orange skrift og udgør et link til artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”, bragt den 11. december 2018 på fyens.dk, Pressenævnet ], har været hendes massive og krænkende kontakt til offentligt ansatte, herunder rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen i [Kommunen] [Rådmanden] [Parti A].
[Klagers tidligere navn] er dømt efter straffelovens paragraf 119a, som er en relativt ny paragraf.
Den blev vedtaget i Folketinget i slutningen af december 2016 som et led i den såkaldte respektpakke, der har til formål at sikre offentligt ansatte yderligere mod det, daværende justitsminister [Justitsministeren] blandt andet har kaldt for "pøbeladfærd".
Paragraffen sikrer, at personer ikke kun kan straffes for at true eller overfalde offentligt ansatte, men også for at forfølge eller krænke dem i deres hverv.
En af de første sager
Ifølge [Person 2], formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg, er [Klagers tidligere navn]s sag en af landets første paragraf 119a-sager.
Det betyder, at Retten i [Bynavn 1] har haft meget få lignende sager at læne sig op ad ved domsafsigelsen.
- Det er altid interessant at have en af de første sager med en ny paragraf.
Det er ikke nødvendigvis fordelagtigt eller en født ulempe for tiltalte, for der er et større råderum for alle parter til at påvirke processen, modsat sager om for eksempel knytnæveslag, forklarer [Person 2].
Hun vil ikke udtale sig konkret om [Klagers tidligere navn]s sag, men påpeger, at den er et væsentligt led i at få lagt fast, hvilken opførsel blandt andet politi- og fængselsbetjente og politikere bør og ikke bør kunne tåle fra borgerne.
- Det er jo det, man har set frem til at få afdækket, ikke kun i bemærkningerne til loven, men også i domstolenes praksis, siger hun.
”
Fyens Stiftstidende bragte den 8. april 2019 artiklen ” Meldte rådmand for at være dårlig forælder: [Aldersangivelse] for landsretten i sag om trusler og chikane mod offentligt ansatte ” på fyens.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår følgende
”En [Aldersangivelse] kvinde blev i december idømt et års ubetinget fængsler for trusler og chikane mod en række ansatte i politiet, [Kommunen] samt en rådmand i [Bynavn 1].
Tirsdag tager landsretten stilling til sagen.
”
Der er øverst i artiklen indsat et billede af Østre Landsret.
Af billedteksten fremgår ”Østre Landsret i [Bynavn 1] skal nu afgøre, om byrettens dom på et års fængsel for trusler, chikane og falske anklager er korrekt.
En [Aldersangivelse] kvinde ankede på stedet, da dommen faldt i december.
”
Af artiklen fremgår
”Tirsdag skal landsretten behandle en større sag om trusler og chikane mod en række offentligt ansatte.
Den [Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] blev i december kendt skyldig i 28 forhold, der også tæller falske anklager og overtrædelser af tilhold, og straffet med et års ubetinget fængsel.
Hun ankede på stedet til frifindelse.
Byretten dømte hende for gennem en periode på mere end et år at have chikaneret og truet ansatte i [Politikredsen] og [Kommunen] - mindst 135 gange i alt.
En af dem, det gik ud over, var rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen [Rådmanden] [Parti A], som fik besøg af socialrådgivere i sit hjem, efter den [Aldersangivelse] havde lavet en underretning om, at [Bynavn 1]-politikeren ikke kunne tage vare på sine børn.
Ville se sin søn
I retten fortalte [Klagers tidligere navn], at hun ikke havde haft til hensigt at genere nogen, men at hun ville råbe myndighederne op, fordi hun havde mistet retten til at se sin søn i en børnesag.
Også den advokat, der repræsenterer sønnens far, blev udsat for trusler.
- Du har kidnappet min søn, så nu tager jeg til [Bynavn 2] og tager din datter, advarede den dømte advokaten.
Sagen, der nu skal vurderes af landsretten, er principiel i den forstand, at straffelovens ret uprøvede paragraf 119a er i spil.
En bestemmelse, der dukkede op i slutningen af 2016 som del af den såkaldte respektpakke, der skulle sikre offentligt ansatte yderligere mod chikanerende adfærd.
Ifølge formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg, [Person 2], er sagen fra [Bynavn 1] med til at fastslå grænserne for, hvad politifolk, fængselsbetjente og politikere bør kunne tåle fra borgerne - og hvad de ikke skal stå model til.
”
Omtale på Fyens.dks sociale medier
Fyens Stiftstidende har omtalt artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand” på mediets Facebook-side, https://www.facebook.com/fyensdk, i et opslag.
Af opslaget fremgår et link til artiklen og teksten
”En [Aldersangivelse] kvinde blev tirsdag ved Retten i [Bynavn 1] fundet skyldig i at true og chikanere en lang række offentligt ansatte, herunder rådmand [Rådmanden] [Teksten ”[Rådmanden]” er markeret med blå skrift og udgør et link til dennes Facebook-side, Pressenævnet ]
[Klager] ved [Person 1] anmodede den 14. juni 2023 Fyens Stiftstidende om at anonymisere hende ved at fjerne hendes navn fra de påklagede artikler.
Fyens Stiftstidende afviste den 22. juni 2023 denne anmodning.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 28. juni 2023.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist at anonymisere hendes navn i de fire påklagede artikler samt det omtalte Facebook-opslag.
[Klager] har anført, at hun den 30. maj 2023 indsendte en anmodning til Google, som er verdens største platform, om at afindeksere de fire artikler fra deres søgemaskine.
[Klager] har anført, at hun mener, at disse artikler er forældede, og krænker hendes og hendes søns privatliv.
[Klager] har i den forbindelse henvist til retten til at blive glemt.
Den 1. juni 2023 imødekom Google denne anmodning til fulde, og de afindekserede de fire artikler.
[Klager] har til Pressenævnet fremsendt kopi af hendes anmodning til Google om afindeksering samt Googles svar herpå.
[Klager] har bemærket, at det desværre stadig er muligt at identificere hende i artiklerne og finde dem ved hjælp af hendes fornavn og lokation, f.eks. ved at søge på "[Klager] [Bynavn 1]" eller "[Klager] [Områdebetegnelse]".
[Klager] har derfor anmodet Fyens Stiftstidende om at anonymisere hende i de fire artikler, men desværre har mediet afvist dette ønske.
[Klager] mener ikke, at Fyens Stiftstidende tager stilling til indholdet i anmodningen om anonymisering af artiklerne, idet de ikke ser på konsekvenserne af disse artikler for hende og hendes søns liv, men udelukkende fastholder deres ret til at værne om historieskrivningen.
[Klager] mener ikke, at anonymiseringen vil ændre på Fyens Stiftstidendes historieskrivning.
At nævne [Klager]s navn i disse forældede artikler er uproportionalt og fungerer kun som en straf over for hende og sønnen, som ofte konfronteres med disse artikler om hans mor.
[Klager] har anført, at det er vigtigt at forstå, at denne sag involverer en kvinde, som inden den omtalte straffesag altid har været en god samfundsborger med en ren straffeattest.
Hun blev psykisk svækket af en forældremyndighedssag og begik desværre en kriminel handling.
Sagens karakter gør, at den ikke er af offentlig interesse, og sagens karakter er netop grundlaget for, at straffen med henvisning til straffelovens § 69 blev formildet til seks måneders fængsel i landsretten og ikke blot halveret, som Fyens Stiftstidende hævder.
[Klager] har bemærket, at Fyens Stiftstidende desuden kun anfører dette i en af de fire artikler.
Ingen andre medier offentliggør navnene på borgere, der får en dom på kun seks måneders fængsel.
[Klager] har bemærket, at hun er klar over Fyens Stiftstidendes (interne) presseetiske regler, som kræver, at de tager hensyn til dommens længde ved første omtale, men det virker ikke etisk korrekt at fastholde navnet, når en højere retsinstans som landsretten vurderede, at straffen skulle formildes på grund af straffelovens § 69.
Fyens Stiftstidende lægger altså større vægt på den ene dommer i byretten end på de tre dommere i landsretten.
Det er nu 4 år og 6 måneder siden, at der faldt dom, og [Klager] har i relation hertil anført, at hun har afsonet sin straf og forsøger at blive resocialiseret, hvilket er formålet med straffen.
[Klager] har bemærket, at hun også ønsker at kunne vende tilbage til sit rigtige efternavn, [Klagers tidligere efternavn], da det betyder meget for hendes søn og hende selv.
Desværre gør de fire artikler det meget vanskeligt, næsten umuligt, når det kommer til karriere og sociale liv, idet en simpel søgning på internettet frembringer disse artikler.
[Klager] har anført, at hun derfor mener, at anonymisering af artiklerne er den eneste måde, hvorpå hun kan opnå retten til at blive glemt, hvilket har været en del af EU-lovgivningen siden 2014.
Som en af meget få dømte har [Klager] endda anmodet om konfliktråd gennem politiet for at undskylde de handlinger, hun desværre begik.
[Klager] har anført, at dette viser, at hun forsøger at blive resocialiseret og er dybt ked af det, der skete, da hun var psykisk svækket.
2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter
Fyens Stiftstidende har bemærket, at Pressenævnet af flere omgange, senest med kendelse afsagt den 23. maj 2023, har behandlet klagesager vedrørende Fyens Stiftstidendes dækning af retssagen mod [Klagers tidligere navn] – nu [Klager] – og mediets efterfølgende afvisninger af hendes anmodninger om anonymisering af artiklerne, og at Fyens Stiftstidende på denne baggrund har tilladt sig at argumentere forholdsvis kortfattet for mediets seneste beslutning om at afvise anonymisering.
Efter Fyens Stiftstidendes opfattelse er der ikke frembragt noget nyt, siden Pressenævnet den 23. maj i år slog fast, at ”det på baggrund af sagens karakter og alvor ikke kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at anonymisere artiklerne kun fire et halvt år efter dommens afsigelse”.
Fyens Stiftstidende har anført, at det forhold, at Google siden Pressenævnets seneste kendelse har imødekommet anmodningen om at afindeksere artiklerne, ikke ændrer på mediets standpunkt: En dom for 28 forhold omhandlende trusler mod offentligt ansatte og folkevalgte er en dom for et alvorligt angreb på demokratiske grundværdier.
Sagen har en særlig principiel og offentlig interesse, fordi truslerne var rettet mod personer, der varetager offentlige hverv.
Artiklerne om retssagerne mod [Klagers tidligere navn] – nu [Klager] – udgør dermed en vigtig del af historieskrivningen.
Fyens Stiftstidende har afslutningsvist bemærket, at mediet derfor står fast på afvisningen af at omskrive artiklerne efter [Klagers tidligere navn]s ønske.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, henhører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence.
God presseskik
Anonymisering – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist at anonymisere hendes navn i de påklagede artikler samt Facebook-opslag.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklerne omtaler navnlig, at [Klagers tidligere navn], nu [Klager], i en straffesag ved Retten i [Bynavn 1] i december 2018 blev kendt skyldig i 28 forhold og idømt en fængselsstraf på ét år for blandt andet at have udøvet chikane mod en rådmand i [Kommunen].
På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at Østre Landsret i april 2019 afsagde dom i ankesagen, hvor straffen blev formildet, således at [Klagers tidligere navn] blev idømt en fængselsstraf på seks måneder, hvilket Fyens Stiftstidende har fremhævet øverst i den påklagede artikel af 11. december 2018, der omtaler straffesagens udfald: ”Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand” .
Nævnet lægger endvidere til grund, at Google har imødekommet [Klager]s anmodning om at afindeksere de fire påklagede artikler.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne fra december 2018 og april 2019 og Facebook-opslaget med omtalen af domfældelsen af [Klagers tidligere navn] indeholder oplysninger af personfølsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for klager.
Pressenævnet finder samtidig, at det på baggrund af sagens karakter og alvor ikke kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at anonymisere artiklerne godt omkring fire et halvt år efter dommens afsigelse.
Nævnet finder i den forbindelse, at oplysningerne om, at Google har valgt at afindeksere artiklerne, som [Klagers tidligere navn] har anført til støtte for nærværende anmodning om anonymisering, ikke kan føre til en anden vurdering.
Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Fyens Stiftstidende for ikke at have imødekommet [Klagers tidligere navn]s anmodning om at anonymisere artiklerne.
Afgjort den 21. november 2023