Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04194 (W20230996225) | DK

KEN#LOKDOK23 2023 9962 Valid

Art. 1 Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04194 Open official source

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04194

KEN#LOKDOK23 2023 9962 Valid

Ikke kritik af frihedsbrevets brug af kilder Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04194 Open official source

Ikke kritik af frihedsbrevets brug af kilder

I en artikel bragt af Frihedsbrevet i marts 2023 blev arbejdsforholdene på et museum omtalt.

To navngivne kilder samt en række anonyme kilder rettede kritik af en konkret person i ledelsen.

Denne klagede til Pressenævnet blandt andet over brugen af anonyme kilder og mediets kontrol af de beskyldninger, kilderne rettede mod ham.

Pressenævnet fandt, at læserne havde mulighed for at vurdere troværdigheden af kilderne, og at mediet havde gjort tilstrækkeligt for at efterprøve kildernes udsagn.

Nævnet udtalte ikke kritik.

KEN#LOKDOK23 2023 9962 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Sexistisk, dominerende og opfarende: Omstridt museumschef får skarp kritik af lang række tidliger Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04194 Open official source

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Sexistisk, dominerende og opfarende: Omstridt museumschef får skarp kritik af lang række tidligere medarbejdere ”, bragt den 9. marts 2023, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over blandt andet, at artiklen indeholder ukorrekt information, at væsentlige oplysninger er udeladt, og at Frihedsbrevet ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Frihedsbrevet bragte den 9. marts 2023 artiklen ” Sexistisk, dominerende og opfarende: Omstridt museumschef får skarp kritik af lang række tidligere medarbejdere ” under emnet Fri Kultur.

Der er i artiklen indsat en illustration af en stor bulldog med menneskeansigt, der sidder på taget af en museumsbygning.

Af artiklen fremgår

” Det korte af det lange

Flere tidligere medarbejdere beskriver et dysfunktionelt arbejdsmiljø på [Museum A], hvor mobning og overfusninger er en del af dagligdagen.

De tidligere medarbejdere mener, at museumschefen går efter struben, hvis man stiller sig i vejen, og at problemerne er så godt som umulige at få løst, fordi chefens familiemedlemmer og venner arbejder på museet.

Hele historien

Udadtil fremstår [Klager] som en succesfortælling fra et museum i provinsen.

I sin tid som museumschef på [Museum A] har han vundet priser og søsat milliondyre satsninger, ligesom han har turneret i medierne med den ene udstilling efter den anden, fra Picasso til [Person 1].

Fra 2013 til 2021 var han desuden [Partiet] medlem af kommunalbestyrelsen i [Bynavn B] Kommune, de sidste fire år som formand for [Udvalget].

[Klager] kender gud og hvermand på de [Landsdel] egne, og han får ting til at ske.

Da han sagde farvel til kommunalbestyrelsen i 2021, omtalte [Bynavn B]s borgmester ham som en bulldog.

“At han i vores samarbejde nu kan tage en rolle som en mere fritgående lokalpolitisk ‘bulldog’, er en kæmpe fordel i det fremtidige politiske landskab,” sagde [Bynavn B]s borgmester [Borgmesteren].

Nu føjer en række tidligere ansatte nuancer til fortællingen om denne fritgående bulldog og prisvindende museumschef, der efter Frihedsbrevets afsløringer er blevet sat i forbindelse med habilitetsproblemer og nepotisme.

Den seneste tid har Frihedsbrevet beskrevet, hvordan [Klager] er chef på et museum, hvor også hans mor, far, svoger og fætter er ansat – de to sidste har endda [Klager] som nærmeste chef.

[Der er i artiklen indsat et link til artiklen: ” Museumschef er chef for sin svoger og fætter, mens mor også er ansat på samme museum: “Det her er nepotisme,” siger ekspert ”, Pressenævnet ]

Museets direktør, [Museumsdirektøren], har forklaret, at det ikke har haft nogen effekt på arbejdsmiljøet.

Men der findes også en anden historie.

For ifølge en lang række kilder er [Klager] både dominerende, opfarende og sexistisk.

Museumschefens ledelsesstil knækker højtuddannede mennesker, der slår sig på en chef, som deler de ansatte op i et A- og B–hold, forklarer de.

Frihedsbrevet har forelagt [Museumsdirektøren] og [Klager] kritikken.

I et mailsvar skriver direktør [Museumsdirektøren], at de “ikke kan nikke genkendende” til de situationer, de tidligere medarbejdere har oplevet.

Man er bange for ham

Frihedsbrevet har talt med 14 tidligere ansatte.

12 ønsker at forblive anonyme, mens to står frem ved navn.

Alle har mærket på egen krop, hvordan det var at arbejde under [Museumsdirektøren]s og [Klager]s ledelse.

De beskriver deres tid på museet som en hård tid med konflikter, A- og B–hold, overfusninger, sexisme og chikanerende adfærd, og de er alle lettede over, at tiden som ansat på museet er forbi.

De tidligere ansatte beskriver en chef, der vil frem i verden og vil have ting til at ske.

Det kan [Klager].

Han vil magten frem for alt andet og skyr ingen midler for at få sin vilje, fortæller de.

De beskriver en chef, der går mere op i kommunikation end i faglighed, og en chef, der udfører sit job, som var det en politisk valgkamp, der føres hver dag med spidse albuer for at komme frem og rydde modstand af vejen.

“Jeg har personligt overvejet om [Klager] får et personligt kick ud af at få folk fyret.

Han kan ikke tåle uenighed, og at han ikke bare bliver beundret,” siger en tidligere medarbejder og beskriver arbejdsmiljøet sådan her

“Udskamninger var hverdagskost på det museum.

Man blev helt glad, hvis [Klager] sagde godmorgen.

Det var, som om proportionerne for almindelig ordentlig adfærd helt forsvandt.

”

“Man er bange for ham,” som en anden siger.

“Han er fuldkommen uimodtagelig over for argumenter, og så har han en fuldstændig barnagtig form, hvor han kan råbe og skrige, så stemmen knækker over,” husker en tredje tidligere medarbejder.

“Han er tæt på at være et af de mest modbydelige mennesker, jeg nogensinde har truffet.

”

Det bliver i familien

[Klager]s svoger, fætter og to af hans gode venner er, ifølge flere kilder, ansat på museet.

[Klager] er udover at være en del af museets øverste ledelse også chef for det, der hedder ejendoms- og udstillingsafdelingen.

Her er svogeren ejendomsleder, fætteren art director, og to gode venner er ansat som udstillingsarkitekt og teknisk leder.

At [Klager] har sine nærmeste tæt på sig, er langt fra uvæsentligt i denne sammenhæng.

Det giver ham nemlig fripas, mener de tidligere ansatte.

De mener, at museumschefen har indrettet sig sådan, at han har magt over alle dele af museet.

“Alt går igennem [Klager]s afdeling.

Så hvis de lukker ned for en, så kan man ikke komme videre med sit arbejde.

Man står tilbage udenfor og ser ind,” siger en tidligere medarbejder.

“De holdt jo sammen, og det vil sige, at det var et entourage af rygklappere.

Man kunne ikke få noget igennem,” siger en anden tidligere medarbejder.

[Person 2] er tidligere kommerciel chef på museet og den ene af de to tidligere ansatte, der har indvilliget i at stå frem ved navn.

I løbet af det halvandet år, [Person 2] arbejdede på museet, oplevede han flere gange, hvordan arbejdsmiljøet blev påvirket af [Klager] og hans nærmeste.

“Gruppen omkring [Klager] skabte en utryg kultur, hvor ansatte ikke vidste, hvad der kom videre til chefen fra samtaler på tomandshånd, hvad der blev overhørt, eller hvad der blev set,” siger [Person 2].

Voksenskældud

Mange af de tidligere ansatte er enige om, at [Klager] er dygtig og engageret i de dele af hans arbejde, der ikke har med ansatte at gøre.

“[Klager] er fagligt dygtig, men dominerende og grænseoverskridende i sin adfærd.

Han vil have sin vilje igennem, koste hvad det vil,” siger [Person 2], der forlod museet efter en gensidig aftale.

Værst var, ifølge [Person 2] og mange andre, [Klager]s temperament.

Jævnligt gik han i flæsket på de ansatte, der gik ham på, og som kommerciel chef havde [Person 2] en række folk under sig, som ofte skulle samles op efter en overfusning fra [Klager].

“Han har kort lunte og farer helt op i det røde felt.

Man kan slet ikke kommunikere med ham, når han er der.

Der var på et tidspunkt, hvor jeg bad ham om ikke at kontakte mine medarbejdere direkte, men kun gennem mig af samme årsag,” siger han.

Det kunne være alt muligt, der gjorde udslaget.

For eksempel husker en tidligere medarbejder, hvordan [Klager] havde indført en regel om, at medarbejderne kun måtte pynte op til jul på én måde.

“Vi måtte kun have sorte julestjerner,” siger den tidligere medarbejder.

“Nogen havde lavet en juleudstilling med noget vat, som direktøren havde givet lov til.

[Klager] flåede det der vat fra hinanden og kastede det rundt på forskellige skriveborde,” siger medarbejderen.

“Han er opfarende.

Magtsyg.

Flippede ud over de mindste ting.

”

Samtlige tidligere medarbejdere, Frihedsbrevet har talt med, genkender historierne om [Klager]s overfusninger.

Ikke alle har modtaget en, men alle har frygtet dem.

Særligt, fordi en konflikt med [Klager] ikke nødvendigvis stoppede der.

[Klager] kunne udse sig en person, som han ville have ned med nakken, fortæller de tidligere ansatte.

De beskriver det som voksenmobning og chikane og som en oplevelse af at blive frosset ude og gjort til grin.

I de værste tilfælde kunne man blive degraderet, fyret eller syg, hvis man kom på tværs af museumschefen.

“Der var jo virkelig, virkelig dårligt arbejdsmiljø, og alle vidste det.

Hvis man pippede noget, kunne man risikere at blive fyret.

Det hang som en trussel i luften,” siger en tidligere ansat.

En anden husker

“Flere af de sygemeldinger, som er sket her de senere år, er kommet i kølvandet på, at medarbejderne havde en konflikt med [Klager].

”

“Man kommer ud i en slem forfatning, når man kommer ud fra det museum,” siger en tidligere medarbejder, der også forklarer, at hun efterfølgende fik professionel hjælp til at håndtere de ting, hun var udsat for i sin tid på museet.

Pussy power

Flere tidligere medarbejdere fortæller, at tonen på museet ofte var sexistisk.

To kvindelige ansatte husker især en episode, der opstod til et møde.

[Klager] og [Museumsdirektøren] var med til mødet sammen med kvindelige ansatte fra museet og repræsentanter fra en kommune.

[Museumsdirektøren] og [Klager] talte om, at der var mange lækre kvinder ansat på museet.

[Klager] kiggede på [Museumsdirektøren] og sagde

“Det kunne være, at vi skulle droppe at lave museumsdrift og begynde at lave pornofilm i stedet.

” De grinede begge hånligt, husker de to mødedeltagere.

Da en af kvinderne senere sagde noget på mødet, kiggede [Klager] igen på [Museumsdirektøren] og sagde “pussy power”, mens de igen grinede hånligt.

“Bagefter spurgte medarbejderne fra kommunen os hver især, hvordan det var at arbejde på museet, når der blev talt sådan til kvinder,” siger den ene tidligere ansatte.

“Faktisk var pussy power en henvisning til, at ikke alene var der efterhånden mange lækre kvinder ansat på museet – de var også lige lovlig rapkæftede,” siger en anden tidligere medarbejder.

[Museumsdirektøren] genkender som sagt ingen af de beskrevne episoder, og i et skriftligt svar understreger han følgende

“Museet har en nultolerance for krænkelser og har i foråret 2021 udarbejdet ‘retningslinjer for forebyggelse af og håndtering af krænkende handlinger’, som fortæller medarbejderne, hvad de skal gøre i tilfælde af krænkelser.

Museet har ikke modtaget anmeldelser af krænkelser.

”

Øjne alle vegne

En anden årsag til, at de tidligere medarbejdere var bange for [Klager], var den udprægede stikkerkultur, som prægede museet.

[Person 3], der stoppede på museet i 2021 efter 15 år som museumsinspektør, husker, at man aldrig kunne vide sig sikker, hvis man drøftede sin utilfredshed med ledelsen med andre ansatte.

Særligt husker hun en samtale, hun havde med en kollega, hun aldrig havde mødt før.

I samtalen kom de ind på forholdet til ejendoms- og udstillingsafdelingen, som den ansatte roste, da de altid hjalp hende.

Det er bare ikke [Person 3]s oplevelse, og det fik hun også sagt.

Da de var færdige med den korte snak, spurgte [Person 3] en anden kollega om, hvem det ukendte ansigt var.

Hun svarede

“Man skal passe på hende der.

Det er [Klager]s mor.

”

“Det gibbede lidt i mig, og jeg blev lidt tavs.

Man står straks og tænker: ‘Hvad fik jeg sagt?

’ Jeg tror også, at det er derfor, jeg så tydeligt kan huske episoden,” siger [Person 3].

Hun havde nemlig tidligere oplevet, at ting, der blev sagt på tomandshånd, kom [Klager] og resten af ledelsen for øre, hvilket så resulterede i en røffel fra chefen.

Og hun står ikke alene med oplevelsen af en arbejdsplads, hvor der herskede en “udpræget stikkerkultur”.

“Folk følte, at de blev overvåget, og at der blev holdt øje med, hvordan man løste sine opgaver.

Han havde bare øjne alle vegne,” lyder det fra en tidligere medarbejder.

“Jeg har aldrig været på en så dysfunktionel arbejdsplads,” som en anden tidligere medarbejder siger.

Frygtkultur

En konkret episode, flere uafhængigt af hinanden husker, er et møde, hvor der skulle vælges en medarbejderrepræsentant til bestyrelsen.

Der opstod en diskussion, da en medarbejder ville have direktionen til at forlade lokalet, mens medarbejderne stemte.

“Der var en, der stillede sig op og sagde, at det ikke var rigtigt, og at ledelsen skulle gå ud af lokalet, mens vi diskuterede.

Så blev han sat på plads rimelig kontant.

Det var direktøren, der sagde, at det skulle han ikke blande sig i.

Og så var direktionen også med til at tælle stemmerne op bagefter,” siger en tidligere ansat.

[Person 3] stillede op som medarbejderrepræsentant og husker derfor mødet tydeligt.

Som repræsentant skulle hun stille sig op foran hele direktionen og med “ondt i maven” fortælle om, hvorfor hun gerne ville være medarbejderrepræsentant.

“Typisk vil man jo være medarbejderrepræsentant, fordi man gerne vil ændre noget, der er i vejen.

Så det er jo grænseoverskridende at stå foran ledelsen og sige den slags ting.

Og det er også imod reglerne.

Men reglerne skal man åbenbart læse op på inden møderne, for ledelsen kender dem ikke,” siger hun.

En anden tidligere medarbejder, der var til stede ved mødet, husker stemningen i lokalet efter optrinnet.

“Vi var alle sammen chokerede oven på det der.

Folk var så bange.

Ingen turde sige noget,” siger den tidligere ansatte og fortsætter

“Jeg fortrød, at vi ikke var flere, der bakkede op.

Stemningen var bare så iskold.

Det var en frygtkultur.

”

Kig i APV’en

Typisk kan et dårligt arbejdsmiljø som det, de tidligere medarbejdere beskriver, aflæses i arbejdspladsvurderingen eller APV’en, der laves med et par års mellemrum.

Men ikke på [Museum A].

“Jeg har set museets APV’er (medarbejdernes vurderinger af arbejdspladsen, red.), og de ser fine ud,” sagde [Person 4], centerchef for kulturområdet i [Bynavn A] Kommune, til Sjællands Nyheder.

Men ifølge de tidligere ansatte er der en god grund til, at man ikke kan læse det dårlige arbejdsmiljø ud af APV’en.

Først og fremmest var spørgeskemaerne fordelt på så små afdelinger, at ledelsen ud af besvarelserne kunne læse, hvem der havde svaret hvad.

Medarbejderne frygtede, at det kunne få konsekvenser for dem, hvis de var utilfredse.

“Folk turde ikke.

Dels kunne det være lige meget, da det aldrig førte til noget, og så var man bange for at ryge ud.

Det var ikke noget, der blev italesat, men kunne jo se, hvad der skete med dem, der åbnede munden,” siger en tidligere medarbejder.

[Museumsdirektøren] skriver i et skriftligt svar til Frihedsbrevet, at den senest foretagne APV ikke viser nogen problemer med arbejdsmiljøet.

“[Museum A] gennemførte i 2021 en anonym APV-undersøgelse.

APV-undersøgelsen blev gennemført af en ekstern konsulent, Human House.

APV-undersøgelsen gav medarbejderne mulighed for i fuld fortrolighed, at kontakte en ekstern konsulent om eventuelle krænkelser.

Der var ingen medarbejdere der benyttede sig af muligheden,” skriver direktør [Museumsdirektøren].

En snak med Arbejdstilsynet

En anden mulighed for at lette hjertet for et dårligt psykisk arbejdsmiljø er gennem samtaler med Arbejdstilsynet.

Men på [Museum A] var det ikke så lige til at føre en fortrolig samtale mellem en medarbejder og tilsynets repræsentant.

Lokalet, hvor samtalerne blev afholdt, havde nemlig glasvægge, og forbipasserende kunne derfor se, hvem der havde behov for en samtale.

Vejen til lokalet gik også lige forbi direktørens kontor, hvor [Museumsdirektøren] fra sit skrivebord kunne holde et vågent øje med tilstrømningen.

Flere mener også, at [Museumsdirektøren] kunne høre, hvad der blev sagt til samtalerne.

“Da Arbejdstilsynet var der, skulle man skulle gå forbi [Museumsdirektøren]s kontor for at tale med dem.

De her samtaler foregik så inde i et rum, hvor der var en luftkanal, der førte direkte ind til [Museumsdirektøren]s kontor.

Så han kunne sidde og aflytte det hele,” siger en tidligere medarbejder.

Den, der bestemmer

Et stort spørgsmål står tilbage for de tidligere medarbejdere.

Hvorfor ser [Museumsdirektøren] gennem fingrene med [Klager]s ledelse?

Nogle håber, at det skyldes uvidenhed, da de husker [Museumsdirektøren] som en dygtig direktør og en god mand.

Andre mener, at [Klager]s resultater på museet har sløret direktørens syn.

Det har udadtil været nogle gode år for [Museum A].

[Museum B], der hører under [Museum A], modtog i 2022 en pris til The European Museum of the Year Award, og i 2024 skal museets nye store vikingesatsning til 50 millioner, Borgringen, slå dørene op lidt uden for [Bynavn C].

Faktisk har museet under [Klager] og [Museumsdirektøren] modtaget så meget støtte, at [Museumsdirektøren] i 2018 blev benådet med et ridderkors for sin indsats på museet.

“[Museum A] er stærk på forskning, udstillingsdesign og projekter.

Så stærk, at museet i [Museumsdirektøren]s direktørtid har rejst over 250 millioner kroner til museumsprojekter, der løfter den lokale kulturarv op i den tunge liga af samfunds-drivere,” som museet selv skrev om direktøren i en pressemeddelelse.

“Fra [Museumsdirektøren]s side tror jeg, at han kunne bruge [Klager] til at komme frem i verden.

Det pustede til hans narcissistiske side, det der med at være en stor kanon.

For [Klager] handler det om magten,” siger en tidligere ansat.

“Der var kun en, der bestemte på det museum.

Det var ikke direktøren.

”

[Klager] er efter Frihedsbrevets dækning blevet sygemeldt.

Museet siger stop

[Museumsdirektøren] skriver i et svar, at han ikke kan genkende nogen af de situationer, de tidligere ansatte beskriver.

Direktøren forklarer også, at han indtil nu har været villig til først mundtligt, dernæst skriftligt at svare på Frihedsbrevets mange kritikpunkter, men at han ikke vil kommentere yderligere.

“Vi er helt klar over, at det vil blive fremstillet negativt, at vi ikke ønsker at kommentere yderligere på Frihedsbrevet spørgsmål, men må fokusere vores ressourcer på de mange opgaver, der er ved at drive og udvikle [Museum A],” skriver [Museumsdirektøren].

[Museumsdirektøren] skriver også, at han trods sine skriftlige svar ikke oplever at blive citeret korrekt og objektivt.

Derfor siger museet nu stop.

“Vi oplever i stedet, at vores svar igen og igen bliver taget ud af kontekst og redigeret efter Frihedsbrevets ensidige og på forhånd fastlagte dagsorden.

Omfanget af spørgsmål, påstande, fejlagtige beskrivelser og ikke mindst hensynet til vores bekymrede medarbejdere gør, at vi er nødt til at sige stop,” skriver [Museumsdirektøren].

Afsluttende understreger direktøren, at han først vil kommentere Frihedsbrevets artikel, når den er udgivet, og vil sende artiklen sammen med sine egne kommentarer til [Museum A]s bestyrelse.

”

Øvrige oplysninger

[Klager] har til Pressenævnet indsendt en plantegning af det i de i artiklen omtalte mødelokaler på museet samt billeder fra lokalerne.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information og efterprøvelse

- beskyldninger i overskrift og brødtekst

[Klager] har anført, at formuleringen i overskriften om, at han skulle være sexistisk, ikke er korrekt, og at det eksempel, der henvises til i artiklen, er udokumenteret.

Han har henvist til følgende uddrag fra artiklen

” Flere tidligere medarbejdere fortæller, at tonen på museet ofte var sexistisk.

To kvindelige ansatte husker især en episode, der opstod til et møde.

[Klager] og [Museumsdirektøren] var med til mødet sammen med kvindelige ansatte fra museet og repræsentanter fra en kommune.

[Museumsdirektøren] og [Klager] talte om, at der var mange lækre kvinder ansat på museet.

[Klager] kiggede på [Museumsdirektøren] og sagde

“Det kunne være, at vi skulle droppe at lave museumsdrift og begynde at lave pornofilm i stedet.

” De grinede begge hånligt, husker de to mødedeltagere.

Da en af kvinderne senere sagde noget på mødet, kiggede [Klager] igen på [Museumsdirektøren] og sagde “pussy power”, mens de igen grinede hånligt.

“Bagefter spurgte medarbejderne fra kommunen os hver især, hvordan det var at arbejde på museet, når der blev talt sådan til kvinder,” siger den ene tidligere ansatte.

“Faktisk var pussy power en henvisning til, at ikke alene var der efterhånden mange lækre kvinder ansat på museet – de var også lige lovlig rapkæftede,” siger en anden tidligere medarbejder.

”

[Klager] har anført, at den omtalte episode er udokumenteret, og at museet ikke har modtaget klager, men forgæves har forsøgt at lokalisere de to omtalte medarbejdere fra ”en kommune”, som angiveligt skulle have overværet episoden og efterfølgende have rettet henvendelse til de omtalte ansatte på museet.

Der er endvidere ikke nogen kommuner, der har kontaktet museet om episoden, hvilket havde været nærliggende, henset til de kommunale repræsentanters påståede reaktion.

Den påståede episode har derimod, ifølge andre medarbejdere på museet, i årevis kørt som en vandrehistorie, men episoden har aldrig fundet sted.

Dette dokumenteres endvidere ikke af mediets journalister eller af deres kilder.

Der er således tale om ”von hørensagen”, og Frihedsbrevets gengivelse er derfor svær at opfatte som andet end mikrofonholderi uden yderligere efterprøvelse af de grove og alvorlige anklager mod [Klager].

[Klager] har endvidere understreget, at der, uanset at der måtte være tale om kilders subjektive vurderinger, er tale om vurderinger, der er dybt krænkende og skadelige for ham, og som ikke skulle have været bragt uden yderligere efterprøvelse.

- omtale af APVer

[Klager] har anført, at Frihedsbrevet allerede tilbage i januar måned 2023 fik aktindsigt i de omtalte APVer, og at ingen af disse understøtter anklagerne om et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

De viser derimod, at arbejdsmiljøet på museet flugter med gennemsnittet på danske arbejdspladser.

Da APVer er den anerkendte måde at måle arbejdsmiljø på, burde de derfor tillægges mere vægt end udokumenterede påstande, men artiklen omtaler på intet tidspunkt faktum eller konklusionerne i APVerne.

[Klager] har henvist til følgende omtale i artiklen, hvor alene en angreben part og en centerchef i kommunen, omtaler APVerne

“Jeg har set museets APV’er (medarbejdernes vurderinger af arbejdspladsen, red.), og de ser fine ud,” sagde [Person 4], centerchef for kulturområdet i [Bynavn A] Kommune, til Sjællands Nyheder.

”

[…]

[Museumsdirektøren] skriver i et skriftligt svar til Frihedsbrevet, at den senest foretagne APV ikke viser nogen problemer med arbejdsmiljøet.

”

Frihedsbrevet burde således have gjort læserne opmærksomme på, at mediet var i besiddelse af APVerne, og at dette er en tilsidesættelse af de presseetiske regler om korrekt information, ligesom mediet har undladt at gengive indholdet af APVerne, som modsiger kildernes påstande.

[Klager] har i den forbindelse henvist til Dansk Journalistforbunds bemærkninger til de presseetiske regler, hvor af det om punkt A.

1 blandt andet fremgår

”Denne bestemmelse giver anledning til en del afgørelser i Pressenævnet.

Hvis en journalist for eksempel skriver en kritisk artikel baseret på et testresultat, vil det som udgangspunkt være en overtrædelse af god presseskik, hvis journalisten uden at nævne det er bekendt med andre tests, som kommer til det modsatte resultat.

”

Frihedsbrevet burde således have skrevet, at APVerne ikke viste problemer med arbejdsmiljøet, men i stedet har mediet brugt de pæne resultater til at underbygge påstandene om, at medarbejderne ikke turde være ærlige i de anonyme undersøgelser, og journalisterne har ikke stillet kritiske spørgsmål til, hvorfor medarbejderne ikke kunne bidrage til undersøgelserne.

- omtale Arbejdstilsynets kontrolbesøg og oplysninger om museets indretning

[Klager] har anført, at Arbejdstilsynet, efter en enkelt anonym henvendelse om dårligt arbejdsmiljø, undersøgte situationen på museet og herefter frikendte ledelsen for anklagerne.

Konklusionen fra Arbejdstilsynet nævnes heller ikke i artiklen, hvor der herom fremgår følgende

”En anden mulighed for at lette hjertet for et dårligt psykisk arbejdsmiljø er gennem samtaler med Arbejdstilsynet.

Men på [Museum A] var det ikke så lige til at føre en fortrolig samtale mellem en medarbejder og tilsynets repræsentant.

Lokalet, hvor samtalerne blev afholdt, havde nemlig glasvægge, og forbipasserende kunne derfor se, hvem der havde behov for en samtale.

Vejen til lokalet gik også lige forbi direktørens kontor, hvor [Museumsdirektøren] fra sit skrivebord kunne holde et vågent øje med tilstrømningen.

Flere mener også, at [Museumsdirektøren] kunne høre, hvad der blev sagt til samtalerne.

“Da Arbejdstilsynet var der, skulle man skulle gå forbi [Museumsdirektøren]s kontor for at tale med dem.

De her samtaler foregik så inde i et rum, hvor der var en luftkanal, der førte direkte ind til [Museumsdirektøren]s kontor.

Så han kunne sidde og aflytte det hele,” siger en tidligere medarbejder.

”

I forhold til Frihedsbrevets oplysninger om, at mediet har indhentet rapporterne fra Arbejdstilsynet, har [Klager] anført, at det er problematisk, at disse, når de ikke viser noget problematisk med arbejdsmiljøet, ikke er nævnt, da det havde været relevant i en fair og balanceret dækning.

[Klager] har videre anført, at det ikke er korrekt, at der var glasvægge i lokalet ”Tørven”, hvor samtalerne blev afholdt.

På glasvæggen ind til [Museumsdirektøren]s kontor var der monteret uigennemsigtigt folie, og man skal ikke passere denne væg for at komme ind i lokalet.

Herudover er det ikke korrekt, at samtaler kunne aflyttes gennem luftkanalerne, som det i artiklen påstås af flere af kilderne.

I [Museum A]s bygning på [Museum B] er der monteret lyddæmpere i ventilationskanalerne som umuliggør, at støj, herunder tale, kan bevæge sig mellem lokaler.

Det er en udokumenteret påstand, at det i en nyopført bygning skulle være muligt at aflytte samtaler i ventilationsanlægget.

I forhold til Frihedsbrevets bemærkninger om, at journalisterne har været på [Museum B], og at de var i et lokale, hvor de igennem en folieret glasvæg kunne se direktøren, har [Klagers] anført, at han undrer sig over dette, idet journalisterne i en anden artikel har beskrevet, at de aldrig nåede længere end indgangen – altså i stueplan, og at de måtte køre retur med uforrettet sag.

Den oprindelige beskrivelse var ikke, som anført af Frihedsbrevet, upræcis, men derimod lodret forkert, og den bruges til at underbygge kildernes frygt.

Herudover er det ikke korrekt, når Frihedsbrevet i artiklen anfører, at man, hvis man havde sin daglige gang på museet, ville kunne se en let tilsløret person bag glasruden.

Folien går så langt op på glasvæggen, at det ikke er muligt.

Den rettelse, som mediet foretog efter klagen til Pressenævnet, er endvidere ikke tilstrækkelig, da også den indeholder faktuelle fejl.

Faktum er, at hovedparten af væggene på 1. sal er gipsvægge, og [Klager] er af den opfattelse, at hverken journalisterne eller de kilder, de har talt med, har overblik over de fysiske rammer på museet.

[Klager] har bemærket, at han klager over de ukorrekte oplysninger om lokalerne, selv om de ikke direkte har noget med ham at gøre, fordi de bruges i fortællingen om det påståede dårlige arbejdsmiljø og medarbejdernes påstande om manglende handlemuligheder.

Kildekritik

[Klager] har anført, at Frihedsbrevets brug af kilder gør det svært for læseren at gennemskue, hvor mange tidligere ansatte, mediet har talt med, og hvad de hver især præcis kritiserer.

Af artiklen fremgår det, at mediet har talt med 14 tidligere medarbejdere, hvoraf alene to af disse står frem med navn.

Artiklen er skrevet på en måde, så det ikke fremgår, om det er den samme medarbejder, der henvises til i flere eller alle tilfældene.

[Klager] har i den forbindelse videre anført, at anklagerne fra de tidligere ansatte er udokumenterede og dokumenterbart forkerte, og at nogle af anklagerne modsiges af APVer og en undersøgelse, som Arbejdstilsynet har foretaget.

Frihedsbrevet burde således have været særligt opmærksom på, om kildernes udsagn kunne være farvede af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, og mediet burde have forsøgt at verificere anklagerne i stedet for at gengive dem uden yderligere research.

I forhold til Frihedsbrevets oplysninger om, at mediet har talt med kilderne uafhængigt af hinanden, har [Klager] anført, at dette er et gummibegreb, der af journalister kan benyttes til at søge at validere kilders udsagn, men faktum er, at hverken Frihedsbrevet eller andre har mulighed for at kontrollere, om kilderne har aftalt, hvad de skal sige.

[Klager] har endvidere anført, at de 14 kilder, der omtales i artiklen, omtales som hørende under ham.

Men da han ikke ved, hvem de 12 af kilderne er, kan han ikke vide det, kun at de to kilder, der står frem med navn, har aldrig været ansat under ham.

I forhold til Frihedsbrevets bemærkninger om, at de omtalte medarbejdere fra kommunen ikke vil oplyse, om de vil bekræfte historien, har [Klager] anført, at det havde været ordentlig ageren, hvis Frihedsbrevet havde oplyst dette i artiklen.

[Klager] har i den forbindelse henvist til A.

2 i de vejledende presseetiske regler, ligesom han har henvist til, at artiklen tilsidesætter A.

5 i de presseetiske regler ved ikke at gøre det klart, hvad der er påstande, og hvad der er fakta, og at det på grund af manglende kildeangivelse kan efterlade læserne i den tro, at der er tale om kendsgerninger.

2.2 Frihedsbrevets synspunkter

Korrekt information og efterprøvelse

- beskyldninger i overskrift og brødtekst

Frihedsbrevet har anført, at mediet har talt med to af de tilstedeværende mødedeltagere, der således er førstehåndskilder til episoden, hvorfor der ikke er tale om en vandrehistorie, som anført af [Klager].

Frihedsbrevet har herudover kunne finde frem til en eller flere mødedeltagere fra den omtalte kommune.

Af hensyn til kildebeskyttelsen vil Frihedsbrevet ikke oplyse, hvorvidt mødedeltagerne fra kommunen ville tale med Frihedsbrevet, eller om de ville be- eller afkræfte oplysningerne.

Frihedsbrevet har i den forbindelse videre anført, at mediet stoler på de kilder, der ligger til grund for beskrivelsen af episoden, ligesom oplysningerne er forsøgt efterprøvet grundigt.

De opdagelser, som mediet har gjort sig i researchprocessen, har bestyrket tiltroen til de unavngivne kilder, som optræder.

Oplysningerne blev forelagt for [Klager] og museumsdirektøren, og sidstnævnte kommenterede alene oplysningerne i generelle termer.

Frihedsbrevet har henvist til følgende uddrag af artiklen

”[Museumsdirektøren] genkender som sagt ingen af de beskrevne episoder, og i et skriftligt svar understreger han følgende

“Museet har en nultolerance for krænkelser og har i foråret 2021 udarbejdet ‘retningslinjer for forebyggelse af og håndtering af krænkende handlinger’, som fortæller medarbejderne, hvad de skal gøre i tilfælde af krænkelser.

Museet har ikke modtaget anmeldelser af krænkelser.

”

- omtale af APVer

Frihedsbrevet har anført, at det er korrekt, at journalisterne fik aktindsigt i APVerne, men at det, som anført af [Klager], ikke er korrekt, at konklusionerne ikke er nævnt, idet museumsdirektør [Museumsdirektøren] i artiklen fortæller, at den seneste APV ikke viser nogen problemer med arbejdsmiljøet, ligesom det også loyalt viderebringes, at centerchef [Person 4], der er ansvarlig for kulturområdet i [Bynavn A] Kommune, tidligere har fortalt til Sjællandske Medier, at han har set museets APVer, og at de ser fine ud.

Omtalen i artiklen er en fuldt ud dækkende beskrivelse af de omtalte APVer, og Frihedsbrevet skriver også, at det dårlige arbejdsmiljø ikke kan aflæses i APVerne, og museumsdirektøren fortæller om APVernes tilblivelse og konklusioner.

- omtale Arbejdstilsynets kontrolbesøg og oplysninger om museets indretning

Frihedsbrevet har i forhold til klagepunktet om, at konklusionerne fra Arbejdstilsynets undersøgelse ikke er nævnt, anført, at omtalen bringes i forlængelse af afsnittet om APVerne, og at sammenhængen således er meget klar, nemlig at kilderne ikke følte sig trygge ved, at samtalerne kunne holdes i et fortroligt rum, uden at det skulle komme ledelsen for øre, hvad de sagde.

Det fremgår således implicit, at det er derfor, at kilderne ikke har kunne adressere problemerne med arbejdsmiljøet på museet i forbindelse med APV og Arbejdstilsynet.

Frihedsbrevet fik i januar 2023 aktindsigt i alle akter vedrørende Arbejdstilsynets besøg på museet fra 2010 til 2023, og det er således ikke korrekt, som anført af [Klager], at mediet ikke har indhentet disse.

Frihedsbrevet har i den forbindelse anført, at langt de fleste rapporter og bemærkninger drejer sig om sikkerhed og det fysiske arbejdsmiljø, som ikke har været relevant for historien.

Det fremgik herudover, at Arbejdstilsynet, efter et besøg i 2020, fremsendte en vejledning om, hvad museet kan gøre i tilfælde af krænkende handlinger på arbejdspladsen, men det fremgår ikke, hvorfor denne vejledning blev fremsendt, hvorfor dette heller ikke er medtaget i artiklen.

Frihedsbrevet har om indretningen anført, at mediet selv har besøgt museet [Museum B], og at journalisterne selv var oppe på første sal, hvor både direktørens kontor og det omtalte mødelokale Tørven ligger.

Her registrerede journalisterne det store åbne lokale, man kommer op til fra trappen, hvor der fra stort set hele den ene side er frit udsyn fra de andre kontorer.

Ligesom det også fremgår af plantegningen, ligger Tørven bag direktørens kontor, som man skal forbi først, hvis man skal derind.

Da journalisterne besøgte stedet, kunne de gennem foliet på glasvæggen skimte museumsdirektøren, der sad på sit eget kontor, og det må derfor være let at genkende kolleger, selv om man kun kan se en let tilsløret person eller kun toppen af personens hoved.

Frihedsbrevet har videre anført, at der er 10 kilder, der på forskellig vis har oplyst, at de ikke turde være ærlige og tale rent ud af posen til samtalerne med Arbejdstilsynet, og at flere af kilderne slet ikke turde gå ind i lokalet, fordi de ikke var sikre på, at de kunne medvirke i fortrolighed, blandt andet på grund af lokalernes manglende diskretion.

Det er således kildernes forklaring på, at de ikke udtrykte deres kritik, da Arbejdstilsynet var på besøg, og dermed kildernes vurdering af forholdene.

Frihedsbrevet har herudover oplyst, at mediet i forbindelse med klagen til Pressenævnet blev opmærksom på, at beskrivelsen var upræcis, og at mediet derfor ændrede den oprindelige formulering straks, da det ikke var mødelokalet, der har glasvægge, men derimod lokalerne, der fører op til mødelokalet og museumsdirektørens kontor.

Frihedsbrevet har bemærket, at journalisterne havde været på etagen, men at de ikke var inde i selve mødelokalet.

Den oprindelige formulering

”Lokalet, hvor samtalerne blev afholdt, havde nemlig glasvægge, og forbipasserende kunne derfor se, hvem der havde behov for en samtale.

Vejen til lokalet gik også lige forbi direktørens kontor, hvor [Museumsdirektøren] fra sit skrivebord kunne holde et vågent øje med tilstrømningen.

”

Formuleringen blev i forbindelse med klagen til Pressenævnet ændret til følgende

“Etagen havde hovedsageligt glasvægge, og forbipasserende kunne derfor registrere, hvem der gik ind i mødelokalet for at tage en samtale.

Vejen til lokalet gik også lige forbi direktørens kontor, der havde glasvægge med folie på, og flere af kilderne frygtede, at [Museumsdirektøren] fra sit skrivebord kunne holde øje med tilstrømningen.

”

Frihedsbrevet har bemærket, at passagen kunne være blevet berigtiget, hvis [Klager] havde rettet henvendelse direkte til mediet, og at mediet beklager den upræcise formulering.

Mediet har i den forbindelse anført, at den upræcise beskrivelse af forholdene ikke ændrer på substansen, nemlig medarbejdernes frygt for at blive opdaget i at udtale sig kritisk om ledelsen, og at denne frygt afholdt dem fra at deltage i samtalerne med Arbejdstilsynet og fortælle ærligt om, hvordan de oplevede arbejdsmiljøet, hvilket de indiskrete fysiske rammer forhindrede dem i at gøre.

Frihedsbrevet har videre anført, at oplysningerne om medarbejdernes frygt for at deltage i samtalerne med Arbejdstilsynet og deres oplevelse af ikke at kunne medvirke i fortrolighed blev forelagt for museumsdirektøren, hvilket han ikke har svaret på.

Frihedsbrevet har herudover bemærket, at kildernes frygt bakkes op af den nylige uvildige undersøgelse, der blandet andet konkluderer, at medarbejdere oplever et utrygt arbejdsmiljø, hvor de ikke tør stå frem med ideer eller kritik.

I forhold til klagepunktet over, at det ikke er korrekt, at ledelsen kunne aflytte samtaler, har Frihedsbrevet anført, at flere kilder har oplyst, at de var bange for, at direktøren kunne lytte med, og at de ikke turde tale frit i et lokale, der stødte op til direktørens kontor.

I artiklen er det formuleret som om, at flere kilder ”mener”, at direktøren kunne lytte med, og at en kilde fortæller, at direktøren kunne aflytte samtalerne gennem luftkanalen.

Frihedsbrevet har ikke haft mulighed for at efterprøve, om man rent faktisk kunne høre samtalerne gennem luftkanalen, men oplysningerne fra kilderne er omtalt, da kilderne var overbevist om, at det var muligt, og at de derfor ikke turde tale frit.

Det er altså kildernes vurdering af museets fysiske rammer – ikke Frihedsbrevets.

Oplysningerne om luftkanalen er endvidere blevet forelagt for museumsdirektøren, som ikke har svaret specifikt på kritikpunktet eller haft nogle indvendinger mod dette.

Han har derimod svaret generelt, og Frihedsbrevet har henvist til følgende gengivelse af museumsdirektørens bemærkninger i artiklen

“Omfanget af spørgsmål, påstande, fejlagtige beskrivelser og ikke mindst hensynet til vores bekymrede medarbejdere gør, at vi er nødt til at sige stop,” skriver [Museumsdirektøren].

”

Kildekritik

Frihedsbrevet har anført, at ingen af de anklager, der rettes i artiklen, er dokumenterbart forkerte, men at [Klager] bare har en anden oplevelse end den, de 14 kilder har fortalt.

Forud for publiceringen af artiklen har Frihedsbrevet lavet et grundigt arbejde med kilderne og vurderet deres troværdighed.

Mediet har således talt med dem uafhængigt af hinanden og med spørgeteknikken forsøgt at tilsikre, at der ikke sker såkaldt kildeafsmitning ved at stille åbne spørgsmål frem for at eksempelvis at foreholde en kildes udsagn over for en anden kilde.

Frihedsbrevet har brugt 14 kilder, hvoraf to af disse står frem med navn.

Det er korrekt, at det ikke er muligt at se, hvilke kilder, der helt præcist er tale om i løbet af artiklen, og det er ikke muligt at komme det nærmere af hensyn til kildebeskyttelsen.

De 12 kilder, som ikke står frem med navn, var bange for at de kunne identificeres, hvis det blev oplyst, hvor de arbejdede og hvornår.

Samlet set tegner de 14 kilder et billede af et problematisk og utrykt arbejdsmiljø under [Klager], hvor medarbejderne ikke har turde stå frem med kritik.

Dette understøttes også af en ny uvildig undersøgelse, udarbejdet af CRECEA.

Frihedsbrevet har i den forbindelse henvist til omtale af undersøgelsen, som blev bragt af TV 2 Øst den 12. juni 2023, hvoraf det om [Klager]s ledelse fremgår

“Trivselsundersøgelsen har haft speciel fokus på krænkelser.

Den bekræfter, at den nu tidligere museumschef har været en udfordring.

Det er ifølge undersøgelsen derfor, at der er medarbejdere, som har mistet tillid til ledelsen og direktøren og har en oplevelse af et utrygt arbejdsmiljø, hvor de ikke tør stå frem med ideer eller kritik.

”

Frihedsbrevet har videre anført, at det dårlige arbejdsmiljø ligeledes bekræftes af [Klager]s tidligere chef, [Museumsdirektøren], der i samme artikel fra TV 2 Øst beklager

“Det er jeg rigtig ked af.

Det er gået for hurtigt med at udvikle museets mange museer og projekter efter sammenlægningen, og en dårlig arbejdskultur har sneget sig ind.

Sammen med medarbejderne vil jeg nu lægge alle kræfter i at genoprette tilliden og det gode arbejdsmiljø.

”

Det overordnede billede, som Frihedsbrevet tegner, bekræftes altså både af en uvildig undersøgelse og af museumsdirektøren.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.

God presseskik

Korrekt information og efterprøvelse

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholde en række ukorrekte oplysninger, som ikke er efterprøvet tilstrækkeligt, og at væsentlige oplysninger er udeladt.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse.

Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår, jf. punkt A.

1, A.

3, A.

6 og A.

7.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

- beskyldninger i overskrift og brødtekst

[Klager] har klaget over, at beskyldningerne i overskriften og i artiklen om, at han skulle have været sexistisk, ikke er korrekte, og at de ikke dokumenteres i artiklen.

Overskriften har følgende ordlyd: ” Sexistisk, dominerende og opfarende: Omstridt museumschef får skarp kritik af lang række tidligere medarbejdere ”.

Af artiklen fremgår følgende

” Det korte af det lange

Flere tidligere medarbejdere beskriver et dysfunktionelt arbejdsmiljø på [Museum A], hvor mobning og overfusninger er en del af dagligdagen.

De tidligere medarbejdere mener, at museumschefen går efter struben, hvis man stiller sig i vejen, og at problemerne er så godt som umulige at få løst, fordi chefens familiemedlemmer og venner arbejder på museet.

[…]

Museets direktør, [Museumsdirektøren], har forklaret, at det ikke har haft nogen effekt på arbejdsmiljøet.

Men der findes også en anden historie.

For ifølge en lang række kilder er [Klager] både dominerende, opfarende og sexistisk.

Museumschefens ledelsesstil knækker højtuddannede mennesker, der slår sig på en chef, som deler de ansatte op i et A- og B–hold, forklarer de.

Frihedsbrevet har forelagt [Museumsdirektøren] og [Klager] kritikken.

I et mailsvar skriver direktør [Museumsdirektøren], at de “ikke kan nikke genkendende” til de situationer, de tidligere medarbejdere har oplevet.

[…]

Pussy power

Flere tidligere medarbejdere fortæller, at tonen på museet ofte var sexistisk.

To kvindelige ansatte husker især en episode, der opstod til et møde.

[Klager] og [Museumsdirektøren] var med til mødet sammen med kvindelige ansatte fra museet og repræsentanter fra en kommune.

[Museumsdirektøren] og [Klager] talte om, at der var mange lækre kvinder ansat på museet.

[Klager] kiggede på [Museumsdirektøren] og sagde

“Det kunne være, at vi skulle droppe at lave museumsdrift og begynde at lave pornofilm i stedet.

” De grinede begge hånligt, husker de to mødedeltagere.

Da en af kvinderne senere sagde noget på mødet, kiggede [Klager] igen på [Museumsdirektøren] og sagde “pussy power”, mens de igen grinede hånligt.

“Bagefter spurgte medarbejderne fra kommunen os hver især, hvordan det var at arbejde på museet, når der blev talt sådan til kvinder,” siger den ene tidligere ansatte.

“Faktisk var pussy power en henvisning til, at ikke alene var der efterhånden mange lækre kvinder ansat på museet – de var også lige lovlig rapkæftede,” siger en anden tidligere medarbejder.

[Museumsdirektøren] genkender som sagt ingen af de beskrevne episoder, og i et skriftligt svar understreger han følgende

“Museet har en nultolerance for krænkelser og har i foråret 2021 udarbejdet ‘retningslinjer for forebyggelse af og håndtering af krænkende handlinger’, som fortæller medarbejderne, hvad de skal gøre i tilfælde af krænkelser.

Museet har ikke modtaget anmeldelser af krænkelser.

”

Pressenævnet finder, at formuleringen af overskriften ikke overskrider rammerne for mediets redigeringsret.

Pressenævnet har lagt vægt på, at overskriften sprogligt er formuleret som de tidligere medarbejderes vurdering, og at kildernes forklaringer er uddybet i brødteksten.

I den forbindelse bemærkes det, at det er ubestridt, at Frihedsbrevet har efterprøvet oplysningerne ved forelæggelse for [Klager] og museumsdirektøren, ligesom museumsdirektørens kommentar er gengivet i omtalen.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- omtale af APVer

[Klager] har klaget over, at Frihedsbrevet ikke omtaler resultaterne af de APVer, som mediet har fået aktindsigt i, og som modsiger kildernes påstande.

Af artiklen fremgår

”Kig i APV’en

Typisk kan et dårligt arbejdsmiljø som det, de tidligere medarbejdere beskriver, aflæses i arbejdspladsvurderingen eller APV’en, der laves med et par års mellemrum.

Men ikke på [Museum A].

“Jeg har set museets APV’er (medarbejdernes vurderinger af arbejdspladsen, red.), og de ser fine ud,” sagde [Person 4], centerchef for kulturområdet i [Bynavn A] Kommune, til Sjællands Nyheder.

Men ifølge de tidligere ansatte er der en god grund til, at man ikke kan læse det dårlige arbejdsmiljø ud af APV’en.

Først og fremmest var spørgeskemaerne fordelt på så små afdelinger, at ledelsen ud af besvarelserne kunne læse, hvem der havde svaret hvad.

Medarbejderne frygtede, at det kunne få konsekvenser for dem, hvis de var utilfredse.

“Folk turde ikke.

Dels kunne det være lige meget, da det aldrig førte til noget, og så var man bange for at ryge ud.

Det var ikke noget, der blev italesat, men kunne jo se, hvad der skete med dem, der åbnede munden,” siger en tidligere medarbejder.

[Museumsdirektøren] skriver i et skriftligt svar til Frihedsbrevet, at den senest foretagne APV ikke viser nogen problemer med arbejdsmiljøet.

“[Museum A] gennemførte i 2021 en anonym APV-undersøgelse.

APV-undersøgelsen blev gennemført af en ekstern konsulent, Human House.

APV-undersøgelsen gav medarbejderne mulighed for i fuld fortrolighed, at kontakte en ekstern konsulent om eventuelle krænkelser.

Der var ingen medarbejdere der benyttede sig af muligheden,” skriver direktør [Museumsdirektøren]."

Pressenævnet finder, at mediets valg og fravalg af omtalen af APVerne ligger inden for mediets redigeringsret.

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af artiklen, at en centerchef i [Bynavn A] Kommune har udtalt, at APVerne ser fine ud, og at det ligeledes fremgår, at direktøren fra museet har oplyst, at den senest foretagne APV ikke viser nogen problemer med arbejdsmiljøet.

Nævnet finder på den baggrund ikke anledning til at kritisere Frihedsbrevets redigering, herunder udeladelsen af at omtale, at mediet har fået aktindsigt i de omtalte undersøgelser.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- omtale Arbejdstilsynets kontrolbesøg og oplysninger om museets indretning

[Klager] har klaget over, at konklusionen fra Arbejdsmiljøtilsynet ikke nævnes i artiklen, at mediet ikke nævner, at mediet er i besiddelse af rapporterne, og at omtalen af de fysiske forhold på museet ikke er korrekte.

Af artiklen fremgår

”En snak med Arbejdstilsynet