Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04157

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04157

Kritik af Frihedsbrevet for manglende forelæggelse

Frihedsbrevet omtalte i marts måned arbejdsforholdene på et museum.

I artiklen optrådte en række kilder, herunder en navngiven kilde, som kritiserede en museumschef for at have ansat flere familiemedlemmer.

Kilden refererede en episode, hvor denne havde talt med museumschefens mor.

Moren klagede til Pressenævnet over, at kilden havde fremsat beskyldninger mod hende, som hun ikke var blevet forelagt.

Nævnet kritiserede Frihedsbrevet for ikke at forelægge beskyldningerne for moren inden offentliggørelsen.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Sexistisk, dominerende og opfarende: Omstridt museumschef får skarp kritik af lang række tidligere medarbejdere ”, bragt den 9. marts på frihedsbrevet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte beskyldninger, som hun ikke er blevet forelagt.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Frihedsbrevet bragte den 9. marts 2023 artiklen ” Sexistisk, dominerende og opfarende: Omstridt museumschef får skarp kritik af lang række tidligere medarbejdere ” på frihedsbrevet.dk under ”Fri Kultur”.

Der er i artiklen indsat en illustration af en stor bulldog med menneskeansigt, der sidder på taget af en museumsbygning.

Af artiklen fremgår

” Det korte af det lange

Flere tidligere medarbejdere beskriver et dysfunktionelt arbejdsmiljø på [Museum A], hvor mobning og overfusninger er en del af dagligdagen.

De tidligere medarbejdere mener, at museumschefen går efter struben, hvis man stiller sig i vejen, og at problemerne er så godt som umulige at få løst, fordi chefens familiemedlemmer og venner arbejder på museet.

Hele historien

Udadtil fremstår [Museumschefen] som en succesfortælling fra et museum i provinsen.

I sin tid som museumschef på [Museum A] har han vundet priser og søsat milliondyre satsninger, ligesom han har turneret i medierne med den ene udstilling efter den anden, fra Picasso til [Person 1].

[…]

Nu føjer en række tidligere ansatte nuancer til fortællingen om denne fritgående bulldog og prisvindende museumschef, der efter Frihedsbrevets afsløringer er blevet sat i forbindelse med habilitetsproblemer og nepotisme.

Den seneste tid har Frihedsbrevet beskrevet, hvordan [Museumschefen] er chef på et museum, hvor også hans mor, far, svoger og fætter er ansat – de to sidste har endda [Museumschefen] som nærmeste chef.

Museets direktør, [Museumsdirektøren], har forklaret, at det ikke har haft nogen effekt på arbejdsmiljøet.

Men der findes også en anden historie.

For ifølge en lang række kilder er [Museumschefen] både dominerende, opfarende og sexistisk.

Museumschefens ledelsesstil knækker højtuddannede mennesker, der slår sig på en chef, som deler de ansatte op i et A- og B–hold, forklarer de.

Frihedsbrevet har forelagt [Museumsdirektøren] og [Museumschefen] kritikken.

I et mailsvar skriver direktør [Museumsdirektøren], at de “ikke kan nikke genkendende” til de situationer, de tidligere medarbejdere har oplevet.

Man er bange for ham

Frihedsbrevet har talt med 14 tidligere ansatte.

12 ønsker at forblive anonyme, mens to står frem ved navn.

Alle har mærket på egen krop, hvordan det var at arbejde under [Museumsdirektøren]s og [Museumschefen]s ledelse.

De beskriver deres tid på museet som en hård tid med konflikter, A- og B–hold, overfusninger, sexisme og chikanerende adfærd, og de er alle lettede over, at tiden som ansat på museet er forbi.

De tidligere ansatte beskriver en chef, der vil frem i verden og vil have ting til at ske.

Det kan [Museumschefen].

Han vil magten frem for alt andet og skyr ingen midler for at få sin vilje, fortæller de.

De beskriver en chef, der går mere op i kommunikation end i faglighed, og en chef, der udfører sit job, som var det en politisk valgkamp, der føres hver dag med spidse albuer for at komme frem og rydde modstand af vejen.

[…]

Øjne alle vegne

En anden årsag til, at de tidligere medarbejdere var bange for [Museumschefen], var den udprægede stikkerkultur, som prægede museet.

[Person 2], der stoppede på museet i 2021 efter 15 år som museumsinspektør, husker, at man aldrig kunne vide sig sikker, hvis man drøftede sin utilfredshed med ledelsen med andre ansatte.

Særligt husker hun en samtale, hun havde med en kollega, hun aldrig havde mødt før.

I samtalen kom de ind på forholdet til ejendoms- og udstillingsafdelingen, som den ansatte roste, da de altid hjalp hende.

Det er bare ikke [Person 2]s oplevelse, og det fik hun også sagt.

Da de var færdige med den korte snak, spurgte [Person 2] en anden kollega om, hvem det ukendte ansigt var.

Hun svarede

“Man skal passe på hende der.

Det er [Museumschefen]s mor.

”

“Det gibbede lidt i mig, og jeg blev lidt tavs.

Man står straks og tænker: ‘Hvad fik jeg sagt?

’ Jeg tror også, at det er derfor, jeg så tydeligt kan huske episoden,” siger [Person 2].

Hun havde nemlig tidligere oplevet, at ting, der blev sagt på tomandshånd, kom [Museumschefen] og resten af ledelsen for øre, hvilket så resulterede i en røffel fra chefen.

Og hun står ikke alene med oplevelsen af en arbejdsplads, hvor der herskede en “udpræget stikkerkultur”.

“Folk følte, at de blev overvåget, og at der blev holdt øje med, hvordan man løste sine opgaver.

Han havde bare øjne alle vegne,” lyder det fra en tidligere medarbejder.

“Jeg har aldrig været på en så dysfunktionel arbejdsplads,” som en anden tidligere medarbejder siger.

[…]

[Museumsdirektøren] skriver i et skriftligt svar til Frihedsbrevet, at den senest foretagne APV ikke viser nogen problemer med arbejdsmiljøet.

“[Museum A] gennemførte i 2021 en anonym APV-undersøgelse.

APV-undersøgelsen blev gennemført af en ekstern konsulent, Human House.

APV-undersøgelsen gav medarbejderne mulighed for i fuld fortrolighed, at kontakte en ekstern konsulent om eventuelle krænkelser.

Der var ingen medarbejdere der benyttede sig af muligheden,” skriver direktør [Museumsdirektøren].

[…]

Den, der bestemmer

Et stort spørgsmål står tilbage for de tidligere medarbejdere.

Hvorfor ser [Museumsdirektøren] gennem fingrene med [Museumschefen]s ledelse?

Nogle håber, at det skyldes uvidenhed, da de husker [Museumsdirektøren] som en dygtig direktør og en god mand.

Andre mener, at [Museumschefen]s resultater på museet har sløret direktørens syn.

[…]

[Museumschefen] er efter Frihedsbrevets dækning blevet sygemeldt.

Museet siger stop

[Museumsdirektøren] skriver i et svar, at han ikke kan genkende nogen af de situationer, de tidligere ansatte beskriver.

Direktøren forklarer også, at han indtil nu har været villig til først mundtligt, dernæst skriftligt at svare på Frihedsbrevets mange kritikpunkter, men at han ikke vil kommentere yderligere.

“Vi er helt klar over, at det vil blive fremstillet negativt, at vi ikke ønsker at kommentere yderligere på Frihedsbrevet spørgsmål, men må fokusere vores ressourcer på de mange opgaver, der er ved at drive og udvikle [Museum A],” skriver [Museumsdirektøren].

[Museumsdirektøren] skriver også, at han trods sine skriftlige svar ikke oplever at blive citeret korrekt og objektivt.

Derfor siger museet nu stop.

“Vi oplever i stedet, at vores svar igen og igen bliver taget ud af kontekst og redigeret efter Frihedsbrevets ensidige og på forhånd fastlagte dagsorden.

Omfanget af spørgsmål, påstande, fejlagtige beskrivelser og ikke mindst hensynet til vores bekymrede medarbejdere gør, at vi er nødt til at sige stop,” skriver [Museumsdirektøren].

Afsluttende understreger direktøren, at han først vil kommentere Frihedsbrevets artikel, når den er udgivet, og vil sende artiklen sammen med sine egne kommentarer til [Museum A]s bestyrelse.

”

Efter offentliggørelsen

Frihedsbrevet har til Pressenævnet indsendt en mail, som mediet sendte den 14. juni 2023 til [Klager].

Af denne fremgår

Kære [Klager],

Jeg er gennem din klage til Pressenævnet blevet opmærksom på, at du muligvis gerne vil kommentere denne artikel eller bidrage med nuancer til den.

[Der er i mailen indsat et link til den påklagede artikel, Pressenævnet ]

Derfor vil jeg tilbyde dig et interview, hvis du har nuancer eller tilføjelser eller på anden måde ønsker at komme til orde.

Du er mere end velkommen til at ringe eller skrive.

Vend gerne tilbage til mig i dag eller i morgen, hvis det er aktuelt.

Vh [Journalisten]”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 27. maj 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 Gitte Kolbos synspunkter

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har anført, at hun i artiklen bliver beskyldt for at være én, man skal være bange for, og en ”stikker”, der sladrede til den daværende museumschef, [Museumschefen], som er hendes søn, hvis andre medarbejdere på museet kritiserede ham, hans afdeling eller hans ledelsesstil.

Påstanden i artiklen er udokumenteret og usand, og hun er ikke blevet forelagt beskyldningerne eller har fået mulighed for at kommentere på dem.

[Klager] har henvist til følgende uddrag fra artiklen

ӯjne alle vegne

En anden årsag til, at de tidligere medarbejdere var bange for [Museumschefen], var den udprægede stikkerkultur, som prægede museet.

[Person 2], der stoppede på museet i 2021 efter 15 år som museumsinspektør, husker, at man aldrig kunne vide sig sikker, hvis man drøftede sin utilfredshed med ledelsen med andre ansatte.

Særligt husker hun en samtale, hun havde med en kollega, hun aldrig havde mødt før.

I samtalen kom de ind på forholdet til ejendoms- og udstillingsafdelingen, som den ansatte roste, da de altid hjalp hende.

Det er bare ikke [Person 2]s oplevelse, og det fik hun også sagt.

Da de var færdige med den korte snak, spurgte [Person 2] en anden kollega om, hvem det ukendte ansigt var.

Hun svarede

“Man skal passe på hende der.

Det er [Museumschefen]s mor.

”

“Det gibbede lidt i mig, og jeg blev lidt tavs.

Man står straks og tænker: ‘Hvad fik jeg sagt?

’ Jeg tror også, at det er derfor, jeg så tydeligt kan huske episoden,” siger [Person 2].

Hun havde nemlig tidligere oplevet, at ting, der blev sagt på tomandshånd, kom [Museumschefen] og resten af ledelsen for øre, hvilket så resulterede i en røffel fra chefen.

Og hun står ikke alene med oplevelsen af en arbejdsplads, hvor der herskede en “udpræget stikkerkultur”.

“Folk følte, at de blev overvåget, og at der blev holdt øje med, hvordan man løste sine opgaver.

Han havde bare øjne alle vegne,” lyder det fra en tidligere medarbejder.

”

[Klager] har videre anført, at Frihedsbrevet, hvis de havde kontaktet hende, kunne have fået fortalt historien fra hendes side.

[Klager] har i den forbindelse gengivet episoden, som hun husker den, og oplyst, at [Person 2] en dag kom hen til hende og ud af det blå spurgte, om hun var [Museumschefen]s mor.

Dette bekræftede hun, hvorefter [Person 2] begyndte at beklage sig over ejendoms- og udstillingsafdelingen, som hun fandt det umuligt at samarbejde med.

Det var den afdeling, som [Klager]s søn var chef for.

[Person 2] kom i den forbindelse med en klar opfordring til [Klager] om, at hun skulle tale med sin søn om det, og [Klager] anbefalede i den forbindelse [Person 2] til at gå til en leder eller tillidsmand med kritikken.

I forhold til Frihedsbrevets bemærkninger om, at [Klager] ikke kan vide, om det er den samme samtale, [Person 2] refererer til i artiklen, har [Klager] anført, at hun kun har talt med [Person 2] den ene gang, og at [Person 2] også selv udtaler i artiklen, at hun aldrig havde set [Klager] før den omtalte episode.

Beskyldningerne mod [Klager] sættes ind i en sammenhæng, hvor de bruges til at underbygge fortællingen om, at museets medarbejdere er utrygge, og journalisterne burde have forsøgt at kontrollere, om beskyldningerne var korrekte ved at forelægge dem for [Klager].

Beskyldningerne mod hende er skadelige, krænkende og agtelsesforringende, da hun bliver brugt som personificeringen af det, der i artiklen omtales som en ”udbredt stikkerkultur”, der ifølge Frihedsbrevets kilder fandtes på museet.

Frihedsbrevet kontaktede hende tre måneder efter offentliggørelsen, hvilket ikke rimeligt, idet hun burde være blevet kontaktet forud for offentliggørelsen.

[Klager] har videre bemærket, at hun har været ked af det og rystet over at blive udstillet på den måde i en historie, der ikke er sand.

2.2 Frihedsbrevets synspunkter

Korrekt information og forelæggelse

Frihedsbrevet har anført, at mediet, efter at være blevet bekendt med [Klager]s klage, den 14. juni 2023 kontaktede hende og tilbød hende at medvirke i et interview.

Først telefonisk, hvor hun afviste at medvirke, og derefter skriftligt på mail for at være helt sikker på, at hun havde forstået sammenhængen.

[Klager] afviste at medvirke, og Frihedsbrevet har anført, at dette efter mediets opfattelse betyder, at hun aldrig har haft noget reelt ønske om at bidrage til artiklen.

Frihedsbrevet har i forhold til indholdet af den passage, [Klager] har klaget over, anført, at mediet ikke deler hendes opfattelse af, at artiklen indeholder en kritik af hende specifikt.

Det er således Frihedsbrevets opfattelse, at oplysningerne i den påklagede passage ikke er hverken skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager], men snarere for museumsledelsen, som mediet har forelagt kritikken for.

Omtalen af en ”udpræget stikkerkultur” er således ikke rettet mod [Klager] personligt, hvilket også fremgår klart af sammenhængen.

Det er således ikke korrekt, at artiklen beskylder hende for at være stikker eller én, der sladrer til sin søn, da anklagerne ikke rettes mod [Klager].

I forhold til udtalelserne i artiklen fra [Person 2] fremgår det klart af sammenhængen, at disse heller ikke er møntet på [Klager].

Frihedsbrevet har i den forbindelse henvist til, at det er formuleret således i artiklen

”Hun havde nemlig tidligere oplevet, at ting, der blev sagt på tomandshånd, kom [Museumschefen] og resten af ledelsen for øre, hvilket så resulterede i en røffel fra chefen.

”

Det er i artiklen således ikke moren, der anklages for at sladre, men det er en generel betragtning om, at man aldrig kunne vide, hvem der fortalte tingene videre til [Museumschefen].

Frihedsbrevet har videre bemærket, at nøgleordet i den sammenhæng er ”tidligere”, og at det var den frygt, som flere af medarbejderne havde, hvis de talte med et af [Museumschefen]s familiemedlemmer.

Af den grund har Frihedsbrevet ikke forelagt det for [Klager].

Hvorvidt [Klager] sagde ting videre, er således ikke det centrale.

Det centrale er derimod, at medarbejderne havde en frygt for, at det ville kunne ske, og at museumsledelsen havde skabt et arbejdsklima, hvor denne frygt trivedes.

Episoden i artiklen er med til at illustrere den asymmetri, som ekspert [Person 3] i en anden artikel, som mediet har bragt om emnet, fremhæver som en negativ konsekvens af, at museumschefen deler arbejdsplads med familiemedlemmer, hvilket [Klager] ikke er ansvarlig for.

Frihedsbrevet har afslutningsvist anført, at mediet fandt det rigtigst at forelægge kritikken for den øverst ansvarlige for det problematiske arbejdsmiljø.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.

Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

God presseskik

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information og beskyldninger mod hende, som hun ikke er blevet forelagt.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.

1 og A.

3.

Af artiklen fremgår blandt andet

Øjne alle vegne

En anden årsag til, at de tidligere medarbejdere var bange for [Museumschefen], var den udprægede stikkerkultur, som prægede museet.

[Person 2], der stoppede på museet i 2021 efter 15 år som museumsinspektør, husker, at man aldrig kunne vide sig sikker, hvis man drøftede sin utilfredshed med ledelsen med andre ansatte.

Særligt husker hun en samtale, hun havde med en kollega, hun aldrig havde mødt før.

I samtalen kom de ind på forholdet til ejendoms- og udstillingsafdelingen, som den ansatte roste, da de altid hjalp hende.

Det er bare ikke [Person 2]s oplevelse, og det fik hun også sagt.

Da de var færdige med den korte snak, spurgte [Person 2] en anden kollega om, hvem det ukendte ansigt var.

Hun svarede

“Man skal passe på hende der.

Det er [Museumschefen]s mor.

”

“Det gibbede lidt i mig, og jeg blev lidt tavs.

Man står straks og tænker: ‘Hvad fik jeg sagt?

’ Jeg tror også, at det er derfor, jeg så tydeligt kan huske episoden,” siger [Person 2].

Hun havde nemlig tidligere oplevet, at ting, der blev sagt på tomandshånd, kom [Museumschefen] og resten af ledelsen for øre, hvilket så resulterede i en røffel fra chefen.

Og hun står ikke alene med oplevelsen af en arbejdsplads, hvor der herskede en “udpræget stikkerkultur”.

“Folk følte, at de blev overvåget, og at der blev holdt øje med, hvordan man løste sine opgaver.

Han havde bare øjne alle vegne,” lyder det fra en tidligere medarbejder.

“Jeg har aldrig været på en så dysfunktionel arbejdsplads,” som en anden tidligere medarbejder siger.

”

Pressenævnet skal indledningsvist bemærke, at der mellem parterne er uenighed om, hvorvidt beskrivelsen af den omtalte episode om kildens møde med [Klager] er korrekt.

Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

I forhold til den øvrige omtale finder nævnet, at en omtale, hvorefter der er en udpræget stikkerkultur på museet, ikke i sig selv indeholder konkrete beskyldninger mod [Klager]s person.

Nævnet har lagt vægt på, at det ikke er [Klager], der af den navngivne kilde omtales som en ”stikker”, men at kildens udtalelser retter sig mod kulturen generelt, og at det er kildens oplevelse af, at nogle ansatte havde personlige relationer til ledelsen, der beskrives.

Nævnet finder videre, at udtalelserne om, at “Man skal passe på hende der.

Det er [Museumschefen]s mor.

” fremstår som kildens subjektive vurdering.

Nævnet finder samtidig, at vurderingen, i sammenhæng med den forudgående omtale om ”stikkerkultur”, indeholder en beskyldning af faktisk karakter mod [Klager], som kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for hende.

Oplysningerne skulle derfor forelægges for hende forud for offentliggørelsen.

Nævnet udtaler kritik af Frihedsbrevet for at bringe oplysningen uden forinden af forelægge den for [Klager].

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Frihedsbrevet har forelagt kritikken for ledelsen af museet og efterfølgende har tilbudt [Klager] et interview.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Frihedsbrevet at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Frihedsbrevet

[underrubrik]

Kritik for manglende forelæggelse

[tekst]

Frihedsbrevet bragte i marts måned en kritisk artikel om en række forhold på et museum.

Artiklen omtalte blandt andet, at flere familiemedlemmer til en museumschef var ansat på museet, herunder hans mor.

Flere kilder beskrev i artiklen deres oplevelser af arbejdsmiljøet på museet, og en af kilderne omtalte i den forbindelse museumschefens mor.

Moren klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt beskyldninger mod hende, som hun ikke var blevet forelagt.

Nævnet kritiserer Frihedsbrevet for ikke at forelægge beskyldningerne for moren inden offentliggørelsen.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 21. november 2023