Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - race - ansættelse - kommuner - uanset handicap - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - race - ansættelse - kommuner - uanset handicap - afvisning
J.nr. 23-8643
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap og race i forbindelse med, at han søgte en stilling hos en kommune.
Kommunen kvitterede for modtagelsen af mandens ansøgning den 29. januar 2023, klokken 23.49.
Samme dag klokken 23.57 indbragte manden klagen for Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet vurderede, at der var en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem tidspunktet for kommunens kvitteringsbrev og tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet, at det var åbenbart, at manden ikke på tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet havde fået afslag på ansættelse.
Nævnet vurderede på den baggrund, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han, på tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet, havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og race.
Det var herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sagen.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap og race i forbindelse med, at klager søgte en stilling hos den indklagede kommune.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager søgte en stilling hos den indklagede kommune.
Ved mail af 29. januar 2023, klokken 23.49, kvitterede indklagede for modtagelsen af klagers ansøgning.
Indklagede oplyste, at de ville gennemgå de indkomne ansøgninger efter ansøgningsfristens udløb, og at klager derefter ville høre nærmere.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 29. januar 2023, klokken 23.57.
Vedlagt klagen var klagers ansøgning, indklagedes kvitteringsbrev og en udtalelse fra et jobcenter vedrørende klagers fortrinsret til at komme til samtale ved ledige offentlige stillinger.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 100.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af handicap og race.
Indklagede har givet klager flere afslag i løbet af de seneste 10 år, hvorfor dette ikke er noget nyt.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap og/eller race efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap og/eller race.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap og/eller race behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap og/eller race ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Faktiske omstændigheder
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet 8 minutter efter, at klager modtog indklagedes kvitteringsbrev, hvor de oplyste, at de ville gennemgå de indkomne ansøgninger efter ansøgningsfristens udløb, og at klager derefter ville høre nærmere.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvorvidt klager fik afslag på ansættelse.
Nævnet vurderer, at der er en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem tidspunktet for indklagedes kvitteringsbrev og tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet, at det er åbenbart, at klager ikke på tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet havde fået afslag på ansættelse.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han, på tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet, har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og race.
Det er herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sagen.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde