Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - ansættelse - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - ansættelse - afvisning
J.nr. 22-32367
En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse i en stilling.
Der var ikke i sagen oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med afslaget på ansættelse havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og/eller alder.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager søgte en stilling som lager og logistikoperatørelev hos indklagede.
Ved mail af 11. juli 2022 fik klager afslag på ansættelse
”[…] Vi takker for din ansøgning til stillingen som Lager og logistikoperatørelev til […].
Desværre må vi meddele dig, at stillingen er besat til anden side.
Hvis du matcher en anden stilling hos os, må du endelig søge den.
Vi takker for din interesse og ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning.
[…]”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. juli 2022.
Klager har fremsat en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 200.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og alder.
Klager gør desuden gældende, at indklagede aldrig har indkaldt ham til samtale, og at indklagede ikke har overholdt reglerne om fortrinsret i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap og/eller alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Nævnet bemærker, at nævnet ikke er tillagt kompetence til at påse, om indklagede har overholdt reglerne om fortrinsret i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap eller alder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap og/eller alder behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap eller på baggrund af deres alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og/eller alder.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde