Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - ej medhold

J.nr. 23-87844

En arbejdsgiver anmodede om genoptagelse af spørgsmålet om betaling af procesrente.

Arbejdsgiveren var ved nævnets afgørelse af 9. oktober 2023 blevet pålagt at betale godtgørelse på 275.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 26. marts 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Til støtte for anmodningen om genoptagelse gjorde arbejdsgiveren gældende, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tilkende procesrente, når klager ikke har nedlagt påstand i sagen herom, og når klager ikke har opgjort sit krav som en beløbsmæssig påstand i sagen.

Da klager havde nedlagt påstand om en godtgørelse svarende til 9 måneders løn, og da nævnets faste praksis er, at det er tilstrækkeligt for at tilkende procesrente, at klager har nedlagt påstand om en godtgørelse svarende til et bestemt antal måneders løn, forelå der ikke særlige grunde, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at genoptage spørgsmålet om betaling af procesrente.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Sagen angår, om der efter anmodning fra indklagede er grundlag for at genoptage spørgsmålet om betaling af procesrente.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager indbragte den 26. marts 2022 en klage for Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som industrimedarbejder.

Klager nedlagde påstand om godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet traf den 9. oktober 2023 afgørelse i sagen.

Sagen blev behandlet under sagsnr.

22-16172.

Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som industrimedarbejder.

Indklagede skulle herefter betale en godtgørelse til klager på 275.000 kr. med procesrente fra den 26. marts 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Det fremgår af nævnets bemærkninger og konklusion

”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager fik i 2013 en skulderlidelse og oplevede efter det oplyste i forbindelse med arbejdet hos indklagede en forværring af de gener, som lidelsen medførte.

Det fremgår af speciallægeerklæringen af 11. oktober 2021, at klager har rotator cuff-syndrom, som medfører funktionsbetingede smerter med funktionshæmning og natlig opvågen.

Lidelsen medfører, at klager har konstante smerter, som forværres, når armen er løftet over 90 grader.

Klager havde en § 56 ordning, herunder på grund af sin ødelagte skulder.

Klager oplyste under samtale den 9. juni 2021 indklagede om, at klagers læge havde anbefalet klager kun at arbejde aftenvagt for dermed at opnå en 4 dages arbejdsuge.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager anmodede den 27. april 2021 om udelukkende at have aftenarbejde, da han af helbredsmæssige årsager ikke kunne varetage dags- eller natarbejde.

Klager fortalte til mødet den 9. juni 2021, at der var tale om en permanent skade, og at lægen havde anbefalet, at klager kun arbejdede om aftenen og 4 dage om ugen.

Dette blev ikke imødekommet.

Indklagede ville ”tilstræbe”, at klager fortrinsvist fik aftenarbejde.

Den 18. oktober 2021 blev klager afskediget.

Indklagede har oplyst, at afskedigelsen skete som led i en afskedigelsesrunde på grund af ordrenedgang i virksomheden.

Indklagede afskedigede i alt 3 medarbejdere.

Klager var den eneste ud af 19 medarbejdere, der blev udvalgt til afskedigelse i sin afdeling.

Det er ikke oplyst, hvor mange medarbejdere, der var i de øvrige afdelinger.

Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet lægger vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem klagers ønske om yderligere skånehensyn i form af kun at have aftenvagter og afskedigelsen, samt at klager var den eneste, der blev udvalgt til afskedigelse i sin afdeling.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.

Ved denne vurdering har nævnet særligt lagt vægt på, at oplysningerne om ordrenedgang ikke er understøttet i sagens oplysninger.

Der ses i perioden omkring afskedigelsen en nettotilgang af medarbejdere.

Klager får herefter medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 275.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 275.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. marts 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

”

Den 11. oktober 2023 henvendte indklagede sig til Ligebehandlingsnævnet med anmodning om genoptagelse af spørgsmålet om betaling af procesrente.

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af klager i forbindelse med anmodningen om genoptagelse.

Indklagedes bemærkninger

Indklagede har anmodet om, at Ligebehandlingsnævnet genoptager sagen.

Indklagede har gjort gældende, at nævnet ikke kan tilkende procesrenter allerede fordi, klager ikke har nedlagt påstand i sagen herom.

Klager nedlagde i forbindelse med sin klage af 26. marts 2022 alene en påstand om en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Klager nedlagde således ikke påstand om tildeling af procesrenter, ligesom klager i øvrigt ikke har opgjort sit krav i påstanden.

Indklagede har anmodet nævnet om at berigtige nævnets afgørelse af 9. oktober 2023, således at klager ikke tilkendes mere, end klager har nedlagt påstand om.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Nævnet vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Det fremgår af nævnets afgørelse af 9. oktober 2023, at klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt er fastsat til 275.000 kr., svarende til omkring 9 måneder løn.

Det fremgår endvidere af afgørelsen af 9. oktober 2023, at indklagede skal betale 275.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. marts 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Procesrente kan tilkendes fra det tidspunkt, hvor der er nedlagt en beløbsmæssig påstand om godtgørelse for nævnet.

I klagen af 26. marts 2022 er der nedlagt påstand om godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Klager har under sagens forberedelse for nævnet fremlagt lønsedler, som indklagede har modtaget kopi af.

Det må desuden lægges til grund, at indklagede, som tidligere arbejdsgiver for klager, kendte klagers lønoplysninger.

Det er nævnets faste praksis, at det er tilstrækkeligt for at tilkende procesrente, at klager har nedlagt påstand om en godtgørelse svarende til et bestemt antal måneders løn.

Der kan således tilkendes procesrente, selvom klager ikke har opgjort godtgørelsespåstanden som en konkret beløbsmæssig påstand.

Der er ikke i forbindelse med indklagedes anmodning om genoptagelse fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og der foreligger heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kan føre til, at sagen skal genoptages.

Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 10, om genoptagelse

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling