Legislator Case Law & Legislation
W20230991225 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - race - ansættelse - afvisning

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9912 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - race - ansættelse - afvisning

KEN#LOKDOK23 2023 9912 Valid

J.nr. 23-45800

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap, alder og etnisk oprindelse i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse hos en styrelse.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 25. april 2023 afgørelse om afvisning af klagen.

Manden klagede herefter til nævnet over sekretariatets afgørelse.

Nævnet tiltrådte sekretariatets afvisning af sagen med henvisning til, at det fremgik af sagens oplysninger, at manden fik afslag på ansættelse, fordi han ikke mødte om til ansættelsessamtale.

Nævnet vurderede herefter, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2023 9912 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap, alder og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse i en stilling hos den indklagede styrelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager søgte en stilling som datatekniker hos indklagede.

Den 24. december 2022 kvitterede indklagede for modtagelsen af klagers ansøgning.

Indklagede oplyste, at de ville gennemgå de indkomne ansøgninger og vende tilbage efter ansøgningsfristens udløb.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. december 2022.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 1.260.000 kr. svarende til 60 måneders løn.

Den 18. januar 2023 inviterede indklagede klager til ansættelsessamtale den 27. januar 2023.

Klager accepterede invitationen samme dag.

Den 25. april 2023 traf sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afgørelse om at afvise sagen.

Af begrundelsen for afgørelsen om afvisning fremgår blandt andet

”Sekretariatet kan beslutte at afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Du har den 25. december 2022 klaget over forskelsbehandling på grund af handicap, alder og etnisk oprindelse.

Det fremgår af sagens oplysninger, at du den 24. december 2022 modtog et kvitteringsbrev for din ansøgning til stillingen som datatekniker hos [indklagede].

Vi bad dig i breve af 30. januar 2023 og 22. februar 2023 om at uddybe, hvordan du mente at være blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, etnisk oprindelse og alder.

Vi bad dig også om at sende os kopi af et eventuelt afslag, hvis du mener dig udsat for forskelsbehandling i forbindelse med en ansættelsesproces.

Du har ved mail af 22. februar 2023 oplyst, at [indklagede] har givet dig afslag på din ansøgning til stillingen.

Du har ikke indsendt kopi af et eventuelt afslag.

Det er sekretariatets vurdering, at det er åbenbart, at du ikke kan få medhold i sagen.

Vi har lagt vægt på, at der på det foreliggende grundlag ikke er oplysninger, der tyder på, at du er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, alder eller etnisk oprindelse i forbindelse med afslag på ansættelse.

Efter oplysningerne i sagen er der derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at [indklagede] udsatte dig for forskelsbehandling på grund af handicap, alder eller etnisk oprindelse.

Sekretariatet afviser derfor klagen.

”

Klager indbragte ved mail af 25. april 2023 sekretariatets afgørelse for Ligebehandlingsnævnet.

Ved mail af 10. maj 2023 fremlagde klager kopi af indklagedes afslag af 3. februar 2023.

Af afslaget fremgår følgende

”…

Den 18. januar 2023 sendte vi dig en invitation til samtale den 27. januar 2023.

Vi modtog din accept af invitationen med det samme, den 18. januar.

Den 27 januar 2023 sad kontorchef [navn], tillidsrepræsentant [navn] og rekrutteringspartner [navn] og ventede i 15 minutter på din deltagelse, men forgæves.

Du har, siden accept af invitationen ikke reageret eller kontaktet os, og vi anser det derfor som en tilbagetrækning af din ansøgning.

Vi er derfor gået videre med andre kandidater.

…”

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, alder og etnisk oprindelse.

Indklagede udviste en tilsyneladende neutral praksis, som havde negativ indvirkning på klager og andre ansøgere med lignende handicap, alder og etnisk oprindelse.

Klager mener, at der er tilstrækkelige faktiske omstændigheder i sagen, som tyder på, at indklagede udsatte for forskelsbehandling ham i forbindelse med hans ansøgning.

Klager blev afvist på trods af hans kvalifikationer og erfaring.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap, alder og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, alder eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap, alder eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap, en bestemt alder eller en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, alder eller etnisk oprindelse.

Nævnet lægger vægt på, at det fremgår af indklagedes afslag af 3. februar 2023, at begrundelsen for afslaget var, at klager ikke mødte op til ansættelsessamtalen den 27. januar 2023.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klagen.

Ligebehandlingsnævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om at afvise at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2023 9912 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9912 Valid

•

§ 10, stk. 5, om indbringelse af sekretariatets afgørelser for nævnet

KEN#LOKDOK23 2023 9912 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →