Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - ej medhold

J.nr. 23-44066

En ordblind mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en myndigheds behandling af hans sag vedrørende retten til borgerstyret personlig assistance.

Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet vurderede, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Nævnet afviste derfor at behandle sagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes behandling af klagers sag vedrørende retten til borgerstyret personlig assistance i henhold til § 96 i lov om social service (serviceloven).

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager, som har betydelige kognitive vanskeligheder og er svært ordblind, ansøgte ved brev fra Dansk Handicap Forbund af 3. juni 2020 kommunen om borgerstyret personlig assistance (BPA).

Det følger af servicelovens § 96, at

Ӥ 96.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance.

Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

Stk. 2.

Det er en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere efter stk. 1, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Det er desuden en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre den pågældende indgår aftale med en nærtstående eller en forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, om, at tilskuddet overføres til den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne.

Arbejdsgiverbeføjelserne i forhold til hjælperne vedrørende spørgsmål om ansættelse og afskedigelse af hjælpere varetages i så fald af den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed i samråd med den pågældende.

En aftale om overførsel af tilskuddet til en forening eller privat virksomhed er ikke bindende for borgeren, hvis foreningen eller den private virksomhed ikke var godkendt af socialtilsynet på tidspunktet for aftalens indgåelse, og hvis foreningen eller den private virksomhed ikke på dette tidspunkt gjorde borgeren bekendt med dette.

[…]”

Kommunen traf den 18. august 2020 afgørelse om, at klager ikke var berettiget til borgerstyret personlig assistance (BPA) efter § 96 i serviceloven.

Kommunen angav følgende i begrundelsen for afgørelsen

”Det er en forudsætning for BPA, at man selv kan varetage arbejdslederopgaver.

Dvs man selv skal kunne planlægge hjælpernes arbejdstider, indberette hjælpernes arbejdstid til arbejdsgiveren mv. Vi vurderer fortsat, at du ikke er i stand til at overskue og selvstændigt varetage arbejdslederopgaver i en BPA ordning.

Du er dermed ikke berettiget til BPA.

”

Klager klagede over kommunens afgørelse, hvorefter kommunen genvurderede sagen den 23. september 2020.

Kommunen fastholdt afgørelsen, og sagen blev herefter sendt til indklagede, som den 8. februar 2021 traf afgørelse om at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen, da sagen efter indklagedes vurdering ikke var tilstrækkeligt oplyst.

Kommunen anmodede klager om at medvirke ved en neuropsykologisk undersøgelse, der blev gennemført den 31. maj 2021.

Kommunen traf herefter den 26. august 2021 på ny afgørelse om, at klager ikke var berettiget til borgerstyret personlig assistance (BPA) efter § 96 i serviceloven.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at den neuropsykologiske undersøgelse påviste, at klager havde ”eksekutive vanskeligheder”.

Kommunen angav videre følgende i begrundelsen for afgørelsen

”Vi vurderer, at din psykiske funktionsevne er stationær, og at du ikke kan lære at varetage arbejdslederopgaver.

Som ved tidligere afslag på BPA vurderer vi, at du ikke kan være arbejdsleder for egne hjælpere.

Da vi vurderer, at du ikke kan være arbejdsleder, opfylder du ikke betingelserne for at være berettiget til en BPA ordning […].

”

Klager klagede over kommunens afgørelse, hvorefter kommunen genvurderede sagen den 20. oktober 2021 og fastholdt sin afgørelse.

Sagen blev herefter sendt til indklagede, som den 30. november 2021 stadfæstede afgørelsen fra kommunen.

Indklagede angav følgende i begrundelsen for afgørelsen

”For at være omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, skal borgeren have en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og et behov for personlig og praktisk hjælp, ledsagelse og overvågning, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

Det er en betingelse, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Det betyder, at borgeren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne.

De typiske opgaver, borgeren skal kunne varetage, er at planlægge det daglige arbejde, udarbejde jobbeskrivelser og udvælge hjælpere, varetage oplæring samt afholde personalemøder og medarbejderudviklingssamtaler (MUS).

Det er borgeren selv, der skal kunne varetage denne rolle.

Vi finder ud fra sagens oplysninger ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at du ikke opfylder betingelserne for borgerstyret personlig assistance.

Vi lægger særlig vægt på oplysningerne om din kognitive funktionsevne og på oplysningerne om dit behov for hjælp og støtte.

[…]”

Den 15. marts 2022 gav indklagede klager afslag på genoptagelse af sagens behandling.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 31. maj 2023.

Klagers bemærkninger

Klager har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, i forbindelse med indklagedes behandling af klagerens sag vedrørende retten til borgerstyret personlig assistance i henhold til § 96 i serviceloven.

Klager gør gældende, at indklagede har givet kommunen medhold i, at klager ikke kan være arbejdsleder på grund af, at han er ordblind, og at dette udgør forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager bemærker, at Social- og Boligministeren har udtalt, at ordblindhed ikke er en hindring for borgerstyret personlig assistance (BPA).

Klager henviser i den forbindelse til Social- og Boligministerens svar af 19. januar 2023 på spørgsmål nr. 18-21 fra Folketingets Socialudvalg (sagsnr.

2023 – 317).

Ved besvarelsen af spørgsmål 18 angiver ministeren, at det er en betingelse for borgerstyret personlig assistance, at tilskudsmodtageren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Det bemærkes, at det dog ikke er et krav, at en borger har gennemgået eller bestået en neurologisk eller psykologisk test.

Ved besvarelsen af spørgsmål 19 gentager ministeren, at det hverken er et krav, at en borger har gennemgået eller bestået en neurologisk eller psykologisk test, for at borgeren kan varetage arbejdslederansvaret i en BPA-ordning, eller i det hele taget bevilges en sådan ordning.

Ministeren angiver også, at kommunalbestyrelsens afgørelse i enhver sag om hjælp og støtte efter serviceloven skal træffes på baggrund af aktuelle og relevante oplysninger i sagen.

Ved besvarelsen af spørgsmål 20, angiver ministeren, at ordblindhed i sig selv ikke udelukker, at en borger kan være i stand til at varetage arbejdsgiveransvaret.

Ved besvarelsen af spørgsmål 21 redegør ministeren for, hvor omfattende en borgers handicap skal være for at blive tilbudt en borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96.

Klager gør videre gældende, at der ikke i forbindelse med den neurologiske undersøgelse, som klager fik foretaget i forbindelse med vurderingen af, om klager kunne få borgerstyret personlig assistance, blev taget behørigt hensyn til, at han havde gener efter et trafikuheld.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet (ligebehandlingsnævnsloven).

Det følger af § 1, stk. 6, i ligebehandlingsnævnsloven, at Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Videre følger det af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klager har klaget over, at indklagede i forbindelse med afslaget på BPA-ordningen efter servicelovens § 96 har vurderet, at han ikke er i stand til at være arbejdsleder, fordi han er ordblind.

Efter det, der er anført af klager, vedrører klagen anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Det bemærkes, at Ligebehandlingsnævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen ikke har fundet anledning til at foretage høring af indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

•

§ 1, stk. 1-7, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 12 om indbringelse for Ligebehandlingsnævnet