Legislator Case Law & Legislation
W20230985125 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - afvisning

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9851 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - afvisning

KEN#LOKDOK23 2023 9851 Valid

J.nr. 23-8597

En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at han havde fået afslag på fri proces både af Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet.

Manden gjorde gældende, at afslagene var begrundet i hans køn, da hans tidligere hustru havde fået fri proces i de samme retssager, hvor manden fik afslag.

Nævnet vurderede, at manden ud fra oplysningerne i sagen havde skabt en formodning for, at afslagene var begrundet i mandens køn.

Det var herefter åbenbart, at manden ikke ville få medhold i klagen.

Klagen blev derfor afvist.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2023 9851 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med Civilstyrelsens afgørelse af 4. januar 2023 og Procesbevillingsnævnets afgørelse af 14. april 2023.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager søgte den 27. maj 2022 om fri proces.

Den 4. januar 2023 traf Civilstyrelsen afgørelse i klagers sag om fri proces.

Af den fremlagte afgørelse fremgår

”…

Civilstyrelsen bemærker indledningsvist, at du ved telefonsamtale af 2. januar 2023 har oplyst, at du ansøger om fri proces til en afsluttet byretssag og landsretssag samt til at føre en højesteretssag vedrørende forældremyndighed,

bopæl og samvær.

Civilstyrelsen har således behandlet din ansøgning om fri proces i overensstemmelse hermed.

For så vidt angår din ansøgning om fri proces til byretssagen kan Civilstyrelsen ikke imødekomme din ansøgning, fordi du har indgivet ansøgningen for sent.

…

Det følgende angår din ansøgning efter retsplejelovens § 328, jf. § 325

Det fremgår af sagen, at du søger fri proces til en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær.

Du har for Østre Landsret nedlagt en overordnet påstand om frifindelse og endvidere nedlagt selvstændige påstande.

Efter retsplejelovens § 327, stk. 6, jf. stk. 3, er det retten, der skal tage stilling til, om betingelserne for at meddele fri proces er opfyldt for så vidt angår din mere subsidiære påstand om stadfæstelse for så vidt angår spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl.

Du henvises derfor til at rette henvendelse til Østre Landsret vedrørende din ansøgning om fri proces til din mere subsidiære påstand om stadfæstelse for så vidt angår spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl.

For så vidt angår dine øvrige påstande for landsretten har Civilstyrelsen efter styrelsens opfattelse kompetencen til at træffe afgørelse om fri proces.

Civilstyrelsen kan dog ikke imødekomme din ansøgning, da du ikke opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

…

For så vidt angår din ansøgning om fri proces i medfør af retsplejelovens § 329, kan Civilstyrelsen ikke imødekomme din ansøgning, fordi styrelsen skønner, at betingelserne for at meddele fri proces efter retsplejelovens § 329 ikke er opfyldt.

…”

Klager indbragte herefter en klage over Civilstyrelsens afgørelse for Procesbevillingsnævnet.

Procesbevillingsnævnet traf afgørelse den 14. april 2023.

Ved afgørelsen besluttede Procesbevillingsnævnet ikke at ændre Civilstyrelsens afgørelse af 4. januar 2023.

Af Procesbevillingsnævnets afgørelse fremgår

”…

Det fremgår af sagen, at Civilstyrelsen modtog din ansøgning om fri proces den 27. maj 2022, og at Familieretten i [by] afsagde dom den 12. maj 2022.

Der er ikke oplyst om forhold, der gør, at det kan anses som undskyldeligt, at der først den 27. maj 2022 blev ansøgt om fri proces til sagen i Civilstyrelsen.

Nævnet ændrer derfor ikke Civilstyrelsens afgørelse herom.

…

Efter retsplejelovens § 325, stk. 1, jf. stk. 2-5, er det en betingelse for at meddele en person fri proces i medfør af retsplejelovens § 328, at ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser herfor.

Det fremgår af § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen om fri proces (bekendtgørelse nr. 479 af 30. november 2022), at der ved beregningen af indkomstgrundlaget i afgørelser om fri proces anvendes de indkomster, der fremgår af årsopgørelsen for det forrige kalenderår.

Procesbevillingsnævnet finder, at dit indtægtsgrundlag […] overskrider indtægtsgrænsen, som er på 482.000 kr. i dit tilfælde, da du ikke er gift eller samlevende og har to hjemmeboende børn under 18 år.

Der kan efter retsplejelovens § 329 meddeles fri proces, når særlige grunde taler for det.

Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 329, at der efter bestemmelsen tillige er mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store.

Procesbevillingsnævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele fri proces efter retsplejelovens § 329.

Efter sagens oplysninger og det, der er anført i ansøgningen og klagen, finder nævnet således, at betingelserne for at meddele fri proces efter de anførte bestemmelser ikke er opfyldt for så vidt angår dine øvrige påstande for landsretten.

Nævnet ændrer derfor heller ikke Civilstyrelsens afgørelse herom.

…

Det fremgår af din ansøgning, at du ønsker at anke landsrettens dom.

Du har ikke mulighed for at anke sagen til Højesteret, medmindre Procesbevillingsnævnet giver dig anketilladelse.

Dette følger af retsplejelovens § 371.

Det fremgår af sagen, at du ikke har opnået en sådan tilladelse, og du har således ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at føre proces.

Efter sagens oplysninger og det, der er anført i ansøgningen og klagen, finder nævnet, at der ikke foreligger aktuel procesrisiko.

Nævnet ændrer derfor heller ikke Civilstyrelsens afgørelse herom.

…”

Klager har over for Ligebehandlingsnævnet oplyst, at hans tidligere hustru fik fri proces.

Dette mener klager er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Klagen over Civilstyrelsen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. januar 2023.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af Civilstyrelsen.

Klagen over Procesbevillingsnævnet blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet 23. maj 2023.

Klager har fremsat krav på 159.657 kr. i godtgørelse.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af Procesbevillingsnævnet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af køn i forbindelse med, at han fik afslag på fri proces.

Klagers tidligere hustru fik fri proces ved samme sag, mens klagers ansøgning om fri proces blev afvist af Civilstyrelsen.

Da Civilstyrelsen ikke begrunder dette i deres afgørelse, må afslaget antages at skyldes forskelsbehandling på grund af køn.

Procesbevillingsnævnet ændrede ikke Civilstyrelsens afgørelse om ikke at give fri proces.

Klagers tidligere hustru fik fri proces til samme sag.

Da Procesbevillingsnævnet ikke begrunder dette i deres afgørelse, må afslaget antages at skyldes forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.

Civilstyrelsens afgørelse af 4. januar 2023

Klager har gjort gældende, at Civilstyrelsen har udsat ham for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afgørelsen om afslag på fri proces.

Det fremgår af Civilstyrelsens afgørelse af 4. januar 2023, at klagers ansøgning om fri proces ikke blev imødekommet - for den del af det ansøgte som Civilstyrelsen havde kompetence til at behandle - dels fordi klager havde indgivet ansøgningen for sent, dels fordi klager ikke opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces, og dels fordi Civilstyrelsen skønnede, at betingelserne efter retsplejelovens § 329 ikke var opfyldt.

Der er ikke i klagen af 27. januar 2023 eller i klagers supplerende bemærkninger af 23. maj 2023 oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med Civilstyrelsens afgørelse af 4. januar 2023 er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet vurderer derved, at det er åbenbart, at klager ikke vil få medhold i denne del af klagen.

Nævnet afviser derfor denne del af klagen.

Procesbevillingsnævnets afgørelse af 14. april 2023

Klager har gjort gældende, at Procesbevillingsnævnet har udsat ham for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afgørelsen om ikke at ændre Civilstyrelsen afgørelse.

Det fremgår af Procesbevillingsnævnets afgørelse af 14. april 2023, at Procesbevillingsnævnet ikke fandt grundlag for at ændre Civilstyrelsens afgørelse.

Procesbevillingsnævnet henviste i afgørelsen til de samme forhold, som Civilstyrelsen havde henvist til i afgørelsen af 4. januar 2023.

Der er heller ikke oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med Procesbevillingsnævnets afgørelse af 14. april er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet vurderer derfor, at det er åbenbart, at klager heller ikke vil få medhold i denne del af klagen, hvorfor nævnet afviser klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

KEN#LOKDOK23 2023 9851 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

KEN#LOKDOK23 2023 9851 Valid

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9851 Valid

•

§ 1 a, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →