Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - er handicap - ej medhold
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - er handicap - ej medhold
J.nr. 22-46320
En kvinde anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun fik afslag på at medbringe sin servicehund hos det indklagede meditationscenter.
Ligebehandlingsnævnets sekretariat havde ved afgørelse af 28. september 2022 afvist at behandle sagen, fordi klagers eventuelle krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, ifølge daværende praksis, var forældet.
Den 28. september 2022 rettede klager telefonisk henvendelse til Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet og oplyste, at hun ønskede at klage over sekretariatets afgørelse.
Klager havde efterfølgende fremlagt en række nye mails mellem klager og indklagede.
Nævnet vurderede herefter, at særlige grunde talte for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede derefter, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde i meditationscenteret under meditationen var nødvendig for at opnå formålet om at sikre den nødvendige ro under den specifikke type meditation.
Nævnet lagde desuden vægt på, at klager havde mulighed for at medbringe sin servicehund til udendørs meditation hos indklagede og til andre arrangementer uden for meditationscenteret samt at deltage i transmitteret meditation fra indklagede hver aften.
Nævnet vurderede på den baggrund, at der var et rimeligt forhold mellem indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde til meditationen i centeret og formålet med den særlige mentale praksis under meditationen.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Sagen angår klage over Ligebehandlingsnævnets sekretariats afgørelse af 28. september 2022 om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund hos det indklagede meditationscenter.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet genoptager sekretariatets afgørelse af 28. september 2022.
Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund hos det indklagede meditationscenter.
Sagsfremstilling
Klager, der har en psykisk servicehund, rettede den 7. april 2018 henvendelse til det indklagede meditationscenter.
Af mail af 7. april 2018 fra klager til indklagede fremgår
”…
Jeg vil rigtig gerne tilbage til at komme på centeret igen, men det er betinget af, at jeg kan have tilladelse til at have min servicehund med.
Hun er trænet til at være enten på skødet af mig eller i sin taske når vi er ude og hun fælder ikke.
Desuden er allergikere, medmindre det er ekstremt, ikke et problem, da hun ikke efterlader sig ret meget.
Min psykiater har vurderet at hun er betingelsen for at jeg kan være social og hun er med mig overalt, hvor jeg går, inklusive fx mit studie til forelæsninger.
Kan hun ikke komme med, har jeg desværre meget svært ved at se, hvordan jeg kommer tilbage lige foreløbig.
Jeg vil meget gerne kunne komme bare et par dage om ugen, men jeg har som nævnt meget brug for min hund, da det er lægeligt vurderet at hun er vigtig for mig.
…”
Af indklagedes svar til klager af den 8. april 2018 fremgår
”…
Godt at høre fra dig.
Håber alt går vel.
Desværre kan vi ikke have din servicehund her på centret.
Det er af flere grunde ikke foreneligt med centrets aktiviteter og formål, og vil generelt virke forstyrrende for andre, pånær dig selv.
Meditation er jo en bestræbelse på at transcendere krop og relationer - så at meditere med hund på skøddet er grundlæggende imod selve hensigten.
I stedet vil jeg foreslå at du forsøger at komme uden hund - hvilket burde være muligt for en time eller to - og se om du ikke kan finde roen og trygheden i meditationen i stedet.
Jeg håber du forstår.
…”
Af klagers svar af 9. april 2018 fremgår
”…
Nej.
Det forstår jeg ikke.
Naturligvis er jeg nødt til at respektere jeres beslutning, men jeg må samtidig meddele, at så kan jeg ikke komme på centeret, når hun ikke er velkommen.
Jeg har brug for min hund i alle situationer, også når jeg mediterer.
Der er tale om en meget velopdragen hund, der ikke siger en lyd, og ligger så roligt, som man kan forvente.
Jeg har aldrig fået en eneste klage, og hun er med i situationer, hvor hun absolut ikke må være til gene.
Kun positive tilbagemeldinger.
Jeg respekterer jeres valg, men må samtidig også erkende, at det ikke er muligt for mig at leve op til det, som I forlanger.
…”
Klager modtog den 15. juli 2021 følgende mail fra indklagede
”…
[Er] du interesseret i evt.
at deltage i udendørs meditation her henne i [navn] park?
Vi havde talt om at arrangere det, og det kunne vi jo så arrangere på et tidspunkt, hvor du kan, og hvor du så kan have din hund med.
…”
Klager har fremlagt psykiatrisk speciallægeattest af 10. september 2021, hvoraf det fremgår
”…
[Klager] har F33.
1 Periodisk Depression, aktuelt af lettere grad, samt F41.
1 Generaliseret Angst.
Disse psykiske lidelser gør at [klager] er alvorligt handicappet i sin færden i verden, og til beroligelse har [klager] en psykisk servicehund: [navn].
[Klager] er helt afhængig af at kunne have den ledsagelse, og på den anden side muliggør denne servicehund at [klager] kan deltage i almindelige samfundsaktiviteter såsom optræning i fitnesscentre, samt praktik på
arbejdspladser.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. oktober 2021.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 500 kr.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afviste den 28. september 2022 at behandle klagen.
Af begrundelsen for sekretariatets afgørelse fremgår
”Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet vurderer, at din klage skal afvises.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Du har den 9. oktober 2021 klaget over, at du mener, at du er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at du fik afslag på at medbringe din servicehund hos det indklagede meditationscenter.
Du modtog afslaget den 8. april 2018.
Nævnets sekretariat står for den forberedende sagsbehandling.
Sekretariatet kan beslutte at afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
Et eventuelt krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslaget på at medbringe din servicehund hos indklagede i april 2018 er forældet efter lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven).
Det er sekretariatets vurdering, at det er åbenbart, at du ikke kan få medhold i sagen.
Sekretariatet afviser derfor klagen.
”
Den 28. september 2022 rettede klager telefonisk henvendelse til Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet og oplyste, at hun ønskede at klage over sekretariatets afgørelse.
Klager har efterfølgende fremlagt en række mails mellem klager og indklagede for perioden mellem den 24. september 2019 og 15. juli 2021.
Af mails af 24. september 2019 fra indklagede til klager fremgår
”Kære [klager]
intet pres – men vil blot tjekke, om du skulle have overskud og lyst til at lægge sjælshoroskoper på helsemessen 1-2 timer den 4.-6. oktober?
KH [navn]”
”Altså, kun en af dagene selvfølgelig :)”
Af klagers svar til indklagede af 24. september 2019 fremgår
”Kære [navn]
.
.
.
Jeg har egentlig rigtig meget lyst, men det forudsætter, at I er ok min servicehund er med mig.
Jeg har ikke overskud til a tage af sted uden hende til sådan noget.
Jeg kan dog kun lørdag.
Søndag er jeg lovet væk på messe i [bynavn], der falder sammen med her.
Skal være afsted hele dagen I udgangspunktet.
Min gode veninde har en stand derude.
Mvh.
[klager]”
Af indklagedes svar til klager af 24. september 2019 fremgår
”Kære [klager]
det lyder rigtig godt;
tak for det :-)
Jeg går ud fra at sådan en servicehund automatisk har lov til at komme ind på en messe, selv hvis de ellers har adgang forbudt for hunde- eller skal vi tjekke med [arrangøren]?
…”
Af klagers mail til indklagede af 24. september 2019 fremgår
”Kære [navn]
Jeg har lige læst på [arrangørens] hjemmeside
”Handicaphjælpere med ledsagekort har selvfølgelig gratis adgang sammen med gæsten.
Dyr
Det er ikke tilladt at medbringe dyr på messen, servicehunde dog undtaget.
”
Så det er ikke noget problem.
Jeg noterer lørdag 10 – 12 i kalenderen.
KH
[Klager]”
Af klagers mail til indklagede af 14. juli 2021 fremgår
”Kære [indklagede]
Jeg vil gerne have min servicehund med på meditationscenteret, fordi jeg har brug for at meditere sammen med andre.
Transporten til og fra centeret, vente på bussen samt eventuelle reaktioner – så som flashbacks, der kan opstå, når jeg mediterer, kan kun lade sig gøre, når jeg har en certificeret servicehund ved min side.
Hun er velopdragen, og vil i hovedparten af tiden befinde sig i en taske, som hun er trænet til at ligge i, når hun skal slappe af – og vil derfor ikke svine på gulvet.
Hun vil, hvis jeg bliver utryg søge mit ved at søge at hoppe op til mig.
Dette gør hun fuldstændig lydløst ved blot at kikke på mig.
Derfor er hun ikke til gene for nogen.
Vi tager naturligvis en plads længst fra døren, så ingen bliver forskrækkede over en hund.
Hun er desuden trænet til at blive liggende i tasken hvis jeg fx går på toilettet.
Dette har jeg erfaring med gennem flere år i alle situationer fungerer godt og øger mit funktionsniveau betydeligt.
Desværre er det en hindring for mig at deltage i aftenmeditationen på lige vilkår med alle andre, når jeg ikke ha mulighed for at medbringe min hund som støtte i denne
proces.
Jeg håber meget, at det er muligt, så jeg kan meditere sammen med jer igen,
Mvh.
[klager]”
Af indklagedes svar til klager af 15. juli 2021 fremgår
”Kære [klager]
beklager, men vores svar er det samme som tidligere.
Hvis det kan berolige dig, så er her jo ofte kun Viggo og mig til aftenmeditationen, eller en enkelt
mere, og vi kender dig jo, og din problematik.
Jeg håber at du vil overvinde dig selv og komme uden
hunden;
du har jo kunnet det tidligere i lange perioder-
KH [navn]”
Af klagers svar til indklagede af 15. juli 2021 fremgår
”Hej
Jeg kan ikke tage bussen uden min hund.
Jeg har de gange, hvor jeg har forsøgt uden min hund fået det dårligt bagefter.
Min hund kan ligestilles med et hvilket som hjælpemiddel, der er nødvendigt for, at jeg kan fungere.
Jeg adskillige lægeerklæringer på, at hun er nødvendig, som jeg meget gerne indsender som dokumentation.
Mvh [klager]”
Af indklagedes svar til klager af 15. juli 2021 fremgår
Kære [klager]
vores holdning til det har ikke noget med dig/dit behov at gøre - vi er helt med på, at du har fået tilkendt en servicehund af en årsag.
Men vi vil ikke have en hund til stede under meditationen, det er simpelthen imod formålet og forstyrrende, uanset hvor stille den er.
Vi transmitterer aftenmeditationen hver dag af hensyn til folk, som ikke kan være med fysisk;
måske det kan være dig en støtte?
[Link]
Bedste hilsener
[navn]”
Parternes bemærkninger
Klager har klaget over sekretariatets afgørelse om afvisning af klagen.
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun ikke måtte medringe sin servicehund til meditation.
Klage over sekretariatets afgørelse
Afgørelsen af 28. september 2022 er alene baseret på en enkelt dato for afvisning.
Klager er imidlertid også blevet afvist i 2021, som det fremgår af de fremlagte mails.
Det undrer klager, at der i afgørelsen ikke er taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klager er blevet udsat for forskelsbehandling.
Klage over forskelsbehandling pga.
handicap
Klagers servicehund er trænet til at ligge stille i sin taske, når den er med klager fremmede steder.
Den vil derfor ikke være til gene.
Hvis klager oplever angst, vil servicehunden hoppe op i skødet på klager og hjælpe hende til at falde til ro.
En servicehund er trænet til at kunne klare alle typer af situationer, og derfor er hunden naturligvis også egnet på et meditationscenter.
Servicehunden er ligeledes nødvendig for, at klager kan transportere sig med bus, som er den eneste transportmulighed for klager til og fra meditationscenteret.
Meditationscenteret afholder offentligt tilgængelige arrangementer, hvor man frit kan dukke op.
Servicehunden er tildelt klager på baggrund af en varig funktionsnedsættelse og kan derfor sidestilles med ethvert andet hjælpemiddel.
Det var ikke kun i 2018, at klager blev afvist fra at deltage i meditation hos indklagede.
Hun blev afvist igen i sommeren 2021.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Den primære grund til at afvise en hund under meditationen er, at tilstedeværelsen af en hund vil være for stor en distraktion og forstyrrelse i forhold til den særlige mentale praksis, som meditation udgør.
Servicehunden er trænet og vil for det meste ligge stille i en taske, men det vil stadig udgøre en mental distraktion.
Hunde har ikke som mennesker nogen selvkontrol, så de eventuelle små lyde og bevægelser, der måtte komme fra hundens naturlige adfærd, kan ikke undgås.
Det er af samme grund, at vi ikke har deltagere med små børn.
Hvis hunden skulle aktiveres og hoppe op i klagers skød, er forstyrrelsen naturligvis så meget desto større.
Meditationen i centeret foregår med åbne øjne, og derfor er meditationsrummet indrettet med henblik på maksimalt visuelt fokus og minimale visuelle distraktioner.
Hertil kommer, at meditationen ofte foregår i stilhed.
Det er vigtigt her at understrege, at enhver distraktion, som hunden måtte afstedkomme, vil være forstyrrende og modarbejde meditationens formål.
Det handler ikke kun om hensyn til de brugere, som er utrygge eller har andre idiosynkrasier i forhold til hunde.
Det vil være mindst lige så forstyrrende for dem, der omvendt elsker hunde, og hvis opmærksomhed vil blive tiltrukket af en hund i lokalet.
Indklagede har ikke et stort offentligt lokale, som f.eks. et kirkerum, hvor man diskret og usynligt kan placere folk med servicehunde bagerst i et hjørne.
Lokalet er et lejet værelse på 3. sal i en privat lejlighed med adgang til toilet.
Meditationen foregår i en dagligstue på godt 20 m2, hvor der regelmæssigt er 2-8 deltagere, så pladsen i lokalet bliver nemt sparsom for brugerne.
Derfor vil en hund, uanset hvor den placeres, komme til at være meget synlig og tæt på andre mediterende.
Det er indklagede vurdering, at dette vil virke intimiderende i forhold til en meditationspraksis, hvor det netop gælder om at transcendere krop, materie og natur.
Uforligeligheden skal ses i lyset af den særlige filosofi, der ligger til grund for meditationen.
Der findes givetvis andre meditationsformer og centre, hvor en hund ikke ville gribe tilsvarende forstyrrende ind.
Havde der været tale om enhver anden aktivitet, som eksempelvis regulær undervisning, da ville indklagede ikke have de samme betænkeligheder.
Det er meditationens natur, der er det ømme punkt her.
Derudover er ingen hunde 100 procent allergisikre, og indklagede risikerer, at tilstedeværelsen af en hund vil udelukke andre brugere fra at deltage.
Indklagede har i perioder haft folk på centret, som var meget allergiske over for dyr eller spor af dem.
Det er indklagedes vurdering, at udelukkelse fra fysisk deltagelse med hund ikke udgør en indgribende forskelsbehandling, som udelukker klager i en generel deltagelse i den slags samfundsaktivitet.
Der findes andre meditationstilbud i området, som muligvis er bedre egnede til at rumme en servicehund.
Meditationscentret er del af en privat bolig, og derfor er der ikke den skarpe opdeling mellem offentlig og privat.
En hund på centret er således også en hund i et hjem, hvor det af forskellige grunde heller ikke er ønskeligt at modtage en hund.
Indklagede tilbyder online deltagelse i en række meditationer og kurser.
Den pågældende meditation kan praktiseres alle steder, også derhjemme.
Indklagede henviser derfor brugere med særlige behov til at benytte disse muligheder.
Der afholdes også jævnligt arrangementer uden for centret, i lejede lokaler eller udendørs, hvor det vil være lettere at deltage med en servicehund.
Klager er kommet på centret i en årrække og har mediteret med indklagede både morgen og aften - også i den periode, hvor hun har haft servicehund.
Indklagede kender således klager ganske godt og har hjulpet og støttet hende gennem al den tid.
Klager har været meget aktiv og regelmæssig i en stor del af denne periode.
Indklagede ønsker ikke at fremstå som om, de ikke er inkluderende.
Afslaget er alene grundet i utilstrækkelige faciliteter, samt uoverensstemmelse mellem dyr og meditation.
Indklagede har i forbindelse med klagen over afgørelsen af 28. september 2022 ikke haft bemærkninger til sagen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Spørgsmålet om genoptagelse
Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler for det.
Der kan for eksempel ske genoptagelse, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen, når disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.
Ud over bestemmelsen om genoptagelse i lov om Ligebehandlingsnævnet skal det vurderes, hvorvidt sagen kan genoptages efter de almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse på ulovbestemt grundlag.
Det følger heraf, at en sag kan genoptages, hvis der kommer nye oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis myndigheden havde haft oplysningerne i forbindelse med den oprindelige afgørelse.
En sag kan også genoptages, hvis der sker en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft af de retsregler mv., som den oprindelige afgørelse blev afgjort efter, eller hvis myndigheden i forbindelse med en tidligere afgørelse har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Klager indbragte den 9. oktober 2021 en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund hos det indklagede meditationscenter.
Ligebehandlingsnævnets sekretariat afviste ved afgørelse af 28. september 2022 at behandle klagen med den begrundelse, at det var åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sagen, fordi klagers eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af handicap var forældet.
Ved afgørelsen tog sekretariatet i overensstemmelse med nævnets hidtidige praksis om forældelse ikke stilling til, om klager var blevet udsat for forskelsbehandling.
Der gælder imidlertid ikke på Ligebehandlingsnævnets område en klagefrist, som kan afskære en klager fra at få behandlet en klage over ulovlig forskelsbehandling som følge af den tid, der er forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse.
Nævnet har på den baggrund ændret sin tidligere praksis ved den principielle afgørelse i sagsnr.
21-21811, hvor nævnet fastslog, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet fastslog også, at reglerne om forældelse ikke afskar klageren fra at få behandlet sin klage over forskelsbehandling som følge af den tid, der var forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse.
Nævnet vurderer herefter, at særlige grunde taler for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet genoptager derfor sagen.
Forskelsbehandling
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Handicap
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.
830H og U2018.
853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Det fremgår af den fremlagte attest fra speciallæge i psykiatri af 10. september 2021, at klager lider af periodisk depression og generaliseret angst, som gør, at klager er alvorligt handicappet i sin færden.
Det fremgår videre, at klager til beroligelse har en psykisk servicehund, hvis ledsagelse hun er afhængig af, samt at servicehunden muliggør, at klager kan deltage i almindelige samfundsaktiviteter, såsom træning i fitnesscentre og praktik på arbejdspladser.
Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Faktiske omstændigheder
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Klager har for nævnet oplyst, at hun gentagne gange er blevet afvist i at medbringe sin servicehund til meditation hos indklagede.
Indklagede har henvist til, at hundens tilstedeværelse ikke var forenelig med meditationscenterets aktiviteter og formål, og at det generelt ville virke forstyrrende for andre.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, idet afvisningen, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.
Indklagedes bevisbyrde
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har blandt andet oplyst, at tilstedeværelsen af en hund vil være en stor distraktion og forstyrrelse i forhold til den bestemte type meditationen, som foregår med åbne øjne.
Meditationen foregår i et lokale på omkring 20 kvadratmeter med 2 til 8 deltagere.
Servicehunden vil derfor, uanset hvor den placeres, være meget synlig og tæt på andre mediterende.
Meditationscenteret ligger desuden i et lejet lokale i et privat hjem på 3. sal.
Nævnet vurderer, at forskelsbehandlingen af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre den specifikke type meditation i meditationscenteret.
Spørgsmålet er herefter om forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå formålet med at sikre meditationen, og om det var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.
Indklagede har i sagen oplyst, at tilstedeværelsen af en servicehund under meditationen henset til de fysiske rammer på centeret ikke kunne forenes med fremgangsmåden og formålet med denne specifikke type meditation.
Det fremgår desuden af sagens oplysninger, at indklagede havde henvist klager til flere andre muligheder, som ville gøre det muligt for klager at tage del i meditationen.
Indklagede havde blandt andet oplyst, at der transmitteres aftenmeditation hver dag af hensyn til folk, som ikke kan være med fysisk.
Indklagede har også oplyst, at de jævnligt afholder arrangementer uden for centret i lejede lokaler eller udendørs, hvor det vil være lettere at deltage med en servicehund.
Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde i meditationscenteret under meditationen er nødvendig for at opnå formålet om at sikre den nødvendige ro under den specifikke type meditation.
Nævnet har desuden lagt vægt på, at klager har mulighed for at medbringe sin servicehund til udendørs meditation hos indklagede og til andre arrangementer uden for meditationscenteret samt at deltage i transmitteret meditation fra indklagede hver aften.
Nævnet vurderer på den baggrund, at der er et rimeligt forhold mellem indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde til meditationen i centeret og formålet med den særlige mentale praksis under meditationen.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 10 om genoptagelse
•
§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10, om delt bevisbyrde