Legislator Case Law & Legislation
W20230981425 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04053

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9814 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04053

KEN#LOKDOK23 2023 9814 Valid

Kristeligt Dagblad får ikke kritik for billedbrug

Kristeligt Dagblad bragte i maj 2023 et debatindlæg om modstanden mod rewilding og naturnationalparker, herunder oplevelsen af hetz og chikane mod personer, som arbejder med naturbeskyttelse.

I debatindlægget var indsat et billede fra en demonstration, hvor en forenings medlemmer deltog, og hvor foreningens navn fremgik af et banner.

Formanden for foreningen klagede til Pressenævnet over, at Kristeligt Dagblad havde bragt billedet i en misvisende og krænkende sammenhæng.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at billedet var taget til en demonstration, der omhandlede det tema, som også var omdrejningspunktet for indholdet af debatindlægget, og at teksten på banneret i den konkrete sammenhæng fremstod som en meningstilkendegivelse i forbindelse med demonstrationen og ikke som identifikation af den konkrete forening.

KEN#LOKDOK23 2023 9814 Valid

[Klager] ved [Formanden] har klaget til Pressenævnet over debatindlægget ”Organisationer: Modstanden mod rewilding og naturnationalparker er blevet til hetz og chikane uden fakta” bragt af Kristeligt Dagblad den 9. maj 2023 på kristeligt-dagblad.dk og den 10. maj 2023 i den trykte avis, idet foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Kristeligt Dagblad uden samtykke har bragt et billede fra en demonstration, hvor foreningen deltog, i en krænkende sammenhæng.

1 Sagsfremstilling

Det påklagede debatindlæg

Kristeligt Dagblad bragte den 9. maj 2023 debatindlægget ” Organisationer i fælles opråb: Modstanden mod rewilding er blevet til hetz og chikane ” på kristeligt-dagblad.dk.

Af debatindlæggets underrubrik fremgår

”Det er på høje tid, at dyrevelfærdsorganisationer, medier, myndigheder og ikke mindst politikerne træder i karakter og offensivt forsvarer de helt grundlæggende principper om fakta, faglighed og ordentlighed i debatten om rewilding og naturnationalparker”

Der er i debatindlægget bragt et billede fra en demonstration, hvor flere personer står med bannere med påskriften ”[Klager]” og ”Hegn nej tak”.

Af billedteksten fremgår ”Protesterne mod planer om oprettelse af 15 indhegnede naturnationalparker fører til udbredt chikane og hetz, mener skribenter bag fælles debatindlæg.

– Foto: […] /Ritzau Scanpix.

”

Af debatindlægget fremgår blandt andet

”Hegn, der bliver klippet i stykker;

låger, der bliver fjernet;

skiltning, der bliver ødelagt;

ulovlig fodring, chikane, stalking, hærværk, dødstrusler og grundløse politianmeldelser af dyreholdere, landmænd og politikere.

Det lyder som Det Vilde Vesten, men det er også virkeligheden for en lang række mennesker, der arbejder med naturforvaltning i hele Danmark.

Tendensen er stigende og er især blevet tydelig efter offentliggørelsen af regeringens planer om 15 nye såkaldte naturnationalparker som oprettes i de kommende år.

Naturnationalparkerne vil blive forvaltet med en form for rewilding, hvor store græssende dyr som heste, kvæg og elge får lov til at leve så frit og naturligt et liv, som det overhovedet er muligt under dansk lovgivning.

Selvom projekterne er overvældende populære og har stor opbakning i den danske befolkning, har planerne alligevel skabt en stærk modstand i nogle kredse.

En del af denne modstand skyldes en opfattelse af, at dyrene ikke passes ordentligt, eller at de kommer til at mangle føde, da de som udgangspunkt ikke tilskudsfodres, men selv skal finde føden i naturen.

[…]

Problemet opstår, når modstanden mod rewilding og naturnationalparker ikke længere er begrænset til national politik og en debat med udgangspunkt i fakta.

I stadigt stigende grad ser vi eksempler på at dyreholdere, landmænd og andre folk, der arbejder med naturbeskyttelse, chikaneres i så høj grad, at det er begyndt at få alvorlige følger for de uheldige, der havner i folkedomstolen – i sager, hvor anmelderen ikke fik medhold, og hvor hverken politiet eller Fødevarestyrelsens tilsyn fandt anledning til kritik af dyreholdet.

På trods af denne kendsgerning får den ubønhørlige chikane og det konstante anmelderi lov at stå som et brændemærke og et udtryk for en gruppes mistillid til myndighederne, dyrlægerne og retssystemet.

Det helt groteske er, at naturnationalparkerne jo end ikke er etablerede endnu, men mange af de mere skingre kritikere blander det hele sammen med påstået ”ophævelse” af dyrevelfærdsloven i naturnationalparker.

Men der kan jo ikke være lidende dyr i naturnationalparker, som end ikke er etablerede.

Hetzen har en direkte konsekvens for folkene på den modtagende side.

I mindre voldsomme tilfælde kan landmænd blive så pressede, at de må tage til genmæle i diverse lokalaviser og fremlægge udsagn fra deres dyrlæger.

I værre tilfælde udmøntes det i personforfølgelse, psykisk vold, hærværk og sågar opfordringer til systematiske negative anmeldelseskampagner på Trustpilot.

I værste scenarie bukker folk under for presset og må droppe afgræsningsprojekter på offentligt tilgængelige arealer.

I sidste ende taber både naturen, dyreholderne og ikke mindst dyrene, der enten aflives, fratages deres liv på friland eller ender deres dage i trafikuheld.

Anmeldelserne og chikanen kommer ikke fra et tilfældigt sted.

Aktivisterne er velorganiserede i store Facebook-grupper, hvor fokus ligger på dyr i naturprojekter.

Dyrlæger og landmænd hænges regelmæssigt ud på grupperne med navn og ofte billede med beskyldninger om, hvad man mener, de har gjort forkert, og hvorfor kanonen nu rettes mod dem.

Opslagene og kommentarerne har ofte en grov karakter af mistillid til myndigheder og påstande om korruption i det offentlige.

Nogle kommentarer opfordrer tilmed direkte til vold og hærværk.

[…]

Vi vil rette en appel til alle relevante politikere, organisationer og privatpersoner: Det er på høje tid, at dyrevelfærdsorganisationer, medier, myndigheder og ikke mindst politikerne træder i karakter og offensivt forsvarer de helt grundlæggende principper om fakta, faglighed og ordentlighed i debatten, uanset om man er for eller imod det ene eller andet, og tager afstand fra grovheder, personangreb og faktuelt forkerte påstande.

”

Kristeligt Dagblad bragte den 10. maj 2023 det samme debatindlæg i den trykte avis.

Debatindlæggene har enslydende indhold.

Der er i debatindlægget i den trykte avis bragt et billede fra en demonstration, hvor flere personer står med bannere med påskriften ”[Klager]” og ”Sætter man et hegn har man et ansvar”.

Af billedteksten fremgår det samme som i billedteksten i debatindlægget bragt online.

Efter offentliggørelsen

Kristeligt Dagblad opdaterede den 12. maj 2023 den digitale udgave af debatindlægget og udskiftede det påklagede billede og billedtekst med et billede af et naturområde uden mennesker på.

Af billedteksten fremgår ”Bakker, træer og buskads præger naturen, hvor vilde ponyer græsser i området omkring Molslaboratoriet i Nationalpark Mols Bjerge, tirsdag den 25. januar 2022.

I 2016 blev 16 vilde ponyer udsat i Nationalpark Mols Bjerge for at skabe vildere natur i nationalparken.

Foto: […]/Ritzau Scanpix.

”

Kristeligt Dagblad bragte den 12. maj 2023 en rettelse i den trykte avis med overskriften ” Rettelse ”

”Kristeligt Dagblad bragte onsdag et debatindlæg under overskriften ”Organisationer: Modstanden mod rewilding og naturnationalparker er blevet til hetz og chikane uden fakta”, som var skrevet af en række naturorganisationer og naturdebattører.

Debatindlægget var ledsaget af et genrefoto, der viste udsnit af en dyreværnsdemonstration.

Kristeligt Dagblad skal præcisere, at fotoet udelukkende skulle illustrere demonstrationer til fordel for dyreværn, og at personerne på fotoet intet har at gøre med det, der kritiseres i debatindlægget.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 12. maj 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager]s har anført, at Kristeligt Dagblad har bragt et billede fra en demonstration, der blev afholdt for to år siden, hvor nogle af foreningens medlemmer deltog og bar en fane med foreningens navn.

Omtalen af de grove lovovertrædelser i debatindlægget har imidlertid ikke noget med foreningen at gøre, og sammenhængen er derfor krænkende og misvisende for foreningen, som har fået flere henvendelser fra folk, der har kædet indholdet af debatindlægget sammen med foreningen.

I forhold til det bragte billede har foreningen bemærket, at der ikke var presse til stede ved demonstrationen, og at Kristeligt Dagblad ikke har oplyst, hvem der lå inde med billedet.

Foreningen har herudover anført, at billedet, som det er bragt sammen med omtalen, indeholder injurierende beskyldninger, som er skadelige for foreningen, og at forholdet er meldt til politiet med henvisning til straffelovens § 267.

2.2 Kristeligt Dagblads synspunkter

Kristeligt Dagblad har anført, at det bragte foto er et genrefoto fra fotodatabasen Ritzau/Scanpix, der viser et udsnit af en demonstration, der efter at dømme ud fra ordlyden på de afbildede skilte og bannere handler om dyrevelfærd.

Der er tale om et genrefoto, der illustrerer et tema, og det er ikke ment som dokumentation af noget, der konkret omtales i debatindlægget.

Debatindlægget er et kollektivt debatindlæg med en gruppe biologer, naturvejledere, dyrlæger, debattører samt naturorganisationer som afsender.

Hverken formanden for foreningen eller foreningen kædes sammen med beskyldningerne mod unavngivne dyrevelfærdskredse.

Kristeligt Dagblad har videre anført, at hverken formanden for foreningen eller foreningen har retlig interesse i det forhold, der klages over, da hun eller foreningen hverken er nævnt ved navn eller på anden måde direkte eller indirekte er identificeret i debatindlægget eller i billedteksten.

I forhold til at der skulle optræde medlemmer af foreningen på det bragte billede, har avisen anført, at dette ikke er dokumenteret, og avisen har ikke modtaget nogen henvendelser fra personer, der mener at være afbilledet på billedet, og det er således alene formandens udokumenterede påstand, at personerne på billedet har tilknytning til foreningen, hvilket ikke giver hende eller foreningen retlig interesse i sagen.

Kristeligt Dagblad har i den forbindelse videre anført, at foreningens navn ikke optræder på billedet.

Foreningens navn er ”Foreningen [Klager]”, som formanden selv anvender i sin mailsignatur.

Påskriften på et af de skilte, der er vist på billedet, er ”[Klager]”.

Det er således ikke foreningens navn, men derimod et udsagn eller et krav af den type, der normalt optræder ved demonstrationer.

Hertil kommer, at ordene ikke uden for en meget snæver kreds vil blive opfattet som navnet på en forening.

I forhold til anvendelsen af billedet som et genrebillede har Kristeligt Dagblad anført, at anvendelsen af billedet er berettiget, også selv om personer fra foreningen måtte være afbildet, og selv om dele af foreningens navn fremgår.

Personer, der optræder ved demonstrationer, må tåle at blive afbildet offentligt, og hele formålet med en demonstration er, at deltagerne bliver set, og at man viser sin synlige tilstedeværelse og fremviser sine synspunkter.

Billedet illustrerer et tema, og sammenkædningen mellem billedet og teksten udgør således ikke en tilsidesættelse af de presseetiske regler.

Det påklagede debatindlæg er et debatindlæg og er markeret som sådan, hvorfor de vide rammer for frisprog også gælder i dette tilfælde.

Da foreningen ikke er omtalt i debatindlægget, har det derfor heller ikke været muligt at forelægge indholdet.

Kristeligt Dagblad har bemærket, at foreningen, såfremt denne føler sig ramt af den kritik, som debatindlægget retter mod dele af dyreværnsmiljøet, kan reagere ved at tage til genmæle i debatten om nogle modsatrettede synspunkter.

Dette opfordrede avisen også formanden for foreningen til at gøre i det svar, avisen sendte til hende, da avisen havde modtaget klagen fra hende.

Kristeligt Dagblad har videre bemærket, at avisen imødekom foreningen ved at bringe en rettelse i den trykte avis og ved at skifte billedet ud i den digitale udgave.

Rettelsen blev foretaget ud fra et forsigtighedsprincip og et vidtgående hensyn til foreningen, som hypotetisk kunne føle sig ramt.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.

Retlig interesse

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Pressenævnet lægger til grund, at foreningens navn, som det også er anmeldt til CVR-registret, er ”[Klager]”.

Klagen er indgivet af [Formanden], der klager på vegne af foreningen ”[Klager]”, som hun er formand for.

Foreningen er ikke omtalt i debatindlægget, men foreningens navn fremgår af det bragte påklagede billede.

Foreningen har derfor retlig interesse i, at sagen behandles, hvorfor klagen realitetsbehandles i forhold til foreningen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.

Pressenævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

[Klager] har klaget over, at Kristeligt Dagblad har bragt et billede fra en demonstration, hvor foreningens medlemmer deltog, og hvor foreningens navn fremgår af et skilt, i en misvisende og krænkende sammenhæng.

Pressenævnet bemærker, at det som udgangspunkt ikke er i strid med god presseskik, at medier fotograferer eller filmer personer eller virksomheder, der befinder sig på offentligt tilgængelige steder og offentliggør billeder af denne art, selv om de pågældende ikke har samtykket hertil.

Der skal dog udvises varsomhed af hensyn til de implicerede, herunder til de sammenhænge, hvori de indgår.

Pressenævnet finder, at anvendelsen af billedet fra demonstrationen i den sammenhæng, det er bragt, ikke kan anses at være krænkende for [Klager].

Nævnet har lagt vægt på, at det anvendte billede er taget til en demonstration, der omhandler det tema, som også er omdrejningspunktet for indholdet af debatindlægget.

Uanset, at der på billedet ses et banner med et budskab, der er identisk med foreningens navn, finder nævnet, at teksten på banneret i den konkrete sammenhæng fremstår som en meningstilkendegivelse i forbindelse med demonstrationen og ikke som identifikation af den konkrete forening.

Nævnet finder derfor efter en samlet vurdering ikke anledning til at kritisere, at Kristeligt Dagblad har bragt billedet i den pågældende sammenhæng.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Nævnet bemærker afslutningsvis, at Kristeligt Dagblad imødekom klagers indsigelser mod det bragte billede ved, at avisen bragte en rettelse i den trykte avis og ændrede billedet i onlineudgaven af debatindlægget.

Afgjort den 24. oktober 2023

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →