Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede påbud om, at virksomheden skulle sikre, at byggepladsens adgangs- og transportveje for gående og kørende trafik blev holdt adskilt, således at det var muligt for virksomhedens ansatte at færdes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. (Byggepladser - adskillelse af kørende og gående - ophævelse)
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede påbud om, at virksomheden skulle sikre, at byggepladsens adgangs- og transportveje for gående og kørende trafik blev holdt adskilt, således at det var muligt for virksomhedens ansatte at færdes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
(Byggepladser - adskillelse af kørende og gående - ophævelse)
Resume
Nævnet vurderede, at påbudsteksten efter sit indhold rettede sig mod den virksomhed, der havde pligt til at sørge for sikkerheden ved færdsel på byggepladsen og adgangsveje dertil.
Da modtageren af påbuddet ikke havde forpligtelsen fandt nævnet, at virksomheden ikke var rette modtager af påbuddet, uanset de havde pligt til at sørge for deres egne ansattes sikre færdsel.
Nævnet tillagde det betydning, at Arbejdstilsynet i genvurderingen havde fastholdt, at hjemlen for påbuddet var bestemmelsen i § 47 i bekendtgørelse om bygge- og anlæg.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse
[adressat udeladt]
I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 15. december 2022 om adgangsveje.
Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 27. juni 2023.
Resultatet er
Det betyder, at vi ophæver Arbejdstilsynets afgørelse.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at påbuddet om at ”sikre at byggepladsens adgangs- og transportveje for gående og kørende trafik holdes adskilt, således at det er muligt for virksomhedens egne ansatte at færdes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt” efter sit indhold retter sig mod den virksomhed, der har forpligtelsen for de fælles adgangsveje.
Da det ikke er jer, der har pligt til at sørge for, at adgangsvejene på byggepladsen [adresse udeladt] er sikre, er I ikke rette modtager af påbuddet, uanset I har pligt til at sørge for jeres egne ansattes sikre færdsel.
Hvad er afgørende for resultatet
Arbejdstilsynet besøgte jer den 8. december 2022 på adressen [adresse udeladt].
Den tilsynsførende konstaterede, at jeres ansatte gik på de fælles køreveje, hvor der også blev kørt med tunge entreprenørmaskiner og lastbiler.
Der var både gående og kørende færdsel på adgangs- og transportvejen langs tangen ud til [navn udeladt].
Arbejdstilsynet konstaterede ved tilsynsbesøget, at jeres ansatte benyttede adgangs- og transportvejen både til gående færdsel og som førere af entreprenørmaskiner og køretøjer.
Den gående og kørende færdsel blev ikke holdt adskilt på nogen måde.
Den 15. december 2022 sendte Arbejdstilsynet jer et påbud om straks at sikre, at byggepladsens adgangs- og transportveje for gående og kørende trafik holdtes adskilt, således at det var muligt for de beskæftigede at færdes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
I klagede den 21. december 2022 over Arbejdstilsynets afgørelse om påbud.
I klagen oplyste I, at det var bygherrens ansvar at koordinere.
I oplyste endvidere, at det følger af arbejdsmiljøloven, at ved bygge- og anlægsvirksomhed, hvor flere arbejdsgivere er beskæftiget på samme arbejdssted, skal bygherren planlægge, afgrænse og koordinere foranstaltningerne til fremme af de ansattes sikkerhed og sundhed.
Ved sin genvurdering den 20. februar 2023, fastholdt Arbejdstilsynet påbuddet, dog med den præcisering af påbudsformuleringen, at ”virksomheden påbydes at sikre, at byggepladsens adgangs- og transportveje for gående og kørende trafik holdes adskilt, således at
det er muligt for virksomhedens egne ansatte at færdes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt”.
Nævnet lægger vægt på, at påbuddet fortsat er formuleret som en afgørelse til den virksomhed, der har pligt til at sørge for sikkerheden ved færdsel på byggepladsen og adgangsveje dertil, og at det efter reglerne om bygherrens pligter, er bygherren, der sørger for, at der udarbejdes en plan for sikkerhed og sundhed.
Denne plan omfatter også færdselsområderne og adgangsvejene.
Nævnet har tillige tillagt det betydning, at Arbejdstilsynet i genvurderingen har fastholdt, at hjemlen for påbuddet – på trods af præciseringen – er bestemmelsen i § 47 i bekendtgørelse om bygge- og anlæg.
Om reglerne
Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Det følger af bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde, at det så vidt muligt skal tilstræbes, at adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik holdes adskilt, og at kørevejene er ensrettede.
Hvor dette ikke er muligt, skal der etableres en passende sikkerhedsafstand mellem den kørende og gående trafik.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Efter arbejdsmiljøloven skal bygherren ved bygge- og anlægsvirksomhed, hvor flere arbejdsgivere er beskæftiget på samme arbejdssted, planlægge, afgrænse og koordinere foranstaltningerne til fremme af de ansattes sikkerhed og sundhed.
Efter reglerne om bygherrens pligter skal bygherren -i forbindelse med koordineringen, herunder udarbejdelsen og ajourføringen af planen for sikkerhed og sundhed, - sikre, at færdsel på byggepladsen på ethvert tidspunkt kan foregå under fuldt forsvarlige forhold.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde.
På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.
Oplysninger i sagen
Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
Regler
Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter.
Love og bekendtgørelser
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
Om arbejdsgiverens almindelige pligter
Om arbejdsstedets indretning
Om bygherrens pligter – færdsel på byggepladsen
Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen.
I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk
Kopi er sendt til
Arbejdstilsynet, j.nr. 20230008267/4
Lovuddrag
Bekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 af lov om arbejdsmiljø med senere ændringer
Kapitel 4
Almindelige pligter
Arbejdsgiveren
§ 15.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Der henvises her særligt til
1) kapitel 5 om arbejdets udførelse,
2) kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet,
3) kapitel 7 om tekniske hjælpemidler m.v.,
4) kapitel 8 om stoffer og materialer.
Kapitel 6
Arbejdsstedets indretning
§ 42.
Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde
§ 4.
Forpligtelserne ifølge bekendtgørelsen påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsledere og øvrige ansatte efter arbejdsmiljølovgivningens almindelige regler, jf. lovens kapitel 4.
§ 47.
Det skal så vidt muligt tilstræbes, at adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik holdes adskilt, og at kørevejene er ensrettede.
Hvor dette ikke er muligt, skal der etableres en passende sikkerhedsafstand mellem den kørende og gående trafik.
Ved porte, hvor der ikke er sikker passage for gående, skal der forefindes tydeligt afmærkede indgange, herunder døre, der ikke må blokeres.
Bekendtgørelse nr. 117 af 5. februar 2013 om bygherrens pligter
Kapitel 4
Bygherrens koordinering
§ 11 .
I forbindelse med koordineringen, herunder udarbejdelsen og ajourføringen af planen for sikkerhed og sundhed, skal bygherren sikre
1) at eventuelle særlige risici på byggepladsen, herunder i jorden, identificeres, undersøges, vurderes og i nødvendigt omfang imødegås og tydeligt afmærkes, inden arbejdet iværksættes,
2) at eksisterende installationer i jorden identificeres og kontrolleres samt i nødvendigt omfang sikres og tydeligt afmærkes, inden arbejdet påbegyndes,
3) at nødvendige tekniske installationer etableres og fremføres rettidigt til brugsstederne samt i nødvendigt omfang kontrolleres og vedligeholdes,
4) at færdsel på byggepladsen på ethvert tidspunkt kan foregå under fuldt forsvarlige forhold, herunder med den nødvendige belysning af færdselsveje,
5) at egnede tekniske hjælpemidler kan anvendes i nødvendigt omfang,
6) at materialer kan afsættes på hensigtsmæssig plads og på stabilt underlag,
7) at områder, hvor der udføres arbejdsprocesser, der indebærer særlige risici, så vidt muligt ikke samtidig skal være arbejdsområde eller færdselsområde for andre,
8) at der sker den nødvendige koordinering af sikkerhed og sundhed i forhold til påvirkninger fra byggepladsens umiddelbare omgivelser, herunder eventuelt tilgrænsende byggepladser og
9) at der er fastsat procedure for løbende kontrol med installationer, sikkerhedsforanstaltninger og eventuelle særlige risici m.v. og at der om nødvendigt er fastsat en samordning af beredskabs-, evakuerings- og øvelsesplaner efter § 23 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
•
Arbejdstilsynets afgørelse af 15. december 2022 om at virksomheden påbydes straks at sikre, at byggepladsens adgangs- og transportveje for gående og kørende trafik holdes adskilt, således at det er muligt for virksomhedens egne ansatte at færdes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, er ugyldig.
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø
•
§ 15 i lov om arbejdsmiljø
•
§ 4 i bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde
•
§ 42 i lov om arbejdsmiljø
•
§ 47 i bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde
•
§ 11, nr. 4, i bekendtgørelse om bygherrens pligter