Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-05931
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-05931
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse
Politiken bragte i september 2023 en nekrolog om en afdød persons politiske bedrifter og selvmord, herunder med gengivelse af dele af den afdødes afskedsbrev efter hans eget ønske.
En person klagede til Pressenævnet og henviste blandt andet til, at artiklen potentielt kunne påvirke psykisk sårbare med politiske agendaer eller selvmordstanker til at begå selvmord.
Personen, der klagede, var ikke omtalt i artiklen og havde derfor ikke retlig interesse.
Pressenævnet fandt, henset til omtalens indhold og karakter, at klagen ikke havde en sådan væsentlig samfundsmæssig interesse, at der var grundlag for at behandle klagen, uanset den manglende retlige interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Nekrolog: Ung mand, der fik sat varige spor ” bragt den 15. september 2023 på politiken.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagsfremstilling
Den påklagede nekrolog med omtale af den afdøde [Person 1]s politiske bedrifter og hans selvmord, herunder med gengivelse af dele af hans afskedsbrev.
Det fremgår blandt andet
”[Person 1] fik ikke noget langt liv.
Han blev kun [Alder].
Men han fik i sin korte levetid sat sig varige spor, som vil få betydning for mange andre mennesker i Danmark.
Mest markant var det, at [Person 1] i december 2021 indgik et forlig med Sundhedsministeriet, som forpligtede regeringen til at ændre psykiatriloven, så retssikkerheden for psykiatriske patienter, der udsættes for tvang, blev forbedret.
[Person 1] fik også ministeriet og dermed regeringen til at forpligte sig til at gøre en indsats for at forbedre behandlingen af autister i det danske samfund.
[Person 1] var [helbredsoplysning] og i en periode meget aktiv i [foreningen].
Han var højt begavet.
Han kom allerede som helt ung i kontakt med det psykiatriske
system, havde flere indlæggelser bag sig, og han fortalte åbent om sine oplevelser med det formål at få forbedret den behandling, som autister får, når de kommer i kontakt med det psykiatriske system.
Han argumenterede for, at autister fejlbehandles med stor skade til følge, når de enten frivilligt eller ved tvang behandles med stærk antipsykotisk medicin med det resultat, at de får det endnu dårligere.
[…]
Han krævede derfor, at Sundhedsministeriet erkendte, at bæltefikseringen var en krænkelse af menneskerettighederne og et udtryk for alvorlige problemer på de psykiatriske afdelinger.
Han forlangte, at psykiatriloven blev ændret, så de faste vagter, der holder øje med bæltefikserede patienter, fik pligt til at gøre notater om patientens tilstand flere gange i timen.
Og han insisterede på, at regeringen skulle bede Sundhedsstyrelsen udarbejde en handlingsplan for autisme.
Efter en længere forhandling accepterede Sundhedsministeriet kravene.
Psykiatriloven blev ændret, og derfor skal vagter i dag hvert kvarter gøre et notat om, hvorvidt en bæltefikseret patient viser tydelige tegn på farlighed eller ej.
Er patienten rolig, skal han eller hun ud af bæltet.
Det er ikke hver dag, at en patient på denne måde får ændret lovgivningen i Danmark til gavn for andre patienter.
For sin indsats modtog [Person 1] i foråret Retspolitisk Forenings hæderspris – Kafkatten – som gives til en person, der har gjort en særlig indsats for at styrke svage sociale gruppers retsstilling i samfund.
Det gjorde [Person 1], der boede i en ungdomsbolig i Lyngby, med sin egen person som indsats, og med prisen kom han i selskab med tidligere prismodtagere
som landsdommer [Person 2], socialrådgiverne [Person 3] og [Person 4], ombudsmand [Person 5] og folketingsmedlem [Person 6].
[Person 1] var naturligt stolt over at modtage denne hæder.
Men han var mærket af sine oplevelser, og han havde i perioder svært ved at trives.
Han valgte derfor selv at sige farvel.
I et afskedsbrev, hvor han undskyldte over for sine forældre og nærmeste, gav han sin forklaring på, hvorfor det skulle ende på den måde for ham.
På sedlen stod
»Psykiatrien slog mig ihjel.
Bæltefiksering slog mig ihjel.
Tvangsmedicin slog mig ihjel«.
Og han tilføjede
»Del min historie«.
”
[Klager] har klaget over, at den påklagede nekrolog omtaler [Person 1]s selvmord, herunder at der i nekrologen er gengivet dele af hans afskedsbrev, idet [Klager] ikke tidligere har set, at et afskedsbrev er blevet bragt i medierne.
Han har i den forbindelse anført, at nekrologen omtaler [Person 1]s politiske arbejde og aktivisme i et positivt lys, og at dette potentielt kan vise især andre psykisk sårbare og potentielt selvmordstruede med politiske agendaer, at selvmord er en vej til at blive hørt i højere grad end ellers.
[Klager] har desuden anført, at der er mange andre psykisk sårbare, herunder autister, der på forskellig vis indgår i den offentlige debat for eksempel i pressen eller på sociale medier, og at han er bekymret for, at den påklagede artikel kan inspirere andre [psykisk sårbare, Pressenævnet ] til at begå selvmord.
[Klager] har endelig anført, at han ikke har direkte retlig interesse i sagen, men at han er diagnosticeret med [helbredsoplysning] og tidligere har været involveret i den offentlige debat omkring [helbredsoplysning] autisme dels ved et debatindlæg bragt i Politiken , dels ved oplæg på blandt andet Folkemødet.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Klagen angår Politikens artikel ” Nekrolog: Ung mand, der fik sat varige spor ”, bragt den 15. september 2023, med omtale af blandt andet [Person 1]s selvmord og gengivelse af dele af hans afskedsbrev.
Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.
Retlig interesse for at klage til Pressenævnet indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på grund af forholdets almene interesse.
[Klager], der ikke selv er omtalt eller afbildet i nekrologen, har ikke retlig interesse.
Den omhandler blandt andet [Person 1]s selvmord med gengivelse af dele af hans afskedsbrev, herunder [Person 1]s ønske om, at hans historie deles.
Klagen findes – henset til omtalens indhold og karakter – ikke at have en sådan væsentlig samfundsmæssig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til [Klager], uanset den manglende retlige interesse.
Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Afgjort den 2. oktober 2023