Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - ej medhold
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - ej medhold
J.nr. 21-35472
En kvindelig studerende med et synshandicap klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at et universitet gav hende afslag på hendes anmodninger om 50 % ekstra tid til skriftlige eksamener.
Kvinden blev tildelt 25 % ekstra tid, og kunne ikke blive tildelt yderligere, da dette ville forringe prøvernes faglige niveau.
Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Universitetet skulle herefter bevise, at de havde udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling.
Universitetet havde skønnet, at kvinden, med en række hjælpemidler og 25 % forlængelse af eksamenstiden, var ligestillet med andre studerende uden en funktionsnedsættelse, og at hun ved en tildeling af 50 % forlængelse af eksamenstiden ville opnå en fortrinsstilling i forhold til andre studerende.
Universitetet skønnede også, at forlængelse af eksamenstiden med 50 % ville indebære, at der skete en ændring af prøvernes faglige niveau.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte universitetets skøn.
Nævnet fandt herefter, at universitetet havde udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre kvinden ligebehandling henset til hendes handicap.
Kvinden fik ikke medhold i sin klage.
Klagen angår forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede ikke bevilgede klager mere end 25 % ekstra tid til hendes skriftlige eksamener.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke bevilligede klager mere end 25 % ekstra tid til hendes skriftlige eksamener.
Sagsfremstilling
Klager, som er studerende på det indklagede universitet, har et synshandicap.
Klager kontaktede indklagedes studievejledning i forbindelse med hendes opstart på uddannelsen.
Af studievejledningens mail af 1. september 2017 til klager fremgår blandt andet
”Tak for samtalen ang.
Din opstart på [uddannelsen] for et par uger siden.
Jeg har nu som lovet talt med studielederen på [uddannelsen] om situationen som synshandicappet på [uddannelsen].
”
Klager har under sin bacheloruddannelse flere gange ansøgt om forlængelse af eksamenstiden med 50 % til uddannelsens skriftlige eksamener.
Af klagers dispensationsansøgning af 4. marts 2018 fremgår blandt andet
”Jeg har et medfødt synshandicap og deraf følgende statisk nedsat syn –visus ca. 6/60, jf. vedlagte dokumentation.
Dette vanskeliggør blandt andet at se mindre ting, aflæsning på afstand, forårsager væsentligt nedsat læsehastighed og hurtig udtrætning.
Jeg anvender til dagligt forstørrelsesprogrammet ZoomText med 2,5-3 x forstørrelse på min PC (som en del af den bevilligede IT-startpakke via SPS) samt elektronisk lup til aflæsning – og anvender elektroniske materialer, herunder bøger og anden litteratur, i størst muligt omfang, da det ikke er muligt for mig at læse mindre skriftstørrelser uden forstørrelse.
Tilsvarende foretages alle notater elektronisk.
…
I denne forbindelse søger jeg om generel dispensation til følgende på bacheloruddannelsen
1.
Ekstra tid til eksamen – Skriftlige eksamenstid såvel som forberedelses til mundtlig eksamen.
- Der ansøges om udvidelses af eksamenstiden med 30 min.
pr. klokketime efter IBOS’ retningslinjer for tidsrammer for eksamen, for svagtseende.
”
Af indklagedes studienævns afgørelse af 25. april 2018 fremgår blandt andet
”Dispensationsudvalget […] har på sit møde den 18. april 2018 efter bemyndigelse fra studienævnet behandlet din ansøgning af 4. marts 2018 vedrørende
særlige forhold til eksamenerne på bacheloruddannelsen i [uddannelsen] på baggrund af fysisk funktionsnedsættelse i form af nedsat syn.
Dispensationsudvalget besluttede delvis at imødekomme din ansøgning, således at eksamenstiden forlænges med 25 % ved skriftlige eksamener på bacheloruddannelsen, og eksamenstiden forlænges med 25 % ved [eksamen] på 3. semester.
Denne afgørelse følger studienævnets faste praksis, idet nævnet skønner, at en forlængelse af eksamenstiden med 50 % vil medføre, at der sker en ændring af prøvens faglige niveau jf. eksamensbekendtgørelsen § 7.
”
Ved mail af 30. april 2018 kontaktede klager indklagede med spørgsmål til studienævnets afgørelse af 25. april 2018, herunder hvorfor studienævnet ikke havde inddraget klagers udredning fra Instituttet for Blinde og Svagsynede samt de hjælpemidler, som klager var bevilget via SPS.
Ved mail af 8. maj 2018 oplyste indklagede, at klagers udredning fra Instituttet for Blinde og Svagsynede og klagers bevilling fra SPS ikke var vedhæftet klagers dispensationsansøgning af 4. marts 2018.
Ved mail af 9. maj 2018 anmodede klager om, at indklagedes studienævn genbehandlede klagers dispensationsansøgning.
Klager vedhæftede udredningen fra Instituttet for Blinde og Svagsynede samt bevillingen fra SPS.
Af studienævnets afgørelse af 14. juni 2018 fremgår blandt andet
”Ved studienævnsafgørelse af 25. april 2018 fik du dispensation til, at eksamenstiden forlænges med 25 % til samtlige skriftlige eksamener på bacheloruddannelsen.
Som det er anført i denne afgørelse, skønner studienævnet, at det vil medføre en ændring af prøvens niveau, hvis eksamenstiden forlænges ud over 25 % jf. eksamensbekendtgørelsens § 7.
På universitetets pc´ere, hvorpå de skriftlige eksamener afvikles, er der ikke adgang til ZoomText og heller ikke til den elektroniske lommeregner TI-Nspire, som du beskriver i din mail af 31. maj 2018.
Beslutning om udvidelser i adgangen til programmer på universitetets eksamens-pc´ere træffes ikke alene af [fakultetet].
Fakultetet har viderebragt dine forslag til udvidelse af de tilgængelige programmer til den styregruppe, som træffer sådanne beslutning.
En afklaring vil ikke foreligge inden eksamenerne sommeren 2018.
På det foreliggende grundlag meddeler studienævnet dig derfor afslag på at få adgang til programmerne Zoom Text og TI-Nspire.
”
Klager klagede til indklagedes rektor over studienævnets afgørelse ved mail af 29. juni 2018.
Klager gjorde blandt andet gældende, at studienævnets afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, at sagen ikke var tilstrækkelig oplyst og, at studienævnet udsatte klager for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.
Mellem 22. juni 2018 og 24. oktober 2018 havde klager og indklagede en mailkorrespondance, om klagers mulighed for at bruge hjælpeprogrammet ZoomText ved eksamenerne på bacheloruddannelsen.
Den 6. november 2018 traf studienævnet afgørelse om, hvorvidt klager kunne medbringe egen computer med hjælpeprogrammet ZoomText ved eksamenerne på bacheloruddannelsen.
Af afgørelse fremgår blandt andet
”Studienævnet besluttede delvis at imødekomme din ansøgning, således at du kan medbringe din egen pc til ordinær eksamen og til en eventuel reeksamen i [fag] på 2. semester vinteren 2018/19.
…
Efter studienævnets vurdering vil et program som ZoomText fortrinsvis være nyttigt ved opgaver med billedmateriale, og studienævnet diskuterede på den baggrund udformningen af opgaverne til de øvrige eksamener på 2. semester.
Idet der ikke indgår billedmateriale i eksamensopgaverne i [fag] og i [fag], besluttede nævnet, at du ikke kan få tilladelse til at medbringe egen pc til disse eksamener.
”
Den 5. december 2018 klagede klager over studienævnets afgørelse til rektor.
Den 7. januar 2019 genbehandlede studienævnet klagers ansøgning om særlige forhold ved de skriftlige eksamener, herunder tilladelse til at medbringe egen computer med hjælpeprogrammet ZoomText.
Af afgørelsen fremgår blandt andet
”Studienævnet besluttede delvis at imødekomme din ansøgning og således at tillade nedenstående særlige forhold ved de skriftlige eksamener på bacheloruddannelsen i [uddannelsen]
1.
Du gives tilladelse til at medbringe din egen computer med hjælpeprogrammet ZoomText installeret.
Ved denne afgørelse lagde studienævnet vægt på, at tilbagemeldingen fra [universitetet] er, at hjælpeprogrammet ZoomText ikke i nærmeste fremtid vil blive installeret på eksamenspc'erne.
…
4.
Du gives fortsat tilladelse til at medbringe den elektroniske lup "Ruby XL HD" til såvel skriftlige som mundtlige eksamener på bacheloruddannelsen, jf. studienævnets afgørelse af 14. juni 2018.
…
Studienævnet besluttede ikke at imødekomme den del af din ansøgning, der vedrører en forlængelse af eksamenstiden med 50 %.
Ved denne afgørelse lagde studienævnet vægt på, at du ved dispensation af 25. april 2018 er tildelt en forlængelse af eksamenstiden med 25 %, og nævnet skønner, at en forlængelse af eksamenstiden ud over 25 % vil medføre, at der sker en ændring af prøvens faglige niveau jf. eksamensbekendtgørelsen § 7.
”
Af skrivelse af 17. januar 2019 fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, IBOS, fremgår blandt andet
”[Klager] har udover en væsentligt nedsat visus, diagnosen Nystagmus, som betyder, at hun har en ustabil fiksation når hun læser, altså har svært ved at fastholde blikket på bestemte ord.
Derudover har hun en lysfølsomhed, som bevirker at hun har brug for specialbelysning.
Alt dette nedsætter [klagers] læsehastighed og læseudholdenhed kraftigt.
[Klager] læser hurtigst på papir, men er afhængig af, at teksterne er forstørret, og at det rette lys er tilstede.
Alt efter omstændighederne kan hun læse mellem et kvarter til en time ad gangen, og så er hun nødt til at holde en lang pause på op til en time.
Hvis hun presser sig selv for meget får hun hovedpine.
Da studiematerialer ofte er udgivet i en skriftstørrelse, som er for lille i forhold til [klagers] behov for forstørrelse, er hun via SPS ordningen blevet bevilget det særlige forstørrelsesprogram ZoomText, som Instituttet for Blinde og svagsynede har anbefalet.
Her kan hun forstørre sine tekster, få teksterne læst højt, invertere farver, finde musen på skærmen mm.
At læse med dette program giver [klager] adgang til teksterne i et format, der er tilgængeligt for hende, men det nedsætter også hendes læsehastighed, idet hun på grund af sit nedsatte syn ikke har overblikket over hele skærmen og skal bruge tid på at navigere rundt på skærmen hele tiden.
[Klager] skal samtidig flytte hovedet for at følge linjen til ende.
At læse med nedsat syn og særligt med den ustabile fiksation, som diagnosen Nystagmus forårsager, påvirker som nævnt både læsehastigheden betragteligt, og bevirker at [klager] hurtigt bliver udtrættet og er nødt til at holde pauser.
Er den rette belysning ikke til stede, eller den rette kompensation, forværres dette.
Derfor er det vores vurdering, at for at [klager] kan blive ligestillet til sine eksaminer, skal der stilles den rette kompensation til rådighed i form af de hjælpemidler, som Instituttet har vurderet kan kompensere for [klagers] nedsatte syn og at hun bevilges 50 % ekstra tid til sine eksaminer.
Det anbefales desuden, at der altid er en god dialog med [klager] omkring eksamensdispensation, da forskellige eksaminer kan kræve forskellig dispensation.
”
Den 1. februar 2019 klagede klager til rektor over studienævnets afgørelse.
Den 1. marts 2019 søgte klager om dispensation i forbindelse med eksamener på 3. semester.
Af ansøgningen fremgår blandt andet
”I den forbindelse, og i forlængelse af tidligere dispensationsansøgning, søger jeg om dispensation til følgende ifm.
Eksamen i ”[fag]”
…
…
…
…
…
…
Den 4. marts 2019 hjemviste fakultetet studienævnets afgørelse af 7. januar 2019 til fornyet behandling ved studienævnet, fordi det ikke kunne udelukkes, at erklæringen fra Instituttet for Blinde og Svagtseendes skrivelse af 17. januar 2019 indeholdt oplysninger, som ikke indgik i studienævnets beslutningsgrundlag, da studienævnet traf afgørelse den 7. januar 2019.
Af studienævnets afgørelse af 9. april 2019 fremgår blandt andet
”Studienævnet besluttede delvis at imødekomme din ansøgning, således at du meddeles tilladelse til nedenstående særlige forhold til [prøve] og til forberedelsen til den mundtlige prøve i [fag] på 3. semester
1.
Ved [prøve] forlænges eksamenstiden med 50 %.
Ved denne afgørelse lagde studienævnet afgørende vægt på, at eksamen er udformet som en visuel eksamen, hvor eksaminanden skal genkende diverse præparater inden for en afgrænset tidsramme.
2.
Ved mundtlig eksamen forlænges forberedelsestiden med 50 %.
3.
Du gives tilladelse til at blive eksamineret på grundlag af billeder af montrepræparaterne, som ligger på en computer i [lokale] samt mulighed for at zoome i præparaterne.
4.
Du gives tilladelse til adgang til [bog] […] på egen store Ipad.
5.
Du gives tilladelse til at medbringe egen pc til notetagning i forbindelse med forberedelsen til mundtlig eksamen samt tilladelse til at medbringe denne pc som noteapparat til mundtlig eksamen.
6.
Du gives tilladelse til at medbringe den elektroniske lup "Ruby XL HD" til [prøve] og til forberedelse og mundtlig eksamen.
Hukommelsen i den elektroniske lup skal være slettet inden eksamens start.
Studienævnet diskuterede på ny din ansøgning af 8. oktober 2018 om forlængelse af eksamenstiden med 50 % ved skriftlige eksamener på bacheloruddannelsen.
Nævnet besluttede ikke at imødekomme din ansøgning.
Ved denne afgørelse lagde nævnet vægt på, at der i din klage og den vedhæftede erklæring fra Instituttet for Blinde og Svagsynede ikke er væsentlige nye oplysninger, der kan begrunde en forlængelse af eksamenstiden med 50 %.
Du er tidligere bevilget en forlængelse af eksamenstiden med 25 %, og du har tilladelse til at medbringe egen pc med forstørrelsesprogrammet ZoomText, og nævnet skønner, at en forlængelse af eksamenstiden med yderligere 25 % vil medføre, at der sker en ændring af prøvens faglige niveau jf. eksamensbekendtgørelsen § 7.
”
Den 29. april 2019 klagede klager til rektor over studienævnets afgørelse.
Af afgørelse af 30. august 2019 fra indklagedes uddannelsesservice, på vegne af rektor, fremgår blandt andet
”Det er vurderingen, at studienævnets afgørelse ikke lider af en retlig mangel, og du får derfor ikke medhold i din klage.
Afgørelsen er begrundet yderligere nedenfor.
…
Begrundelse
Sagen skal behandles i medfør af bekendtgørelse nr. 1062 af 30. juni 2016 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen), § 7 om særlige vilkår til eksamen
§ 7.
Universitetet kan tilbyde særlige prøvevilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og til studerende med et andet modersmål end dansk, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille disse studerende med andre i prøvesituationen.
Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.
Om der vil ske en ændring af prøvens niveau er en faglig vurdering, som studienævnet foretager.
Studienævnet har forholdt sig til erklæringen fra IBOS i forbindelse med afgørelsen, og vurderet, at erklæringen ikke kunne medføre, at du fik alle de ønskede tilpasninger.
”
Den 5. september 2019 klagede klager til Uddannelses- og Forskningsministeriet over afgørelsen fra rektor.
Ved afgørelse af 6. november 2019 hjemviste Styrelsen for Forskning og Uddannelse studienævnets afgørelse til fornyet behandling.
Begrundelsen for hjemvisningen var, at studienævnets begrundelse ikke opfyldte begrundelseskravet efter forvaltningsloven.
Af studienævnets genbehandling af sagen af 17. december 2019 fremgår blandt andet
”Studienævnet besluttede ikke at imødekomme din ansøgning og således at fastholde indholdet i afgørelsen af 9. april 2019.
…
Ved den fornyede afgørelse lagde nævnet vægt på, at studienævnet ved fastlæggelsen af det samlede curriculum for bacheloruddannelsen i [uddannelse] har sammensat uddannelsens eksamensformer således, at der ved den samlede eksamensportefølje foretages en differentieret udprøvning af eksaminandens viden, kompetencer og færdigheder, idet forskellige eksamensformer egner sig til udprøvning af forskellige typer læringsmål og derfor fremmer forskellige typer læring.
Et afgørende element ved flere af uddannelsens eksamener sigter på at teste den studerendes evne til hurtigt og umiddelbart at besvare eksamensspørgsmålene, mens andre også skriftlige eksamensformer har til formål at udprøve den studerendes evne til inden for den givne tidsramme at diskutere og kombinere sin viden inden for udvalgte stofområder.
I erklæringen af 17. januar 2019 fra IBOS, er din synsmæssige funktionsnedsættelse indgående beskrevet, og det er fremhævet, at din læsehastighed og læseudholdenhed er kraftigt nedsat.
Det er endvidere anført, at du kan læse mellem et kvarter og en time ad gangen, og at du – hvis du presser dig selv – kan få hovedpine.
I forhold til IBOS’ erklæring lægger studienævnet vægt på, at de skriftlige eksamener på bacheloruddannelsen (modsat enkelte eksamener på kandidatuddannelsen i [uddannelsen]) ikke indebærer læsning af store tekstmængder.
Der er ikke mulighed for at medbringe f.eks. noter eller lærebøger til eksamenerne.
Der forekommer derfor ikke eksamener på bacheloruddannelsen som nødvendiggør, at eksaminanden læser opgavetekst eller anden tekst i sekvenser, som overstiger 15 minutter.
Eksamenstiden anvendes helt generelt til overvejelser om disponering af besvarelsen og til skriftlig udarbejdelse af den individuelle besvarelse af eksamenssættets spørgsmål.
Studienævnet skønner derfor, at en generel forlængelse af eksaminationstiden til alle skriftlige eksamener med 50 % for dig vil indebære, at der sker en ændring af prøvernes faglige niveau i din favør, idet du med en sådan forlængelse vil opnå et fortrin i forhold til medstuderende uden funktionsnedsættelse.
Studienævnet skal i denne forbindelse udtale, at nævnet anerkender, at IBOS’ redegørelser om omfanget af konsekvenserne af i dette tilfælde en studerendes synsnedsættelse og anbefalede tekniske hjælpemidler til kompensation herfor er at betragte som en erklæring afgivet af en sagkyndig med deraf følgende skærpet begrundelseskrav ved tilsidesættelse af indholdet.
Studienævnet må på den anden side fastholde, at studienævnet besidder sagkundskaben i forhold til at vurdere, på hvilken måde en given forlængelse af eksaminationstiden til en uddannelses flerhed af eksamensformer vil påvirke de enkelte eksamensformers niveau.
Sammenfattende skønner nævnet, at du med de allerede tilladte hjælpemidler og herunder 25 % forlængelse af eksamenstiden er ligestillet med studerende uden funktionsnedsættelse, og at du ved tildeling af yderligere 25 % forlængelse af eksamenstiden vil opnå en fortrinsstilling i forhold til studerende uden funktionsnedsættelse.
”
Af skrivelse af 27. januar 2020 fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, fremgår blandt andet
”Med dette seneste svar fra Studienævnet er vi blevet opmærksomme på, at der er behov for at uddybe den tidligere udtalelse.
Til en eksamen, hvor der fx udleveres et opgaveark på 10-12 sider samt et opslagsværk på omkring 28 sider og hvor der indgår plancher eller illustrationer vil [klager] formentlig godt kunne læse dette opgaveark med en forlænget tid på 25 %.
Det er altså ikke de 15 minutters (for seende) læsning i starten af eksamen, hvor øjnene stadig ikke er overbelastede som er den afgørende faktor i forhold til, at vi anbefaler 50 % ekstra tid.
Anbefalingen af 50 % beror på en samlet vurdering af [klagers] muligheder for at klare eksamen med den synsdiagnose hun har og som vi tidligere har beskrevet.
Ved en eksamen som ovenstående vil [klager] skulle arbejde ved skærmen under hele eksamen.
Det betyder, at hendes syn er på arbejde, både når hun læser eksamensopgaven i starten, når hun slår op i opslagsværker, når hun skriver på PC’en og følger med i teksten undervejs, samt når hun læser tilbage i sin egen tekst for at sikre sig, at hun har besvaret korrekt.
…
Hvor vi med normalt syn hurtigt kan skimme et større afsnit, så skal [klager] læse et ord ad gangen.
Det betyder at læsehastigheden er nedsat, og samtidig udtrættes [klager] i øjne og hoved, idet hun skal anstrenge sig for at læse.
[…] Den ekstra tid der anbefales, skal derfor dels kompensere for den nedsatte læsehastighed, men også tillade at hun indimellem kan holde pauser, hvor hun hviler øjne, hoved og nakke.
”
Den 3. februar 2020 søgte klager om dispensation i forbindelse med hendes eksamener på 5. semester.
Klager søgte blandt andet om udvidelse af eksamenstiden med 50 % på baggrund af den nye skrivelse fra Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Studienævnet behandlede klagers ansøgning af 3. februar 2020 på møde den 25. februar 2020.
Af afgørelsen fremgår, at studienævnet imødekom en del af klagers ansøgning om dispensation, herunder hjælpemidler, og, at studienævnet stadig behandlede den del af klagers ansøgning, der vedrørte forlængelse af eksamenstiden med 50 %.
Studienævnet behandlede den 10. marts 2020 klagers ansøgning om forlængelse af eksamenstiden med 50 % ved de resterende eksamener på bacheloruddannelsen.
Indklagede sendte afgørelsen til klager ved mail af 23. marts 2020.
Af afgørelsen fremgår blandt andet
”Studienævnet besluttede ikke at imødekomme din ansøgning.
[…]
Ved denne afgørelse har studienævnet i detaljer forholdt sig til den seneste erklæring af 27. januar 2020 fra IBOS.
Nævnet bemærker herved, at der i den seneste erklæring er indeholdt en redegørelse for karakteren og virkningerne af din synsnedsættelse, men denne redegørelse tilføjer ikke oplysninger, som ikke allerede har været studienævnet bekendt.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at indholdet i erklæringen af 27. januar 2020 ikke adskiller sig fra den tidligere erklæring af 17. januar 2019, som indgik i studienævnets behandling af din ansøgning af 8. oktober 2018 med seneste afgørelse af 17. december 2019 fra studienævnet.
Nævnet fandt således, at der i erklæringen af 27. januar 2020, ikke er afgørende nye oplysninger, der kan begrunde en forlængelse af eksamenstiden med 50 %.
Nævnet anerkender, at billedgenkendelse sker hurtigere for personer uden synshandicap.
Imidlertid er der efter nævnets skøn ikke til eksamenerne på 5. semester ekstraordinært meget billedmateriale, som de særlige forhold, som du er tildelt til eksamen, ikke vil kunne kompensere for.
Ved afgørelsen lægger nævnet igen vægt på, at studienævnet ved fastlæggelsen af det samlede curriculum for bacheloruddannelsen i [uddannelse] har sammensat uddannelsens eksamensformer således, at der ved den samlede eksamensportefølje foretages en differentieret udprøvning af eksaminandens viden, kompetencer og færdigheder, idet forskellige eksamensformer egner sig til udprøvning af forskellige typer læringsmål og derfor fremmer forskellige typer læring.
Et afgørende element ved flere af uddannelsens eksamener sigter på at teste den studerendes evne til hurtigt og umiddelbart at besvare eksamensspørgsmålene, mens andre også skriftlige eksamensformer har til formål at udprøve den studerendes evne til inden for den givne tidsramme at diskutere og kombinere sin viden inden for udvalgte stofområder.
Studienævnet lægger endvidere vægt på, at eksamenstiden helt generelt anvendes til overvejelser om disponering af besvarelsen og til skriftlig udarbejdelse af den individuelle besvarelse af eksamenssættets spørgsmål.
Studienævnet skønner derfor, at en generel forlængelse af eksaminationstiden til alle skriftlige eksamener med 50 % for dig vil indebære, at der sker en ændring af prøvernes faglige niveau i din favør, idet du med en sådan forlængelse vil opnå et fortrin i forhold til medstuderende uden funktionsnedsættelse.
Studienævnet fastholder, at studienævnet besidder sagkundskaben i forhold til at vurdere, på hvilken måde en given forlængelse af eksaminationstiden til en uddannelses flerhed af eksamensformer vil påvirke de enkelte eksamensformers niveau.
Sammenfattende skønner nævnet, at du med de allerede tilladte hjælpemidler, som er opregnet ovenfor, og herunder 25 % forlængelse af eksamenstiden er ligestillet med studerende uden funktionsnedsættelse, og at du ved tildeling af yderligere 25 % forlængelse af eksamenstiden vil opnå en fortrinsstilling i forhold til studerende uden funktionsnedsættelse.
”
Klager klagede den 30. marts 2020 til rektor over studienævnets afgørelse.
Den 17. september 2020 søgte klager om dispensation til hendes eksamener på 6. semester.
Klager søgte blandt andet om udvidelse af tidsrammen med 50 %.
Af studienævnets afgørelse af 28. oktober 2020 fremgår blandt andet
”Dispensationsudvalget besluttede at meddele dig afslag, på den del af din ansøgning, der vedrører forlængelse af eksamenstiden med 50 % ved de skriftlige eksamener på 6. semester.
Ved denne afgørelse lagde udvalget vægt på, at du ved afgørelse af 23. marts 2020 fra studienævnet, fik afslag på ansøgning om generel forlængelse af eksamenstiden med 50 %.
Ved denne afgørelse indgik redegørelserne fra IBOS i studienævnets beslutningsgrundlag.
I forhold til eksamenerne på 6. semester skal udvalget henvise til, at der til disse eksamener ikke er større mængder læsestof, billedmateriale mv. end til de øvrige eksamener på uddannelsen, og der er derfor ikke grundlag for at meddele dig yderligere forlængelse af eksamenstiden til eksamenerne på 6. semester.
”
Klager klagede den 9. november 2020 til rektor over studienævnets afgørelse.
Den 28. maj 2021 traf indklagedes afdeling for uddannelser og studerende.
på vegne af rektor, afgørelse på baggrund af klagers klage.
Af afgørelsen fremgår blandt andet
”Det er vurderingen, at afgørelsen fra studienævnet om særlige vilkår til eksamen ikke har retlige mangler, og du får derfor ikke medhold i din klage.
…
Der er tale om en del af begrundelsen, der forklarer, hvorfor du ved de konkrete eksaminer ikke kan få mulighed for at få tildelt forlænget tid.
Vi kan ikke se på hvilket grundlag, der her skulle være tale om et kriterium, der er tilsyneladende neutralt, og som stiller dig som funktionsnedsat ringere end studerende uden en funktionsnedsættelse.
Vi forstår, at det er din opfattelse, at du ikke ligestilles med dine medstuderende ved den trufne afgørelse, men vi er ikke enige med dig i, at det forhold, at du modtager et afslag på din ansøgning om forlænget tid med en begrundelse, der forholder sig til de konkrete eksaminer kan udgøre et brud på forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.
Vi finder således, at afgørelsen er i overensstemmelse med eksamensbekendtgørelsens § 7, forvaltningslovens § 24 tilligemed forskelsbehandlingslovens bestemmelser.
Der er herved lagt vægt på, at du ud fra et fagligt skøn, og med baggrund i bl.a. erklæringerne fra IBOS, er blevet tilbudt så mange tilpasninger, som det er muligt, uden at det faglige niveau i prøverne sænkes.
At du ikke får dispensation som ønsket eller anbefalet af IBOS, betyder ikke, at afgørelsen i sig selv er i strid med forskelsbehandlingsloven.
”
Den 10. juni 2021 klagede klager til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen over rektors afgørelse.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. juli 2021.
Den 8. december 2021 traf Uddannelses- og Forskningsstyrelsen afgørelse på baggrund af klagers klage af 10. juni 2021.
Af afgørelsen fremgår blandt andet
”Styrelsen har nu behandlet din sag, og vi konkluderer, at du ikke får medhold i din klage.
Denne afgørelse er endelig.
Det betyder, at du ikke kan klage over styrelsens afgørelse til en anden administrativ myndighed.
…
Styrelsen har vurderet sagen konkret, og efter vores vurdering har [indklagede] begrundet afslaget på 50% forlængelse tilstrækkeligt.
…
Endelig bemærker styrelsen, at [indklagede] er sagkyndig i forhold til arten og omfanget af kompenserende foranstaltninger til en konkret eksamen.
[Indklagede] har indsigten i de faglige krav til den enkelte eksamen, herunder baggrunden for den valgte eksamensform og hvilke faglige kompetencer, der ønskes udprøvet hos eksaminanden.
Det er væsentligt, at også dimittender med funktionsnedsættelse lever op til uddannelsens faglige krav.
Styrelsen bemærker, at handicapkonventionen alene stiller krav om rimelig tilpasning .
Kravet er således ikke absolut og ubetinget.
I en uddannelseskontekst er mulighederne for tilpasning især afgrænset af opfyldelsen af uddannelsens faglige krav.
”
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede universitet gav hende afslag på hendes anmodninger om 50 % forlængelse af eksamenstiden til hendes skriftlige eksamener.
Indklagedes tilsyneladende neutrale kriterier udsætter klager for indirekte forskelsbehandling, da indklagede ikke tager højde for klagers situation.
Klager lider af væsentligt nedsat visus og har diagnosen nystagmus, hvilket udgør et synshandicap.
Klagers synshandicap betyder, at hun har vanskeligt ved at se mindre ting, vanskeligt ved at skelne forskellige strukturer fra hinanden, vanskeligt ved at aflæse på afstand, har betragtelig nedsat læsehastighed, hurtigt udtrættes ved læsning, har behov for pauser i forbindelse med læsning, skal skifte til elektronisk lup og CCTV for at aflæse mindre tekster og billeder, som ikke er tilgængelige elektronisk, er nødt til at foretage alle notater elektronisk, kan først danne sig et overblik, når hun har strukturer eller materialer tæt på og forstørret og er nødt til at fokusere på enkelte dele for at kunne læse.
Klager og Instituttet for Blinde og Svagsynede har begrundet klagers behov for 50% forlængelse af eksamenstiden i flere ansøgninger siden 2018.
På trods heraf har indklagede ikke tilstrækkeligt begrundet, hvorfor klager får afslag på dispensation til 50% forlængelse af eksamenstiden.
Indklagede har efter mere end tre års sagsbehandling ikke beskrevet det skøn, som er grundlag for, at indklagede har givet klager afslag.
Indklagede tager ikke højde for klagers situation.
Selvom indklagede har givet klager tilladelse til 25 % ekstra tid til skriftlige eksamener og en række hjælpemidler, er klager stadig stillet væsentligt dårligere end klagers medstuderende.
Indklagede har gjort klart over for klager, at der i de fleste tilfælde gives 25 % ekstra tid, hvis en studerende har et handicap.
25 % ekstra tid er dog ikke en tilstrækkelig kompensation for klagers funktionsnedsættelser, hvilket understøttes af udtalelserne fra Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Indklagede har ikke konkret forholdt sig til klagers kompensationsbehov, hvorfor de ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede har flere gange taget konkret og individuel stilling til Instituttet for Blinde og Svagsynedes udredninger af klager.
Indklagede har, i det omfang det har været muligt uden at sænke prøvernes faglige niveau, kompenseret klager for hendes funktionsnedsættelse.
Der henvises til indklagedes studienævns afgørelser af 28. oktober 2020, 23. marts 2020 og 17. december 2019.
Der er ikke holdepunkter for at antage, at studienævnets skøn skulle være baseret på usaglige forhold.
Indklagede har i andre eksamensformer, herunder mundtlig forberedelse givet klager 50 % forlænget tid.
Indklagede har i deres afgørelser redegjort meget detaljeret for, hvorfor der til de skriftlige prøver er givet 25 % forlænget tid og ikke 50 %.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grund af handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet enhver, der driver uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsuddannelse, det vil sige uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Handicap
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.
830H og U2018.
853H.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Det fremgår af skrivelsen fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, at klager har væsentligt nedsat visus og diagnosen nystagmus, hvilket gør, at hun har svært ved at fastholde blikket på bestemte ord.
Klagers læsehastighed og læseudholdenhed er derfor kraftigt nedsat, og klager kan kun læse mellem 15 minutter og en time ad gangen.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer hende i at deltage i studiet på lige vilkår med andre studerende, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Faktiske omstændigheder
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager har gjort gældende, at indklagede ikke tildelte hende de særlige eksamensvilkår, som var nødvendige for, at hun kunne gå til eksamen på lige vilkår med sine medstuderende.
Det fremgår af sagens oplysninger, at Instituttet for Blinde og Svagsynede vurderede, at klager skulle bevilges 50 % ekstra tid til eksamen for at kompensere for hendes synshandicap.
Indklagede ville ikke bevilge klager mere end 25 % ekstra tid til skriftlig eksamen, da dette efter indklagedes opfattelse ville forringe prøvernes og dermed uddannelsens niveau.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Indklagedes pligt til at foretage tilpasninger
Efter forskelsbehandlingslovens § 2 a skal arbejdsgiveren træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.
Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.
Forskelsbehandlingslovens § 2 a, der implementerer artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftige og erhverv, omhandler – som direktivets artikel 5 – alene arbejdsgivere.
Forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 2 a og betragtningerne i præamblen til direktivet tyder ikke på, at det var hensigten, at andre pligtsubjekter skulle være omfattet af tilpasningsforpligtelsen i direktivets artikel 5.
Nævnet har således tidligere fastslået, at tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingslovens § 2 a og direktivets artikel 5 alene gælder for arbejdsgivere og således ikke for andre pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven, herunder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, der tager sigte på lønnet beskæftigelse.
Nævnet har dog videre slået fast, at det ikke hermed er udelukket, at der på andet grundlag kan bestå en tilpasningsforpligtelse for offentlige institutioner.
Det følger således af EU-retlige forpligtelser såvel som af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Handicapkonvention, at offentlige institutioner mere generelt skal træffe foranstaltninger med henblik på at sikre ligebehandling af personer med handicap.
I overensstemmelse med formålet med forskelsbehandlingsloven og beskæftigelsesdirektivet må det derfor indgå ved vurderingen af, om der foreligger ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap, om en offentlig institution har udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling.
Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på tidspunktet for afgørelserne om tildeling af ekstra tid til eksamen vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.
Klager har bevisbyrden herfor.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klager kontaktede indklagede angående hendes synshandicap i forbindelse med, at klager startede på uddannelsen hos indklagede.
På den baggrund finder nævnet, at indklagede på tidspunktet for afgørelserne vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Indklagede har bevisbyrden for, at indklagede som offentlig institution konkret har udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling af klager henset til hendes handicap.
Det fremgår, at indklagede ikke ville give tilladelse til, at klagers eksamenstid til skriftlige eksamener blev forlænget med mere end 25 %, fordi indklagede vurderede, at det ville ændre prøvernes faglige niveau i klagers favør, således at klager ville opnå en fordel i forhold til andre studerende der ikke havde en funktionsnedsættelse.
Nævnet vurderer, at indklagedes vurdering er begrundet i et sagligt formål om at sikre den uddannelsesmæssige kvalitet på studiet.
Spørgsmålet er herefter, om indklagede har udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling af klager henset til hendes handicap.
Det fremgår af skrivelsen af 17. januar 2019 fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, at klager kun kan læse mellem 15 minutter og en time ad gangen, hvorefter hun er nødt til at holde pause i op til en time for at undgå, at hun får hovedpine.
Instituttet for Blinde og Svagsynede vurderede herefter, at klager eksamenstid skulle forlænges med 50 % ekstra tid for, at klager kunne blive ligestillet med sine medstuderende.
Det fremgår endvidere af Instituttet for Blinde og Svagsynedes skrivelse af 27. januar 2020, at klager formentlig godt vil kunne læse selve opgavearket til en eksamen med en forlænget tid på 25 %, men at Instituttets anbefaling på 50 % beroede på en samlet vurdering af klagers mulighed for at klare en eksamen med hendes synshandicap, herunder at klagers syn var på arbejde under hele eksamen, hvorfor forlængelse af eksamenstiden med 50 % efter Instituttets vurdering var nødvendig for at ligestille klager med de andre studerende.
Indklagede har gjort gældende, at de har tilpasset eksamensformerne til klagers behov i det omfang det har været muligt uden at sænke prøvernes faglige niveau.
Indklagede har givet klager tilladelse til at anvende en række hjælpemidler til klagers eksamener, hvilket blandt andet fremgår af indklagedes afgørelse af 9. april 2019.
Det fremgår også af blandt andet indklagedes afgørelse af 25. april 2018 og indklagedes afgørelse af 17. december 2019, at indklagede vurderede, at klager, med de allerede tilladte hjælpemidler og 25 % forlængelse af eksamenstiden, var ligestillet med andre studerende uden en funktionsnedsættelse, og at klager ved tildeling af yderligere 25 % forlængelse af eksamenstiden ville opnå en fortrinsstilling i forhold til andre studerende.
Indklagede har således fremhævet, at eksamenstiden – udover til læsning af opgaveteksten mv. - anvendes til overvejelser om disponering af besvarelsen og til skriftlig udarbejdelse af den individuelle besvarelse af eksamenssættets spørgsmål.
Indklagede har konkret skønnet, at forlængelse af eksamenstiden til alle klagers skriftlige eksamener med 50 % ville indebære, at der sker en ændring af prøvernes faglige niveau i klagers favør.
Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes skøn, hvorefter der ikke var grundlag for at tildele klager yderligere 25 % ekstra eksamenstid.
Nævnet finder herefter, at indklagede har udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre klager ligebehandling henset til hendes handicap.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
1)
Udvidelse af tidsrammen med 50 % ifm.
[prøve].
2)
Udvidelse af tidsrammen til forberedelse med 50 % til den mundtlige prøve.
3)
At have adgang til at zoome i præparater på skærm (eks.
røntgenpræparater), som præsenteres til [prøven].
4)
At få eventuelle præparater i montre erstattet med fagligt tilsvarende præparater, som kan tilgås på nært hold ([prøve].)
5)
At have adgang til [bog] elektronisk samt [bog] på stor Ipad /skærm.
6)
At kunne medbringe egen PC med forstørrelsesprogram til notater ifm.
forberedelsen til den mundtlige prøve , samt at have denne med til eksamen i stedet for noter/stikord på papir.
7)
At medbringe min elektroniske lup til [eksamen] såvel som den mundtlige eksamen.
”
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2 a, om tilpasning
•
§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde