Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1012
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1012
Ikke kritik af IT Watch for omtale af registrering af selskab
IT Watch omtalte i april måned, at en af stifterne bag et selskab, der var under tvangsopløsning, havde startet en ny virksomhed.
Den pågældende klagede til Pressenævnet over, at omtalen ikke var korrekt, da hun ikke havde oprettet et nyt selskab.
Pressenævnet fandt, at der var tilstrækkelig dækning for omtalen og lagde vægt på, at det omtalte selskab er stiftet af et holdingselskab, som klageren er medejer af.
Nævnet udtalte ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen " [Selskab A]-stifter starter ny virksomhed ”, bragt den 26. april 2023 på itwatch.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information.
1 Sagsfremstilling
IT Watch bragte den 26. april 2023 artiklen ” [Selskab A]-stifter starter ny virksomhed ”.
Af artiklens underrubrik fremgår
”Den nye virksomhed har samme formål som [Selskab A], fremgår det af de officielle registre.
”
Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].
Af artiklen fremgår
”Stifterne bag [Selskab A], [Klager] og [Person 1], har oprettet ny virksomhed med navnet [Selskab B] APS.
Det fremgår af virksomhedsregistret virk.dk.
Selskabet er oprettet via parrets holdingselskab [Holdingselskab C] ApS den 20. april 2023 med et indskud i kapitalen på 62.500 kr.
Ifølge registret er virksomhedens formål at ”etablere en innovativ e-læringsplatform og anden dermed forbundet virksomhed.
”
”Det er derudover selskabets formål at udøve enhver form for aktivitet, som efter ledelsens skøn er egnet til at fremme et eller flere af ovennævnte formål,” lyder det yderligere.
Parrets anden virksomhed [Selskab A] har samme formål, men er under tvangsopløsning.
[Selskab A] kom under tvangsopløsning i 2022, da virksomheden ikke afleverede regnskab inden for fristen.
Siden da har [Selskab A] forsøgt at få virksomheden genoprettet, men det er blevet afvist af Erhvervsstyrelsen.
Selskabet er nu under likvidation, mens et tidligere datterselskab, [Selskab A] Danmark, fortsat er i drift.
ITWatch har rakt ud til [Klager] efter en kommentar, men hun har ikke svaret før publicering af denne artikel.
”
Øvrige oplysninger
Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, at selskabet [Selskab B] ApS er oprettet den 20. april 2023.
Selskabet [Holdingselskab C] ApS er registreret som legal ejer af [Selskab B] ApS, og [Klager] og [Person 1] er registreret som reelle ejere med en ejerandel på 50 % hver.
Det fremgår endvidere af Det Centrale Virksomhedsregister, at selskabet [Holdingselskab C] ApS er oprettet den 1. juli 2017.
[Klager] og [Person 1] er registreret som legale og reelle ejere med en ejerandel på 50 % hver.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information og overskriftens dækning
[Klager] har anført, at artiklen indeholder ukorrekt information, idet hun ikke har oprettet noget nyt selskab, som det fremgår af overskriften og artiklen.
2.2 IT Watchs synspunkter
Korrekt information og overskriftens dækning
IT Watch har anført, at omtalen i artiklen handler om virksomheden [Selskab B] ApS, der er oprettet den 20. april 2023, og som er ejet af holdingselskabet [Holdingselskab C] ApS.
Holdingselskabet [Holdingselskab C] ApS er ejet af [Klager] og [Person 1], hvilket fremgår af det offentlige virksomhedsregister, virk.dk.
IT Watch har videre anført, at der således er en direkte linje mellem det omtalte selskab og [Klager], der også er stifter af [Selskab A], hvorfor der er fuld dækning for overskriften.
Det fremgår desuden af brødteksten, at [Selskab B] ApS er oprettet via holdingselskabet [Holdingselskab C] ApS.
Oplysningerne i artiklen er således gengivet, som de fremgår af virk.dk, mens supplerende oplysninger stammer fra aktindsigter.
IT Watch har afslutningsvis bemærket, at udfaldet af denne klage vil danne præcedens for, hvordan erhvervsmedier kan beskrive ejerskabet af virksomheder.
Mange vælger af juridiske årsager at oprette virksomheder via holdingselskaber, hvilket imidlertid ikke betyder, at personerne er mindre ejere af virksomheden.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Mads Sandemann, Maria Becher Trier og Marlene Borst Hansen.
God presseskik
Korrekt information og overskriftens dækning
[Klager] har klaget over, at artiklen og overskriften indeholder ukorrekt information.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
1 og A.
6.
Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Af overskriften fremgår følgende
”[Selskab A]-stifter starter ny virksomhed”.
Af artiklen fremgår blandt andet
”Stifterne bag [Selskab A], [Klager] og [Person 1], har oprettet ny virksomhed med navnet [Selskab B] APS.
Det fremgår af virksomhedsregistret virk.dk.
Selskabet er oprettet via parrets holdingselskab [Holdingselskab C] ApS den 20. april 2023 med et indskud i kapitalen på 62.500 kr.
Ifølge registret er virksomhedens formål at ”etablere en innovativ e-læringsplatform og anden dermed forbundet virksomhed.
”
[…]
ITWatch har rakt ud til [Klager] efter en kommentar, men hun har ikke svaret før publicering af denne artikel.
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at det i overskriften og i artiklen omtalte selskab, [Selskab B] ApS er oprettet via holdingselskabet [Holdingselskab C] ApS som [Klager] i det offentligt tilgængelige virksomhedsregister er anført som medejer af.
Selv om selskabet ikke er oprettet af [Klager] personligt, er det Pressenævnets opfattelse, at omtalen af stiftelsen af selskabet ligger inden for mediets redigeringsret og at omtalen, herunder i overskriften, har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af brødteksten, at det omtalte nyoprettede selskab er oprettet via et holdingselskab, som [Klager] er medejer af.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 22. august 2023