Legislator Case Law & Legislation
W20230958625 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9586 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

KEN#LOKDOK23 2023 9586 Valid

J.nr. 21-54904

En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev nægtet adgang til den indklagede natklub.

Klager havde blandt andet oplyst, at alle i køen foran klager blev lukket ind.

Klager og hans ven, der har henholdsvis tyrkiske og kurdiske rødder, blev derimod afvist ved indgangen under henvisning til deres påklædning, selvom de ifølge klager begge var pænt klædt på.

Nævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager ved afvisningen blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.

Nævnet vurderede herefter, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2023 9586 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang til den indklagede natklub.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev nægtet adgang til den indklagede natklub.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 6. januar 2022, hvor klager fremsatte en beløbsmæssig påstand om godtgørelse, der oversteg dette beløb.

Sagsfremstilling

Klager indbragte den 9. december 2021 en klage for Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang til natklub A.

Klagen indeholdt ikke kontaktoplysninger på natklubben.

Den 20. december 2021 bad sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet derfor klager om at angive natklubbens kontaktoplysninger.

Klager oplyste den 6. januar 2022 til sekretariatet, at indklagede er natklubben A, som også går under navnet B.

Klager angav natklubbens adresse i X-by.

Klager oplyste endvidere, at episoden havde fundet sted den 8. december 2021 omkring kl.

22.20.

Klager fremsatte endelig en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.

Sekretariatet sendte den 26. januar 2022 en mail til natklubben med følgende indhold

”Att.

Natklubben [A]

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet har modtaget en klage over jer vedrørende forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist ved indgangen til Natklubben [A].

Vi skal til brug for sagens behandling, bede jer oplyse jeres CVR-nummer, så vi kan kommunikere med jer om sagen på digital post.

Hvis vi ikke hører fra jer inden 9. februar, vil vi sende et høringsbrev med fysisk post.

”

Indklagede svarede ikke på henvendelsen.

Sekretariatet sendte derfor den 23. februar 2022 et brev med fysisk post til indklagede og bad om deres bemærkninger til klagen og de efterfølgende oplysninger fra klager, der var vedlagt i kopi.

Da indklagede fortsat ikke svarede, sendte sekretariatet den 20. april 2022 en rykker til indklagede med svarfrist den 11. maj 2022.

Rykkerbrevet af 20. april 2022 blev senere modtaget retur med stemplet ”ubekendt”.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med afvisningen.

Klager skulle sammen med en ven på natklubben for at se en af sine yndlingskunstnere optræde.

Han blev afvist grundet sin udenlandske etnicitet, mens pæredanske drenge blev lukket ind lige efter ham.

Klager har tyrkiske rødder, mens hans ven har kurdiske rødder.

De var meget tidligt på den og stod derfor kun i kø i ca. 15 minutter.

Der var en fantastisk stemning i køen.

Klager og hans ven talte med en gruppe piger, som stod i køen foran dem, og de ventede alle spændt på at komme ind.

Alle foran dem blev lukket ind.

Da klager og hans ven kom forrest i køen, sagde vagten, at ”det ikke bliver i dag”.

Klager og hans ven blev chokerede og spurgte, hvad årsagen var til, at de blev nægtet adgang, da alle andre fik lov til at komme ind.

De havde fået en smule at drikke, men de var overhovedet ikke særligt berusede eller påvirkede nok til, at de ikke burde få lov til at komme ind.

Vagten ignorerede deres spørgsmål.

Derefter ankom en ansat, som ikke var dørmand, men som formentlig er én, der vælger hvem, der må komme ind.

Han sagde, at de skulle gå hjem.

De spurgte igen sødt og uden at skabe problemer, hvad den præcise årsag var til, at de var blevet nægtet adgang.

Den anden ansatte svarede, at de ikke var fine nok i tøjet.

Dette var ikke sandt, da de begge havde et par rene og flotte sorte bukser på, rene lædersko og elegante striktrøjer på under deres jakker, ligesom håret var sat.

De havde desuden gyldigt ID og gyldigt corona-pas.

Klager og hans ven lynede jakken helt op og viste hele tøjstilen.

Medarbejderne sagde igen, at de skulle gå hjem.

Klager spurgte herefter, om det var fordi, de begge var af anden etnisk herkomst end dansk.

En af medarbejderne svarede noget i retning af, at det måtte de ikke svare på.

Natklubben havde ikke tidligere meddelt, at der var en speciel dresscode.

Derfor mødte klager og hans ven op i deres fineste tøj.

Klager og hans ven mødtes med deres andre venner, som alle undtagen én var af anden etnisk herkomst end dansk.

De var alle blevet nægtet adgang ligesom klager og hans ven, undtagen de tre kvinder, som de var sammen med.

Iblandt dem var den eneste etnisk danske person fra gruppen på omkring 10 mennesker.

De gik efterfølgende forbi natklubben igen, hvor klager bevidnede, at alle andre end dem kom ind.

Han så, at etnisk danske drenge og piger kom ind uden problemer.

En masse af drengene havde ikke finere tøj på, end klager havde, og i klagers optik havde mange af dem hverdagstøj eller mindre fint tøj på.

Selvom tøjsmag er subjektivt, kan det dog sagtens siges, at et par hullede blå jeans og en sort hættetrøje, som en dansk dreng havde på efter afvisningen af klager, ikke er særlig fint tøj.

Typisk er hættetrøjer et ”no go” i nattelivet.

Klager blev behandlet meget forkert, og det var tydeligt, at behandlingen var baseret på hans etnicitet.

Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse, som bør fastsættes til 10.000 kr.

Indklagede har ikke fremsat bemærkninger til sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

Nævnet lægger på baggrund af klagers oplysninger til grund, at han den 8. december 2021 omkring kl.

22.20 sammen med sin ven blev afvist ved indgangen til den indklagede natklub.

Klager har oplyst, at alle i køen foran dem blev lukket ind.

Klager og hans ven, der har henholdsvis tyrkiske og kurdiske rødder, blev derimod afvist ved indgangen under henvisning til deres påklædning, selvom de ifølge klager begge var pænt klædt på.

Efter afvisningen observerede klager, at alle etnisk danske piger og drenge i køen, herunder en dreng iført hullede jeans og hættetrøje, blev lukket ind på natklubben.

Nævnet vurderer på den baggrund, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager ved afvisningen blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Sekretariatets høringsbrev af 23. februar 2022 blev sendt med fysisk post til indklagedes adresse og er ikke efterfølgende modtaget retur.

Nævnet vurderer herefter, at indklagede har haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger til oplysningerne i sagen.

Da indklagede trods dette ikke har besvaret nævnets henvendelse, har indklagede ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor medhold.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 6. januar 2022, hvor klager fremsatte en beløbsmæssig påstand om godtgørelse, der overstiger dette beløb.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

Lov om etnisk ligebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9586 Valid

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om delt bevisbyrde

•

§ 9, om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →