Legislator Case Law & Legislation
W20230956625 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0999

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9566 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0999

KEN#LOKDOK23 2023 9566 Valid

Medier får ikke kritik for omtale af politiker

I artikler bragt i marts 2023 omtalte B.

T., Ekstra Bladet, Berlingske, Politiken, Se og Hør og Viborg Stifts Folkeblad, at en politiker var blevet udelukket fra at indrejse i Storbritannien på grund af planer om koranafbrænding i en britisk by.

I artiklerne omtales politikeren som ”aktivist”, og det fremgik i fem af artiklerne, at han var blevet sigtet i Sverige for blandt andet at have ført hetz mod en folkegruppe.

Den omtalte politiker klagede til Pressenævnet over, at han var omtalt som ”aktivist”, og at det var ukorrekt, at han var blevet sigtet i Sverige, idet han alene var ”misstänkt”.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af medierne.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at benævnelsen ”aktivist” fremstod som mediernes vurdering på baggrund af politikerens handlinger og politiske aktiviteter, herunder demonstrationer i det offentlige rum.

I forhold til oplysningen om sigtelsen fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt sagens stadie havde været gengivet mere præcist.

Henset til de processuelle rettigheder, som en ”misstänkt” har adgang til efter svensk ret, og at oplysningen ikke kunne anses for at være tilstrækkelig væsentlig i sammenhængen, fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at udtale kritik.

KEN#LOKDOK23 2023 9566 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Nægter [Klager] indrejse efter planer om koronaafbrænding” , som blev bragt af Ekstra Bladet den 20. marts 2023 på ekstrabladet.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede artikel

Ekstra Bladet bragte den 20. marts 2023 artiklen ”Nægter [Klager] indrejse efter planer om koronaafbrænding” på ekstrabladet.dk .

Artiklen har følgende underrubrik

”[Klager] ville brænde koranen af i den britiske by Wakefield onsdag, men minister afviser hans besøg”

Af artiklen fremgår følgende

”Den højreorienterede dansk-svenske aktivist [Klager] er blevet udelukket fra Storbritannien.

Det skyldes, at han havde planer om at brænde Koranen af i byen Wakefield onsdag.

Det siger den britiske sikkerhedsminister, [Sikkerhedsministeren], mandag i Underhuset.

Det skriver BBC.

I slutningen af februar blev fire elever på en skole i Wakefield bortvist efter at have beskadiget et eksemplar af Koranen.

Forsiden var revet i stykket, og nogle sider var slidte.

Men politiet endte med at konkludere, at der ikke var begået lovovertrædelser.

Søndag lagde [Klager] en video på Twitter, hvori han ifølge BBC sagde, at han ville rejse til byen for at bekæmpe ’udemokratiske kræfter’.

Han annoncerede at ville brænde Koranen af onsdag.

Denne dag begynder ramadanen, som er den hellige måned for faste i islam.

Det gjorde [Parlamentsmedlemmet], der er parlamentsmedlem for [Parti A] i Wakefield, bekymret.

Han kaldte ifølge BBC [Klager] ’en farlig mand’, der ’tidligere har været fængslet i Danmark for sine hadefulde og racistiske udtalelser’.

[Parlamentsmedlemmet] spurgte samtidig ministeren, om regeringen ville gøre noget for at forhindre hans ankomst til landet.

[Sikkerhedsministeren] svarede, at [Klager] er blevet føjet til Storbritanniens overvågningsliste.

Ministeren tilføjede

- Hans rejse til Storbritannien vil ikke være befordrende for offentligheden, og han vil ikke få adgang.

På Facebook har [Klager] lagt et billede op af [Parlamentsmedlemmet] ledsaget af teksten

- Han ([Parlamentsmedlemmet], red.) har i dag sagt i Underhuset, at jeg har været fængslet.

Sandheden er: Aldrig i mit liv har jeg været fængslet.

Jeg har aldrig været i fængsel, skriver [Klager].

[Klager]s koranafbrændinger har tidligere vakt protester flere steder.

I januar brændte han Koranen af foran Tyrkiets ambassade i Stockholm.

Episoden udløste vrede i Tyrkiet og forværrede det i forvejen anspændte forhold mellem Tyrkiet og Sverige.

Tyrkiet har blandt andet brugt demonstrationerne fra [Klager] som begrundelse for ikke at lukke Sverige ind i Nato.

I Sverige blev [Klager] for to uger siden sigtet for at have ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand.

Det skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022.

Demonstrationen førte til voldsomme uroligheder i området med bilbrande, stenkast og tilskadekomne betjente og civile.

Selv nægter han sig skyldig i alle forhold.

23. februar besluttede politiet i Sverige at forbyde koranafbrændinger.

Politiet begrunder forbuddet med den sikkerhedsrisiko, som er forbundet med koranafbrændinger.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 21. marts 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information

- ”Aktivist”

[Klager] har anført, at han i artiklen er omtalt som ”aktivist”, hvilket er ukorrekt og agtelsesforringende, idet han ikke har gjort noget som helst, som er aktivistisk, og han betragter heller ikke sig selv som aktivist.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han er advokat ([Advokatfirmaet]), redaktør ([Mediet]), og ærkebiskop ([Kirken]).

I relation til artiklen er [Klager] partileder for [Parti B], som er et lovligt dansk politisk parti, der indsamler vælgererklæringer for at stille op til Folketinget.

[Klager] skulle derfor have været omtalt som partileder eller politiker.

[Klager] var opstillet til Folketinget i 2019 og 2022, og hans politiske handlinger har været

Intet af det er aktivisme eller aktivistisk.

[Klager] har bemærket, at enhver politiker også er aktivist, fordi vedkommende foretager forskellige aktiviteter, som er opmærksomhedssøgende.

Taget i betragtning, at [Klager] er en af de mest kendte partiledere i Danmark, at han har stillet op til de seneste to folketingsvalg og to seneste regionsrådsvalg, så er aktivist ikke en dækkende, men tværtimod en nedladende betegnelse, som medvirker til at forvirre læseren, der utvivlsomt kender [Klager] som partileder for [Parti B].

- Sigtelse

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han er blevet sigtet i Sverige, idet svensk politi ifølge svensk presse tværtimod har til hensigt at sigte ham for noget.

[Klager] har henvist til følgende afsnit i artiklen

”I Sverige blev [Klager] for to uger siden sigtet for at have ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand.

Det skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022.

”

Betegnelsen ”sigtet” i Danmark kan ikke direkte oversættes til svensk, og som minimum må Ekstra Bladet redegøre nærmere for, hvad den situation rent faktisk dækker.

Imidlertid vil ”sigtet” i Danmark altid betyde, at den sigtede rent faktisk er blevet meddelt sigtelserne, ellers er personen ikke sigtet, men blot en ”mistænkt”, som politiet har til hensigt at sigte.

[Klager] er ikke blevet meddelt nogen sigtelser eller mistanker af svensk politi, og allerede af den grund er han ikke, hvad der i Danmark svarer til sigtet.

Hvis man ønsker at anvende ordet sigtet, så skulle man have skrevet i artiklen, at svensk politi mistænker [Klager] og har til hensigt at sigte ham i forbindelse med en afhøring.

I Sverige er retsreglerne anderledes end i Danmark, og det betyder, at en mistænkt først kan blive sigtet (altså meddelt mistanken) i forbindelse med en afhøring.

Sagen kan derfor ikke fortsætte, før en afhøring er gennemført.

Det svenske ord ”förundersökning” oversættes til det danske ord ”efterforskning”.

Det er i svensk presse oplyst, at der skulle ligge fire sigtelser og vente.

Af disse vedrører kun en enkelt [Område A] den 16. april 2022 (hetz mod befolkningsgruppe).

[Klager] har endvidere anført, at det er ukorrekt, at han er mistænkt for fornærmelig tiltale mod tjenestemand, som ikke er en eksisterende forbrydelse i Sverige.

Der fremgår af den svenske artikel og i byrettens protokol, som Ekstra Bladet har henvist til, at [Klager] er mistænkt for ”förgripelse mot tjänsteman och förolämpning”.

Det er to selvstændige lovovertrædelser, som intet har med hinanden at gøre – udover, at [Klager] er mistænkt for dem begge.

Dog altså stadig, uden at [Klager] er blevet meddelt mistankerne af svensk politi.

[Klager] har dog via sin advokat kunnet få oplyst datoer og geografisk lokation for de forhold, som svensk politi mistænker ham for.

Intet yderligere.

[Klager]s svenske advokat og han får intet yderligere oplyst, før en eventuel afhøring finder sted, hvis den nogensinde gør det.

Det første forhold ”förgripelse mot tjänsteman” vedrører, at [Klager] i pressen meddelte, at han ville holde en demonstration på en vej i [Område B] syd for [Bynavn B], hvor han dog ikke havde mulighed for at dukke op som planlagt.

Politichef [Politichefen] bor åbenbart på den pågældende vej.

At mistanken vedrører dette, kan [Klager] udlede, fordi datoen passer med juli 2022, og at sagen stammer fra [Bynavn B]s Politi.

Det rapporterede Mölndals-Posten om den 16. juli 2022 i artiklen ”[Klager] vill bränna koran utanför polischefs hem – i [Område B]” .

Politichef [Politichefen] blev af forvaltningsretten i [Bynavn B] fundet inhabil, hvorfor den afgørelse, hun havde truffet over for [Klager], blev ophævet.

Det rapporterede Sveriges Radio den 11. oktober 2022 i udsendelsen ”Domen: Polischefen var jävig i beslutet om [Klager]s koranbränning” .

”Forbrydelsen” skulle altså bestå i, at [Klager] havde til hensigt at demonstrere på en vej, hvor hun muligvis bor, hvilket [Klager] dog, som det fremgår af artiklen, ikke vidste noget om.

Den anden lovovertrædelse ”förolämpning” kan bedst oversættes til ”verbal direkte ærekrænkelse”, da det vedrører, at man direkte henvendt til en person siger fornærmelser.

Dette skulle vedrøre en demonstration den 6. september 2022 i [Bynavn A] på [Område C] tæt på ghettoen [Område D], hvor [Klager] skulle have sagt et eller andet til en anden borger, ikke til en politiansat.

Den svenske lovovertrædelse ”förolämpning” er undergivet privat påtale, hvorfor det er ekstremt sjældent og påfaldende, at politiet overhovedet efterforsker dette.

[Klager] har afslutningsvis bemærket, at telegrammet fra Ritzaus Bureau ikke i enslydende form (eller slet ikke) er publiceret i alle de medier, som chefredaktør [Chefredaktøren] har oplyst i svaret til Pressenævnet.

Nogle medier valgte at redigere telegrammet på en måde, så [Klager] ikke fandt anledning til at klage over de pågældende medier.

2.2 Ekstra Bladets synspunkter

Korrekt information

Ekstra Bladet har indledningsvis bemærket, at telegrammet er forfattet af Ritzaus Bureau som en del af Ritzaus Bureaus nyhedstjeneste, der leverer nyheder til de danske medier.

Telegrammet er tilsvarende leveret til og publiceret af blandt andet Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, DR, TV 2, B.

T., Avisen Danmark og Se og Hør.

Telegrammet er en blandt flere nyhedshistorier om [Klager] og hans koranafbrænding i blandt andet Sverige og de efterfølgende udenrigspolitiske reaktioner, det har affødt, herunder i relation til Tyrkiets opbakning om Sveriges NATO-medlemskab.

I telegrammet omtaler Ritzaus Bureau, at [Klager] ifølge BBC er blevet udelukket fra Storbritannien på grund af planer om at brænde Koranen af i den britiske by Wakefield.

Telegrammet indeholder desuden citater fra den britiske sikkerhedsminister, [Sikkerhedsministeren], der har udtalt sig til BBC om sagen.

Ekstra Bladet har henvist til BBCs artikel ”Danish far-right leader banned from UK over threat to burn Quran in Wakefield” bragt den 20. marts 2023 på bbc.com.

Telegrammet henviser derudover til den øvrige mediedækning i relation til [Klager]s koranafbrænding i Sverige og de efterfølgende reaktioner fra blandt andet den svenske befolkning, de svenske myndigheder og Tyrkiet.

Sagen har utvivlsomt offentlig interesse.

BBCs oplysninger er i telegrammet tydeligt deklareret, ligesom Ritzaus Bureau er tydeligt deklareret som afsender af telegrammet.

- ”Aktivist”

Ekstra Bladet har anført, at beskrivelsen af [Klager] som ”aktivist” henviser til, at han igennem sine handlinger ønsker at skabe opmærksomhed om en eller flere sager i det offentlige rum.

Telegrammet omhandler som nævnt konkret [Klager]s afbrænding af Koranen i det offentlige rum for blandt andet at sætte fokus på og skabe debat om grænserne for ytringsfriheden samt Tyrkiets standpunkt i forhold til Sveriges optagelse i NATO.

Omtalen af [Klager] som aktivist fremstår efter Ekstra Bladets opfattelse tydeligt som Ritzaus Bureaus vurdering af de konkrete omstændigheder og fremstår i øvrigt retvisende i sammenhængen.

Ekstra Bladet er således ikke enig i, at omtalen er krænkende for [Klager].

Ekstra Bladet har i den forbindelse bemærket, at medierne ikke er forpligtet til – i enhver omtale af en person – at nævne personens samtlige hverv, titler og stillinger, men har i overensstemmelse redigeringsretten ret til at prioritere og udvælge en eller flere i konteksten relevante benævnelser.

Ekstra Bladet har i øvrigt bemærket, at omtalen af [Klager] som aktivist ikke er ny, men er blevet anvendt adskillige gange om hans aktiviteter igennem årene, herunder også i interviews med ham, hvori han frivilligt har udtalt sig herom.

På baggrund af ovenstående er det Ekstra Bladets opfattelse, at omtalen af [Klager] som aktivist er i overensstemmelse med god presseskik.

- Sigtelse

Ekstra Bladet har anført, at [Klager] efter svensk ret er ”misstänkt” for de omtalte forhold i Sverige og er registreret i [Bynavn A] Tingsrätt.

Ekstra Bladet har hertil bemærket, at den svenske retspleje adskiller sig fra den danske, og at statussen som ”misstänkt” ikke svarer til at være mistænkt efter dansk ret.

Som ”misstänkt” i Sverige tildeles personen særlige rettigheder svarende til en dansk sigtets rettigheder, herunder en offentlig forsvarer (i dette tilfælde advokat [Advokaten]), en ret til at bede om indsigt i efterforskningsmateriale samt begære afhøring af vidner.

Personer får status som ”misstänkt” efter en forundersøgelse (förundersökningen).

En omtale af [Klager] i telegrammet som ”mistænkt” ville være misvisende for hans status i den svenske straffesag, idet en almindelig mistanke efter dansk ret ikke indebærer frihedsberøvelse for den implicerede.

Omtalen af [Klager] som ”sigtet” er således den status i retsplejen, der er mest sammenlignelig med ”misstänkt” efter den svenske retspleje.

Det understøttes også af Anklagemyndighedens hjemmeside og et af Justitsministeriet udarbejdet notat, der ligger offentligt tilgængeligt.

Dertil kommer, at svenske medier tilsvarende anvender udtrykket ”misstänkt” i forbindelse med omtale af en dansk ”sigtelse”.

Det var blandt andet tilfældet i forbindelse med SVTs omtale af Field’s-skyderiet den 5. juli 2022 i artiklen ”En 22-årig man har häktats misstänkt för dådet”.

Ekstra Bladet har også henvist til Aftonbladets artikel ”[Klager] anhållen i sin utevaro – grips vid inresa” bragt den 4. maj 2023 på aftonbladet.se.

I den forbindelse har Ekstra Bladet bemærket, at det fremgår af artiklen, som [Klager] i øvrigt selv har medvirket til, at det ser ud til, at [Klager] står til at blive anholdt i sagen, hvis han indrejser i Sverige.

Det er – i Ekstra Bladets optik – svært at forestille sig, at en sådan anholdelse kan finde sted, hvis [Klager] ikke har en status i efterforskningen, som er meget lig det at være ”sigtet” i dansk retspleje.

For så vidt angår indholdet af [Klager]s ”sigtelse” har Ekstra Bladet henvist til Dagbok fra [Bynavn A] Tingsrätt (Målnummer: B 2793-23;

Målgrupp: 330;

Måltyp: 31), hvoraf fremgår, at sagen blandt andet drejer sig om ”förgripelse mot tjänsteman og förolämpning”.

[Klager] har derudover selv udtalt sig til Expressen om hans kontakt med svensk politi i relation til ”sigtelsen” for hetz mod en befolkningsgruppe.

Det fremgår blandt andet af artiklen ”[Klager] misstanks for brott efter paskupploppen” bragt den 10. marts 2023 på expressen.se.

[Klager]s stillingtagen til sigtelserne fremgår derudover tydeligt af telegrammet.

På baggrund af ovenstående er det således Ekstra Bladets opfattelse, at omtalen af, at [Klager] er sigtet for hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand, er i overensstemmelse med god presseskik.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.

God presseskik

Korrekt information

[Klager] har klaget over, at han i artiklen er omtalt som ”aktivist”, hvilket er ukorrekt og agtelsesforringende, idet han ikke har gjort noget som helst, som er aktivistisk, og han betragter heller ikke sig selv som aktivist.

[Klager] har desuden klaget over, at det er ukorrekt, at han er blevet sigtet i Sverige, idet svensk politi ifølge svensk presse tværtimod har til hensigt at sigte ham for noget, og at det er ukorrekt, at han er mistænkt for fornærmelig tiltale mod tjenestemand, som ikke er en eksisterende forbrydelse i Sverige.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift.

Det forhold, at et telegram er offentliggjort af Ritzaus Bureau, ændrer således ikke Ekstra Bladets ansvar for at overholde god presseskik.

Ekstra Bladet skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder.

Pressenævnet bemærker endvidere, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”Den højreorienterede dansk-svenske aktivist [Klager] er blevet udelukket fra Storbritannien.

Det skyldes, at han havde planer om at brænde Koranen af i byen Wakefield onsdag.

Det siger den britiske sikkerhedsminister, [Sikkerhedsministeren], mandag i Underhuset.

Det skriver BBC.

[…]

I Sverige blev [Klager] for to uger siden sigtet for at have ført hetz mod en folkegruppe samt for overgreb og fornærmelig tiltale mod tjenestemand.

Det skulle være sket i forbindelse med en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022.

Demonstrationen førte til voldsomme uroligheder i området med bilbrande, stenkast og tilskadekomne betjente og civile.

Selv nægter han sig skyldig i alle forhold.

23. februar besluttede politiet i Sverige at forbyde koranafbrændinger.

Politiet begrunder forbuddet med den sikkerhedsrisiko, som er forbundet med koranafbrændinger.

”

Pressenævnet finder, at benævnelsen ”aktivist” fremstår som Ekstra Bladets vurdering på baggrund af [Klager]s handlinger og politiske aktiviteter, herunder demonstrationer i det offentlige rum, og at formuleringen ligger inden for rammerne af redaktørens redigeringsret.

Nævnet finder endvidere, at benævnelsen i sammenhæng med den konkrete omtale ikke kan anses for agtelsesforringende for [Klager].

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for formuleringen.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] efter svensk ret er ”misstänkt” for blandt andet ”hetz mod befolkningsgruppe” samt ”förgripelse mot tjänsteman og förolämpning” i Sverige, og at oplysningerne om sidstnævnte forhold er registreret i [Bynavn A] Tingsrätt.

Nævnet lægger endvidere til grund, at en ”misstänkt” person efter svensk ret er tildelt en række processuelle rettigheder i straffesager.

Nævnet lægger herudover til grund, at forholdet ”förgripelse mot tjänsteman” vedrører en planlagt demonstration i [Område B] syd for [Bynavn B] i juli 2022, mens forholdet om ”förolämpning” skulle vedrøre en demonstration i [Bynavn A] på [Område C] i september 2022.

Det er alene forholdet ”hetz mod befolkningsgruppe”, der angår en koranafbrænding i [Område A] i [Bynavn A] 16. april 2022.

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] er blevet sigtet i Sverige for blandt andet fornærmelig tiltale mod tjenestemand, må anses for unøjagtig i forhold til terminologien ”misstänkt”, og at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt sagens stadie havde været gengivet mere præcist.

Henset til de processuelle rettigheder, som en ”misstänkt” har adgang til efter svensk ret, og at oplysningen ikke kan anses for at være tilstrækkelig væsentlig i sammenhængen, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet.

Afgjort den 22. juni 2023

KEN#LOKDOK23 2023 9566 Valid

1.

at lede et politisk parti,

2.

at deltage i den offentlige debat,

3.

at lede lovlige demonstrationer, og

4.

at stille op til KV2017, FT2019, KV2021 og FT2022.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →