Legislator Case Law & Legislation
W20230952825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1017

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9528 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1017

KEN#LOKDOK23 2023 9528 Valid

Frihedens Stemme får kritik for at undlade at opdatere artikel efter navneforbud

Frihedens Stemme bragte i april 2023 en artikel om en sigtet person i en omtalt bortførelsessag, som indeholdt den sigtedes fulde navn og billede.

Den sigtede person blev samme dag som artiklens offentliggørelse fremstillet i grundlovsforhør, hvor der blev nedlagt navneforbud i straffesagen.

En person klagede til Pressenævnet over, at Frihedens Stemme bragte artiklen kort før, der blev nedlagt navneforbud i sagen.

Pressenævnet udtalte kritik af Frihedens Stemme for at undlade at fjerne oplysningerne i artiklen, som gør det muligt at identificere den sigtede person, da det er nævnets vurdering, at der påhvilede Frihedens Stemme en selvstændig presseetisk forpligtelse til at opdatere artiklen, så den bringes i overensstemmelse med det nedlagte navneforbud.

KEN#LOKDOK23 2023 9528 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Den 32-årige anholdte i [Navn]-sagen hedder [Sigtede]” , som blev bragt af Frihedens Stemme den 17. april 2023 på tv.frihedensstemme.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Frihedens Stemme har bragt en artikel om en sigtet person kort før, der blev nedlagt navneforbud i sagen.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede artikel

Frihedens Stemme bragte den 17. april 2023 kl.

10:33 artiklen ”Den 32-årige anholdte i [Navn]-sagen hedder [Sigtede]” på tv.frihedensstemme.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”På baggrund af grundig research kan Frihedens Stemme afsløre, at det er 32-årige [Sigtede], der er anholdt i [Navn]-sagen og vil blive fremstillet i grundlovsforhør kl.

11.00 i Retten i Næstved”

Af artiklen fremgår følgende

”Den mulige bortførelse af den 13-årige [Navn] rystede hele Danmark.

I dansk ret er enhver uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Imidlertid er det på mange måder dokumenteret, at det er [Sigtede] (født [Dato] 1991), som blev anholdt af politiet i forbindelse med, at den 13-årige [Navn] blev fundet på hans ejendom.

Det bekræftes bl.a. af [Sigtede]s [Facebook-brugeren], at hendes [Familiemedlem 1] er den anholdte.

”

Til artiklen er indsat et skærmbillede af et opslag fra Facebook-profilen ”[Facebook-brugeren]”.

Af opslaget fremgår følgende

”[Sigtede] er min [Familiemedlem 1].

Og ja det han er anholdt for, er en ganske forfærdelig forbrydelse, Og forstå jeg self tager kraftig afstand for det der er sket stakkels stakkels [Navn].

Men please forstå at han er min [Familiemedlem 1] og jeg elsker ham højt.

Og at hele vores familie er i dyb dyb chok.

Og forstår intet af hvad der sker.

Så jeg behøver ikke at få fremsendt modbydelige screenshot af folk der vælter ukvemsord ud over hverken [Sigtede] eller mig uden nogen form for varsel.

Mine tanker går til min [Familiemedlem 2] og [Familiemedlem 3] [hjerte-emoji]

Og vigtigst af alt får de til [Navn] og hendes forældre.

[tre grædende emoji]”

Til artiklen er endvidere indsat skærmbilleder af Facebook-profilen ”[Sigtede]”, herunder blandt andet et forstørret billede af profilbilledet.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 19. april 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Retsreportage

[Klager] har anført, at Frihedens Stemme har bragt en artikel om en sigtet person kort før, der blev nedlagt navneforbud i sagen.

Det er efter [Klager]s opfattelse moralsk forkert og uetisk at lade artiklen – som indeholder et billede af den sigtede person og hans navn – forblive uændret.

[Klager] har bemærket, at selv om artiklens indhold ikke er strafbart, er det hans opfattelse, at det er i strid med god presseskik at bringe en sådan artikel, som er blevet delt i vidt omfang på sociale medier, og som undergraver rettens kendelse om navneforbud.

Den omtalte sigtede person er endnu ikke dømt, og flere andre medier har efterfølgende valgt at anonymisere deres artikler.

Hertil kommer, at der tidligere er set grimme eksempler på personer, som blev dømt af ”folkedomstolen” og efterfølgende er blevet frikendt i retten.

2.2 Frihedens Stemmes synspunkter

Retsreportage

Frihedens Stemme har indledningsvis anført, at [Klager] som klager ikke har retlig interesse, og at klagen derfor skal afvises, da han ikke er klageberettiget.

Frihedens Stemme har i forhold til sagens realitet bemærket, at Frihedens Stemme offentliggjorde navnet på den anholdte, fordi navnet allerede var særdeles kendt på sociale medier.

Frihedens Stemme anså, at det var urimeligt, at navnet var kendt af en stor del af befolkningen, mens den resterende del var holdt i uvidenhed.

Frihedens Stemme bragte også navnet på den anholdte for at undgå rygter og fejlinformation om, hvem den anholdte var.

Der var tale om en mistænkt, som var anholdt og sigtet for frihedsberøvelse i forbindelse med, at den forsvundne pige var fundet i hans varetægt.

Derfor anså Frihedens Stemme, at der var tilstrækkeligt faktuelt grundlag for artiklen.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.

Retlig interesse

Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra personer, virksomheder mv., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.

Retlig interesse indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på grund af forholdets almene interesse.

[Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i den påklagede artikel, som omhandler en sigtet person i en omtalt bortførelsessag.

Henset til den samfundsmæssige interesse i at afdække spørgsmålet om, hvorvidt et medie er presseetisk forpligtet til at fjerne visse oplysninger i en artikel med omtale af en navngiven sigtet eller tiltalt person, hvis der efter offentliggørelsen af artiklen bliver nedlagt et navneforbud i straffesagen, finder Pressenævnet grundlag for at behandle klagen over artiklen.

Sagen realitetsbehandles herefter.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmålet om, hvorvidt mediet har overtrådt navneforbuddet efter reglerne i retsplejeloven, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Pressenævnet er dog bekendt med, at Østre Landsret i en dom af 3. september 2014 (UfR 2015.114) har fastslået, at der i en konkret sag ikke var grundlag for efter retsplejelovens § 32 b , stk. 2, jf. § 31 , at straffe en journalist og en chefredaktør i anledning af offentliggørelse af en omtale af sigtede på nettet, hvor der dagen efter i grundlovsforhør blev nedlagt navneforbud.

Landsretten lagde i den forbindelse til grund, at nedlæggelse af et navneforbud ikke medfører, at den ansvarlige for en tidligere offentliggjort avisartikel dermed pålægges en strafsanktioneret handlepligt og skal foranledige, at indholdet af den tidligere offentliggjorte artikel bringes i overensstemmelse med det nedlagte navneforbud.

God presseskik

Retsreportage

[Klager] har klaget over, at Frihedens Stemme har bragt en artikel om en sigtet person kort før, der blev nedlagt navneforbud i sagen.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at reglerne for retsreportagen også gælder sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed.

Så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig, jf. punkt C.

2 og C.

5.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at der i videst muligt omfang skal følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes.

En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt C.

6.

På baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lægger Pressenævnet til grund, at en 32-årig mand den 16. april 2023 blev anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige.

Nævnet lægger endvidere til grund, at den sigtede person efterfølgende har erkendt sig delvist skyldig i sigtelserne.

Frihedens Stemme bragte den 17. april 2023 kl.

10:33 artiklen ”Den 32-årige anholdte i [Navn]-sagen hedder [Sigtede]” på tv.frihedensstemme.dk, som indeholder den sigtede persons fulde navn og billede.

Den 17. april 2023 kl.

11:00 blev den sigtede person fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved, og ved kendelse afsagt senere samme dag nedlagde Retten i Næstved navneforbud i straffesagen.

Pressenævnet finder, at det har væsentlig offentlig interesse at omtale efterforskningen og sigtelserne i en straffesag om bortførelse af et barn.

Pressenævnet finder imidlertid, at Frihedens Stemme har handlet i strid med god presseskik ved at undlade at fjerne oplysningerne i artiklen, som gør det muligt at identificere den pågældende sigtede person.

Nævnet har lagt vægt på, at Retten i Næstved nedlagde navneforbud i sagen under grundlovsforhøret, og at Frihedens Stemme var klar over, at den sigtede person skulle fremstilles i grundlovsforhør, hvor der kunne blive nedlagt påstand om navneforbud.

Nævnet har også lagt vægt på, at artiklen i sin nuværende, uændrede form – navnlig under henvisning til sagens tidlige stadie – vil kunne indebære en unødvendig krænkelse af den sigtede person og offeret i sagen, som nævnes ved fornavn i artiklen.

Det er herefter nævnets vurdering, at der i den konkrete situation påhvilede Frihedens Stemme en selvstændig presseetisk forpligtelse til at opdatere artiklen, så den bringes i overensstemmelse med det nedlagte navneforbud.

På denne baggrund udtaler Pressenævnet kritik af Frihedens Stemme.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Frihedens Stemme at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Frihedens Stemme

[underrubrik]

Frihedens Stemme får kritik for at undlade at opdatere artikel efter navneforbud

[tekst]

Frihedens Stemme bragte i april 2023 en artikel om en sigtet person i en omtalt bortførelsessag, som indeholdt den sigtedes fulde navn og billede.

Den sigtede person blev samme dag som artiklens offentliggørelse fremstillet i grundlovsforhør, hvor der blev nedlagt navneforbud i straffesagen.

En person klagede til Pressenævnet over, at Frihedens Stemme bragte artiklen kort før, der blev nedlagt navneforbud i sagen.

Pressenævnet kritiserer Frihedens Stemme for at undlade at fjerne oplysningerne i artiklen, som gør det muligt at identificere den pågældende sigtede person, da det er nævnets vurdering, at der påhvilede Frihedens Stemme en selvstændig presseetisk forpligtelse til at opdatere artiklen, så den bringes i overensstemmelse med det nedlagte navneforbud.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 22. juni 2023

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →