Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - ej medhold

J.nr. 21-54657

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun ikke fik forlænget sin tidsbegrænsede introduktionsstilling i den indklagede region.

Introduktionsstillingen kunne forlænges med op til et år under forudsætning af, at en forlængelse havde et fagligt formål, og at den ønskede effekt kunne opnås gennem forlængelsen.

Indklagede ønskede ikke at forlænge klagers introduktionsstilling ved dennes udløb.

Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at den manglende forlængelse af introduktionsstillingen havde sammenhæng med klagers handicap.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke fik forlænget sin tidsbegrænsede introduktionsstilling i den indklagede region.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at den indklagede region ikke forlængede klagers introduktionsstilling.

Sagsfremstilling

Klager har et medfødt moderat perceptivt arveligt høretab på 70 dB på venstre øre og 65 dB på højre øre samt skelnetab.

Hun anvender derfor høreapparat på begge sider.

I 2010 blev klager uddannet læge i X-land.

Fra 2010 til 2015 arbejdede hun som læge i X-land, mens hun fra 2017 til 2019 arbejdede som læge i Y-land.

I oktober 2019 flyttede klager til Danmark med henblik på at uddanne sig til speciallæge i patologi.

Pr. 1. april 2020 blev klager ansat som reservelæge i en introduktionsstilling på patologisk afdeling i A-by i den indklagede region.

Der var tale om en uddannelsesstilling med introduktion til et medicinsk speciale af 12 måneders varighed.

Klagers ansættelse var derfor tidsbegrænset indtil den 31. marts 2021.

Den 1. juli 2020 blev der udarbejdet en handleplan med henblik på justering af klagers uddannelsesplan.

I de første måneder af klagers uddannelsesforløb havde indklagede således oplevet flere tilfælde af uhensigtsmæssig håndtering af patientdata i forbindelse med mikroskopi med forveksling af klinisk information og præparatglas.

Klagers læringskurve var desuden affladet i forhold til det forventede, og der var bekymring for, om klager kunne opnå et tilfredsstillende fagligt niveau inden for den tidsbegrænsede ansættelse.

Som indsats blev der blandt andet aftalt øget supervision, loop-kommunikation samt nedskrivning af ”nye” ord fra supervisor.

Den 18. august 2020 blev der afholdt et møde som opfølgning på handleplanen, hvor klager, hendes vejleder og en afdelingslæge deltog.

Af referatet fra mødet fremgår blandt andet følgende

”Pkt2.

Vi har siden første møde (d.01.07.2020) oplevet

Pkt.3.

Efter 3 mdr.

på gyn/uro-søjlen (og dermed 5mdr.

inde i sin introstilling) er det faglige niveau endnu ikke som forventet.

Således kan kompetencerne 2.2 og 4.1., jf. introduktionsstillingens logbog, ikke på nuværende attesteres, som det ellers forventes.

Målet er fortsat at [klager] kan gennemføre en introduktionsstilling, men tidsmæssig forlængelse må forventes.

…

Pkt. 4.

Generelle indsatser og delmål, der skal opnås for at målet bliver indfriet

…”

Den 27. oktober 2020 blev der afholdt endnu et møde som opfølgning på handleplanen om justering af klagers uddannelsesplan.

På mødet deltog klager, hendes vejleder, to afdelingslæger og den ledende overlæge.

Af mødereferatet fremgår blandt andet følgende

”Pkt.2.

Uhensigtsmæssigheder siden sidste møde (d.18.08.2020)

Pkt.3.

Mål med handleplan

Efter 4 mdr.

på gyn/uro-søjlen (og dermed 7mdr.

inde i sin introstilling) er det faglige niveau endnu ikke som forventet.

Således kan kompetencerne 2.2. og 4.1., jf. introduktionsstillingens logbog, ikke på nuværende attesteres.

Det må således forventes at [klager] ikke kan gennemføre introduktionsuddannelsen til forventet tid.

Et præcist nyt mål for en videre handleplan må afvente mødet med HR (jf. pkt. 4).

[Klager] er pr. 01.10.2020 skiftet til gastro søjlen.

Pkt.4.

Generelle indsatser og delmål

Den 5. november 2020 blev klager indkaldt til en samtale med HR den 13. november 2020 om hendes uddannelsesforløb.

Det fremgik af indkaldelsen, at den ledende overlæge var bekymret for, om klager ville kunne gennemføre introduktionsstillingen i patologi.

Formålet med samtalen var blandt andet at drøfte mulighederne for, at klager opnåede progression i sin uddannelse samt indklagedes muligheder for at understøtte hende.

Klager blev sygemeldt den 12. november 2020 med arbejdsbetinget stress og depression.

Den planlagte samtale med HR om hendes uddannelsesforløb blev derfor ikke afholdt.

Der blev afholdt en fraværssamtale den 16. december 2020 med deltagelse af klager, klagers forbund, den ledende overlæge og en HR-konsulent fra indklagede.

På mødet oplyste klager blandt andet, at hun på afdelingen havde oplevet at få kommentarer om hendes hørelse og kommunikation.

Af mødereferatet fremgår blandt andet følgende

”…

[Klager] forklarer, at hun grundet hendes hørehandicap og det faktum at hun er ”ny dansker” har brug for særlig hjælp.

[Den ledende overlæge] redegør for, at de har haft en sprogkonsulent til at vurdere [klagers] sproglige niveau.

Der blev ikke fundet særlige udfordringer i [klagers] sproglige niveau i forhold til andre udenlandske læger.

Derudover har de arbejdet med loop kommunikation, herunder at det er ok at sige, det ved jeg ikke og det det er ok at spørge.

[Klager] forklarer, at hun har brug for, at der udvises en større tålmodighed over for hende.

En tålmodighed der også skal udmønte sig i kropsproget.

Det er vigtigt at hun føler sig tryg.

…”

Ved en fraværssamtale den 7. januar 2021 blev det drøftet, at der maksimalt var mulighed for at forlænge introduktionsstillingen med et år, og at det var en forudsætning herfor, at forlængelsen havde et fagligt formål.

Forud for mødet havde klager fremsendt flere konkrete forslag til, hvordan hendes hørehandicap kunne håndteres.

Disse forslag blev drøftet på mødet.

Der blev afholdt endnu en fraværssamtale den 4. februar 2021.

Forud for samtalen havde indklagede haft besøg af en hørekonsulent, som havde gennemgået klagers arbejdsfunktioner.

Af referatet fra mødet fremgår blandt andet følgende

” Konklusion/aftaler

I forlængelse af mødet den 4. februar 2021 sendte den ledende overlæge den 8. februar 2021 en mail til klagers kollegaer med følgende indhold

”Kære kolleger

Efter et længere sygefravær er [klager] ved at være klar til at starte på arbejde igen.

[Klager] starter mandag d. 15. februar og begynder langsomt med 3 timer mandag - onsdag – fredag kl.

10 - 13 de første 2 uger og trapper derefter langsom op.

…

I forbindelse med samtalerne med [klager] og HR har vi talt med flere hørekonsulenter for at få gode ideer til at hjælpe [klager] med sin tilbagevenden.

Vi har fået nogle pjecer om, hvordan vi bedst kan sikre en ordentlig og tilstrækkelig kommunikation.

Pjecerne er vedhæftet - og der ligger papir-kopier i personalerummet.

[Klager] har ret til nogle hjælpemidler - tolk ved møder og evt.

personlig assistent til udvalgte arbejdsopgaver.

Disse tiltag vurderes, når [klager] er tilbage.

…”

Der blev den 10. marts 2021 afholdt en opfølgningssamtale mellem klager og hendes uddannelsesansvarlige.

Efter sin tilbagevenden efter sygemeldingen havde klager anvendt diktafon, hvilket den uddannelsesansvarlige vurderede fungerede godt.

Det fremgik af mødereferatet, at ”vi er på den gode vej”.

Den 17. marts 2021 blev der afholdt en fraværssamtale, hvor forlængelsen af klagers uddannelsesaftale skulle drøftes.

På mødet blev klager oplyst om, at hendes introduktionsstilling ikke blev forlænget.

Af mødereferatet fremgik blandt andet følgende om baggrunden herfor

” Mødedrøftelse/status

Indledningsvis fortæller [den ledende overlæge], at [klager] er startet efter planen og er oppe og arbejde 4 timer pr. dag 4 dage om ugen.

[Klager] supplerer med at fortælle, at hun synes det går bedre, hun er glad for at komme på arbejde.

Hun føler, at der i højere grad tages de nødvendige hensyn og supervisionen har været bedre.

Hun har kunnet fokusere på at lære fremfor at høre.

[Klager] fortæller videre, at hun er glad for optrapningsplanen, hun har været træt, når hun kom hjem.

[Den ledende overlæge] gør rede for, at det er positivt, at [klager] er tilbage.

De har desværre ikke oplevet den ønskede progression i forhold til den faglige læring, dette til trods for, at de, siden [klager] er vendt tilbage, har brugt meget tid på supervision af [klager].

[Klager] har begået fejl, som de mener, at hun på trods af langtidssygdom, ikke burde begå på nuværende tidspunkt.

Eksempelvis overså [klager] et stort sår i en biopsi.

Der var prøver hun kodede forkert og endelig overså hun inflammation i en blindtarm flere gange, hvilket indikerer en flad læringskurve.

Det er på den baggrund vurderingen, at det ikke giver mening at forlænge uddannelsesaftalen, da de ikke vurderer, at [klager] selv med 100% forlængelse vil kunne opnå alle de kompetencer, som hun skal have, for at de kan godkende forløbet.

Forlængelse er kun muligt, hvis det skønnes at ville kunne have et fagligt formål og den ønskede effekt kan opnås gennem forlængelsen.

…”

Indklagede har for nævnet fremlagt blandt andet mail af 3. maj 2020 om anskaffelse af et head set til klager, klagers tillidsrepræsentants mail af 23. juni 2020 til klagers kollegaer med beskrivelse af hendes funktionsbegrænsninger, klagers mail til den uddannelsesansvarlige af 23. september 2020 om problemer med støj fra kollegaer samt indklagedes mails af 27. september 2020 om støjgavl og 25. februar 2021 om personlig assistance, fjerntolk og brug af diktafon.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. november 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Den manglende forlængelse af klagers uddannelsesaftale er at betragte som en afskedigelse.

Afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager har et handicap, idet hun lider af en væsentlig og varig hørenedsættelse.

Klagers hørehandicap medfører udfordringer med at forstå andre personer, hvis der ikke tages passende hensyn.

Klager har vanskeligt ved at høre, når der er meget baggrundsstøj, og hun understøtter sin hørelse med mundaflæsning.

Generelt bruger hun længere tid og mere energi på at kommunikere, høre, opfatte og forstå i forbindelse med kommunikation med andre personer.

Klager har behov for hjælpemidler for at kunne virke på lige vilkår med andre uden handicap.

Klager oplyste indklagede om sit hørehandicap både i ansøgningen og ved ansættelsessamtalen.

Indklagede var derfor bekendt med klagers handicap.

Indklagede har ikke opfyldt sin forpligtelse til at foretage rimelige tilpasninger til klagers handicap, således at hun som hørehandicappet havde adgang til fortsat beskæftigelse.

Først en måned før klagers introduktionsstilling udløb, undersøgte indklagede reelt hvilke foranstaltninger, der kunne iværksættes for at afhjælpe klagers handicap.

Den ledende overlæges mail til kollegaerne af 8. februar 2021 underbygger, at indklagede reelt ikke tidligere har udfoldet bestræbelser på at fastholde klager.

På mødet den 4. februar 2021 blev det aftalt at afprøve forskellige muligheder, ligesom det fremgik af den ledende overlæges mail af 8. februar 2021, at klager havde ret til hjælpemidler.

Indklagede har dog ikke dokumenteret, at de omtalte tilpasninger reelt blev iværksat.

De foranstaltninger, som blev iværksat efter fraværssamtalen den 4. februar 2021 – og som i øvrigt primært skete på klagers eget initiativ – har hverken været tilstrækkelige eller afprøvet i tidsmæssig tilstrækkelig grad til overhovedet at kunne konkludere, om de ville have haft en gavnlig effekt.

Indklagede burde derfor have benyttet sig af muligheden for at forlænge klagers uddannelsesaftale og givet hende en reel mulighed for med de rette hjælpemidler at gennemføre sin introduktionsuddannelse.

Efter fraværssamtalen i februar 2021 begyndte klager den 24. februar 2021 at anvende en ny og kraftigere mikrofon, som via bluetooth var tilsluttet klagers høreapparat.

Mikrofonen bidrager til, at klager kan høre, uanset hvor talernes stemmer kommer fra og ved, at mikrofonen placeres f.eks. på et mødebord.

Klager oplevede, at den nye mikrofon havde en positiv effekt.

Den 5. marts 2021 begyndte klager også at anvende en diktafon, som skulle hjælpe hende med at få gentaget eventuelle vanskelige ord eller sætninger.

Anvendelsen af diktafonen skete på klagers eget initiativ, idet den ledende overlæge havde afvist et forslag om en ordning med en personlig assistent.

Ved opfølgningssamtalen den 10. marts 2021 gav den uddannelsesansvarlige overlæge udtryk for, at det fungerede hensigtsmæssigt med anvendelsen af diktafonen, og at brugen af denne burde fortsætte.

Det fremgår af referatet fra samtalen, at de var ”på den gode vej”.

Derfor forekommer det bemærkelsesværdigt, at indklagede kun syv dage senere vurderede, at der ikke var progression i forhold til den faglige udvikling, og at det på den baggrund ikke gav mening af forlænge uddannelsesaftalen.

Da klagers uddannelsesaftale dermed ophørte, kunne hun ikke gennemføre sin speciallægeuddannelse.

Indklagede har gjort gældende, at den manglende forlængelse af uddannelsesaftalen skyldtes manglende progression i klagers læringskurve.

Den manglende progression i læringskurven skyldtes imidlertid alene klagers hørehandicap, som klager ikke er blevet tilstrækkeligt kompenseret for af indklagede.

Som eksempel henvises der til den af indklagede fremlagte mail af 23. september 2020, hvoraf det fremgår, at klager som følge af sit høreapparat havde svært ved at fokusere på sine arbejdsopgaver på grund af larm fra de øvrige kollegaer.

Det er ikke dokumenteret, at indklagede forsøgte at finde en løsning på udfordringen, ligesom det ikke blev begrundet, hvorfor der ikke kunne findes et andet lokale til klager.

Det ville ikke have været uforholdsmæssigt byrdefuldt for indklagede, der er en stor arbejdsplads, at flytte klager til et arbejdslokale med mindre støj.

Indklagede afviste derudover – også blot som en forsøgsperiode – at benytte en skrivetolk ved møder og en personlig assistent.

De iværksatte tiltag i form af loop-kommunikation, nedskrivning af ord og fraser fra supervisor, øget supervision og opfordring til at stille opfølgende spørgsmål har generelt til formål at sikre en sikker mundtlig kommunikation blandt sundhedspersonale for at minimere antallet af utilsigtede hændelser.

Tiltagene kan derfor ikke anses for konkrete hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger i forbindelse med klagers hørenedsættelse.

Det påhviler indklagede at undersøge og iværksætte hensigtsmæssige tilpasninger.

Indklagede har ikke dokumenteret, at der er taget behørig stilling til klagers individuelle behov, og de generelle tiltag kan ikke anses for tilstrækkelige til at opfylde indklagedes tilpasningsforpligtelse.

Klager, der siden 2010 har arbejdet som læge, var kompetent, egnet og disponibel.

Hun bør henset til sin anciennitet og praksis på området tilkendes en godtgørelse svarende til 6 måneders løn med procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede er ikke i tvivl om, at klager har et hørehandicap.

Begrundelsen for ikke at forlænge introstillingen bygger alene på indklagedes vurdering af klagers faglige kompetencer.

En introstilling kan maksimalt forlænges med 100 procent af den oprindelige ansættelsesperiode på 1 år.

Forlængelse kan kun ske, hvis det vurderes at have et fagligt formål, og hvis den ønskede effekt kan opnås gennem forlængelsen.

Indklagede har fra starten været indforstået med, at der skulle tages særlige hensyn til klager.

Patologiafdelingen havde ingen forudgående erfaring med medarbejdere med en hørenedsættelse.

Afdelingen har derfor i udgangspunktet støttet sig til klager i forhold til, hvilke særlige behov klager gav udtryk for at have.

Indklagede har løbende forsøgt tilpasninger.

Klagers tillidsrepræsentant orienterede i mailen til klagers kollegaer af 23. juni 2020 om klagers høretab og vejledte om, hvordan kollegaerne bedst kunne forstå og støtte klager.

På et efterfølgende møde den 26. juni 2020 orienterede klager om problemerne, og hvordan afdelingen kunne hjælpe.

Under ansættelsen blev der iværksat følgende tiltag

Indklagede er ikke enige i, at loop-kommunikation, nedskrivning af ord og fraser samt øget supervision ikke kan betragtes som hensigtsmæssige tilpasninger, alene fordi de også bruges i andre sammenhænge.

Netop øget supervision og fokus på at sikre, at det kommunikerede bliver forstået, er særdeles relevant, når der er tale om oplæring af en person med nedsat hørelse.

Der blev løbende arbejdet på af finde de bedste løsninger.

Der henvises til de fremlagte mails af 3. maj 2020 og 27. september 2020 om anskaffelse af et headset og en støjgavl.

Endelig afprøvede klager i den første periode af sin ansættelse en ny mikrofon.

Det er korrekt, at det først var i forbindelse med klagers tilbagevenden efter et længere sygefraværsforløb, at der blev inddraget ressourcepersoner i form af en hørekonsulent og en socialrådgiver.

Dette resulterede i følgende

Det blev aftalt, at klager skulle afprøve en skrivetolk til f.eks. konferencer.

En skrivetolk nedskriver det, der bliver sagt, så en person med hørenedsættelse kan følge med i et møde på en skærm.

Indklagede nåede dog ikke at få etableret en skrivetolk.

Det bestrides ikke, at en skrivetolk ville kunne have hjulpet klager til at få et bedre overblik og indsigt i det, der blev drøftet på konferencer.

Klagers manglende faglige niveau ville dog fortsat være en udfordring, og indholdet på konferencerne ville kun i begrænset omfang kunne bidrage til, at klagers grundlæggende faglige niveau blev forbedret.

Det blev også aftalt, at muligheden for en personlig assistent skulle undersøges i samarbejde med klager med henblik på at afdække i hvilke situationer, en personlig assistent gav mening.

Efter samtale mellem klager og den ledende overlæge blev det dog vurderet, at en personlig assistent ikke ville være nogen hjælp.

Både ved supervision af mikroskopi, udskæring og obduktion var der således tale om 1:1-kommunikation, hvor en assistent ikke kan andet end at gentage, hvad supervisor siger.

Tværtimod kunne gentagelsen medføre uklarheder.

Klagers hørekonsulenter var enige i denne vurdering.

Det er derfor ikke korrekt, at en ordning med personlig assistent blev afvist af den ledende overlæge.

Indklagede havde ikke mulighed for at flytte klager til et mindre støjende lokale, da der var pladsproblemer på patologisk afdeling.

Som alternativ blev der opsat en støjgavl.

Indklagede har igennem hele forløbet været imødekommende i forhold til at implementere hjælpemidler og løsninger, der vurderedes at kunne understøtte klager.

Det er korrekt, at de nye hjælpemidler i form af en diktafon og en ny mikrofon bidrog til, at klager fungerede bedre, men det var indklagedes vurdering, at hjælpemidlerne ikke inden for den afgrænsede periode på et år ville være tilstrækkelige til, at klager ville opnå det nødvendige faglige niveau for at gennemføre uddannelsesforløbet effektivt.

De første to måneder arbejdede klager primært med basal patologi med fokus på udskæring og mikroskopi af galdeblære og appendix.

Oplæringsperioden varede længere end normalt, idet der almindeligvis anvendes højst en måned.

I midten af maj 2020 blev der holdt et speciallægemøde som følge af en begyndende mistanke om manglende progression hos klager.

På mødet var der enighed om et øget fokus på supervision og vurdering fra nye supervisorer efter søjleskift.

Den 1. juni 2020 startede klager i gyn/uro-søjlen, hvor afdelingen blev mere bevidst om klagers udfordringer og intensiverede undervisningen med forlænget supervision ved mikroskopet i op til dobbelt tid samt uddybende supervision.

Der blev blandt andet indført loop-kommunikation, og det blev aftalt at skrive svære ord ned.

Klager blev også opfordret til at gøre opmærksom på det, når der var noget, hun ikke forstod.

Trods disse tiltag var det efter fire måneders ophold på søjlen ikke muligt at godkende de forventede kompetencer.

Klager skiftede den 1. oktober 2020 til gastrointestinal patologi, hvor hun forblev i det resterende forløb.

Både før og efter klagers sygemelding blev der også i denne søjle afsat skønsmæssigt dobbelt supervisionstid, og de tidligere tiltag med blandt andet loop-kommunikation fortsatte.

Under klagers tilbagevenden efter sygemeldingen var hendes opgaver koncentreret om mikroskopi af biopsier, mens det ikke blev vurderet realistisk at inddrage klager i udskæring og mikroskopi af større og mere komplekse præparater.

Problemstillingen har løbende været italesat over for klager, og der har været udarbejdet detaljerede faglige handleplaner, som der løbende blev fulgt op på.

Igennem forløbet oplevede flere supervisorer ved flere anledninger, at klager havde svært ved at modtage konstruktiv kritik.

Derudover havde klager uforholdsmæssigt mange uhensigtsmæssige håndteringer af patientdata.

Efter klagers tilbagevenden efter sygemeldingen oplevede indklagede desværre ikke den ønskede progression i forhold til den faglige læring til trods for, at der var blevet brugt meget tid på supervision.

Klager begik fejl, som hun ikke burde begå på dette tidspunkt i sit forløb.

Hun manglede struktur og overblik, hvilket også kom til udtryk i hendes evner til at opfatte snit tredimensionelt, hvilket er helt fundamentalt for at kunne fungere som patolog.

Det gav derfor ikke mening at forlænge uddannelsesaftalen, da indklagede vurderede, at klager selv med 100 procent forlængelse ikke kunne opnå alle de kompetencer, som hun skulle have, hvis forløbet kunne godkendes.

Skrivetolk og mikrofon ville kun i begrænset omfang kunne medvirke til, at klager udviklede sine grundlæggende faglige kompetencer.

Det var netop oplæring 1:1 via supervision, der også har fokus på loop-kommunikation, der var den bedste metode til at understøtte klager.

Dette var der allerede tidligt i forløbet fokus på.

På trods af de mange ressourcer, som blev lagt i øget oplæring, er faktum, at klager efter ansættelse i næste et halvt år inden sin sygemelding ikke have fået godkendt en eneste faglig kompetence, heller ikke de kompetencer, der forventes opnået inden for de første tre måneder.

Det faktum, at klager fortsat var i et optrapningsforløb efter en længere sygemelding, har naturligvis også haft betydning for indklagedes vurdering af, hvad der kunne nås på et år sammenlignet med, hvad der var opnået på det aktuelle tidspunkt.

Klager ville således kun være delvist disponibel i en længere periode fremadrettet, hvilket betød mindre effektiv læringstid.

Indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, og den manglende forlængelse skyldes alene klagers manglende kompetencer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager har et medfødt moderat perceptivt arveligt høretab på 70 dB på venstre øre og 65 dB på højre øre samt skelnetab.

Klager anvender høreapparat på begge sider.

Uanset dette har hun vanskeligt ved at høre, når der er meget baggrundsstøj, og hun understøtter sin hørelse med mundaflæsning.

Nævnet vurderer, at klager som følge af sit høretab har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager var ansat hos den indklagede region i en introduktionsstilling i patologi, der var tidsbegrænset indtil den 31. marts 2021.

En introduktionsstilling er en tidsbegrænset uddannelsesstilling af et års varighed.

Stillingen kan forlænges med op til et år under forudsætning af, at en forlængelse har et fagligt formål, og at den ønskede effekt kan opnås gennem forlængelsen.

Indklagede ønskede på mødet den 17. marts 2021 ikke at forlænge klagers introduktionsstilling ved dennes udløb.

Indklagede vurderede således, at klager ikke havde haft den fornødne progression i den faglige læring, og at hun selv med den maksimale forlængelse ikke ville kunne opnå de påkrævede kompetencer.

Det fremgår af referatet fra mødet, at klager blandt andet havde overset et stort sår i en biopsi og flere gange havde overset inflammation i en blindtarm, ligesom hun kodede prøver forkert.

Tre måneder efter ansættelsen af klager var der blevet udarbejdet en handleplan med henblik på justering af klagers uddannelsesplan, da indklagede allerede på dette tidspunkt var bekymret for hendes faglige niveau.

Klager havde blandt andet i flere tilfælde foretaget uhensigtsmæssig håndtering af patientdata i forbindelse med mikroskopi med forveksling af klinisk information og præparatglas til følge.

Uanset at klagers hørehandicap og kommunikation løbende havde været drøftet mellem parterne både i forbindelse med handleplanen og senere under klagers ansættelse, vurderer nævnet henset til karakteren af de beskrevne faglige mangler, at klager ikke har sandsynliggjort en sammenhæng mellem sine funktionsbegrænsninger som følge af sit hørehandicap og de konkrete faglige mangler, som førte til, at indklagede vurderede, at der ikke var grundlag for at forlænge introduktionsstillingen.

Klager har herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at den manglende forlængelse af introduktionsstillingen havde sammenhæng med klagers handicap.

Klager får derfor ikke medhold.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

-

Forbedring af uhensigtsmæssig håndtering af patientdata i forbindelse med mikroskopi dog fortsat med enkelte episoder med ”glemte” præparater og immunhistokemisk farvede glas.

-

Fortsat affladiget læringskurve sammenlignet med forventet læringskurve og deraf følgende bekymring om hvorvidt tilfredsstillende fagligt niveau kan opnås indenfor den tidsbegrænsede ansættelse.

-

Forbedring i kommunikation, men dog fortsat udfordringer.

-

…

-

Derudover præciseres det, at det er tilladt/ det forventes at [klager] kan komme med opfølgende/afklarende spørgsmål til formuleringer/aftaler som er indgået ved supervision, hvis hun efterfølgende er i tvivl om, hvad der er blevet sagt.

-

Fortsatte episoder med forbytning af præparater.

-

Fortsat affladiget læringskurve sammenlignet med forventet læringskurve og deraf følgende bekymring om hvorvidt tilfredsstillende fagligt niveau kan opnås indenfor den tidsbegrænsede ansættelse.

-

Fortsat udfordringer omkring kommunikation – [klager] oplever utålmodighed omkring hendes hørenedsættelse.

Desuden ingen oplevet effekt af tiltag som loopkommunikation og nedskrivning af ord og fraser som ikke forstås verbalt.

-

[Klager] oplever stadig fokus på det negative (oplever skriftlige rettelser som en liste over fejl uden plan for videre udvikling), hvilket fører til en høj grad af stress hos hende.

-

…

-

Møde med HR primært mhp.

hvordan vi kan hjælpe [klager] (indkaldes via E-boks).

-

Det gælder fortsat at det er tilladt/ det forventes at [klager] kan komme med opfølgende/afklarende spørgsmål til formuleringer/aftaler som er indgået ved supervision, hvis hun efterfølgende er i tvivl om, hvad der er blevet sagt.

Det forventes at supervisor fortsat er opmærksom på ikke at være utålmodig ved gentagne spørgsmål.

-

…”

-

[Klager] starter delvis den 15.02.21 3 dage ugentligt á 3 timer

-

[Socialrådgiver] undersøger mulighederne for personlig assistanceordning

-

Muligheden for personlig assistent undersøges i samarbejde med [klager], i forhold til at afdække i hvile situationer det giver mening.

[Den ledende overlæge] undersøger derefter muligheden for at kunne få en studerende.

-

Muligheden for en skrive tolk skal også afprøve – [klager] rekvirerer til aftalt møde

-

…”

-

Loop-kommunikation, som er en metode til at sikre, at det, der bliver kommunikeret, også er blevet forstået

-

Nedskrivning af ord og fraser fra supervisor, som klager ikke forstod verbalt

-

Øget supervision, hvor supervisor blev forventet at investere ekstra tid i supervisionen for at skabe rammerne for god kommunikation

-

Klager blev opfordret til at stille opfølgende spørgsmål.

-

Hørekonsulenten besøgte arbejdspladsen og gennemgik klagers arbejdsfunktioner med henblik på at sikre den bedste indretning til klagers behov

-

Hørekonsulenten redegjorde for udfordringerne ved en hørenedsættelse overfor relevante medarbejdere

-

Hørekonsulenten udleverede skriftligt materiale, der blev sendt til klagers kollegaer

-

Job- og udviklingskonsulenten foreslog at bruge en skrivetolk og ansøge om en personlig assistent.

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde