Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - ej medhold

J.nr. 21-53738

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun fik afslag på at medbringe sin servicehund på den indklagede restaurant.

Indklagedes tilsyneladende neutrale praksis om ikke at tillade hunde i restauranten stillede klager, der på grund af sit handicap havde brug for en servicehund, ringere end andre.

Der var derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede dog, at restaurantens praksis var begrundet i et sagligt formål om at sikre fødevaresikkerheden i restauranten, der var indrettet med et åbent køkken, og at forskelsbehandlingen i mangel af reelle alternative muligheder for servering konkret var nødvendig og proportional.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund på den indklagede restaurant.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Sagsfremstilling

Klagers veninde henvendte sig telefonisk til den indklagede restaurant for at spørge, om klager måtte medbringe sin servicehund i restauranten.

Dette afslog indklagede.

Det fremgår af en psykiatrisk behandlingsplan, at klager har kroniske symptomer på skizofreni og angst, og at hun har en servicehund, som hjælper hende til at kunne gå på indkøb, til læge mv.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. november 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Da klager og hendes veninde gerne ville ud at spise sammen, ringede klagers veninde til restauranten for at spørge, om klager måtte medbringe sin psykiatriske servicehund.

Veninden fik oplyst, at det ikke var muligt af hensyn til eventuelle allergiske kunder, og at hunden kunne stå uden for restauranten – i frostvejr.

Klagers veninde oplyste indklagede, at de ville klage, da det ikke var en gyldig grund til at afvise en servicehund, hvorefter samtalen blev afsluttet.

Under opkaldet oplyste indklagede ikke noget om, at afslaget var begrundet i reglerne i fødevarebekendtgørelsen.

Havde dette været tilfældet, havde der ikke været anledning til at klage.

Det er klart, at klagers servicehund ikke skal stå ved siden af kokken eller på anden vis være i kontakt med køkkenet.

Der forefindes et stort antal restauranter, hvor køkkenet er i samme rum som gæsterne, f.eks. steder hvor der serveres buffet.

Her kan en servicehund befinde sig i et område af restauranten, hvor den ikke er i kontakt med køkkenet eller buffeten og i øvrigt bliver ved sin bruger.

I et sådant tilfælde ville klagers veninde kunne hente mad i buffeten til klager.

Klager er fra sin veninde bekendt med indretningen af den indklagede restaurant, og klager ville godt kunne sidde med sin servicehund i behørig afstand fra køkkenområdet.

Hvis indklagede havde spurgt ind til klagers servicehunds opgaver eller årsagen til, at hun har brug for en servicehund, ville hun gladelig have oplyst herom.

Indklagedes svar ved henvendelsen var dog et klart nej under henvisning til hensynet til eventuelle allergikere, hvorfor klager og hendes veninde ikke så anledning til at forklare yderligere for at finde en eventuel løsning.

Klager ønsker, at restauranten ændrer sin praksis.

Hun ønsker sig tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Restauranten har et åbent køkken, hvor fremstillingen af madvarer foregår i serveringsområdet.

Der er således ikke en afgrænsning mellem køkkenet, hvor maden tilberedes, og serveringsområdet, hvor maden indtages.

Maden, der tilberedes i det åbne miljø, er som hovedregel sushi, der er en ”sart” fødevare.

Det bemærkes, at der ikke er tale om running sushi, hvor maden er færdiglavet på tallerkener, og hvor båndet er afskærmet over for kunderne, indtil de vælger, hvad de ønsker at tage fra båndet.

Hvis indklagede tillod fører- og servicehunde i kundeområdet, ville hunden samtidig få adgang til køkkenet, hvor maden tilberedes.

Det ville kunne give anledning til en kontaminering af fødevarerne, der derfor ville skulle destrueres.

En sådan adgang for hunde ville udgøre en overtrædelse af bekendtgørelsen om fødevarehygiejne § 37, der er bødesanktioneret.

En servicehund følger sin ejer frem og tilbage i området og dermed også dertil, hvor der tilberedes mad.

En servicehund udgør således en større risiko for fødevaresikkerheden end en hund, der ”bare” parkeres under en stol og bliver der.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens vejledning om førerhunde og servicehunde, at en virksomhedsleder i en butik eller restaurant kan tillade, at fører- og servicehunde kommer ind i f.eks. butikkens kundeområde og restaurantens serveringsområde, hvis de ikke kontaminerer fødevarerne.

Ifølge vejledningen må hunde dog ikke komme ind i områder, hvor der tilberedes fødevarer.

Det er således hensynet til fødevaresikkerheden, der er begrundelsen for, at der ikke må komme dyr i indklagedes indendørs serveringsområde.

Der gælder selvsagt ikke de samme regler ved udeservering, hvor hunden er udenfor.

Indklagede har ikke søgt Fødevarestyrelsen om en særlig tilladelse til, at fører- og servicehunde på særlige vilkår kan medbringes i lokalet, da indklagede har vurderet, at der ikke vil kunne opnås en sådan tilladelse.

Klager har formentlig kontaktet restauranten telefonisk og spurgt, om hun måtte tage en servicehund med på spisestedet.

Som restaurantens ejer husker samtalen, var den ganske kort og bestod alene af en forespørgsel om, hvorvidt man måtte medbringe en servicehund eller ej.

Herefter blev røret lagt på.

Det blev under samtalen ikke oplyst, om servicehunden var certificeret eller ej, og om klager havde mulighed for at klare sig uden hunden.

Indklagede fik ikke muligheden for at træffe afgørelsen på et oplyst grundlag.

Hvis klager havde oplyst yderligere om hunden, og hvad hun havde tænkt sig i forhold til menuen, kunne der muligvis have været fundet en løsning, f.eks. i form af en tallerkenservering, dog ikke allerede samme dag.

I udendørssæsonen er klager og hendes hund meget velkomne som gæster i restaurantens udendørs arealer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Ifølge de lægelige oplysninger lider klager af skizofreni og angst og anvender i dagligdagen en servicehund.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Om spørgsmålet om forskelsbehandling

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klagers veninde henvendte sig på vegne af klager telefonisk til den indklagede restaurant for at spørge, om klager måtte medbringe sin servicehund i restauranten.

Der er enighed mellem parterne om, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund, og at dette var begrundet i, at indklagede ikke tillader hunde i restauranten.

Nævnet vurderer, at indklagedes tilsyneladende neutrale praksis om ikke at tillade hunde i restauranten stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget på at medbringe sin servicehund i restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling.

Der påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har for nævnet oplyst, at restaurantens praksis er begrundet i et hensyn til fødevaresikkerheden.

Indklagede har henvist til, at restauranten er indrettet med et åbent køkken, og at maden derfor produceres i serveringsområdet.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at fødevarehygiejne kan være en saglig grund til, at en restaurant ikke vil tillade, at restaurantens gæster medbringer hunde.

Uanset om indklagede i telefonsamtalen med klagers veninde måtte have angivet en anden årsag til afvisningen, vurderer nævnet, at forskelsbehandlingen af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre fødevarehygiejnen i restauranten.

Spørgsmålet er herefter, om forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå formålet om at sikre fødevarehygiejnen, og om der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Nævnet lægger efter parternes oplysninger til grund, at restauranten er indrettet med et åbent køkken, og at maden derfor tilberedes i samme område, som gæsterne befinder sig.

Henset til klagers oplysning om, at der på tidspunktet for henvendelsen til restauranten var frostvejr, lægger nævnet endvidere til grund, at det ikke var muligt som alternativ at henvise klager til restaurantens udendørs serveringsområde.

Indklagede har desuden oplyst, at der i den konkrete situation kunne være fundet en løsning i form af f.eks. tallerkenservering, dog ikke samme dag, men at indklagedes medarbejdere ikke fik muligheden for at tilbyde dette, før klagers veninde afsluttede samtalen.

Under disse omstændigheder vurder nævnet, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde i restauranten var nødvendig for at opnå formålet om at sikre fødevarehygiejnen i restaurantens åbne køkken, og at der i mangel af reelle alternative muligheder for servering også var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om fødevarehygiejne, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Klager får derfor ikke medhold.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde