Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - arbejdsvilkår - pension - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - arbejdsvilkår - pension - ej medhold

J.nr. 21-54644

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han som følge af en virksomhedsoverdragelse fra en privat leverandør til en offentlig myndighed skulle skifte fra pensionsselskab A til pensionsselskab B.

Ved virksomhedsoverdragelsen indgik de to parter i den overenskomst, som klagers nye ansættelsesforhold var omfattet af, en aftale om, at medarbejdere, som var fyldt 50 år kunne få dispensation til at blive i pensionsselskab A.

Klager, der var 30 år, havde ikke mulighed for at opnå dispensation.

Klager gjorde gældende, at overgangen til pensionsselskab B medførte en forringelse af hans pensionsordning, og at aldersgrænsen i dispensationsordningen udgjorde forskelsbehandling på grund af alder.

Efter det oplyste varierede vilkårene i de to arbejdsmarkedspensioner i størrelsen af pensionsbidraget og forrentningen af pensionsopsparingen.

Uanset at klager opfattede pensionsopsparingen i pensionsselskab A som mest fordelagtig, vurderede nævnet, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han ved overflytningen til pensionsselskab B samlet set blev udsat for ringere behandling.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager som følge af en virksomhedsoverdragelse skulle skifte arbejdsmarkedspensionsselskab.

På grund af sin alder var han ikke omfattet af en dispensationsordning, som gav mulighed for at blive i det hidtidige pensionsselskab.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

De indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

I 2021 hjemtog en offentlig myndighed en opgave, som hidtil havde været udliciteret.

I den forbindelse blev den hidtidige leverandørs medarbejdere virksomhedsoverdraget til den offentlige myndighed.

Klager, der havde været ansat hos den hidtidige leverandør, blev derfor pr. 1. december 2021 virksomhedsoverdraget til den offentlige myndighed.

På dette tidspunkt var klager 30 år.

Virksomhedsoverdragelsen medførte, at klager blev offentligt ansat på et område, som er dækket af en overenskomst indgået mellem indklagede 1 som faglig organisation og indklagede 2 som arbejdsgiverorganisation.

Det betød, at klager skulle skifte arbejdsmarkedspensionsselskab fra pensionsselskab A til pensionsselskab B.

I forbindelse med virksomhedsoverdragelsen blev det aftalt mellem de indklagede som overenskomstparter, at medarbejdere, som på virksomhedsoverdragelsestidspunktet var fyldt 50 år, kunne ansøge om dispensation til at blive i pensionsselskab A.

Dispensation skulle meddeles af de indklagede.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. november 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Da klager blev virksomhedsoverdraget, blev han overflyttet til pensionsselskab B.

Dette medførte en betydelig forringelse af hans pensionsordning, herunder forretningen af pensionsopsparingen.

Som følge af sin alder var klager forhindret i at blive i pensionsselskab A, da aftalen mellem de indklagede alene omfattede medarbejdere over 50 år.

Klager blev som følge af sin alder tvangsforflyttet til det nye pensionsselskab.

Aftalen mellem de indklagede udgør forskelsbehandling på grund af alder.

Aftalen giver personer over 50 år væsentligt bedre vilkår og en større økonomisk forrentning end personer under 50 år.

Pensionsselskab A havde i 2019-2021 et nettoafkast på 13,1 procent og omkostninger på 0,5 procent.

Heroverfor havde pensionsselskab B i 2019-2021 et nettoafkast på 2,9 procent og omkostninger på 0,6 procent.

Indklagede 1 gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af alder.

Før virksomhedsoverdragelsen blev der indbetalt 12 procent af klagers løn til hans pensionsordning i pensionsselskab A.

Heraf udgjorde de 4 procent klagers egen indbetaling til pension.

Efter virksomhedsoverdragelsen blev der indbetalt 14 procent af klagers løn til hans pensionsordning i pensionsselskab B.

Hele beløbet blev betalt af klagers nye arbejdsgiver.

Hvilke ydelser, de respektive arbejdsmarkedspensioner indeholder, kan variere fra selskab til selskab, idet dette fastsættes af de bestyrelser, der vælges af lønmodtagere og arbejdsgivere.

Fælles for arbejdsmarkedspensionsordningerne er, at de indeholder en aldersopsparing og en forsikringsdel, at de er knyttet til et ansættelsesforhold og udspringer af en kollektiv overenskomst, samt at ordningerne er obligatoriske for såvel lønmodtagere som arbejdsgivere.

Dette er også grunden til, at en medarbejder som udgangspunkt må tåle at skulle skifte arbejdsmarkedspensionsordning, når man skifter fra et overenskomstområde til et andet.

Det gælder, uanset om skiftet sker som følge af en virksomhedsoverdragelse eller som følge af medarbejderens selvvalgte jobskifte.

Overenskomstparterne har praksis for at give dispensation fra overenskomstens pensionsbestemmelse, hvis en medarbejder har en særlig grund til at ønske at opretholde sin hidtidige pensionsordning.

Dette vil typisk være tilfældet, hvis vedkommende kun ville kunne optages i den nye pensionsordning på skærpede helbredsvilkår.

I forbindelse med virksomhedsoverdragelsen indgik indklagede 1 og indklagede 2 en aftale, hvorefter visse ansatte, der overgik fra ansættelse hos den tidligere leverandør til den offentlige myndighed, fik lov til at blive i pensionsselskab A.

Det var blandt andet en betingelse, at medarbejderen var fyldt 50 år på tidspunktet for ansættelsen ved den offentlige myndighed.

Klager har i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen accepteret den nye ansættelseskontrakts vilkår om overgang til pensionsselskab B.

Klager blev ikke ved aftalen behandlet ringere end sine ældre kollegaer.

Der er tale om obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger, hvorfor udgangspunktet er, at man som overenskomstdækket medarbejder ikke kan vælge frit mellem de forskellige ordninger.

Dette indebærer omvendt en pligt for pensionsforsikringsselskaberne til at optage de medarbejdere, der er omfattet af overenskomsten, som medlemmer.

Det kan ikke fastslås, at den ene pensionsordning er bedre eller ringere end den anden.

Begge ordninger indeholder som nævnt elementer af opsparing og forsikring og overlader inden for ordningernes rammer i øvrigt en række valg til den enkelte i forhold til ydelsessammensætningen.

Hvis klager ønsker en ændring af ydelsessammensætningen i pensionsselskab B, har han via selskabets medlemsdemokrati mulighed for at søge denne ændring gennemført.

Når de indklagede som overenskomstparter valgte 50 år som skæringstidspunkt, var det ud fra en betragtning om, at gruppen af medarbejdere over 50 år var tættest på tidspunktet for efterløn og folkepension og dermed i nogen grad havde indrettet sig i tillid til den eksisterende pensionsordnings ydelsessammensætning.

Dertil kommer, at de centrale parter indgik en tilsvarende aftale i forbindelse med en anden myndigheds hjemtagelse af tilsvarende opgaver fra en anden privat leverandør.

I forbindelse med den aktuelle virksomhedsoverdragelse ønskede medarbejderne en lignende aftale.

Aftalen mellem overenskomstparterne er begrundet i det legitime formål at tilgodese de ældre medarbejderes ønske om at bevare en pensionsordning, som de måske har indbetalt til gennem en længere årrække, og hvis ydelsessammensætning de har indrettet sig i tillid til.

Da der er tale om obligatoriske ordninger, har det været både hensigtsmæssigt og nødvendigt at sætte en aldersgrænse for at undgå spekulation mod pensionsordningerne.

Klager har dermed ikke været udsat for forskelsbehandling på grund af alder i strid med forskelsbehandlingsloven.

Der henvises til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr.

2017-6811-16718, som vedrørte en tilsvarende aftale.

Indklagede kan ikke genkende de tal, som klager har refereret til.

Det er korrekt, at pensionsselskab A har ligget med en højere rente end pensionsselskab B.

Der er dog den væsentlige forskel, at pensionsselskab A arbejder med en såkaldt markedsrente, der ændrer sig i forhold til vilkår på investeringsmarkedet, hvorimod pensionsselskab B arbejder med en såkaldt kontorente, det vil sige et gennemsnitsrenteprodukt.

De udsving i markedsrenten, der altid vil være, udjævner gennemsnitsrenteproduktet, mens man på markedsrenteprodukter selv bærer udsving i renterne.

Markedsrenten på klagers pensionsordning i pensionsselskab B har i 2022 haft en kontorente på 8,85 procent, selv i et år med negative renter på stort set alle markedsrenteprodukter.

Årene før har pensionsselskab B haft en kontorente på 3,53 procent.

I en pensionsordning i pensionsselskab A lægges der heroverfor renter til opsparingen svarende til det afkast, der er kommet ud af pensionsselskabets investereringer.

Det betyder, at renterne på opsparingen varierer, og at de både kan være positive og negative.

Ultimo marts 2022 har et medlem på 45 år eller derunder opnået et afkast på -2,5 procent.

Det er således meget svært at sammenligne de to pensionsprodukter, da de bygger på to forskellige måder at tilskrive renter på.

Indklagede 2 gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af alder.

Indklagede 2 har i det hele henholdt sig til indklagede 1’s bemærkninger.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster og i virksomheders interne reglementer mv., som er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige.

Klager blev pr. 1. december 2021 virksomhedsoverdraget til en offentlig myndighed.

Ved virksomhedsoverdragelsen overgik klagers pensionsordning fra pensionsselskab A til pensionsselskab B.

Medarbejdere, som på tidspunktet for virksomhedsoverdragelsen var 50 år eller derover, havde ifølge en aftale indgået mellem de indklagede som overenskomstparter mulighed for at få dispensation til at forblive i pensionsselskab A.

Klager, der på virksomhedsoverdragelsestidspunktet var 30 år, havde ikke denne mulighed.

Nævnet bemærker, at de indklagede som overenskomstparter er pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven i relation til en aftale som den foreliggende, som vedrørte en generel dispensationsadgang for alle virksomhedsoverdragede medarbejdere, som havde opnået en bestemt alder.

Klager har anført, at overgangen til pensionsselskab B medførte en forringelse af hans pensionsordning, og at han som følge af aldersgrænsen i de indklagedes aftale om mulighed for dispensation er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Efter det oplyste varierer vilkårene i de to arbejdsmarkedspensioner i pensionsselskab A og B i størrelsen af pensionsbidraget og forrentningen af pensionsopsparingen.

På arbejdsmarkedspensionen i pensionsselskab A indbetaltes der i alt 12 procent af lønnen, hvoraf de 8 procent var arbejdsgiverbetalt.

På arbejdsmarkedspensionen i pensionsselskab B indbetaler arbejdsgiver 14 procent af lønnen.

I pensionsselskab A blev pensionsopsparingen forrentet med en variabel markedsrente, mens der i pensionsselskab B anvendes en kontorente, der er et gennemsnitsrenteprodukt.

Uanset at klager opfatter pensionsopsparingen i pensionsselskab A som mest fordelagtig, vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han ved overflytningen til pensionsselskab B samlet set blev udsat for ringere behandling.

Klager får herefter ikke medhold.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 3, stk. 4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 5 a, stk. 1, om bestemmelser i individuelle og kollektive aftaler

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde