Legislator Case Law & Legislation
W20230951325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - stillingsopslag - ej medhold

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9513 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - stillingsopslag - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2023 9513 Valid

J.nr. 21-54705

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med, at et politisk parti i et stillingsopslag efter en grafisk medarbejder krævede, at medarbejderen var eller ved ansættelse ville blive medlem af partiet.

Klager, som ønskede at søge stillingen, afholdt sig derfor fra at søge.

Forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse gælder ikke for arbejdsgivere, der har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk standpunkt, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse må anses for at være af betydning for virksomheden.

Nævnet vurderede, at kravet i stillingsannoncen til medlemskab af det indklagede parti ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Indklagedes formål som politisk parti var således at fremme et bestemt politisk synspunkt.

Da stillingen som grafisk medarbejder var placeret i partiets presseafdeling, var medarbejderens politiske anskuelse også konkret af betydning for indklagede.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2023 9513 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med, at et politisk parti i en stillingsannonce stillede krav om, at en grafisk medarbejder skulle være medlem af partiet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Det indklagede politiske parti opslog en stillingsannonce vedrørende en stilling som grafisk medarbejder i partiets pressekontor.

Det fremgår af opslaget, at det forudsattes, at man ved ansættelsen var eller blev medlem af partiet.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. november 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han som mulig ansøger til stillingen er blevet forskelsbehandlet på grund af sin politiske anskuelse.

Det indklagede parti krævede, at man er medlem af partiet, hvis man ønskede stillingen som grafisk medarbejder.

Klager agtede at søge stillingen, men udlod dog at søge, da han på forhånd var diskvalificeret.

Han er ikke medlem af det pågældende parti og agter ikke at blive medlem af noget politisk parti for at opnå ansættelse.

Klager ønsker at opnå, at politiske partier ikke kræver medlemskab af partiet for, at man kan opnå ansættelse.

Indklagede gør gældende, at der ikke er handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Forskelsbehandlingslovens § 6 indeholder en undtagelsesbestemmelse for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt eller en bestemt trosretning.

Indklagede har derfor som politisk parti mulighed for at stille krav til ansattes politiske anskuelse, hvor det må anses for at være af betydning for partiet.

Det indklagede partis formål er beskrevet i vedtægterne.

Indklagede udlever så vidt muligt sit formål i sin egen organisation.

Det betyder, at de principielt anser alle former for arbejde for at være af lige stor betydning for at opnå partiets formål.

Det gælder både frivilligt arbejde, parlamentarisk arbejde og arbejde lønnet direkte af partiet.

Alle ansættelser i partiet betragtes som tillidsposter, idet man som ansat får mulighed for at arbejde på fuld tid på at realisere partiets politiske formål, hvilket giver en betydelig indflydelse.

Det fremgår af beskæftigelsesdirektivets artikel 4, at direktivet ikke er til hinder for, at organisationer, hvis etik er baseret på anskuelse, kan kræve af personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for organisationens etik.

Indklagedes krav om medlemskab handler netop om at sikre, at ansatte har en redelig indstilling til og er loyale over for organisationens etik.

Som politisk parti er det af stor betydning, at alle ansatte kan stå inde for og loyalt arbejde for at realisere partiets formål.

Medlemskab af partiet kræver alene, at man kan tilslutte sig partiets formål og betaler kontingent.

I forhold til politisk anskuelse indebærer medlemskab således ikke større krav, end det under alle omstændigheder er rimeligt at stille til en ansat, idet man som medlem blot skal kunne stå inde for partiets overordnede formål.

Som ansat og medlem er man på ingen måde bundet ud over partiets overordnede politiske anskuelse som udtrykt i formålet samt den almindelige loyalitetsforpligtelse som medarbejder.

Ansatte har ret til at udtale sig om politiske spørgsmål, selvom udtalelsen strider mod partiets politik og interesse, uden at det får følger for ansættelsesforholdet, når blot man oplyser, at man udtaler sig på egne vegne og som privatperson.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse.

Det må heller ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt politisk anskuelse.

Dette forbud gælder dog ikke, hvis en arbejdsgiver i henhold til forskelsbehandlingslovens undtagelsesbestemmelser kan foretrække lønmodtagere med et bestemt kendetegn.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk standpunkt, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse må anses for at være af betydning for virksomheden.

Det indklagede politiske parti krævede ifølge stillingsopslaget til en stilling som grafisk medarbejder, at medarbejderen var eller ved ansættelsen ville blive medlem af partiet.

Klager, som ønskede at søge stillingen, afholdt sig derfor fra at søge.

Nævnet vurderer, at kravet i stillingsannoncen til medlemskab af det indklagede parti ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede er et politisk parti, hvis formål er at fremme et bestemt politisk synspunkt, og at stillingen som grafisk medarbejder var placeret i partiets presseafdeling, hvorfor medarbejderens politiske anskuelse også konkret var af betydning for indklagede.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2023 9513 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9513 Valid

•

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 5, om annoncering

•

§ 6, stk. 1, om undtagelser til forbuddet mod forskelsbehandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →