Legislator Case Law & Legislation
W20230950525 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - lejeaftale - repressalier - afvisning

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9505 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - lejeaftale - repressalier - afvisning

KEN#LOKDOK23 2023 9505 Valid

J.nr. 23-32979

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med den indklagede boligforenings håndtering af hans henvendelser om støj og røglugt fra sin nabo.

Manden havde henvendt sig skriftligt til boligforeningen om generne fra naboen.

Han modtog en kvittering for sin henvendelse, hvoraf det fremgik, at den beboerrådgiver, han havde skrevet til, holdt ferie.

Samme dag klagede han til nævnet over forskelsbehandling.

Manden gjorde endvidere gældende, at det var udtryk for repressalier, at boligforeningen efter hans klage krævede, at han udbedrede skader på en væg i forbindelse med, at han valgte at fraflytte lejligheden.

Nævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at boligforeningen havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med hans henvendelser om naboen.

Der var heller ikke godtgjort en sammenhæng mellem klagen over forskelsbehandling og indklagedes krav om udbedring af skader i forbindelse med klagers fraflytning fra lejligheden.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2023 9505 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med den indklagede boligforenings håndtering af klagers henvendelser om støj og røglugt fra sin nabo.

Klagen angår endvidere repressalier i forbindelse med, at klager efter at have klaget til Ligebehandlingsnævnet blev mødt med et krav om udbedring af skader på en væg i forbindelse med sin fraflytning fra lejligheden.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager sendte den 26. marts 2023 en skriftlig klage til det indklagede boligselskab over, at han i sin lejlighed var generet af støj og røglugt fra sin nabo.

Af klagen fremgik følgende

”Kære [indklagede],

Jeg skriver for at klage over den vedvarende larm og røglugt af røg, som jeg har oplevet i min lejlighed på [adresse], i de seneste måneders, præcis siden den dag, jeg flyttede ind i denne adresse.

Jeg har gentagne gange forsøgt at kontakte jer angående dette problem, men jeg har endnu ikke set nogen form for løsning.

Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min frustration over den vedvarende larm og lugt af røg, som min nabo [navn] forårsager i min lejlighed på [adresse].

Naboens larm er ekstremt forstyrrende og forhindrer mig i at få en god nats søvn, hvilket går ud over min helbredstilstand og mit generelle velvære.

Det er også særligt frustrerende, da det er en regelmæssig og vedvarende forstyrrelse, som jeg

har forsøgt at løse uden held.

Derudover er jeg også konstant plaget af lugten af røg, som trænger ind i

min lejlighed fra naboens lejlighed.

Dette er ikke blot ubehageligt, men kan også have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for mig og andre beboere i lejlighedskomplekset, især hvis naboens rygning bryder eventuelle regler eller begrænsninger, som er fastsat af boligselskabet.

Desuden er lugten af røg konstant til stede i min lejlighed, hvilket er både ubehagelig og potentiel sundhedsrisiko for mig og andre beboere i komplekset.

Jeg er meget skuffet over, at dette problem ikke er blevet håndteret på en passende måde, og jeg føler mig frustreret over, at jeg ikke kan nyde mit hjem på grund af den støj og røglugt, som kommer fra årsagen til larmen og røglugten, f naboens rygning.

Jeg er generet af den dårlige lugt af cigaretter og den høje lydstyrke, som naboen bruger, har generet mig hele tiden, og jeg har protesteret, og I har ikke lyttet til mig, og I har fuldstændig ignoreret min klage

Jeg vil gerne have, at I tager hånd om dette problem øjeblikkeligt og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at jeg kan bo i min lejlighed uden at blive generet af larm og røglugt.

Hvis der ikke er en passende løsning på dette problem inden for en rimelig tidsramme, vil jeg være nødt til at overveje andre muligheder.

Jeg ser frem til at høre fra jer og håber på en hurtig løsning på dette problem.

Med venlig hilsen

[klager]”

Klager modtog samme dag en kvitteringsmail fra den beboerrådgiver hos indklagede, som klagen var sendt til.

Det fremgik af kvitteringsmailen, at beboerrådgiveren holdt ferie.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet samme dag, den 26. marts 2023.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at det indklagede boligselskab har udsat ham for forskelsbehandling på grund af hans baggrund.

Klager oplevede i sin lejlighed støj og røglugt fra sin nabo.

Klager har tidligere klaget over naboen, som larmede og spillede meget høj musik og lyd fra sit TV.

Klager forsøgte gentagne gange at kontakte politiet for at stoppe naboen, men hans henvendelser blev ignoreret.

Klager ønskede, at indklagede tog hans klager alvorligt og traf de nødvendige foranstaltninger for at håndtere problemet og sikre, at klager kunne bo i sin lejlighed uden at blive generet af støj og røglugt.

Der blev dog ikke taget nogen konkrete skridt for at løse problemet.

Klager var frustreret over den manglende respons på hans gentagne henvendelser og klager.

Han følte sig magtesløs over den vedvarende forstyrrelse fra naboen, som gik ud over hans helbred og velvære.

Klager har efter flere måneders kamp besluttet at flytte ud af lejligheden.

I stedet for at hjælpe ham på en ordentlig måde blev han straffet med en voldsom regning på flere tusinde kroner.

Indklagede påstod, at han har beskadiget væggen i lejligheden, men det er simpelthen ikke sandt.

De vil bare finde en undskyldning for at sanktionere klager for at have klaget over deres manglende handling og diskrimination.

Klager føler sig såret, rasende og træt af at blive behandlet på denne måde.

Han kan ikke acceptere, at han er blevet diskrimineret på grund af sin baggrund.

Han har måtte betale en høj pris herfor.

Han har således mistet sin lejlighed, sin tryghed og sit helbred på grund af indklagedes handlinger.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede .

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

Det fremgår endvidere af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Klager har for nævnet anført, at han mener sig udsat for forskelsbehandling af den indklagede boligforening som følge af sin ”baggrund”.

Nævnet lægger herefter til grund, at klagen angår forskelsbehandling på grund af klagers race og/eller etniske oprindelse i forbindelse med indklagedes håndtering af klagers henvendelser om støj- og røggener fra hans nabo.

Klager har endvidere anført, at indklagedes krav om udbedring af skader på en væg i forbindelse med klagers fraflytning fra lejligheden var en reaktion på hans klage over forskelsbehandling.

Nævnet vurderer, at der ikke i klagen af 26. marts 2023 med bilag eller i klagers efterfølgende bemærkninger er oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med sine henvendelser til indklagede om støj- og røggener fra sin nabo fra indklagedes side er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.

På baggrund af sagens oplysninger vurderer nævnet endvidere, at der ikke er godtgjort en sammenhæng mellem klagen over forskelsbehandling og indklagedes krav om udbedring af skader i forbindelse med klagers fraflytning fra lejligheden.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9505 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

KEN#LOKDOK23 2023 9505 Valid

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9505 Valid

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om delt bevisbyrde

•

§ 8, om repressalier

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →