Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - reklamer - afvisning
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - reklamer - afvisning
J.nr. 23-5264
En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at en butikskæde afholdte ”Women´s days”, hvor der blev givet rabat på damesneakers.
Alle kunder kunne efter det oplyste købe varerne med den annoncerede rabat.
Rabatten var således knyttet til den vare, kunderne kunne købe, uafhængigt af kundernes køn.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han blev udsat for forskelsbehandling.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at den indklagede butikskæde afholdt ”Women´s days”.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Den indklagede butikskæde afholdt i oktober 2022 en kampagne med titlen ”Women´s days”.
Af et udateret skærmprint af indklagedes reklame for kampagnen på Facebook fremgår følgende
”Women’s days
…
20 % på damesneakers
…”
Af kommentarsporet til reklamen fremgår følgende korrespondance mellem klager og indklagede
Klager: ”Hvornår er der mens day [indklagede]?
”
Indklagede: ”Lige nu har vi desværre ikke en Men´s Day i støbeskeen, [klager] og [X].
Jeres inputs er dog hermed sendt videre til mine kollegaer, så vi forhåbentlig også kan hylde og forkæle jer skønne mænd i en fremtidig kampagne.
”
Den 13. januar 2023 skrev klager følgende mail til indklagede
”Hej [indklagede]
Jeg ville lige høre hvornår der er planlagt mens day ligesom women´s day?
Mvh [klager].
”
Samme dag sendte indklagede følgende svar til klager
”Hej [klager]
Det er desværre ikke noget vi har i støbeskeen på nuværende tidspunkt.
Dit input er dog videresendt til vores marketingsafdeling.
God aften.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. januar 2023.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 2.500 til 5.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Indklagede afholder women´s day en gang om året, hvor der gives rabat til kvinder.
Klager har i 2022 og i 2023 spurgt indklagede, hvornår der afholdes men´s day, men der bliver ikke givet rabat til mænd.
Indklagede ønsker ikke at yde samme service for mænd og kvinder.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Den indklagede butikskæde gav som led i kampagnen ”women’s days” rabat på damesneakers.
Alle kunder kunne efter det oplyste købe disse varer med den annoncerede rabat.
Rabatten var således knyttet til den vare, kunderne kunne købe, uafhængigt af kundernes køn.
Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.
Der henvises herved til nævnets faste praksis som udtrykt i sagsnr.
22-29901.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at fortage høring af indklagede.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1 a, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde