Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - afvisning

J.nr. 23-27196

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede myndighed traf afgørelse om, at klager ikke havde ret til erstatning efter en patientskade.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke omfatter det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

For så vidt angår klage over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet vurderede, at klagen alene angik indklagedes anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede myndighed traf afgørelse om, at klager ikke havde ret til erstatning efter en patientskade.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager fødte i 2020 for tidligt som følge af en uopdaget infektion i livmoderen, der medførte svangerskabsforgiftning.

Ved afgørelse af 8. oktober 2021 anerkendte Klagemyndighed A klagers behandlingsskade i form af infektion i livmoderhulen som følge af forsinket diagnosticering af truende præterm fødsel.

Den indklagede myndighed traf den 23. maj 2022 afgørelse om, at klager ikke havde ret til erstatning som følge af behandlingsskaden, da det samlede krav ikke oversteg det lovpligtige egetbidrag.

Afgørelsen blev truffet efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og erstatningsansvarsloven.

Klagemyndighed A stadfæstede den 9. februar 2023 indklagedes afgørelse.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. marts 2023.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes afgørelse.

Ved afgørelsen blev klager tilkendt 0 kr. i erstatning.

Indklagede angav i afgørelsen, at de ikke anså skaden for at være stor nok til at kunne give klager hverken et fysisk eller psykisk efterspil på mere end højst en uge efter fødslen, og at hvis hun skulle være blevet ramt yderligere på sin psyke efter forløbet, skyldtes det, at hun i forvejen havde en psykiatrisk diagnose.

Klager fik stillet diagnosen paranoid skizofreni i 2010.

Både klagers læge og psykiater ville dog uden problemer kunne stå inde for, at diagnosen var i fuld remission.

Klager har således ikke symptomer på sin tidligere diagnose, og hun modtager hverken medicinsk eller anden behandling herfor.

Klager anfægter indklagedes vurdering af, at forløbet ikke burde have kostet mere end en enkelt uge at komme sig over for normale, raske mennesker.

Klager var blevet henvist til familieambulatoriet under sin graviditet som følge af sin tidligere diagnose.

Klager gennemgik et seks måneders graviditetsforløb med et jordemoderteam, der mødte hende og hendes kæreste med mistillid allerede fra første møde.

Hun rettede talrige gange henvendelse til både egen læge og hendes jordemoder for at blive undersøgt, fordi hun havde mistanke om, at der var noget galt under graviditeten.

Klager gennemførte også et møde i familieambulatoriet, hvor hun var i uopdaget smertefuld fødsel.

Fødslen varede i syv døgn, hvor klager hverken fik søvn eller smertestillende.

Efter fødslen var klager indlagt sammen med sin søn på neonatal.

Efterfølgende har klagers søn løbende været indlagt flere gange og er tilknyttet basis-/specialdagplejetilbud som følge af konsekvenserne ved den for tidlige fødsel.

Klager havde i otte måneder efter fødslen daglige blødninger og smertefulde myoser i bækkenbunden.

Derudover gjorde forløbet det nødvendigt at genoptage hendes tidligere psykologforløb.

På trods af dette mener indklagede, at hun burde have været ovre det på blot én uge.

Indklagede har anført i afgørelsen, at klager havde pletblødninger efter fødslen.

Hvis de havde læst sagen igennem, ville de vide, at hun blødte kraftigt på daglig basis i otte måneder efter fødslen.

De ville også vide, at der ifølge klagers gynækologs vurdering ikke var tale om normale bækkenbundssmerter efter en normal fødsel.

Som følge af fødslen, som varede syv døgn med veer hvert 10. minut, er klager stadig nødt til at lave daglige øvelser.

Klager undrer sig over, at indklagede i afgørelsen er nået frem til, at der var tale om et normalt fødselsforløb.

Der var tale om alt andet end en normal fødsel.

Skaden, som klager har fået anerkendt af Myndighed A, er heller ikke selve fødslen, men det forhold, at den fandt sted så meget før tid, når dette kunne have været undgået ved blot at have undersøgt hende, da hun bad om det.

Hvis ikke første, så anden, tredje, fjerde, femte eller sjette gang.

Myndighed A har på baggrund af en lægeudtalelse vurderet, at den præmature fødsel helt kunne have været undgået, hvis man havde handlet på klagers første bekymringshenvendelse til jordemoderen eller egen læge 21 dage før, det blev opdaget, at klager var i aktiv fødsel.

Indklagede har derimod anvendt en ny lægelig udtalelse, som skønner, at den præmature fødsel måske kunne være udskudt 2-4 uger, hvis behandlingen var blevet foretaget tre timer før.

Hvis Myndighed A’s læge har ret, har indklagede misforstået skadens omfang og dermed også skadens efterfølgende konsekvenser, méngrad og senfølger.

Indklagede har ikke villet dække de udgifter, som klager har haft til modermælkserstatning, selvom det var den for tidlige fødsel, som var årsag til, at hun ikke kunne amme sin søn.

Indklagede har heller ikke villet dække klagers udgifter til Movicol-junior, transport, kostpenge til klagers kæreste under medindlæggelsen eller svie og smerte.

Indklagede mener ikke, at disse erstatningspunkter er en konsekvens af skaden, som klager har fået anerkendt.

Det er muligt, at andre helt raske patienter uden psykiatriske diagnoser, ville være videre mentalt efter et næsten 3-årigt forløb som det beskrevne.

Men klager er ikke rask i forvejen.

Hun har en PTSD-diagnose og er stadig mærket af de ting, som hun blev udsat for dengang og i perioden efter.

Klager kan ikke tolke indklagedes afgørelse på anden måde end, at der ikke er sket nogen skade af væsentlig betydning, og hvis hun på nogen måde oplever det anderledes, skyldes det, at hun i forvejen er psykisk sårbar.

Klager kan konkludere, at indklagede ikke anser det videre forløb med det psykiske og fysiske efterspil og de dertil hørende økonomiske udgifter som en konsekvens af den skade, hun har fået anerkendt.

Hvis man som sårbar gravid tvangstilknyttes et graviditetsforløb på et ambulatorie for sårbare gravide, må man indstille sig på, at man ikke har sine patient- og menneskerettigheder med sig.

Hvis der sker fejl i forløbet, har man som alle ret til at klage, men man har absolut ingen ret til at få medhold, idet man i forvejen var sårbar, da man modtog behandlingen, der endte med at gøre én endnu mere sårbar.

Klagers rettigheder tilsidesættes helt og aldeles på grund af hendes historik i psykiatrien.

Hendes tidligere og forældede diagnose kan altså også i fremtiden frit benyttes til at negligere og helt ignorere eventuelle fejl i hendes behandling og dermed også bruges til at reducere skadens omfang af både sundhedsfagligt personale og dem, som efterfølgende skal afgøre eventuelle klagesager.

Klager lider ikke og har aldrig lidt af paranoid skizofreni.

Indklagede har afgjort erstatningssagen ud fra det faktum, at klager – trods dokumentation for det modsatte – lider af denne diagnose.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede .

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Klagen over forskelsbehandling på grund af handicap angår den indklagede myndigheds afgørelse af 23. maj 2022, hvor klager fik afslag på erstatning som følge af en anerkendt behandlingsskade.

Indklagedes afgørelse var truffet i henhold til reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og erstatningsansvars-loven.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke omfatter det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

For så vidt angår klage over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Efter det, der er anført af klager, vurderer nævnet, at klagen alene angår indklagedes anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

På den baggrund kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen.

Der henvises herved til nævnets faste praksis som udtrykt i blandt andet sagsnr.

22-43536, sagsnr.

21-39008 og sagsnr.

20-43773.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde