Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - afvisning

J.nr. 23-27197

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede myndighed traf afgørelser om, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af sundhedspersoner i forbindelse med et forløb før og efter klagers fødsel.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke omfatter det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

For så vidt angår klage over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet vurderede, at klagen alene angik indklagedes anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede myndighed traf afgørelser om, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af sundhedspersoner i forbindelse med et forløb før og efter klagers fødsel.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at hun under sin graviditet i 2020 var tilknyttet familieambulatoriet på et hospital, fordi hun 10 år forinden var blevet diagnosticeret med paranoid skizofreni, som dog var i fuld remission.

Klager fødte for tidligt som følge af en uopdaget infektion i livmoderen, der medførte svangerskabsforgiftning.

Klager indbragte efterfølgende to klager for den indklagede myndighed over forløbet op til og efter fødslen.

Den ene klagesag angik en klage over, at klagers jordemoder og praktiserende læge ikke havde reageret relevant på klagers symptomer op til fødslen, og at det under et netværksmøde på familieambulatoriet ikke blev opdaget, at klager var i aktiv fødsel.

Hun klagede endvidere over, at jordemoderen ikke havde foretaget korrekt journalføring af behandlingen.

Indklagede traf afgørelse i denne sag den 29. april 2022, hvor der ikke blev givet kritik for jordemoderens behandling og journalføring eller for klagers praktiserende læges behandling.

Indklagede vurderede således, at de pågældende sundhedspersoner havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen og dermed havde handlet i overensstemmelse med autorisationslovens § 17.

Indklagede vurderede endvidere, at jordemoderen havde foretaget journalføring i overensstemmelse med autorisationslovens § 21, stk. 1, og den dagældende journalføringsbekendtgørelses § 10, stk. 2, nr. 2, litra a.

Den anden klagesag angik en klage over, at den ledende overlæge og klagers jordemoder havde brudt deres tavshedspligt ved at sende en underretning til kommunen efter fødslen, og at jordemoderen ved elektronisk opslag havde indhentet oplysninger om klager i forbindelse med hendes første konsultation hos jordemoderen.

Indklagede traf afgørelse i denne sag den 8. februar 2022, hvor der ikke blevet givet kritik, idet indklagede vurderede, at de pågældende sundhedspersoner ikke havde handlet i strid med sundhedslovens kapitel 9.

Begge afgørelser var endelige og kunne ikke påklages til en anden administrativ myndighed.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. marts 2023.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.

Klager har for nævnet fremlagt en rapport om en utilsigtet hændelse udarbejdet af klagers behandler fra distriktspsykiatrien, som deltog i det netværksmøde i familieambulatoriet, hvor klager var i uopdaget aktiv fødsel.

Behandleren angav i rapporten, at man måske kunne have opdaget, at klager var i aktiv fødsel, hvis man havde undersøgt hende inden mødet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes afgørelser.

Indklagede angav i sin afgørelse af 29. april 2022, at de tillagde journalmaterialet stor værdi i sådanne sager, og at de til trods for de fremlagte vidneudsagn ikke anvendte disse i deres vurdering.

I familieambulatoriets journal havde man hverken beskrevet sin egen utilstrækkelighed eller klagers mange bekymringshenvendelser.

Derfor tabte klager sagen til trods for, at der var sundhedsfaglige vidner, som havde udfyldt et skema for utilsigtede hændelser i deres interne system.

”Utilsigtede hændelser” er netop oprettet for at muliggøre skriftlige, indberettede vidneudsagn på uhensigtsmæssige handlinger begået i sundhedsvæsenet.

Klagers daværende specialpsykolog udfyldte skemaet efter netværksmødet i familieambulatoriet, hvor hun iagttog, at klager var i fødsel, uden at klagers jordemoder eller andre foretog sig noget.

Klager føler sig forskelsbehandlet, fordi indklagede valgte at tro på jordemoderen, som klager har anklaget for at pynte på journalnotatet.

Klager føler sig også forskelsbehandlet, fordi indklagede sagtens kunne læse vidneudsagnet, men har valgt ikke at gøre det eller lægge vægt på det i afgørelsen, hvor indklagede ikke fandt grundlag for at udtale kritik af jordemoderen.

Dette til trods for, at Myndighed A tidligere har fastslået, at jordemoderen ikke handlede i rette tid og med rette omhu.

Myndighed A har også tidligere fastslået, at man helt kunne have undgået svangerskabsforgiftningen og den for tidligere fødsel, hvis man havde reageret med en fysisk undersøgelse, da klager første gang rettede henvendelse med en bekymring for sit ufødte barn.

Klager tabte sagen, fordi hun i forvejen var psykisk syg.

Derfor var familieambulatoriet ikke forpligtet til at følge hverken den normale praksis eller lovgivningen på området.

At familieambulatoriet ikke modtog nogen anmærkninger i sagen, kan ikke tolkes som andet end et udtryk for, at klager som menneske og patient ikke regnes for noget, og at hendes rettigheder tilsidesættes, begge dele som følge af hendes tidligere historik i psykiatrien.

Klagers tidligere og forældede diagnose kan altså også i fremtiden frit benyttes til at negligere og helt ignorere eventuelle fejl i hendes behandling både af det sundhedsfaglige personale og af dem, som efterfølgende skal afgøre eventuelle klagesager.

Indklagedes afgørelse af 8. februar 2022 blev også afgjort til det sundhedsfaglige personales fordel, fordi klager har en diagnose, som gav dem en lovlig anledning til bekymring, tiltag og underretninger til kommunen.

Når klager føler sig forskelsbehandlet, skyldes det, at hun i første omgang blev fejlvurderet ved det første møde med jordemoderen, og at klager på det efterfølgende tværfaglige netværksmøde blev renset for alle de uberettigede bekymringer om sit mentale helbred og evnen til at blive mor.

Indklagede brugte derfor uberettiget klagers diagnose som årsag til, at der ikke kan rettes kritik af jordemoderen.

Klager lider ikke og har aldrig lidt af paranoid skizofreni.

Indklagede har afgjort hendes klagesager ud fra det faktum, at klager – trods dokumentation for det modsatte – lider af denne diagnose.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede .

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Klagen over forskelsbehandling på grund af handicap angår den indklagede myndigheds afgørelser af 8. februar 2022 og 29. april 2022.

Disse afgørelser angik spørgsmålet om, hvorvidt en række sundhedspersoner havde overtrådt sundhedsloven, autorisationsloven og journaliseringsbekendtgørelsen i forbindelse med forløbet forud for og efter klagers fødsel.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke omfatter det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

For så vidt angår klage over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Efter det, der er anført af klager, vurderer nævnet, at klagen alene angår indklagedes anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

På den baggrund kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen.

Der henvises herved til nævnets faste praksis som udtrykt i blandt andet sagsnr.

22-43536, sagsnr.

21-39008 og sagsnr.

20-43773.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde