Legislator Case Law & Legislation
W20230944025 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0989

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9440 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0989

KEN#LOKDOK23 2023 9440 Valid

Ikke kritik af Fyens Stiftstidende for afvisning af anonymisering

En person klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at anonymisere hende blandt andet i to artikler på fyens.dk, som omtaler en retssag, hvor personen i byretten i 2018 blev idømt ét års fængsel for bl.a. chikane af offentligt ansatte.

Den idømte straf var i landsretten efterfølgende blevet nedsat til seks måneders fængsel.

Pressenævnet fandt, at artiklerne indeholder oplysninger af personfølsom karakter.

På baggrund af sagens alvor og karakter fandt nævnet imidlertid, at Fyens Stiftstidende ikke havde handlet i strid med god presseskik ved at have afvist personens anmodning om anonymisering, og nævnet udtalte ikke kritik.

KEN#LOKDOK23 2023 9440 Valid

[Klager] v/ Retshjælpen Fyn har klaget til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende har afvist at anonymisere hende i artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ” og artiklen ” Få overblik over dommen: Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i [Rådmanden]-sag” , bragt på fyens.dk den 11. december 2018, samt et Facebook-opslag fra Fyens Stiftstidendes Facebookside, fyens.dk, hvor den første artikel er omtalt, idet [Klager] mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist at anonymisere hendes navn i artiklerne.

1 Sagsfremstilling

Fyens Stiftstidende bragte den 11. december 2018 artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ” på fyens.dk.

Artiklen, der fortsat er tilgængelig i den digitale udgave, har følgende underrubrik

”[Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] blev tirsdag ved Retten i [Bynavn 1] fundet skyldig i at true og chikanere en lang række offentligt ansatte, herunder rådmand [Rådmanden] [Parti A].

”

Der er under overskriften bragt et billede af Retten i [Bynavn 1] ledsaget af billedteksten: ”[Aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] er blevet idømt et års fængsel ved retten i [Bynavn 1] for blandt andet at have chikaneret rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen i [Kommunen] [Rådmanden].

”

Af artiklen fremgår

”Redaktionen oplyser: Efter denne artikel blev publiceret på Fyens.dk er sagen blevet bedømt i landsretten, hvor straffen til den skyldige er blev halveret.

[Ovenstående afsnit er markeret med fed skrift, Pressenævnet ]

Retten i [Bynavn 1] idømte tirsdag [aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] et års ubetinget fængsel for trusler, omfattende chikane af offentligt ansatte, falske anklager og overtrædelse af tilhold.

Hun blev kendt skyldig i samtlige 28 forhold i anklageskriftet med den begrundelse, at lovovertrædelserne har været af omfattende karakter.

Gennem mere end et år og fire måneder har [Klagers tidligere navn] mindst 135 gange taget chikanerende, truende eller krænkende kontakt over e-mail eller telefon til offentligt ansatte i [Politikredsen] og [Kommunen], herunder rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen [Rådmanden] [Parti A].

[Klagers tidligere navn] har blandt andet lavet underretninger om [Rådmanden]s familieforhold, således at rådmanden har fået besøg af socialrådgivere i sit hjem og undersøgt sin evne til at tage vare på sine børn.

- Det er uhyggeligt, at de ([Rådmanden]s børn, red.) vokser op i et hjem, hvor det er i orden at lave mobning og chikane, sagde den [aldersangivelse] under et af sagens i alt fem retsmøder.

Her henviste hun angiveligt til, at hun selv har følt sig chikaneret og uretfærdigt behandlet i rådmandens forvaltning.

Hun har forklaret, at hun ikke har haft til hensigt at genere nogen, men at hun har forsøgt at råbe myndighederne op, fordi hun har mistet retten til at se sin søn i en børnesag.

- Jeg var en mor, der var fyldt af chok, sorg og smerte over at have mistet min søn på en løgn, har hun udtalt i retten.

Trusler og tilhold

Udover chikane af offentligt ansatte blev [Klagers tidligere navn] dømt for trusler og for at have overtrådt tilhold og indgivet falske anklager.

En del af disse forhold involverer sønnens fars advokat, som hun blandt andet har truet med børnebortførelse.

- Du har kidnappet min søn, så nu tager jeg til [Bynavn 2] og tager din datter, har hun blandt andet sagt til advokaten.

Fyens Stiftstidende har tidligere fortalt, at anklager i sagen [Anklageren] og forvarer [Forsvareren] har været betydeligt uenige om sagens strafudmåling.

[Forsvareren] mener, at sagen er ude af proportioner.

- [Klagers tidligere navn] har fuldt forstået de signaler, der er blevet sendt, og hun er fuldt ud klar over, at hun skal holde sig fra at tage kontakt.

Det ville være fuldstændig idiotisk af hende at foretage sig mere i den her sag, forklarede han, da han tirsdag endnu engang anmodede om at få [Klagers tidligere navn] løsladt fra varetægtsfængsling.

Retten afviste at løslade den [aldersangivelse], der har været fængslet siden 31. juli.

Hun valgte allerede ved afsigelsen af anke sin dom til frifindelse.

”

Fyens Stiftstidende bragte den 11. december 2018 artiklen: ” Få overblik over dommen: Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i [Rådmanden]-sag ” på fyens.dk.

Artiklen, der fortsat er tilgængelig i den digitale udgave, har følgende underrubrik

”[aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] er dømt for i alt 28 overtrædelser af straffeloven, der handler om trusler, chikane, overtrædelse af tilhold og falske anklager.

Her følger et kort overblik over dommen.

”

Der er under overskriften bragt et billede af Retten i [Bynavn 1] ledsaget af billedteksten: ”Retten i [Bynavn 1] har idømt [aldersangivelse] [Klagers tidligere navn] et års ubetinget fængsel for blandt andet trusler og chikane.

”

Af artiklen fremgår

”1.

Chikane af offentligt ansatte

[Klagers tidligere navn] er dømt for at have chikaneret en række offentligt ansatte efter straffelovens paragraf 119a.

Det er en ganske ny paragraf, der ikke kun gør det strafbart at true eller udøve vold mod offentligt ansatte, men også at forfølge eller krænke.

En stor del af [Klagers tidligere navn]s chikane har været rettet mod [Politikredsen], rådmand i [Kommunen]s Børn- og Ungeforvaltning [Rådmanden] [Parti A] og hendes datter, byrådspolitiker [Byrådspolitikeren] [Parti B].

[Klagers tidligere navn] er ligeledes dømt for en enkelt overtrædelse af paragraf 119, idet hun har truet en specialanklager med vold.

2.

Trusler

Efter straffelovens paragraf 266 er [Klagers tidligere navn] dømt for at have indgivet trusler i 11 forskellige sammenhænge.

Truslerne er primært givet til hendes søns fars advokat i forbindelse med den børnesag, som angiveligt ligger til grund for [Klagers tidligere navn]s frustrationer.

Hun har blandt andet truet med at kipnappe advokatens datter.

3.

Falske anklager

I fem tilfælde har [Klagers tidligere navn] indgivet falske anklager efter straffelovens paragraf 164 stk. 1.

Hun har anmeldt sin søns fars advokater for dokumentfalsk, hacking, forfalskning af underskrifter, frihedsberøvelse og trusler.

Samtidig har hun anmeldt sin søns far for frihedsberøvelse af sønnen.

Til sidst har hun anmeldt en anden involveret i sagen for overtrædelse af straffeloven og hadforbrydelser.

4.

Overtrædelse af tilhold

[Klagers tidligere navn] er dømt for i tre forskellige sammenhænge at have overtrådt tilhold via gentagne opkald og sms-beskeder.

Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvem tilholdene, som er en overtrædelse af straffelovens paragraf 21, stk. 1, jævnfør paragraf 1, har været imod.

”

Fyens Stiftstidende bragte den 11. december et opslag på Facebook-siden fyens.dk.

Af omtalen fremgår

”En [aldersangivelse] kvinde blev tirsdag ved Retten i [Bynavn 1] fundet skyldig i at true og chikanere en lang række offentligt ansatte, herunder rådmand [Rådmanden].

”

I opslaget er der herefter indsat et link til artiklen: ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”.

[Klager] anmodede den 6. februar 2023 Fyens Stiftstidende om at anonymisere hende i artiklerne, hvilket Fyens Stiftstidende afviste den 27. februar 2023.

[Klager]s klage over Fyens Stiftstidendes afslag er modtaget i Pressenævnet den 3. marts 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Anonymisering – punkt B.

8

[Klager] har anført, at hun i 2018 blev idømt 1 års fængsel ved byretten, men at hun i landsretten fik nedsat straffen til 6 måneders fængsel.

Sagen udspringer af en tragisk sag om samvær med et barn, og [Klager]s barn bliver jævnligt konfronteret med sagen, selv om det må høre til privatlivets fred, hvorvidt et barn har samvær med sin mor.

Byrettens dom ligger mere end fire år tilbage i tiden, og selv om selve dommen kan have offentlig interesse, er det ikke længere i offentlighedens interesse at kende navnet på den dømte, der efter domfældelsen var nødt til at ændre sit efternavn på grund af sagen.

[Klager] anmodede derfor Fyens Stiftstidende om at anonymisere de artikler, hvor hendes navn fremgår, med den begrundelse, at hendes privatliv bør vægte tungere end nyhedens værdi, og også henset til den tid, der er gået siden dommen.

Fyens Stiftstidende afviste denne anmodning med henvisning til mediets retningslinjer for anonymisering.

[Klager] har endvidere oplyst, at hun for nylig har anmodet forurettede i sagen om et møde i konfliktrådet.

2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter

Anonymisering – punkt B.

8

Fyens Stiftstidende har indledningsvist bemærket, at Pressenævnet flere gange har behandlet anmodninger fra [Klager] om at hindre tilgængeligheden af omtalen af hende, og at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen.

Fyens Stiftstidende har henvist til, at sagen senest blev behandlet i marts 2022, hvor [Klager] ikke fik medhold i sin klage og endvidere fik afslag på genoptagelse af sagen.

Afvisningen af at anonymisere [Klager] skyldes sagens alvorlige karakter, hvor hun blev kendt skyldig i 28 forhold, som omhandlede trusler mod offentligt ansatte og folkevalgte, herunder en rådmand i [Bynavn 1].

Det er derfor en sag af offentlig og principiel interesse.

Herudover værner Fyens Stiftstidende konsekvent om mediets arkivindhold, da det er at betragte som løbende skrivning af danmarkshistorien.

Arkivet er derfor af stor og blivende værdi.

På den baggrund afslog Fyens Stiftstidende at imødekomme anmodningen om anonymisering af [Klager] i omtalen af hende.

Mediet har i øvrigt bemærket, at hun har taget navneforandring efter dommen, og at artiklerne alene kan fremsøges på hendes tidligere navn.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.

Anonymisering – punkt B.

8

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist at anonymisere artiklerne ”Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand” og artiklen ” Få overblik over dommen: Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i [Rådmanden]-sag” , bragt på fyens.dk den 11. december 2018, samt et Facebook-opslag fra fyens.dks Facebookside, hvor den første artikel er omtalt, idet [Klager] mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklerne omtaler, at [Klagers tidligere navn], nu [Klager], i en straffesag ved Retten i [Bynavn 1] blev kendt skyldig i 28 forhold og idømt en fængselsstraf på ét år for blandt andet at have udøvet chikane mod en rådmand i [Kommunen].

På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, hvilket Fyens Stiftstidende har fremhævet øverst i den påklagede artikel, at Østre Landsret i april 2019 afsagde dom i ankesagen, hvor straffen blev formildet, således at [Klager] blev idømt en fængselsstraf på seks måneder.

Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne fra december 2018 med omtalen af domfældelsen af [Klager] indeholder oplysninger af personfølsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for klager.

Pressenævnet finder samtidig, at det på baggrund af sagens karakter og alvor ikke kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at anonymisere artiklerne kun omkring fire et halvt år efter dommens afsigelse.

Nævnet finder i den forbindelse, at oplysningerne, som [Klager] har anført til støtte for nærværende anmodning om anonymisering, ikke kan føre til en anden vurdering.

Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Fyens Stiftstidende for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at anonymisere artiklerne.

Afgjort den 23. maj 2023

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →