Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0948
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0948
NORDJYSKE får kritik for utilstrækkelig rettelse og forelæggelse
NORDJYSKE bragte i september 2022 en artikel om en børnechefs fratrædelse, herunder hendes rolle i en række belastende børne- og familiesager.
Det fremgik af artiklen, at der i kølvandet på en omtalt familiesag blev lavet en kritisk redegørelse fra en konsulentvirksomhed, som indeholdt en kraftig kritik af børnechefen.
Denne sammenkobling var ikke korrekt.
NORDJYSKE rettede artiklen og bragte en rettelse ved en opdatering af artiklen.
Børnechefen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at NORDJYSKE havde foretaget en ukorrekt sammenkobling mellem familiesagen og redegørelsen, at NORDJYSKE ikke havde forelagt artiklens indhold for hende, og at NORDJYSKE havde udvist manglende kildekritik.
Pressenævnet fandt, at NORDJYSKE havde foretaget en utilstrækkelig rettelse og forelæggelse, idet NORDJYSKE ikke bragte en særskilt nyhed i den løbende nyhedsstrøm om, at artiklen var blevet rettet, og idet NORDJYSKE ikke havde forelagt børnechefen de konkrete oplysninger om de belastende børne- og familiesager, og nævnet udtalte kritik af NORDJYSKE.
Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.
Dansk Socialrådgiverforening ved advokat Steen Leonhardt Frederiksen har s.m.f.
[Klager] klaget til Pressenævnet over artiklen ”Børnechef stopper med øjeblikkelig virkning - mens betændt sag dukker op” , som blev bragt af NORDJYSKE den 21. september 2022 på nordjyske.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har navnlig klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og at NORDJYSKE ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
NORDJYSKE bragte den 21. september 2022 artiklen ”Børnechef stopper med øjeblikkelig virkning - mens betændt sag dukker op” på nordjyske.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”Borgmester afviser, at afsked hænger sammen med mange møgsager – politikkerne ønsker blot en ny profil”
Af artiklen fremgik følgende
”[Bynavn A]: [Klager] er ikke længere ansat hos [Kommunen].
Den altså nu tidligere børne- og familiechef har de seneste år stået i spidsen for ”Fagforvaltningen for Børn & Kultur”.
For en årrække siden var [Klager] voldsomt i søgelyset på grund af sin rolle i den såkaldte [Sagen].
Og ifølge Nordjyskes oplysninger er en ny potentiel skandalesag dukket op.
Nordjyske har kontaktet [Klager], der ikke ønsker at udtale sig - men i stedet henviser hun til kommunaldirektør [Kommunaldirektøren] for en udtalelse.
Og herfra bliver det bekræftet, at der med omgående virkning er sagt farvel til [Klager]
- Fra politisk side har man ønsket en anden profil.
Derfor er der lavet en gensidig aftale om fratrædelse, siger [Kommunaldirektøren].
Men derudover ønsker han ikke at kommentere yderligere på baggrunden for beslutningen.
Sag syltet i årevis
Afskeden med [Klager] har tidsmæssigt et bemærkelsesværdigt sammenfald med, at en ny belastende sag er dukket op.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er der tale om en mulig incest- og børnepornografisag, der kan spores helt tilbage til 2016.
Dengang blev der holdt et møde i [Kommunen] - og ved den lejlighed blev det fra politisk side forventet, at forvaltningen ville sørge for at anmelde sagen til Nordjyllands Politi.
Men mod forventning blev sagen aldrig anmeldt - og at sagen således blev syltet, er først for nylig kommet til politikernes kendskab.
Belastet af [Sagen]
Udover den nævnte sag har en række andre sager givet grundlag for kritisk lys på [Klager].
Det bekræfter flere forskellige kilder overfor Nordjyske.
Først og fremmest kom hun i søgelyset på grund af [Sagen] - på landsplan kendt som [Sagen].
Her blev et forældrepar dømt for at udsætte deres ni børn for omfattende vold, vanrøgt og mishandling.
Men sagen udløste også en kraftig kritik af forvaltningen i [Kommunen] - heriblandt [Klager], der dengang arbejdede som socialrådgiver - og blandt andet indrømmede, at hun havde ladet sig narre af faderen i sagen.
Ved den lejlighed blev der ifølge Nordjyskes oplysninger lavet en redegørelse fra revisionsfirmaet PWC - med kraftig kritik af [Klager] og den daværende forvaltningschef [Chef A].
Ingen af de to blev dog ved den lejlighed afskediget - mens der til gengæld blev sagt farvel til den daværende børne- og familiechef, [Chef B].
På den baggrund blev [Klager] kort efter forfremmet fra socialrådgiver til børne- og familiechef i [Kommunen].
Flere sager tynger
Men andre sager har som nævnt også belastet [Klager].
Blandt nogle politikere er der eksempelvis blevet kigget til den såkaldte ”oldefarsag”.
Her begik en 80-årig overgreb mod otte forskellige børn.
Og fokus har der også været på sagen om to brødre, der på et tvivlsomt grundlag blev adskilt i forskellige plejefamilier.
Ved den lejlighed afgav [Kommunen] tilsyneladende usande oplysninger i en redegørelse til socialministeren.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er der derudover i hvert fald yderligere et par sager, som politikerne i [Kommunen] er kede af.
Disse sager har dog aldrig hidtil nået offentlighedens kendskab.
Enighed om afsked
Indstillingen om at sige farvel til [Klager] kommer fra børne- og skoleudvalget i [Kommunen].
Men borgmester [Borgmesteren] [Partiet] understreger, at beslutningen om at stoppe samarbejdet er ”bredt politisk funderet”.
- Man har ønsket en anden profil i forhold til hele familieområdet.
Man kan jo nogle gange synes, der skal nye måder og metoder til - og det er det her et udtryk for.
Det handler om, hvor dygtig man er til at behandle hele det her område.
[Borgmesteren] henviser blandt andet til projektet ”[Projektnavn]”, hvor man har prøvet at nedbringe antallet af anbringelser.
I 2018 blev to procent af alle børn i [Kommunen] anbragt udenfor hjemmet - hvilket var dobbelt så mange som landsgennemsnittet.
- Vi har skrevet ordene omkring det, men vi skal jo så have det til at fungere i praksis, siger han om projektet.
Med hensyn til om de mange iøjnefaldende møgsager har spillet en rolle i afskeden med [Klager], siger borgmesteren følgende
- Jeg vil bare sige, at det med en anden profil dækker over en række forskellige ting, hvor vi ønsker en anden måde at gøre tingene på - og det vil jeg holde mig til.
Men det, der er sket tidligere, kan selvfølgelig også spille en rolle i forhold til nogle af de politikere, der har været mest kritiske.
På baggrund af [Sagen] fik I jo på et tidspunkt en redegørelse fra PWC, der var stærkt kritisk overfor [Klager] og den daværende forvaltningschef [Chef A].
Skulle I have taget afsked dengang?
- Skulle vi set i bakspejlet have gjort det anderledes?
Det kunne man måske godt sige ja til.
Når vi nu vil have en ny profil, så kunne vi jo også have gjort det for nogle år siden.
Men dengang syntes politikerne noget andet.
Med hensyn til den mulige incest- og børnepornografisag bekræfter borgmester [Borgmesteren], at der ganske rigtigt har været et møde, hvor han fik en forventning om, at sagen ville blive politianmeldt.
- Det er korrekt, at der har været et møde, hvor der er blevet sagt, at man ville kontakte politiet.
Og så forventer jeg så selvfølgelig, at man kontakter politiet, siger [Borgmesteren].
Borgmesteren slår fast, at han siden dengang ikke har været involveret i sagen - og derfor heller ikke har kendskab til, om politiet rent faktisk blev kontaktet af [Kommunen].
”
Efter offentliggørelsen
Den 23. februar 2023 foretog NORDJYSKE rettelser i artiklens brødtekst, hvor følgende afsnit
”Ved den lejlighed blev der ifølge Nordjyskes oplysninger lavet en redegørelse fra revisionsfirmaet PWC - med kraftig kritik af [Klager] og den daværende forvaltningschef [Chef A].
Ingen af de to blev dog ved den lejlighed afskediget - mens der til gengæld blev sagt farvel til den daværende børne- og familiechef, [Chef B].
På den baggrund blev [Klager] kort efter forfremmet fra socialrådgiver til børne- og familiechef i [Kommunen].
”
og
”Ifølge Nordjyskes oplysninger er der derudover i hvert fald yderligere et par sager, som politikerne i [Kommunen] er kede af.
Disse sager har dog aldrig hidtil nået offentlighedens kendskab.
”
blev erstattet af afsnittene
”I kølvandet på sagen blev der sagt farvel til den daværende børne- og familiechef, [Chef B] - mens kritikken hverken fik konsekvenser for [Klager] eller den daværende forvaltningschef, [Chef A].
Bemærkelsesværdigt var det, at afskeden med [Chef B] gav anledning til, at [Klager] kort efter blev forfremmet fra socialrådgiver til børne- og familiechef i [Kommunen].
”
og
”Nævnes skal også en PWC-rapport fra 2018, der gav anledning til kritik af forvaltningen.
I rapporten blev det påpeget, at [Kommunen] brugte flere penge end nødvendigt på anbringelsesområdet - og ifølge Nordjyskes oplysninger har netop den rapport i høj grad også været med til at belaste [Klager].
Derudover er der i hvert fald yderligere et par sager, som politikerne i [Kommunen] er kede af.
Disse sager har dog aldrig hidtil nået offentlighedens kendskab.
”
NORDJYSKE indsatte endvidere samme dag følgende note i begyndelsen af artiklen fremhævet med kursiv
”Opdateret med rettelse: I en tidligere version af denne artikel er en PWC-rapport blevet kædet direkte sammen med [Sagen].
Det var en fejl, som Nordjyske beklager.
Rapportens kritik af forvaltningen tager udelukkende udgangspunkt i for høje udgifter på anbringelsesområdet.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 13. december 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information
[Klager] har indledningsvis oplyst, at hun i perioden fra juni 2011 til oktober 2022 var ansat som chef for [Kommunen]s Børne- og Familieafdeling (børnechef).
Den 7. september 2022 vedtog kommunens økonomiudvalg, at man politisk ønskede en anden profil på området, hvorfor udvalget tillige bestemte, at der – medmindre der viste sig grundlag for at indgå aftale om, at [Klager] kunne fratræde efter gensidig overenskomst og på nærmere aftalte vilkår – skulle indledes afskedigelsessag.
På den baggrund blev der den 9. til 12. september 2022 indgået en fratrædelsesaftale, hvorefter [Klager] fratræder pr. 30. september 2023, idet hun blev fritstillet ved aftalens indgåelse, hvilket er helt sædvanligt ved ophør i lederjobs på det niveau.
Initiativet til ophøret kom uden nogen form for forudgående varsel eller signaler til [Klager], men forløbet fra, at hun blev orienteret om udvalgets ønske og til indgåelsen af gensidig aftale om fratrædelse og fritstilling, var i øvrigt udramatisk.
Da det var yderst magtpåliggende for [Klager], at der ikke – i strid med sandheden – blev skabt rygtedannelse om, hvorvidt fratrædelsen reelt skete på baggrund af kritik af hendes arbejde eller adfærd, om der havde været ”dårlige sager” eller lignende, blev det tillige som led i fratrædelsesaftalen aftalt, at aftalens parter alene skulle kommunikere udadtil, at [Klager] fratrådte sin stilling i [Kommunen] ”da man politisk ønsker en anden profil for området”.
En begrundelse for ophøret, der som nævnt var fuldstændig dækkende.
Derfor var det også et kolossalt chok for [Klager] at læse den påklagede artikel, som fremstår både groft vildledende og krænkende for hende.
Det helt gennemgående træk er, at NORDJYSKE i artiklen fremsætter henholdsvis viderebringer beskyldninger mod [Klager], som åbenbart hviler på et fejlagtigt og uholdbart grundlag, og at dette ved almindelig kontrol af de pågældende forhold kunne og burde være forhindret.
Artiklens underrubrik indeholder derimod umiddelbart en nogenlunde korrekt beskrivelse af de hensyn, der efter det oplyste lå bag kommunens ønske om, at [Klager] skulle ophøre
”Borgmester afviser, at afsked hænger sammen med mange møgsager – politikkerne ønsker blot en ny profil”
NORDJYSKEs ordvalg indikerer dog, at der skulle findes møgsager, der kan kædes sammen med [Klager], herunder den sag, der er henvist til i overskriften.
I stedet for at acceptere indholdet af netop denne kommentar fra borgmesteren, fremstår artiklen i øvrigt som et uunderbygget og mangelfuldt researchet forsøg på at gætte sig til mulige andre motiver bag fratrædelsen.
[Klager] har bemærket, at klagen til Pressenævnet selvfølgelig ikke handler om at sætte spørgsmålstegn ved, om den aftalte fratrædelsesordning mellem kommunen og hende var rimelig eller ej.
Klagen omhandler udelukkende NORDJYSKEs fejlbehæftede dækning af sagen, i særdeleshed den mangelfulde kildekritik, det mangelfulde faktatjek, som artiklen er udtryk for, sammenholdt med, at NORDJYSKE ikke inden offentliggørelsen har forelagt [Klager] indholdet i artiklen.
Når NORDJYSKE har postuleret, at [Klager] ikke vil anerkende den politiske beslutning, der lå bag kommunens ønske om at indgå en fratrædelsesaftale, er det ligeledes ramt helt forbi.
[Klager] var selv part i aftalen, og hun har heller ikke anvendt udtrykket ”politisk magtkamp” som anført af NORDJYSKE.
Problemet er, at hverken [Klager] – eller efter det foreliggende NORDJYSKE – har nogen viden om, hvad der lå bag den politiske beslutning.
[Klager]s klage vedrører indholdet i og tilblivelsen af en artikel, hvor NORDJYSKE på et meget løst grundlag forsøger at knytte en række mere eller mindre fantasifulde forestillinger om mulige fejl og mangler i forvaltningens og/eller [Klager]s arbejde sammen med denne fratrædelse.
- ”Sag syltet”
[Klager] har anført, at hendes fratrædelse er blevet kædet sammen med ”en ny belastende sag”, ovenikøbet en ”mulig incest- og børnepornografisag” tilbage fra 2016, hvor hendes afdeling angiveligt skulle have syltet en politianmeldelse stik imod politikernes ønske.
[Klager] har oplyst, at politiet naturligvis blev kontaktet tilbage i 2016 for en vurdering af sagen, at politiet ikke fandt noget som helst grundlag for at gå ind i sagen, og at sagen herefter blev lukket i 2017.
Alt er med andre ord foregået helt efter reglerne.
Som det fremgår af artiklen, angav den af avisen citerede kilde, borgmester [Borgmesteren], da også, at han ikke selv vidste, om der dengang var sket anmeldelse til politiet.
Givet denne kommentar forekommer det helt besynderligt, at NORDJYSKE ikke har foretaget en nærmere undersøgelse af, om der oprindeligt i 2016 blev rettet henvendelse til politiet.
En enkelt byrådspolitiker i [Bynavn A] har [Klager] bekendt efterfølgende i sommeren 2022 valgt selv at tage affære med en politianmeldelse mod den far, der er part i sagen.
Det har tvunget forvaltningen til at genåbne sagen.
Dette til trods for at drengen, som det hele handler om, er i trivsel og dermed ikke i øvrigt er i målgruppen for at have en sag i en myndighedsafdeling.
Politiets undersøgelser i den forbindelse er stadig i gang.
Forvaltningen har således ikke syltet denne sag, og der er ikke, som det forudsættes i overskriften, nogen ny belastende sag på vej.
Alle relevante kilder på rådhuset ville kunne bekræfte dette – muligvis med undtagelse af den enlige politiker, som har rejst sagen.
NORDJYSKE ses ikke på nogen måde at have søgt konkret oplysning om endsige verifikation af historien i den relevante forvaltning.
Særligt i lyset af borgmesterens kommentar om, at han ikke var bekendt med, om politiet var kontaktet i 2016, er denne undladelse graverende.
Hele historien om en påstået ”syltning” hviler på den forudsætning, at en sådan inddragelse ikke er sket.
NORDJYSKE har nemlig i modstrid med realiteterne og uden nogen form for kildeangivelse konkluderet
”Men mod forventning blev sagen aldrig anmeldt – og at sagen således blev syltet, er først for nylig kommet til politikernes kendskab.
”
Det fremgår af NORDJYSKEs svar til Pressenævnet, at journalisterne øjensynlig ikke rigtig har kunnet finde ud af at få bekræftet deres antagelse om, at forvaltningen skulle have ”syltet” en politianmeldelse i årevis.
Nordjyllands Politi har således efter det anførte hverken kunnet be- eller afkræfte eksistensen heraf.
NORDJYSKE har imidlertid efter det foreliggende ikke søgt aktindsigt hos politiet.
Det fremgår således heller ikke klart, om NORDJYSKEs aktindsigtsanmodning hos kommunen præcist vedrører aktindsigt i politianmeldelsen, ligesom det ikke fremgår, hvorfor NORDJYSKE ikke har afventet, henholdsvis krævet, at få skriftligt svar på anmodningen.
Den i artiklen angivne mellemrubrik ”Sag syltet i årevis” og angivelsen af, ”at en ny belastende sag skulle være dukket op”, endda omtalt som ”en mulig incest- og børnepornografisag” savner således ethvert grundlag i de fund, som NORDJYSKE omtaler.
Der foreligger tværtimod ingen bekræftelse fra autoritative kilder, som har konkret viden om indgivelse af anmeldelsen, der støtter, at en sådan ikke skulle være indgivet.
Det er også bemærkelsesværdigt, at NORDJYSKE anfører, at ”i det tilfælde, at NORDJYSKE skulle have viderebragt en faktuel fejl, vil avisen naturligvis rette denne”.
Der er tale om en alvorlig og grundløs beskyldning mod [Klager], som NORDJYSKE har pligt til at rette.
Oplysning om, hvorvidt eller hvornår ”faderen” eller ”forælderen” – der tænkes øjensynligt på to forskellige personer – skulle have været inddraget af politiet eller andre, er uden nogen som helst betydning for spørgsmålet.
[Klager] har bemærket, at den påstand, som NORDJYSKEs fremlagte kritik vedrører, er om en af ”politikerne” udtrykt forventning om, at sagen dengang blev anmeldt til politiet, blev opfyldt eller ej.
En anmeldelse til politiet indebærer efter normal sprogbrug, at politiet gøres opmærksom på et forhold, som efter anmelders opfattelse er eller kan være strafbart.
Der er ikke særlige formkrav til en anmeldelse.
Politiet har herefter ansvaret for at tage stilling til, i hvilket omfang, sådanne oplysninger giver anledning til nærmere efterforskning, ligesom spørgsmålet om, hvorvidt en sådan sag – i hvert fald når det som her kunne dreje sig om eventuelt seksuelt misbrug – giver anledning til at rejse sigtelser, eventuel påtale mv., ene og alene beror på politiet/anklagemyndigheden.
Der er tale om forhold, der i givet fald vil være undergivet offentlig påtale.
De oplysninger, som NORDJYSKE nu har indhentet og oplyst i svaret til Pressenævnet, bekræfter altså, at anmeldelse er sket.
NORDJYSKE kunne altså, som det ses ved en henvendelse til kommunaldirektøren, få afklaret, at forvaltningen allerede i 2017 rettede henvendelse til politiet i sagen.
- ”Møgsager”
[Klager] har anført, at det fremgår af artiklen, at hun angiveligt skulle have ”møgsager” på samvittigheden.
Blandt andet fremhæves den såkaldte ”oldefarsag” som eksempel, i øvrigt fuldstændig ude af kontekst.
Det var imidlertid [Kommunen]s Familieafdeling, der aktivt hjalp politiet med at afdække overgrebene i den sag.
Der er aldrig tidligere – [Klager] bekendt – på noget tidspunkt rejst kritik af forvaltningens endsige hendes rolle i den sag, tværtimod.
NORDJYSKE har i svaret til Pressenævnet anført, at artiklen er baseret på baggrundsviden fra et stort antal kilder, der tilsyneladende har haft stærkt divergerende opfattelser af forløbet.
NORDJYSKE har så ladet de ”toneangivende” kilder være udslagsgivende for vinklen i artiklen.
Der savnes imidlertid enhver angivelse af, hvad der menes med ”toneangivende”.
Det helt centrale problem er, at NORDJYSKE ikke har været i besiddelse af nogen form for viden om, hvilke reelle grunde, der har måttet ligge bag udvalgsbeslutningen om at søge samarbejdet med [Klager] afviklet.
Det er en uvished, som avisen deler med [Klager], der har fået samme sparsomme begrundelse som den, kommunaldirektøren og borgmesteren har videregivet til NORDJYSKE, nemlig at politikerne blot har ønsket en ny profil.
[Klager] har bemærket, at NORDJYSKE ikke har kommenteret klagen for så vidt angår den i artiklen omtalte ”oldefarsag”, hvor forvaltningen under ledelse af [Klager] hjalp politiet på sporet af en overgrebssag.
[Klager] har tilladt at gå ud fra, at dette indebærer en anerkendelse af, at omtalen heraf har været et vildskud.
Supplerende har [Klager] oplyst, at børnene i den såkaldte ”oldefarsag” blev anbragt for 13 år siden – altså et halvt år efter, at [Klager] blev ansat i kommunen, og to år inden hun blev chef.
Så alene ud fra en simpel tidslinje kan man med god grund slå fast, at de påberåbte kilders ”førstehåndskendskab” til [Klager]s rolle ved behandlingen af sagerne er ukorrekt.
Først flere år efter, at børnene blev anbragt – og på et tidspunkt, hvor [Klager] var blevet chef – lykkedes det at få børnene til at fortælle om overgreb, hvilket med forvaltningens mellemkomst førte til, at der kunne rejses tiltale overfor ”oldefaren”.
I NORDJYSKEs svar til Pressenævnet nævnes som eksempel på de andre, ikke hidtil præciserede møgsager, en ”tvangsfjernelsessag fra [Bynavn B]-området”.
[Klager] har i den forbindelse bemærket, at der ikke er tale om en tvangsfjernelsessag.
Der er tale om flytning af en dreng fra en plejefamilie til drengens moster.
Drengen er i dag ikke længere en ”sag” i myndighedsregi, idet mosteren har fået overdraget forældremyndigheden, og han er således ikke længere anbragt.
Han trives hos sin biologiske familie, som har fået overdraget forældremyndigheden.
Helt efter bogen og helt efter, hvad der efter nyere opfattelse er det bedste for et barn.
Dette kunne NORDJYSKE ligeledes uden problemer have fået oplyst ved et simpelt faktatjek.
- PwC-rapport
[Klager] har anført, at det fremgår af artiklen, at en kritisk PwC-rapport – angiveligt i kølvandet på den såkaldte [Sagen] – skulle have indeholdt en ”kraftig kritik” af hende og daværende direktør [Chef A].
Den omtalte rapport fra PwC er rettelig fra 2018, altså otte år efter [Sagen] (som er ca. 12 år gammel), og rapporten handlede om afdækning af udgifter i forvaltningen, særligt i relation til børnesager.
Rapportens konklusioner indeholder ingen kritik af [Klager] overhovedet, ej heller af direktøren.
[Klager] har bemærket, at hun ikke var chef på tidspunktet for [Sagen], og at hun er i besiddelse af den omtalte rapport.
PwC-rapporten har ikke nogen som helst sammenhæng med [Sagen].
Det er ikke et spørgsmål om tid – der er ingen indre eller ydre sammenhæng overhovedet.
Det forhold, at journalisten efterfølgende efter det oplyste har fremlagt også disse fejlagtige oplysninger for en åbenlyst uforberedt borgmester, indebærer ikke, at der er foretaget fornøden kontrol af oplysningernes rigtighed.
At der øjensynligt gættes på, om [Klager] skulle have været fyret i forbindelse med rapporten, er jo så endnu mere uhyrligt, eftersom hun slet ikke var genstand for nogen form for kritik eller bedømmelse i forbindelse med rapporten.
Den kobling, der overhovedet skulle forbinde [Klager] til rapporten, mangler helt, og derfor selvsagt også en eventuel kobling til den aktuelle fratrædelse.
Fejltagelserne kunne være undgået, såfremt NORDJYSKE havde søgt aktindsigt i og måske endda havde gjort sig den ulejlighed at læse PwCs rapport.
Det er selvfølgelig tilfredsstillende at konstatere, at NORDJYSKE i svaret til Pressenævnet omkring rapporten har indrømmet denne åbenlyse fejl og har bragt en rettelse i avisen.
Det er dog ikke tilstrækkeligt med ti linjers rettelse på side 2, uden klar angivelse af kontekst og derfor uforståelig for læseren.
NORDJYSKE har i svaret til Pressenævnet kommet med nye angreb, som ikke fremgår af artiklen.
Nu mener NORDJYSKE pludseligt at vide, at konsulenter fra PwC mundtligt skulle have anbefalet en afskedigelse af [Klager] og hendes daværende direktør.
Da [Klager] ikke på noget tidligere tidspunkt har hørt herom, har hun aktuelt kontaktet den daværende formand for Børne- og Skoleudvalget, altså den umiddelbare bestiller og modtager af rapporten, der har oplyst, at en sådan mundtlig overlevering af rapporten ikke fandt sted.
Han afviste ligeledes, at rapporten skulle have anbefalet en afskedigelse af [Klager] og/eller hendes daværende direktør.
Ordret skriver den tidligere formand til [Klager]
”Jeg har ikke deltaget i et møde, hvor PwC har anbefalet at fyre jer.
Vi har i det politiske udvalg fået rapporten gennemgået, men der står ikke noget om afskedigelser deri.
Så jeg ved ikke hvem det skulle være med i så fald.
”
Det er en oplysning, som NORDJYSKE ganske simpelt kunne have faktatjekket, men i stedet har NORDJYSKE angiveligt valgt at stole på ”toneangivende” anonyme politikeres erindringer.
Med hensyn til de anførte citater fra rapporten bemærkes alene, at konstateringen af et besparelsespotentiale i en besparelsessituation selvklart ikke kan tages som udtryk for kritik af fortiden.
Den konstaterede, massive nedgang i tvangsfjernelsessagerne taler for sig selv.
- Projekt ”[Projektnavn]”
[Klager] har anført, at artiklens henvisning til projektet ”[Projektnavn]” undlader at klargøre, at der som led i dette projekt er konstateret en jævn nedgang i både det nominelle antal og procentandelen af anbragte børn/unge fra 2017 til 2022 (førstnævnte fra 112 i 2017 til 82 igangværende anbringelsessager i 1. halvår).
Der er således tale om, at der i perioden, hvor [Klager] har virket som børnechef, er sket et markant fald i antallet af anbringelsessagerne i overensstemmelse med målsætningen.
Dette forhold kunne NORDJYSKE ved at opbyde blot et minimum af journalistisk omhu have fået dokumenteret ved henvendelse til Børne- og Familieafdelingen.
I stedet insinueres ved henvisning til et citat af borgmester [Borgmesteren], at der ikke i praksis er sket fremskridt
”- Vi har skrevet ordene omkring det, men vi skal jo også have det til at fungere i praksis, siger han om projektet.
”
[Klager] må forstå NORDJYSKEs svar til Pressenævnet sådan, at avisen heller ikke har faktatjekket de uomtvisteligt positive resultater af [Klager]s og forvaltningens arbejde med strategien ”[Projektnavn]”.
I en offentligt tilgængelig publikation ”Anbringelser – [Projektnavn] pr. 1. januar 2017” udarbejdet af Familieafdelingen i [Kommunen] er gennemgået den faldende udvikling i anbringelserne 2017-20, som er omtalt i klagen.
I stedet har NORDJYSKE citeret anonyme kilder for, at projektet ikke er lykkedes, hvilket er faktuelt forkert.
Heller ikke her kan den af NORDJYSKE påberåbte forelæggelse af artiklen for borgmesteren gøre det ud for det pligtmæssige faktatjek.
Det mindste, NORDJYSKE havde pligt til, var at tjekke udviklingen i anbringelserne, som den fremgår af helt åbne kilder – både den anførte kilde og Danmarks Statistik, som årligt offentliggør tal for anbringelser med forskellig kvalifikation heraf, herunder også opdelt på kommuner.
En så præcis og objektiv kilde ville imidlertid ikke tjene NORDJYSKEs formål, der klart har været at insinuere sammenhænge mellem forskellige forhold og ”sager” samt [Klager]s aktuelle fratrædelse på trods af borgmesterens bestemte afvisning af, at der eksisterer nogen sammenhæng.
- Yderligere sager
[Klager] har anført, at det i artiklen antydes, at hun skulle have ”i hvert fald yderligere et par sager, som politikerne i [Kommunen] er kede af”.
NORDJYSKE har ikke præciseret, hvilke sager der måtte være tale om.
Bemærkningen har efter [Klager]s opfattelse åbenlyst alene til formål at skade hendes omdømme.
[Klager] har på baggrund af bemærkningen ingen mulighed for at genkende, hvilke sager, om nogen konkrete overhovedet, der måtte være refereret til, og har derfor heller ikke mulighed for at forholde sig hertil.
Det er selvstændigt en grov overtrædelse af god presseskik, at artiklen ud af det blå forudsætter eksistensen af en række yderligere, udefinerede møgsager, som skulle knyttes til [Klager].
Det forhold, at NORDJYSKE uden nogen form for uddybende eller præciserende beskrivelse i svaret til Pressenævnet insisterer på, at ”det er en kendsgerning, at der er flere sager” – underforstået flere sager (møgsager eller betændte sager, som i øvrigt er genstand for artiklen), som kan kobles til [Klager]s embedsførelse, og som ligeledes skulle kunne kobles til fratrædelse – understreger blot manglen på substans.
Det fremgår endda, at ”NORDJYSKE fandt det ikke nødvendigt at nævne dem…”.
NORDJYSKE kan ikke omgå det almindelige krav om dokumentation og fornøden kontrol af fakta ved alene at insinuere eksistensen af ”yderligere sager”, der kunne indebære kritik af [Klager].
Det er tværtimod tvingende nødvendigt, at der, hvis NORDJYSKE er af den opfattelse, at der foreligger kritisabel adfærd fra [Klager]s side i en bestemt sammenhæng, foreligger en så præcis beskrivelse, at hun for eksempel vil have mulighed for at forsvare sig herimod.
- [Sagen]
[Klager] har anført, at hendes fratrædelse kædes sammen med den 12 år gamle [Sagen] fra tiden, før hun overhovedet varetog ledelsesansvar i kommunen.
Dette understreger, at artiklens hensigt har været at søge gennemført et karaktermord på [Klager] og en fuldstændig ubegrundet tilsvining af hendes faglige eftermæle i [Bynavn A]s Børne- og Familieområde i kommunalt regi i det hele taget.
NORDJYSKE har i svaret til Pressenævnet anført, at ”det må anses for et naturligt spørgsmål”, om der er sammenhæng mellem [Klager]s fratrædelse og en 12 år gammel sag, i øvrigt fra et tidspunkt, hvor hun ikke havde noget chefansvar.
Allerede fordi sagen landsdækkende var omtalt og drøftet i samtiden (2011) sideløbende med en række andre lignende sager fra forskellige kommuner og i lyset af, at [Klager] efterfølgende og med forløbet af [Sagen] i de relevante aktørers friske erindring blev forfremmet til sin mangeårige chefstilling, er det helt åbenbart ikke et naturligt spørgsmål, om der skulle være nogen sammenhæng mellem den efterfølgende fratrædelse efter mange års tjeneste og den omtalte gamle sag.
En sådan kobling fremstår som grebet ud af den blå luft.
Kildekritik
[Klager] har anført, at NORDJYSKE har udvist manglende kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Det gælder blandt andet i relation til de dele af artiklen, der mere ubestemt som kilde henviser til ”politikere”.
Som det fremgår, har NORDJYSKE angivet, at artiklen i alt væsentligt bygger på anonyme udsagn fra flere byrådsmedlemmer.
En så massiv anvendelse af anonyme kilder kræver imidlertid en særlig pligt til at foretage fornøden undersøgelse af disse kilders troværdighed, ikke mindst ved systematisk at holde indholdet heraf op mod konkrete fakta, der er indhentet via aktindsigt mv.
Det fremstår imidlertid sådan, at NORDJYSKE ikke har gransket de enkelte anonyme politikeres motiver for udtalelserne, herunder deres eventuelle personlige involvering i konkrete sager.
Det er efter [Klager]s opfattelse beskæmmende, at avisen ikke har tjekket helt grundlæggende faktuelle oplysninger, men har valgt rollen som ukritisk mikrofonholder i jagten på en skandale.
[Klager] har bemærket, at klagen ikke handler om brugen af anonyme kilder og beskyttelsen af disse, men om pressens forpligtelse til i særlig grad at faktatjekke de oplysninger, som fremsættes anonymt.
Artiklen fremstår som et kludetæppe af anonyme politikeres individuelle erindringer om Familieafdelingens arbejde i sager, der er både 12 og 13 år gamle, sågar episoder, hvor der åbenbart ikke er en sag.
Det forhold, at NORDJYSKE i forbindelse med udarbejdelsen af svaret til Pressenævnet måtte have forhørt sig hos op til hele ti byrådsmedlemmer, gør ikke oplysningerne mere retvisende og udgør selvsagt ikke et tilstrækkeligt faktatjek.
Forelæggelse
[Klager] har anført, at NORDJYSKE ikke har forelagt artiklens indhold for hende.
[Klager] har oplyst, at hun modtog en kort telefonopringning fra journalisten, der oplyste, at han havde erfaret, at hun var ophørt i stillingen og spurgte, om hun ønskede at kommentere det, hvorpå hun henviste til kommunaldirektøren.
[Klager] blev imidlertid ikke under den korte samtale orienteret om, at NORDJYSKE var i færd med at udarbejde en artikel om hende eller forvaltningen, herunder en artikel, som omhandlede journalistens gætterier med hensyn til, hvad der kunne tænkes at ligge bag fratrædelsen.
[Klager] blev således heller ikke overhovedet under den korte samtale foreholdt nogen af de oplysninger, der er givet henholdsvis videregivet i artiklen.
Den korte telefonopringning, der blev foretaget til [Klager], hvor hun i helt ukvalificeret form fik mulighed for at kommentere, at hun var fratrådt sin stilling, uden at hun overhovedet fik forelagt de konkrete oplysninger, som avisen havde tilvejebragt og agtede at bringe eller viderebringe, indebærer ikke en tilstrækkelig opfyldelse af pligten til at forelægge oplysninger.
Det er misvisende, når NORDJYSKE i svaret til Pressenævnet har anført, at ”forelæggelse for [Klager] er sket med fyldestgørende forklaring på, hvad artiklen vil indeholde”.
[Klager] modtog derimod et opkald fra en journalist fra NORDJYSKE, der anførte: ”Hej [Klager], har du en kommentar til din afskedigelse?
”, hvortil hun – i øvrigt i overensstemmelse med den aftale, der var indgået om fratrædelsen – naturligvis svarede nej og henviste til kommunaldirektøren.
Opkaldet varede kun ganske kort og på intet tidspunkt i den korte samtale blev [Klager] præsenteret for oplysning om, at NORDJYSKE var i færd med en artikel, endsige indholdet af en sådan artikel.
I lyset af, at den omhandlede artikel som sin helt centrale genstand og emne forsøger at udfinde baggrunden eller baggrundene for [Klager]s fratræden, er det selvfølgelig uden enhver betydning for bedømmelsen af, om pligten til at forelægge for hende og give mulighed for eventuel berigtigelse er opfyldt, at NORDJYSKE i sit svar til Pressenævnet fortsætter med, at ”forelæggelse er yderligere opfyldt ved fremsendelse af artiklen til gennemsyn i sin helhed hos flere politikere, samt [Borgmesteren], borgmester i [Kommunen]”.
NORDJYSKE har altså åbenbart inden offentliggørelsen sendt artiklen til godkendelse hos en række navngivne som unavngivne kilder, men ikke til den person, der er den centrale genstand for artiklen, og som groft bliver hængt ud.
[Klager] har bemærket, at idet NORDJYSKEs ærinde med artiklen var at afsøge, om der lå ”skandalesager” bag, der havde givet grundlag for kritik af hende, medførte dette en særlig pligt til at foreholde hende de påstande og beskyldninger om alvorlige fejl i embedsførelsen, som luftes i artiklen.
En sådan fremgangsmåde er ikke fulgt.
Det forhold, at ”emnet” for en eventuel artikel efter det af NORDJYSKE oplyste skulle være oplyst over for [Klager] ville heller ikke, såfremt dette blev lagt til grund, have udgjort nogen tilstrækkelig opfyldelse af god presseskik.
Som nævnt bad journalisten i den ganske korte telefonsamtale [Klager] om en kommentar til fratrædelsen, intet andet.
[Klager] henholdt sig til den tavsheds- og loyalitetsklausul, der var vedtaget i fratrædelsesaftalen.
Det medfører selvfølgelig ikke, at [Klager] derved skulle have givet afkald på sin ret til efterfølgende og inden offentliggørelsen at få forelagt den groft ærekrænkende kritik, der fremsættes i artiklen.
Overskrifters dækning
[Klager] har anført, at overskrifter og mellemrubrikker ikke i tilstrækkelig grad i form og indhold har dækning i artiklens oplysninger.
[Klager] har som eksempel henvist til mellemrubrikken ”Sag syltet i årevis” .
Sammenfattende har [Klager] bemærket, at hun har været chef i [Kommunen] gennem 11 år og har hverken i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen eller tidligere været præsenteret for alvorlig kritik af hendes embedsførelse.
Senest i forbindelse med, at [Klager] blev præsenteret for det politisk formulerede ønske om, at samarbejdet skulle ophøre, blev det understreget af ledelsen, at de intet havde at udsætte på hendes arbejde eller resultater.
[Klager] var som chef bredt anerkendt for sit arbejde, også uden for kommunens grænser, herunder i Socialministeriet, KL og Socialstyrelsen.
Helt i overensstemmelse med borgmesterens og kommunaldirektørens overordnede udtalelser til NORDJYSKE.
Øjensynlig blev [Klager] i efteråret 2022 en brik i et politisk spil internt i byrådet i [Kommunen] og opfordret til at fratræde, alene med den begrundelse, at man politisk ønsker en anden profil i jobbet.
Derfor fratrådte hun med øjeblikkelig virkning, som det er normen ved chefjobs på det niveau.
Uden drama, uden skandaler.
Der var kort og godt ingen betændt sag på vej.
Det er påfaldende, at NORDJYSKEs gætterier i artiklen ikke på nogen måde er fulgt op efterfølgende, hvilket understreger, at de gætterier, der blev kastet op i luften i september 2022, næppe har indeholdt noget substantielt, endsige berørt betændte sager, forvaltningsmæssige svigt mv.
Hertil kommer, at personangreb på en – afgået – embedsmand af den kaliber, som NORDJYSKEs artikel er udtryk for, er særligt alvorlige og derfor også kræver et særligt sikkert grundlag, ikke mindst fordi, at en person, der som [Klager] er ophørt i tjenesten og på tidspunktet for artiklen fristillet, dels fortsat er omfattet af tavshedspligt og af loyalitetspligt mv. mod arbejdsgivere, dels er berøvet den brede adgang til information, hun havde haft under den foregående ansættelse.
NORDJYSKE har øjensynlig i kampens hede glemt en af de allervigtigste journalistiske dyder, nemlig respekten for de mennesker, hvis liv, de omtaler.
2.2 NORDJYSKEs synspunkter
Korrekt information
Det er NORDJYSKEs opfattelse, at der i nærværende sag ikke er handlet i uoverensstemmelse med de presseetiske regler.
Det følger af medieansvarsloven og de presseetiske regler, at medier, for at sikre ytringsfriheden i Danmark, har fri adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt.
I forhold til lokale og regionale medier følger der hermed en opgave og et ansvar for at indsamle informationer om en kommunes beslutninger og til at efterprøve, om en kommunes kommunikation er korrekt.
Det er denne opgave, at NORDJYSKE har påtaget sig i dækningen af afskedigelsen af [Klager] som chef i [Kommunen].
- ”Sag syltet”
NORDJYSKE har anført, at avisen kontaktede Nordjyllands Politi, som hverken ville af- eller bekræfte, at der fandtes en sag.
Det var ligeledes heller ikke fra [Kommunen] muligt at få en håndfast oplysning i forhold til dette.
NORDJYSKEs anmodning om aktindsigt vedrørende en eventuel politianmeldelse i september 2022 blev ikke besvaret skriftligt.
Derimod blev NORDJYSKE telefonisk oplyst, at aktindsigten ikke ville bringe avisen information, da alt ville være overstreget.
Faderen til de måske krænkede børn har oplyst, at han først i sommeren 2022 hørte om sagen.
Han havde altså hverken fra Nordjyllands Politi eller fra [Kommunen] fået oplyst, at der skulle være en sag.
Forælderen har i øvrigt hidtil ikke ønsket at medvirke i en artikel.
I anledning af klagesagen i Pressenævnet har NORDJYSKE igen været i kontakt med kilder fra [Kommunen], der bekræfter, at der ikke findes en anmeldelse.
I det tilfælde, at NORDJYSKE skulle have viderebragt en faktuel fejl, vil avisen naturligvis rette denne.
[Klager] har dog ikke efter offentliggørelsen af artiklen og forud for sin klage til Pressenævnet rettet henvendelse til NORDJYSKE og dokumenteret, at artiklen indeholder faktuelle fejl.
Såfremt [Klager] kan dokumentere, at der er foretaget en egentlig politianmeldelse, har NORDJYSKE opfordret hende til at fremlægge dokumentation for avisen, hvilket hun har kunnet gøre siden artiklens offentliggørelse.
Indtil da må NORDJYSKE fastholde, at der efter avisens og avisens kilders oplysninger ikke er sket en politianmeldelse.
Fra politisk side var der en klar forventning om, at der ville blive indgivet en politianmeldelse i sagen.
Det bekræfter borgmester [Borgmesteren] i artiklen.
NORDJYSKE har fra flere kilder fået oplyst, at der efterfølgende fra politisk side – i et politisk udvalg – er spurgt meget konkret til, om der rent faktisk som aftalt blev indgivet en politianmeldelse, og svaret var, at en sådan ikke findes.
Så politikerne følte, at sagen var syltet, og det var én af de mange årsager til, at tålmodigheden med [Klager] blev brugt op.
Som anført oven for havde NORDJYSKE spurgt Nordjyllands Politi, om der alligevel findes en anmeldelse.
De vil hverken af- eller bekræfte, om den findes.
I efteråret 2022 anmodede NORDJYSKE ligeledes om aktindsigt hos [Kommunen], og i anmodningen nævnte NORDJYSKE specifikt, at sagen tilsyneladende ikke var politianmeldt.
Anmodningen blev afvist, og embedsværket ville ikke svare på NORDJYSKEs spørgsmål til sagen.
NORDJYSKE har på baggrund af klagen til Pressenævnet igen været i kontakt med kommunaldirektøren, som bragte den for NORDJYSKE nye oplysning frem, at der dengang skete en henvendelse fra kommunen til politiet, men at det ikke endte i en egentlig politianmeldelse.
Kommunaldirektøren har endnu en gang afvist at give NORDJYSKE aktindsigt i, hvordan korrespondancen med Nordjyllands Politi foregik.
Det har som dokumentation for artiklens indhold naturligvis betydning, at NORDJYSKE i artiklen kunne oplyse, at familien først i sommeren 2022 hørte om sagen fra 2016.
De havde hverken fra Nordjyllands Politi eller fra [Kommunen] fået oplyst, at der skulle være en sag, hvilket underbygger, at der ikke var en politisag.
Endelig skal det med, at der i 2022 blev foretaget en politianmeldelse af sagen.
Hvis der allerede var foretaget en anmeldelse fem-seks år forinden, havde Nordjyllands Politi vel næppe undersøgt den igen, idet der ikke var nye oplysninger i sagen.
NORDJYSKE har bemærket, at der er forskel på at føre en samtale med politiet og at foretage en formel politianmeldelse.
En kommune vil sædvanligvis have retningslinjer for, at en politianmeldelse skal foregå skriftligt.
Ifølge NORDJYSKEs kilder er der ikke sket en sådan formel politianmeldelse.
- ”Møgsager”
NORDJYSKE har bemærket, at det er vigtigt at understrege, at selv om der blev indgået en aftale om fratrædelse med [Klager], så var det en politisk beslutning.
Man ønskede at tage afsked med hende.
Med det udgangspunkt dykkede NORDJYSKE ned i baggrunden for den beslutning, der blev truffet.
Med fratrædelsesaftalen blev politikerne låst i forhold til, hvad de udadtil kunne sige om sagen.
NORDJYSKEs artikel er derfor baseret på oplysninger, der er fremkommet under hensynet til kildebeskyttelse.
Artiklen ville ikke kunne laves uden beskyttelse af kilderne.
Som lokalt medie er det for NORDJYSKE en væsentlig opgave at prøve at give læserne en forståelse af baggrunden for den pludselige beslutning om at tage afsked med den kommunale chef, [Klager].
Helt grundlæggende er artiklen baseret på baggrundsviden fra et stort antal af kilder.
Blandt dem kunne NORDJYSKE konstatere, at der var stor forskel på opfattelsen af forløbet – blandt de toneangivende har den baggrund, der gengives i artiklen, været udslagsgivende.
Med hensyn til betydningen af ordet ”toneangivende” har NORDJYSKE henvist til avisens indledende bemærkninger.
Der var tale om centrale kilder med førstehåndskendskab.
Kildebeskyttelsen gør det ikke muligt for NORDJYSKE at komme det meget nærmere.
Politikerne har givet NORDJYSKE de ”reelle grunde” for, at de traf den beslutning, som de gjorde, og oplysningerne direkte fra de involverede beslutningstagere om bevæggrundene må naturligvis tillægges stor vægt, også selv om der formelt er formuleret en gensidig fratrædelsesaftale.
Artiklen bygger således ikke på gætværk.
Politikerne har hver for sig lagt forskellig vægt på de enkelte forhold, som NORDJYSKE nævnte i artiklen.
Som et samlet hele har kilderne også efter offentliggørelsen givet udtryk for, at de finder NORDJYSKEs samlede beskrivelse af forløbet retvisende.
Med hensyn til borgmesterens ”udtrykkelige” forklaring har NORDJYSKE henvist til, at da den officielle forklaring på afskeden var, at man ønskede ”en anden profil”, sørgede NORDJYSKE for at få netop den oplysning med højt oppe i artiklen.
Det sker allerede i underrubrikken, hvor det fremgår, at ”borgmester afviser, at afsked hænger sammen med mange møgsager – politikere ønsker blot en ny profil”.
Senere i brødteksten har NORDJYSKE citeret borgmesteren for, at ”det, der er sket tidligere, kan selvfølgelig også spille en rolle”.
Dermed har han bekræftet så direkte, det er muligt for ham, at der også var andre grunde til afskeden med [Klager].
Med hensyn til ”oldefarsagen” har NORDJYSKE fået oplyst, at der – flere år før den meget alvorlige sag eksploderede – var kommet en underretning til forvaltningen.
Den følte politikerne, at [Klager] skulle have reageret på.
Det var en af de mange årsager til, at tålmodigheden med hende blev brugt op.
Det er givetvis rigtigt, at [Klager] senere hjalp politiet, men det var ifølge politikerne for sent, hun reagerede.
Der er således ikke tale om, som fra [Klager] påstået, et vildskud fra NORDJYSKEs side.
Derudover er der en række andre sager, som har spillet en rolle, som NORDJYSKE har valgt ikke at nævne i artiklen.
Det omhandler eksempelvis en sag om tvangsfjernelse fra [Bynavn B]-området, hvor der også var utilfredshed med forvaltningens måde at agere på.
NORDJYSKE har udeladt detaljerne om den og et par andre sager, da læserne ikke har forhåndskendskab til dem.
- PwC-rapport
NORDJYSKE har oplyst, at da avisen skrev artiklen, fik avisen fra flere kilder gengivet, at PwC-rapporten havde givet kraftig kritik af forvaltningen.
Trods den kraftige kritik valgte politikerne i den omgang dog at undlade at skride til fyringer.
Borgmesteren fra [Kommunen] har i artiklen erkendt, at det set i bagklogskabens lys nok kunne have været håndteret anderledes.
NORDJYSKE har efter klagen til Pressenævnet efterprøvet avisens fremstilling og må erkende, at avisen fik lavet en forkert sammenkobling til [Sagen].
Rapporten er rettelig kommet på bagkant af [Sagen] og ikke i tilknytning til den.
NORDJYSKE har beklaget dette, og som reglerne for god presseskik tilsiger, bragte NORDJYSKE omgående en rettelse, da avisen fik kendskab til fejlen.
Rettelsen blev bragt på nordjyske.dk den 23. februar 2023 og i Nordjyske Stiftstidende den 24. februar 2023.
Havde [Klager] henvendt sig direkte til NORDJYSKE inden klagen til Pressenævnet og henledt avisens opmærksomhed på fejlen, havde avisen naturligvis udbedret den misforståelse omgående.
NORDJYSKE har dog bemærket, at det er korrekt fremstillet i artiklen, at den nævnte rapport har spillet en rolle i forhold til at give kritik af blandt andre [Klager].
Ingen medarbejdere er nævnt ved navn i rapporten, men der er en række ting, som forvaltningen angribes for, og der har været en mundtlig evaluering af rapporten, hvor en repræsentant fra PwC over for politikerne har anbefalet en afsked med [Chef A] og [Klager].
Den melding blev givet til flere politikere, og derfor omtaler borgmesteren i artiklen rapporten, som han gør.
Trods den meget konkrete og dramatiske anbefaling fra PwC valgte politikerne i den omgang ikke at afskedige [Klager], men det talte med i det samlede beslutningsgrundlag i efteråret 2022, hvor tilliden til [Klager] var brugt op hos et bredt politisk flertal.
Det er faktuelt forkert, når [Klager] påstår, at PwC-rapporten ikke indeholder kritik af forvaltningen.
NORDYSKE har i den forbindelse henvist til et par eksempler: Rapporten fastslår i forbindelse med projektet ”[Projektnavn]”, at ”områdets udgiftsniveau er for nedadgående, men ikke i det tempo, som det politiske niveau har ønsket”.
Besparelserne honorerer ikke i tilstrækkelig grad ”områdets budgetmæssige besparelseskrav”.
Efter en stikprøvekontrol på 39 sager er det i rapporten konstateret, at alene i 17 af sagerne vil der være ”et årligt besparelsespotentiale på 1½ til 2 mio. kroner”, hvilket kunne have udgjort en stor del af det samlede sparekrav på 7 millioner kroner.
Der står endvidere, at der ”eksisterer et uafdækket besparelsespotentiale i den resterende sagsportefølje”.
En af de såkaldte førsteprioriteter i rapporten er et systematisk og struktureret ledelsestilsyn.
Det vurderes blandt andet, at der ”ikke eksisterer et formuleret systematisk ledelsestilsyn, der i tilstrækkelig grad sikrer styring og udvikling af området”.
NORDJYSKE har afvist, at avisen har forsøgt at skjule den rettelse, der blev bragt i Nordjyske Stiftstidende den 24. februar 2023 i relation til den nævnte PwC-rapport.
Det er naturligvis ikke korrekt.
Rettelsen blev bragt på side 2 i Nordjyske Stiftstidende, hvilket er sædvanlig praksis.
Det fremgår af Pressenævnets hjemmeside, at Nordjyske Stiftstidende bringer rettelser på side 2.
- Projekt ”[Projektnavn]”
NORDJYSKE har anført, at [Kommunen]s borgmester, [Borgmesteren], har haft den endelige artikel til gennemsyn.
[Borgmesteren] har således både set citater på skrift og godkendt dem.
NORDJYSKE har henvist til det ovenstående citat fra PwC-rapporten: at ”områdets udgiftsniveau er for nedadgående, men ikke i det tempo, som det politiske niveau har ønsket”.
Så selv om der er fremgang, er det ikke nok.
Desuden har NORDJYSKE henvist til det citat om projekt ”[Projektnavn]” fra artiklen, hvor borgmesteren har godkendt følgende: ”Vi har skrevet ordene omkring det, men vi skal jo så have det til at fungere i praksis.
”
Politikerne er altså – uanset [Klager]s opfattelse – ikke tilfredse med fremdriften.
Dette bygger NORDJYSKE på udtalelser fra adskillige kilder.
- Yderligere sager
NORDJYSKE har anført, at det er en kendsgerning, at der er flere sager.
NORDJYSKE har kendskab til disse, men fandt det ikke nødvendigt at nævne dem, da de i artiklen nævnte sager vægter tungest.
- [Sagen]
NORDJYSKE har anført, at [Klager] var et af de markante ansigter hos [Kommunen] i forbindelse med den tvivlsomme håndtering af [Sagen].
[Klager] medvirkede blandt andet i en DR dokumentar om de fejl, der blev begået.
Det er derfor ikke NORDJYSKE, der kæder [Klager] sammen med sagen.
Det har kommunen og hun selv gjort lang tid forinden.
I dagens politiske landskab i [Kommunen] har man på ingen måde været imponeret af hendes ret betydende rolle i også den sag, hvilket er endnu én af de mange årsager, der af beslutningstagerne er angivet som baggrund for, at [Klager] ikke længere er ansat.
NORDJYSKE har bemærket, at det må anses som et naturligt spørgsmål, om kommunen skulle have taget konsekvensen allerede dengang.
Det er et spørgsmål, som borgmesteren har forholdt sig til med den kommentar, at en afskedigelse allerede dengang kunne have været en mulighed.
NORDJYSKE var i telefonisk kontakt med [Klager], som gjorde det kategorisk meget klart, at hun ikke ville udtale sig angående sin fratrædelse og årsagen hertil og henviste til kommunaldirektøren.
Kildekritik
NORDJYSKE har afvist, at der ikke er udvist tilstrækkelig kildekritik i forhold til politikerne.
Politikerne repræsenterer på tværs af partier et bredt udsnit af kommunalbestyrelsen, og de offentliggjorte oplysninger bygger på kontakt til flere af hinanden uafhængige kilder.
NORDJYSKE har bemærket, at [Klager] muligvis ikke vil anerkende den politiske beslutning, der blev truffet, og som førte til afskeden med hende.
Det ændrer dog ikke ved, at beslutningen blev truffet af et enigt børne- og skoleudvalg og et enigt økonomiudvalg.
Det er faktuelt forkert at beskrive forløbet som en ”politisk magtkamp”.
Der var ingen uenighed.
Som nævnt i artiklen var det en ”bredt funderet” beslutning blandt politikerne.
Der var et fælles ønske om at komme af med hende.
Med fratrædelsesaftalen blev politikerne låst i forhold til, hvad de udadtil kunne sige om sagen.
Artiklen er derfor baseret på oplysninger, der er fremkommet under hensynet til kildebeskyttelse.
Uden brug af anonyme kilder er det i mange tilfælde ikke muligt at informere læserne om for offentligheden væsentlige sager, hvor politikere indgår aftale om tavshedspligt.
Det er af afgørende betydning, at Pressenævnet beskytter mediernes muligheder for i sådanne tilfælde at anvende kilder under hensyntagen til kildebeskyttelse.
Inden offentliggørelsen af artiklen talte NORDJYSKE med ti kilder fra et bredt udsnit af de politiske partier i kommunalbestyrelsen.
Kilderne er repræsenteret i flere udvalg og har førstehåndskendskab til bevæggrundene bag afskeden med [Klager].
På baggrund af disse interviews stod det klart for NORDJYSKE, at det var den samlede sum af sager, der fik politikerne til at træffe beslutning om at sige farvel til [Klager].
Projektet ”[Projektnavn]” har for en række af kilderne været udslagsgivende.
For andre har det været sagen om den mulige krænkelse af børnene.
For flertallet af kilderne var det gældende, at nu var ”bægeret løbet over”.
Efter [Klager]s klage til Pressenævnet har NORDJYSKE rettet henvendelse til flere af de anvendte kilder og spurgt, om NORDJYSKE skulle have misforstået sagen og bragt forkerte oplysninger frem i artiklen.
Ingen kilder har over for NORDJYSKE givet udtryk for, at dette er tilfældet.
De står ved deres oplysninger, som de gav til NORDJYSKE inden offentliggørelsen.
NORDJYSKE har således afvist, at artiklen ikke er faktatjekket, og at NORDJYSKE ikke har været kildekritiske.
Sagen er af stor betydning for offentligheden, og for at kunne bringe væsentlige informationer frem til borgernes kendskab, har det været nødvendigt at tillade kilder at udtale sig under anonymitet.
Dette er langt fra usædvanligt ved kritiske afdækninger af forhold hos en offentlig myndighed, og kun på den måde har det i dette tilfælde været muligt netop at sikre informations- og ytringsfriheden for kilderne.
Det forhold, at NORDJYSKEs journalister har indhentet informationer og efterprøvet dem hos ikke færre end ti centralt placerede kilder, burde for enhver dokumentere grundigheden i det journalistiske arbejde.
Forelæggelse
NORDJYSKE har anført, at forelæggelse for [Klager] er sket med fyldestgørende forklaring på, hvad artiklen vil indeholde.
NORDJYSKE har oplyst, at [Klager] blev kontaktet telefonisk og præsenteret for emnet for artiklen.
[Klager] afviste at svare på NORDJYSKEs spørgsmål og henviste til kommunaldirektøren for henvendelser af enhver art.
Som mangeårig chef i en offentlig forvaltning har [Klager] stor erfaring med pressekontakt, og hun kan ikke med nogen grad af troværdighed påstå, at hun ikke var klar over, at der ville blive skrevet en artikel, da hun var blevet kontaktet af en journalist, der præsenterede sig ved navn og arbejdssted og nævnte emnet for artiklen.
NORDJYSKE har afvist, at oplysningernes rigtighed ikke er søgt efterprøvet og kontrolleret.
Adskillige kilder har bidraget til artiklen.
Forelæggelse er yderligere opfyldt ved fremsendelse af artiklen til gennemsyn i sin helhed hos flere politikere, samt [Borgmesteren], borgmester i [Kommunen].
NORDJYSKE tilbyder altid kilder mulighed for citattjek.
Derfor sendte NORDJYSKE inden offentliggørelsen artiklen til de kilder, der havde ønsket at få deres citater til gennemsyn, herunder borgmesteren.
[Klager] afviste at tale med NORDJYSKE og henviste til kommunaldirektøren.
Et medie kan altså ikke kritiseres for ikke at have sendt en artikel til citattjek hos en kilde, der har afvist at udtale sig i artiklen.
Overskrifters dækning
NORDJYSKE har fastholdt, at overskrifter og mellemrubrikker har hold i artiklens reelle indhold.
Afslutningsvis har NORDJYSKE bemærket, at [Klager] som nævnt har været ansat i [Kommunen] gennem en længere årrække.
NORDJYSKE har i artiklen redegjort for, at politikernes holdning til hendes arbejde med årene har ændret sig i takt med, at der er opstået flere og flere sager, der har givet anledning til intern kritik.
Det er ikke korrekt, når det angives, at der intet har været at udsætte på [Klager]s arbejde og på hendes resultater.
NORDJYSKE har naturligvis anerkendt, at man – rent formelt – har forsøgt at tage en pæn afsked med [Klager].
Dette ændrer dog ikke på de bagvedliggende årsager, som en række politikere også følte behov for at blotlægge for borgerne via artiklen.
Det er af åbenlys interesse for offentligheden, at et medie kan beskrive de bagvedliggende årsager til en afsked med en kommunal chef, i dette tilfælde tilmed en i offentligheden særdeles kendt figur.
Der må gives medier rum til at anvende anonyme kilder i sådanne sager, hvor der er indgået en aftale, som binder parterne til tavshed.
Det må ikke afholde medierne for at efterprøve, hvad der er foregået, og som tidligere nævnt er det i denne sag lykkedes for NORDJYSKE at beskrive de reelle bevæggrunde for fratrædelsesaftalen med [Klager] i en sådan grad, at de mange kilder med førstehåndskendskab til sagen og fra et bredt politisk spektrum også efter offentliggørelsen fastholder, at NORDJYSKE har tegnet et retvisende billede af forløbet.
En årsag til, at der foreløbig ikke er skrevet yderligere om sagen, er, at faderen til nogle af de berørte børn for nuværende ikke ønsker at stå frem.
Skulle han vælge at gøre det senere, vil NORDJYSKE skrive videre om sagen.
For det er selvsagt bemærkelsesværdigt, at forvaltningen i [Kommunen] gennem seks år kendte til en sag om, at børn muligvis var blevet krænket af en person udenfor familien, samtidig med, at børnenes far end ikke fik at vide, at der måske var en sag.
Det forhold, at faderen i dag er vred på forvaltningen, er forståeligt, ligesom NORDJYSKE har forståelse for, at han for nuværende ikke ønsker offentlighed om sagen af hensyn til sine børn.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en række ukorrekte oplysninger.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
7.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
[Klager] har henvist til følgende oplysninger
- ”Sag syltet”, ”møgsager” og ”yderligere sager”
[Klager] har klaget over, at hendes fratrædelse er blevet kædet sammen med ”en ny belastende sag”, ovenikøbet en ”mulig incest- og børnepornografisag” tilbage fra 2016, hvor hendes afdeling angiveligt skulle have syltet en politianmeldelse stik imod politikernes ønske.
[Klager] har endvidere klaget over, at det fremgår af artiklen, at hun angiveligt skulle have ”møgsager” på samvittigheden, og at det i artiklen antydes, at hun skulle have ”i hvert fald yderligere et par sager, som politikerne i [Kommunen] er kede af”.
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
Sag syltet i årevis
Afskeden med [Klager] har tidsmæssigt et bemærkelsesværdigt sammenfald med, at en ny belastende sag er dukket op.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er der tale om en mulig incest- og børnepornografisag, der kan spores helt tilbage til 2016.
Dengang blev der holdt et møde i [Kommunen] - og ved den lejlighed blev det fra politisk side forventet, at forvaltningen ville sørge for at anmelde sagen til Nordjyllands Politi.
Men mod forventning blev sagen aldrig anmeldt - og at sagen således blev syltet, er først for nylig kommet til politikernes kendskab.
[…]
Ifølge Nordjyskes oplysninger er der derudover i hvert fald yderligere et par sager, som politikerne i [Kommunen] er kede af.
Disse sager har dog aldrig hidtil nået offentlighedens kendskab.
[…]
Med hensyn til om de mange iøjnefaldende møgsager har spillet en rolle i afskeden med [Klager], siger borgmesteren følgende
- Jeg vil bare sige, at det med en anden profil dækker over en række forskellige ting, hvor vi ønsker en anden måde at gøre tingene på - og det vil jeg holde mig til.
Men det, der er sket tidligere, kan selvfølgelig også spille en rolle i forhold til nogle af de politikere, der har været mest kritiske.
[…]
Med hensyn til den mulige incest- og børnepornografisag bekræfter borgmester [Borgmesteren], at der ganske rigtigt har været et møde, hvor han fik en forventning om, at sagen ville blive politianmeldt.
- Det er korrekt, at der har været et møde, hvor der er blevet sagt, at man ville kontakte politiet.
Og så forventer jeg så selvfølgelig, at man kontakter politiet, siger [Borgmesteren].
Borgmesteren slår fast, at han siden dengang ikke har været involveret i sagen - og derfor heller ikke har kendskab til, om politiet rent faktisk blev kontaktet af [Kommunen].
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i perioden fra juni 2011 til oktober 2022 var ansat som chef for [Kommunen]s Børne- og Familieafdeling (børnechef).
Nævnet lægger endvidere til grund, at [Kommunen]s forvaltning i 2016 afholdt et møde om mulig incest- og børnepornografisag, hvorefter forvaltningen rettede henvendelse til Nordjyllands Politi om sagen.
Nævnet lægger videre til grund, at Nordjyllands Politi hverken vil af- eller bekræfte, at der fandtes en sag.
Nævnet lægger herudover til grund, at der i 2022 blev foretaget en politianmeldelse i sagen, og at familien i den omtalte sag først i sommeren 2022 blev oplyst om sagen.
Pressenævnet finder, at omtalen af den mulige incest- og børnepornografisag har en relevant sammenhæng med artiklens emne om [Klager]s fratrædelse.
Nævnet har lagt vægt på, at [Klager] på tidspunktet for den omtalte sag bestred stillingen som børnechef, hvor hun har været ansvarlig for børne- og familieområdet i [Kommunen].
Nævnet finder, at anvendelsen af ordet ”syltet” fremstår som NORDJYSKEs vurdering af [Kommunen]s forvaltnings manglende indgivelse af politianmeldelse i den omtalte mulige incest- og børnepornografisag, som har dækning i de faktiske forhold, ligesom formuleringen ”møgsager” klart fremstår som NORDJYSKEs vurdering af håndteringen af en række sager i forvaltningen, og at oplysningen om, at der er ”yderligere et par sager, som politikerne i [Kommunen] er kede af” fremstår som politikernes reaktion på håndteringen af sager på børne- og familieområdet i [Kommunen].
Nævnet finder endvidere, at formuleringerne ikke overskrider rammerne for redaktørens redigeringsret.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- PwC-rapport
[Klager] har klaget over, at det fremgår af artiklen, at en kritisk PwC-rapport – angiveligt i kølvandet på den såkaldte [Sagen] – skulle have indeholdt en ”kraftig kritik” af hende og daværende direktør [Chef A].
Af artiklen fremgik blandt andet følgende
”[…]
Belastet af [Sagen]
Udover den nævnte sag har en række andre sager givet grundlag for kritisk lys på [Klager].
Det bekræfter flere forskellige kilder overfor Nordjyske.
Først og fremmest kom hun i søgelyset på grund af [Sagen] - på landsplan kendt som [Sagen].
Her blev et forældrepar dømt for at udsætte deres ni børn for omfattende vold, vanrøgt og mishandling.
Men sagen udløste også en kraftig kritik af forvaltningen i [Kommunen] - heriblandt [Klager], der dengang arbejdede som socialrådgiver - og blandt andet indrømmede, at hun havde ladet sig narre af faderen i sagen.
Ved den lejlighed blev der ifølge Nordjyskes oplysninger lavet en redegørelse fra revisionsfirmaet PWC - med kraftig kritik af [Klager] og den daværende forvaltningschef [Chef A].
Ingen af de to blev dog ved den lejlighed afskediget - mens der til gengæld blev sagt farvel til den daværende børne- og familiechef, [Chef B].
På den baggrund blev [Klager] kort efter forfremmet fra socialrådgiver til børne- og familiechef i [Kommunen].
[…]”
Pressenævnet bemærker, at medier som udgangspunkt bør bringe en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af en oprindelig artikel med fejl bliver gjort opmærksom på en rettelse, da oprindelige læsere ikke kan forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse.
NORDJYSKE har erkendt, at avisen foretog en forkert sammenkobling mellem [Sagen] og PwC-rapporten, idet rapporten kom på bagkant af [Sagen] og ikke i tilknytning til den.
NORDJYSKE rettede den 23. februar 2023 i artiklens brødtekst, hvor afsnittet om PwC-rapporten blev berigtiget.
NORDJYSKE bragte samme dag følgende rettelse ved en opdatering af artiklen
”Opdateret med rettelse: I en tidligere version af denne artikel er en PWC-rapport blevet kædet direkte sammen med [Sagen].
Det var en fejl, som Nordjyske beklager.
Rapportens kritik af forvaltningen tager udelukkende udgangspunkt i for høje udgifter på anbringelsesområdet.
”
Pressenævnet finder, at den ukorrekte sammenkobling mellem [Sagen] og PwC-rapporten, herunder at rapporten indeholdt kraftig kritik af blandt andre [Klager] i relation til sagen, er en beskyldning af agtelsesforringende karakter.
Da NORDJYSKE ikke bragte en særskilt nyhed i den løbende nyhedsstrøm om, at artiklen var blevet rettet, udtaler nævnet kritik af NORDJYSKE for utilstrækkelig rettelse.
- Projekt ”[Projektnavn]”
[Klager] har klaget over, at artiklens henvisning til projektet ”[Projektnavn]” undlader at klargøre, at der som led i dette projekt er konstateret en jævn nedgang i både det nominelle antal og procentandelen af anbragte børn/unge fra 2017 til 2022 (førstnævnte fra 112 i 2017 til 82 igangværende anbringelsessager i 1. halvår).
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
Enighed om afsked
Indstillingen om at sige farvel til [Klager] kommer fra børne- og skoleudvalget i [Kommunen].
Men borgmester [Borgmesteren] [Partiet] understreger, at beslutningen om at stoppe samarbejdet er ”bredt politisk funderet”.
- Man har ønsket en anden profil i forhold til hele familieområdet.
Man kan jo nogle gange synes, der skal nye måder og metoder til - og det er det her et udtryk for.
Det handler om, hvor dygtig man er til at behandle hele det her område.
[Borgmesteren] henviser blandt andet til projektet ”[Projektnavn]”, hvor man har prøvet at nedbringe antallet af anbringelser.
I 2018 blev to procent af alle børn i [Kommunen] anbragt udenfor hjemmet - hvilket var dobbelt så mange som landsgennemsnittet.
- Vi har skrevet ordene omkring det, men vi skal jo så have det til at fungere i praksis, siger han om projektet.
[…]”
Idet nævnet bemærker, at det i artiklen korrekt er gengivet, at to procent af alle børn i [Kommunen] i 2018 blev anbragt uden for hjemmet, og at borgmester [Borgmesteren] oplyser, at forvaltningen har prøvet at nedbringe antallet af anbringelser, finder nævnet herefter, at det ligger inden for redaktørens redigeringsret, at NORDJYSKE ikke har omtalt yderligere om det nominelle antal og procentandelen af anbragte børn.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- [Sagen]
[Klager] har klaget over, at hendes fratrædelse kædes sammen med den 12 år gamle [Sagen] fra tiden, før hun overhovedet varetog ledelsesansvar i kommunen.
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
Belastet af [Sagen]
Udover den nævnte sag har en række andre sager givet grundlag for kritisk lys på [Klager].
Det bekræfter flere forskellige kilder overfor Nordjyske.
Først og fremmest kom hun i søgelyset på grund af [Sagen] - på landsplan kendt som [Sagen].
Her blev et forældrepar dømt for at udsætte deres ni børn for omfattende vold, vanrøgt og mishandling.
Men sagen udløste også en kraftig kritik af forvaltningen i [Kommunen] - heriblandt [Klager], der dengang arbejdede som socialrådgiver - og blandt andet indrømmede, at hun havde ladet sig narre af faderen i sagen.
[…]”
Pressenævnet finder, at omtalen af [Sagen] har en relevant sammenhæng med artiklens emne om [Klager]s fratrædelse, og at omtalen ikke kan anses for at have givet læserne et ukorrekt indtryk af, hvorvidt [Klager] varetog ledelsesansvar i [Kommunen] på tidspunktet for sagen.
Nævnet har lagt vægt på, at [Klager] dengang var ansat i samme forvaltning, at det fremgår klart af artiklen, at hun var ansat som socialrådgiver, og at der er tale om en i offentligheden særdeles kendt sag.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Kildekritik
[Klager] har klaget over, at NORDJYSKE har udvist manglende kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.
2.
Pressenævnet finder som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt.
Kilders ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelser eller udleveret materiale bør imidlertid give et medie anledning til at være særlig opmærksom på at kontrollere rigtigheden af udtalelser eller materiale fra den anonyme kilde.
NORDJYSKEs omtale er baseret på samtaler med ti kilder fra et bredt udsnit af de politiske partier i kommunalbestyrelsen i [Kommunen].
Kilderne er efter det oplyste repræsenteret i flere udvalg og har førstehåndskendskab til bevæggrundene bag afskeden med [Klager].
I artiklen medvirker også [Kommunaldirektøren], kommunaldirektør i [Kommunen], og [Borgmesteren], borgmester i [Kommunen], som i artiklen udtaler sig om [Klager]s fratrædelse.
I forhold til NORDJYSKEs kildevalg finder Pressenævnet, at kilderne har udtalt sig kritisk over for [Klager].
Nævnet finder, at dette gav NORDJYSKE anledning til at være særligt opmærksom på at kontrollere grundlaget og rigtigheden af kildernes oplysninger, da kilderne kunne være farvet af personlige interesser og skadevoldende hensigt.
Det fremgår imidlertid tilstrækkeligt klart af artiklen, at kilderne er politikere i [Kommunen], at de er kritiske over for [Klager], og at deres udtalelser derved kan være farvet af personlige interesser og skadevoldende hensigt.
Det er derfor nævnets opfattelse, at læserne således har tilstrækkelig mulighed for at vurdere troværdigheden af kildernes udtalelser.
På denne baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at fastslå, at NORDJYSKE ikke har udvist den fornødne kildekritik og kritiserer derfor ikke NORDJYSKEs kildevalg.
Forelæggelse
[Klager] har klaget over, at NORDJYSKE ikke har forelagt artiklens indhold for hende.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
3.
Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at offentlige institutioner, herunder chefer i offentlige myndigheder, i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.
Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager]s rolle i en række belastende børne- og familiesager kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for hende.
Oplysningerne skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at NORDJYSKE, forud for offentliggørelsen af artiklen via telefonisk kontakt, gav [Klager] mulighed for at fremkomme med eventuelle kommentarer til sin fratrædelse.
Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] under telefonsamtalen oplyste, at hun ikke ønskede at udtale sig, da hun henholdt sig til den tavsheds- og loyalitetsklausul, der var vedtaget i fratrædelsesaftalen.
[Klager] henviste i den forbindelse til kommunaldirektør [Kommunaldirektøren] for en udtalelse.
Der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt [Klager] under telefonsamtalen blev præsenteret for emnet for artiklen.
På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken udlægning, der er den rigtige.
Uanset, at [Klager] under telefonsamtalen med NORDJYSKE havde afvist at udtale sig om sin fratrædelse med henvisning til den vedtagne tavsheds- og loyalitetsklausul, finder Pressenævnet, at NORDJYSKEs forelæggelse ikke var tilstrækkelig.
Nævnet har lagt vægt på, at NORDJYSKE ikke under samtalen forelagde de konkrete oplysninger om de belastende børne- og familiesager, som NORDJYSKE havde til hensigt at bringe i forbindelse med omtalen af [Klager]s fratrædelse.
Nævnet finder, at NORDJYSKE i en sådan situation burde have uddybet artiklens emne om enkeltsagerne og forelagt [Klager] disse oplysninger og udtaler derfor kritik af NORDJYSKE for utilstrækkelig forelæggelse.
Overskrifters dækning
[Klager] har klaget over, at overskrifter og mellemrubrikker ikke i tilstrækkelig grad i form og indhold har dækning i artiklens oplysninger.
[Klager] har som eksempel henvist til mellemrubrikken ”Sag syltet i årevis” .
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
6.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Pressenævnet finder, at mellemrubrikken ”Sag syltet i årevis” , herunder anvendelsen af ordet ”syltet”, fremstår som NORDJYSKEs vurdering af [Kommunen]s forvaltnings manglende indgivelse af politianmeldelse i en konkret mulig incest- og børnepornografisag, som har dækning i de faktiske forhold.
Nævnet finder endvidere, at formuleringen ikke overskrider rammerne for redaktørens redigeringsret.
Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af mellemrubrikkens formulering.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af NORDJYSKE at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer NORDJYSKE
[underrubrik]
NORDJYSKE får kritik for utilstrækkelig rettelse og forelæggelse
[tekst]
NORDJYSKE bragte i september 2022 en artikel om [Klager]s fratrædelse som chef for [Kommunen]s Børne- og Familieafdeling, herunder hendes rolle i en række belastende børne- og familiesager.
Det fremgik af artiklen, at der i kølvandet på den såkaldte [Sagen] blev lavet en kritisk redegørelse fra konsulentvirksomheden PwC, som indeholdt en kraftig kritik af [Klager].
Denne sammenkobling var ikke korrekt.
NORDJYSKE rettede artiklen og bragte en rettelse ved en opdatering af artiklen.
[Klager] klagede til Pressenævnet over, at NORDJYSKE havde foretaget en ukorrekt sammenkobling mellem [Sagen] og redegørelsen, og at NORDJYSKE ikke havde forelagt artiklens indhold for hende.
Pressenævnet kritiserer NORDJYSKE for utilstrækkelig rettelse og forelæggelse, idet NORDJYSKE ikke bragte en særskilt nyhed i den løbende nyhedsstrøm om, at artiklen var blevet rettet, og idet NORDJYSKE ikke havde forelagt [Klager] de konkrete oplysninger om de belastende børne- og familiesager.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Afgjort den 23. maj 2023