Legislator Case Law & Legislation
W20230943825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0957

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9438 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0957

KEN#LOKDOK23 2023 9438 Valid

Ikke kritik for genanvendelse af citat eller for manglende forelæggelse

TV-Kalundborg bragte i januar måned to artikler om udskiftningen af medlemmer i et menighedsråd.

I den ene artikel var et tidligere citat fra et af medlemmerne genanvendt.

Personen, der var citeret, klagede til Pressenævnet blandt andet over, at mediet havde genanvendt hendes citat, at artiklerne indeholdte ukorrekt information, at mediet ikke havde forelagt beskyldninger i artiklerne for hende, samt at hendes navn var bragt uden hendes samtykke.

Pressenævnet fandt, at beskyldningerne i artiklerne ikke i presseetisk forstand udgjorde beskyldninger, der skulle forelægges, og fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere brugen af citatet.

Nævnet fandt herudover ikke, at omtalen af klager ved navn udgjorde en krænkelse af privatlivets fred.

KEN#LOKDOK23 2023 9438 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Balladen fortsætter i [Kirken]” , bragt den 2. januar 2023 på TV-Kalundborg.dk og på mediets Facebook-side samt

artiklen ”Præst: ”Komplicerede arbejdsvilkår” , bragt den 4. januar 2023 på TV-Kalundborg.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget blandt andet over, at artiklerne indeholder ukorrekt information, som hun ikke er blevet forelagt, at mediet har genanvendt et citat, og at hendes navn er nævnt i artiklerne.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

TV-Kalundborg bragte den 2. januar 2023 artiklen ”Balladen fortsætter i [Kirken]” på TV-Kalundborg.dk.

Artiklen blev endvidere omtalt på mediets Facebook-side.

Artiklen har følgende underrubrik

”[Kirken] står tilbage med et amputeret menighedsråd og uden en fast præst.

Det er som om, at uroen aldrig vil stoppe.

”

Der er i artiklen indsat et billede af [Kirken] i [Bynavn 1].

Af artiklen fremgår

”Flere medlemmer af det nyvalgte menighedsråd har allerede forladt rådet, senest formand [Person A].

Konstitueret sognepræst [Person B] har også opsagt sin stilling.

Der har i flere år været uro og ballade i [Kirken], senest forlod det siddende menighedsråd pladsen i utide i foråret 2022.

En tirsdag aften i september blev der så valgt et nyt menighedsråd.

Dermed håbede alle, at der nu blev arbejdsro i kirken efter flere års ballade og problemer.

Men der gik kun få dage så blev der afleveret en alternativ liste med kandidater og valget skulle derfor gå om.

Det foregik så sidst i november 2022 og et helt nyt menighedsråd blev valgt fra de to forskellige lister.

Flest stemmer fik [Person A] og det øvrige menighedsråd pegede på ham som formand.

”Det er afgørende nu, at vi kan finde en fælles måde at samarbejde på, ellers bliver vi bare endnu en ny historie om [Kirken],” sagde [Klager], der er den ene af rådets nye medlemmer, dengang.

Men der skulle kun et par møder til før de første medlemmer af det nyvalgte menighedsråd forlod pladsen, det drejer sig om [Person C] og [Person D].

Men det stopper ikke her, for her til årsskiftet har formand [Person A] meddelt, at han forlader formandsposten og dermed menighedsrådet.

Han angiver personlige årsager til bruddet.

”Det er personlige årsager som gør, at jeg nu trækker mig, jeg skal kunne se mig selv i øjnene og jeg har en lille virksomhed her i byen som jeg også skal tage hensyn til, og jeg har egentligt ikke flere kommentarer,” fortæller [Person A], som ikke ønsker at uddybe årsagen til, at han trækker sig som formand.

Også menighedsrådets sekretær [Person E] har her ved årsskiftet meddelt, at hun stopper som sekretær for menighedsrådet.

Præst har sagt op

[Person B] har været indsat som konstitueret sognepræst efter, at sognepræst [Person F] stoppede i efteråret, men nu har [Person B] opsagt sin stilling og stopper ved udgangen af januar måned.

Provst [Person G] bekræfter i en e-mail, at [Person B] har opsagt sin stilling, men da der er tale om, er personalesag kan han ikke meddele årsagen til opsigelsen.

Dermed står [Kirken] tilbage med et amputeret menighedsråd og uden en fast præst.

Det er som om, at uroen aldrig vil stoppe.

”

TV-Kalundborg bragte den 4. januar 2023 artiklen ”Præst: ”Komplicerede arbejdsvilkår” på TV-Kalundborg.dk.

Under overskriften fremgår følgende citat

”"Jeg har været præst i 35 år, men jeg har ikke oplevet noget, der modsvarer den hverdag, jeg oplever i [Kirken]"”

Af underrubrikken fremgår

”Konstitueret sognepræst [Person B] fra [Kirken] begrunder sin opsigelse med, at arbejdsforholdene er komplicerede efter et møde i menighedsrådet midt i december.

”

Der er i artiklen indsat et billede af [Kirken] i [Bynavn 1].

Af artiklen fremgår

”Konstitueret sognepræst [Person B] fra [Kirken] begrunder sin opsigelse med, at arbejdsforholdene er komplicerede efter et møde i menighedsrådet midt i december.

Mandag kunne TV-Kalundborg fortælle, at uroen i [Kirken] tilsyneladende fortsætter.

Tre medlemmer af det helt nye menighedsråd, deriblandt formand [Person A], har allerede forladt rådet inden for den første måned og [Person B], som har været konstitueret sognepræst, har sagt sit job op.

I en mail sendt til menighedsrådets medlemmer ved årsskiftet, som TV-Kalundborg også er kommet i besiddelse af, skriver sognepræsten,

”Jeg må hermed meddele jer, at jeg i dag har sendt min opsigelse som præst i [Kirken] til biskoppen.

Desværre må jeg konstatere, at arbejdsforholdene i kirken siden menighedsrådsmødet den 13. december er blevet så komplicerede, at mit helbred ikke længere kan holde til det.

”

Planen var ellers, at [Person B] skulle fortsætte frem til sommeren 2023, men over for såvel Sjællandske Medier som TV-Kalundborg oplyser næstformand i menighedsrådet [Klager] ellers, at opsigelsen skyldes, at præsten er 70 år og derfor ønsker at gå på pension, men det er altså ikke den fulde sandhed.

Samme [Klager] beskylder i øvrigt TV-Kalundborg for, at artiklen som blev bragt i mandags om uroen i [Kirken], ikke er sand til trods for, at alle oplysninger i artiklen er bekræftet af flere kilder.

”Jeg har været præst i 35 år, men jeg har ikke oplevet noget, der modsvarer den hverdag, jeg oplever i [Kirken].

Jeg har været knyttet til kirken i fire måneder og har oplevet hverdagen der.

Jeg beklager det så dybt, men jeg har ganske enkelt ikke helbredet til at fortsætte,” siger [Person B] til Sjællandske Medier.

Hvem der laver splid i menighedsrådet, så flere af de valgte medlemmer, og nu også sognepræsten, melder fra, vides ikke.

Ingen ønsker at sætte navn på.

”Det er personlige årsager som gør, at jeg nu trækker mig, jeg skal kunne se mig selv i øjnene og jeg har en lille virksomhed her i byen som jeg også skal tage hensyn til, og så gider jeg ikke noget mudderkastning og det vil det helt sikkert ende med, men folk kan nok selv læse mellem linjerne, og jeg har egentligt ikke flere kommentarer,” fortæller [Person A], som ikke ønsker at uddybe nærmere hvorfor at han trækker sig som formand for menighedsrådet i [Kirken].

”

Efter offentliggørelsen

TV-Kalundborg har til Pressenævnet indsendt en SMS-besked, som [Klager] sendte til mediet den 3. januar 2023 efter offentliggørelsen af den første artikel ”Balladen fortsætter i [Kirken]” .

Af beskeden fremgår

”Godmorgen [Journalisten]

Vil bare sige til dig.

Hvis du ikke tager den falske historie ned – Ja [Person A] er gået sin vej og [Person B] opsagt pga.

helbred til os andre – og [Person E] har aldrig været sekretær – og der har ikke været møde siden 13. dec. – og vi er 7 medlemmer i rådet pt så alt er usandt at menighedsrådet er amputeret… for det er vi ikke.

Så vælger vi alle ikke at tale mere ved TV-Kalundborg om noget da I bringer en kæmpe forkert historie om os.

Og ikke mindst nu er skyld i at folk tror at menighedsrådet er gået.

Og skabt så dårlig omtale om kirken igen.

I vil overveje at gå videre med dette her for har skab unødig uro og du har ikke undersøgt om det [Person H] og medarbejder har fortalt er sandt.

Og i dette tilfælde er det helt totalt til grin at lave sådan en artikel om os og skade os på denne måde… Troede vi to havde så god kontakt at du havde tjekket ind på det her først og lige nu kæmpe skade sket fra nogle som er gået uden at gide at fortælle os andre hvorfor.

Så vildt at bringe denne her historie.

Vi er et helt hold på 7 og vi skulle ud og ansætte en præst.

[Person B] har aldrig været fastansat og han er lige blevet 70 år come on.

Smække sådan en historie på uden at tjek den.

Så hvis du ikke fjerner den så behøver vi ikke snakke mere sammen.

Det her skader så meget alt jeg kæmper for og står for og total urigtige oplysninger du har fået.

Ud over [Person A] er gået og [Person B] sagt op – men det har intet med menighedsrådet at gøre.

Jeg overvejer at gå videre med det her for har sendt dig beviser nok til du burde vide nu historien ikke er rigtig og derfor burde TV-Kalundborg være fair nok at tage den af igen.

Kærlig hilsen [Klager].

”

Øvrige oplysninger

[Klager] har til Pressenævnet indsendt en kopi af en henvendelse, hun har sendt til tidligere sognepræst [Person B] i anledning af hans henvendelse til medierne, hvor [Klager] blandt andet tilbageviser de beskyldninger, han har rettet mod hende i henvendelsen i skrivelsen.

TV-Kalundborg har til Pressenævnet indsendt et skærmbillede af en SMS, som [Klager] sendte til mediet den 31. december 2022, før offentliggørelsen af artiklerne.

Af denne fremgår blandt andet et skærmbillede af en mail med følgende indhold

”Udmeldelse

Hej, Jeg trækker mig fra menighedsrådet fra dags dato.

Mvh.

Muremester [Person A]”.

TV-Kalundborg har endvidere til Pressenævnet indsendt artiklerne ”Uro fortsætter: Formand for menighedsråd stopper” og ”Menighedsråd ekstraordinært indkaldt efter formands farvel” bragt den 3. januar 2023 i Nordvestnyt, samt artiklen ”Stopper i utide: - Hvad der nu skal ske er op til biskoppen” bragt den 4. januar 2023 i Nordvestnyt, hvor sagen er omtalt.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 3. januar 2023.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

God presseskik

Korrekt information, forelæggelse og vinkling

[Klager] har anført, at artiklerne indeholder ukorrekt information, og at journalisten ikke har tjekket fakta eller henvendt sig til hende, før historierne blev bragt.

Efter offentliggørelsen af den første artikel kontaktede [Klager] TV-Kalundborg og anmodede om, at artiklen blev fjernet, da den indeholdt omtale, der var ukorrekt og skadelig for hende og det øvrige menighedsråd.

Denne anmodning imødekom TV-Kalundborg ikke.

[Klager] har videre anført, at følgende passage i artiklen ”Balladen fortsætter i [Kirken]” ikke er korrekt

”Dermed står [Kirken] tilbage med et amputeret menighedsråd og uden en fast præst.

Det er som om, at uroen aldrig vil stoppe.

”

Menighedsrådet er fuldtalligt, og der er syv medlemmer, som der skal være, og første møde blev afholdt i december 2022.

Det er endvidere ikke korrekt, at to medlemmer trak sig fra første møde, da det ene medlem af personlige årsager havde trukket sig allerede inden, der havde været afholdt nogle møder, hvilket ikke havde noget med uro at gøre.

Herefter valgte formanden for menighedsrådet at forlade dette, og præsten fratrådte endvidere sin stilling – begge uden at give nogen forklaring til menighedsrådet.

De er alene gået til pressen, hvor de heller ikke har udtalt sig om, hvorfor de har forladt deres poster.

Fremstillingen om, at det skyldes uro, er således TV-Kalundborgs journalists vinkling af historien, som er med til at skabe uro og hetz mod hende, da det også hentydes til, at der er en enkelt person, der er årsag til uroen i menighedsrådet, og at denne person skulle være [Klager], hvilket flere også har skrevet i kommentarer til artiklerne.

Herudover har journalisten ikke talt med nogen fra menighedsrådet om sagen, før historien blev bragt, og har således er ikke faktatjekket beskyldningerne og været kritiske over for kilderne, ligesom [Klager] og det øvrige menighedsråd ikke er blevet forelagt beskyldningerne.

Historien har også været dækket i andre medier, men det er alene TV-Kalundborgs dækning, der indeholder ukorrekt information, og som retter en hetz mod [Klager].

[Klager] har endvidere oplyst, at hun har klaget over sognepræst [Person B] og hans injurierende usande påstande om hende, ligesom hun har klaget til biskoppen over provst [Person G] og [Person B].

- genanvendelse af citat

[Klager] har anført, at der i artiklen ”Balladen fortsætter i [Kirken]” er genanvendt et citat fra hende, som hun kom med i forbindelse med valget til menighedsrådet i november 2022.

Citatet er genanvendt, uden at TV-Kalundborg forinden har haft kontakt med hende om brugen af citatet og hendes navn.

Af citatet fremgår

”Det er afgørende nu, at vi kan finde en fælles måde at samarbejde på, ellers bliver vi bare endnu en ny historie om [Kirken],” sagde [Klager], der er den ene af rådets nye medlemmer, dengang.

”

Privatlivets fred

-navn i artiklen uden samtykke

[Klager] har anført, at hendes navn fremgår af begge artikler, både i forbindelse med genanvendelsen af citatet og i artiklen ”Præst: ”Komplicerede arbejdsvilkår” , hvor det blandt andet fremgår, at

”Planen var ellers, at [Person B] skulle fortsætte frem til sommeren 2023, men over for såvel Sjællandske Medier som TV-Kalundborg oplyser næstformand i menighedsrådet [Klager] ellers, at opsigelsen skyldes, at præsten er 70 år og derfor ønsker at gå på pension, men det er altså ikke den fulde sandhed.

Samme [Klager] beskylder i øvrigt TV-Kalundborg for, at artiklen som blev bragt i mandags om uroen i [Kirken], ikke er sand til trods for, at alle oplysninger i artiklen er bekræftet af flere kilder.

”

[Klager] er således nævnt ved navn i artiklerne, uden forinden at være blevet spurgt om en udtalelse og uden at hun er blevet informeret om, at artiklerne ville blive bragt.

2.2 TV-Kalundborgs synspunkter

God presseskik

Korrekt information, forelæggelse og vinkling

TV-Kalundborg har anført, at artiklerne omhandler menighedsrådet i [Kirken] i [Bynavn 1], hvor det er alment kendt, at der igennem flere år har været uro.

Der blev i november 2022 valgt et nyt menighedsråd, men allerede efter første møde trak to af de valgte medlemmer sig.

Ved årsskiftet trak den nyvalgte formand sig endvidere, hvilket [Klager] tippede TV-Kalundborg i en sms-besked.

Herudover trak den konstituerede præst sig fra menighedsrådet, og det er derfor korrekt, at der er et noget amputeret menighedsråd, set i forhold til det råd, der blev valgt i november 2022.

Tilbage er således tre af de medlemmer, der blev valgt i 2022 samt fire suppleanter.

TV-Kalundborg har ikke talt med [Klager] før udgivelsen af den anden artikel ”Præst: ”Komplicerede arbejdsvilkår” , da [Klager] i en besked, hun skrev til TV-Kalundborg efter den første artikel, meddelte, at hun ikke ville tale med TV-Kalundborg, før mediet havde fjernet den første artikel, som hun hævdede ikke var sand.

Det er imidlertid TV-Kalundborgs opfattelse, at den første artikel ”Balladen fortsætter i [Kirken]” er korrekt, og har i den forbindelse henvist til, at flere medier har bragt de samme historier.

I forhold til de beskeder, der er har været skrevet på Facebook og direkte til [Klager] i anledningen af artiklen, har TV-Kalundborg anført, at dette falder uden for klagen til Pressenævnet over artiklerne.

TV-Kalundborg har endvidere anført, at den anden artikel ”Præst: ”Komplicerede arbejdsvilkår” ligeledes er korrekt, og konstateringen af, at det er komplicerede arbejdsvilkår, der har medført, at præsten sagde sin stilling op, fremgår af en mail fra præsten til menighedsrådet, som TV-Kalundborg har fået fremsendt.

Herudover har TV-Kalundborg bemærket, at alle kilder, der fremgår, er navngivne kilder.

- genanvendelse af citat

TV-Kalundborg har anført, at citatet stammer fra en tidligere artikel i TV-Kalundborg, hvor [Klager] har udtalt sig, hvilket også fremgår af artiklen.

Herudover er der ikke noget i artiklerne, som ikke er sandt, og der er dokumentation for de fremførte påstande.

Privatlivets fred

-navn i artiklen uden samtykke

TV-Kalundborg ses ikke at have kommenteret særskilt på dette punkt.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Facebook-side ikke omfattet

TV-Kalundborgs Facebook-side ”TV-Kalundborg” er ikke anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3, hvormed der ikke er tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3.

Klagen over TV-Kalundborgs Facebook-side hører således ikke under nævnets kompetence.

Klagen realitetsbehandles herefter alene for så vidt angår omtalen bragt på TV-Kalundborg.dk.

Klageberettigelse

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Klagen er indgivet af [Klager], der klager på egne vegne.

Klagen ses ikke indgivet på vegne af andre af de i omtalen nævnte personer eller på vegne af menighedsrådet.

Klagen behandles derfor alene i forhold til [Klager].

God presseskik

Korrekt information, forelæggelse og vinkling

[Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekt information, at avisen ikke har forelagt hende de ukorrekte beskyldninger og udvist kildekritik, hvilket har betydet, at artiklerne er vinklet på en måde, så de retter en hetz mod hendes person.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, og at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A.

1, A.

2 og A.

3.

Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Af artiklen ”Balladen fortsætter i [Kirken]” fremgår blandt andet

”Flere medlemmer af det nyvalgte menighedsråd har allerede forladt rådet, senest formand [Person A].

Konstitueret sognepræst [Person B] har også opsagt sin stilling.

Der har i flere år været uro og ballade i [Kirken], senest forlod det siddende menighedsråd pladsen i utide i foråret 2022.

[.

.

.

]

”Det er afgørende nu, at vi kan finde en fælles måde at samarbejde på, ellers bliver vi bare endnu en ny historie om [Kirken],” sagde [Klager], der er den ene af rådets nye medlemmer, dengang.

Men der skulle kun et par møder til før de første medlemmer af det nyvalgte menighedsråd forlod pladsen, det drejer sig om [Person C] og [Person D].

Men det stopper ikke her, for her til årsskiftet har formand [Person A] meddelt, at han forlader formandsposten og dermed menighedsrådet.

Han angiver personlige årsager til bruddet.

[…]

Præst har sagt op

[Person B] har været indsat som konstitueret sognepræst efter, at sognepræst [Person F] stoppede i efteråret, men nu har [Person B] opsagt sin stilling og stopper ved udgangen af januar måned.

[…]

Dermed står [Kirken] tilbage med et amputeret menighedsråd og uden en fast præst.

Det er som om, at uroen aldrig vil stoppe.

”

Af artiklen ”Præst: ”Komplicerede arbejdsvilkår” fremgår blandt andet

””Jeg har været præst i 35 år, men jeg har ikke oplevet noget, der modsvarer den hverdag, jeg oplever i [Kirken]"”

[…]

”Konstitueret sognepræst [Person B] fra [Kirken] begrunder sin opsigelse med, at arbejdsforholdene er komplicerede efter et møde i menighedsrådet midt i december.

”

[…]

Planen var ellers, at [Person B] skulle fortsætte frem til sommeren 2023, men over for såvel Sjællandske Medier som TV-Kalundborg oplyser næstformand i menighedsrådet [Klager] ellers, at opsigelsen skyldes, at præsten er 70 år og derfor ønsker at gå på pension, men det er altså ikke den fulde sandhed.

Samme [Klager] beskylder i øvrigt TV-Kalundborg for, at artiklen som blev bragt i mandags om uroen i [Kirken], ikke er sand til trods for, at alle oplysninger i artiklen er bekræftet af flere kilder.

[…]

Hvem der laver splid i menighedsrådet, så flere af de valgte medlemmer, og nu også sognepræsten, melder fra, vides ikke.

Ingen ønsker at sætte navn på.

[…]”

[Klager] og TV-Kalundborg har forskellige opfattelser af, hvad der ligger til grund for udskiftningen i menighedsrådet, og Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken udlægning, der er den korrekte.

Nævnet finder imidlertid, at oplysningerne i artiklerne om, at flere medlemmer har forladt menighedsrådet, på baggrund af sagens oplysninger, ses at have tilstrækkelig dækning i faktiske forhold.

Nævnet finder samtidig, at der i forhold til omtalen af, at [Kirken] står tilbage med et ”amputeret menighedsråd”, og at ”det er som om, at uroen aldrig vil stoppe”, fremstår som TV-Kalundborgs sammenfattende subjektive vurdering, der har dækning i de faktiske forhold.

Uanset, at kildematerialet, der ligger til grund for artiklerne, kan indeholde beskyldninger mod [Klager] som person, og uanset, at artiklerne indeholder faktiske oplysninger, der kan opfattes som kritik af menighedsrådet, er det Pressenævnets opfattelse, at selve artiklerne ikke rejser konkrete beskyldninger, der i presseetisk forstand kan anses for at være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager] som person.

Nævnet finder således efter en konkret vurdering ikke anledning til at kritisere TV-Kalundborg for manglende efterprøvelse af oplysningerne fra kilderne og for ikke at forelægge [Klager] indholdet af artiklerne, før artiklerne blev bragt.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at [Klager], forud for offentliggørelsen af artiklen ”Balladen fortsætter i [Kirken]” , efter det oplyste, selv henvendte sig til mediet med oplysningen om, at formanden for menighedsrådet trak sig, og at hun er er kommet til orde i artiklen ”Præst: ”Komplicerede arbejdsvilkår”, hvor der er gengivet et citat fra hende, som hun er fremkommet med til avisen efter publiceringen af den første artikel.

Nævnet bemærker endvidere, at [Klager] efter offentliggørelsen af den første artikel i en mail af 3. januar 2023 meddelte TV-Kalundborg, at hun og det øvrige menighedsråd ikke ville tale mere med TV-Kalundborg, hvis de ikke fjernede den første artikel.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- genanvendelse af citat

[Klager] har klaget over, at TV-Kalundborg i artiklen ”Balladen fortsætter i [Kirken]” har genanvendt et citat, hun tidligere har givet.

Af artiklen ” Balladen fortsætter i [Kirken] ” fremgår det

”Det er afgørende nu, at vi kan finde en fælles måde at samarbejde på, ellers bliver vi bare endnu en ny historie om [Kirken],” sagde [Klager], der er den ene af rådets nye medlemmer, dengang.

”

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i det genanvendte citat udtalte til sig TV-Kalundborg som led i tillidshvervet som menighedsrådsmedlem, og at udtalelsen omhandlede samarbejdet i rådet.

Nævnet finder på den baggrund, at genanvendelsen af citatet i samme kontekst ikke strider mod god presseskik.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Privatlivets fred

-navn i artiklen uden samtykke

[Klager] har klaget over, at TV-Kalundborg i artiklerne har nævnt hende ved navn, uden at hun har givet samtykke hertil.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte

menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.

1.

[Klager] er omtalt i forbindelse med omtalen af menighedsrådet, som hun er valgt til.

Det er nævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sit tillidshverv som valgt medlem til menighedsrådet beklæder en betroet stilling, og at hun i den henseende er at betragte som en offentlig person.

[Klager] må derfor i den forbindelse, i højere grad end privatpersoner, tåle kritisk omtale af sin person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.

Nævnet finder på den baggrund, at [Klager] må tåle omtale med navns nævnelse i sammenhæng med omtale af hendes tillidshverv som medlem af menighedsrådet.

Nævnet bemærker endvidere, at [Klager] selv rettede henvendelse til mediet og oplyste om forhold i menighedsrådet, forud for publiceringen af den første artikel, ligesom hun efter publiceringen af den første artikel igen rettede henvendelse til mediet.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 23. maj 2023

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →