Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - social oprindelse - kompetence - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - social oprindelse - kompetence - afvisning
J.nr. 22-8277
En mand havde klaget over forskelsbehandling på grund af social oprindelse og race i forbindelse med sagsbehandlingen ved den indklagede byret.
Nævnet vurderede, at klagen over forskelsbehandling på grund social oprindelse ikke vedrørte en af de diskriminationsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
For så vidt angik klagen over forskelsbehandling på grund af race, omhandlede denne påstået forskelsbehandling i forbindelse med domstolenes småsagsproces.
Det fremgår af lovens forarbejder, at også domstolene er omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde i det omfang, de udfører opgaver inden for lovens område i form af levering af varer og tjenesteydelser.
Nævnet vurderede, at der ikke var tale om en opgave inden for lovens område, og at forholdet derfor ikke var omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde.
Nævnet kunne derfor heller ikke behandle denne del af klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af social oprindelse og race i forbindelse med en byrets behandling af klager.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at han havde indgået et forlig med en virksomhed.
Forliget skulle berigtiges og afsluttes af den indklagede byret.
Klager har videre oplyst, at byretten herefter ændrede parternes forlig, på trods af indsigelser herom, ved at inddrage en nødåbning til en port, der ikke var leveret.
Klager har endeligt oplyst, at byretten handlede i strid med egen småsagsvejledning.
Klager har for nævnet beskrevet sin oplevelse af sagens forløb samt fremlagt diverse retsdokumenter, indsigelser m.v.
Den 24. januar 2022 afsagde den indklagede byret dom i sagen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. februar 2022.
Parternes bemærkninger
Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.
Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af social oprindelse som håndværker og race i forbindelse med sagsbehandlingen ved den indklagede byret.
Byrettens egen vejledning om småsagsprocessen blev ikke fulgt.
Klagers rettigheder blev sat ud af kraft ved domstolene.
Klager blev forskelsbehandlet i sammenligning med advokater ved byretten.
Indklagede gør gældende, at dommerne m.v. i den indklagede byret ikke har udvist forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen.
Den indklagede byret har tidligere både behandlet og besvaret klager fra klager over småsagsprocessen m.v.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Nævnet behandler også klager over forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet på grund af handicap, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, race og etnisk oprindelse.
Det fremgår af din klage, at du blandt andet klager over forskelsbehandling på grund af social oprindelse.
¬¬Nævnet vurderer, at din klage ikke vedrører forskelsbehandling på grund af en af de diskriminationsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet.
Ligebehandlingsnævnet kan allerede derfor ikke behandle denne del af klagen.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, herunder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
Det fremgår af lovens forarbejder, at også domstolene er omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde i det omfang, de udfører opgaver inden for lovens område i form af levering af varer og tjenesteydelser.
Klagen angår forskelsbehandling på grund af race i forbindelse med domstolenes småsagsproces.
Da der således ikke er tale om en opgave inden for lovens område, vurderer nævnet, at forholdet ikke er omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde.
Forholdet falder allerede derfor uden for nævnets kompetence.
Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
•
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde