Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - arbejdsvilkår - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - arbejdsvilkår - ej medhold

J.nr. 21-54869

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse i forbindelse med, at hun fik afslag på at holde et arrangement i anledning af ramadanens afslutning i regi af personaleforeningen i det indklagede ministerium.

Nævnet lagde til grund, at det var den generelle opfattelse i ministeriets personaleforening, at arrangementer skulle ramme bredt blandt medarbejderne, og at der ikke skulle afholdes blandt andet politisk eller religiøst betonede arrangementer.

Nævnet lagde endvidere til grund, at klager undervejs i forløbet fik lov til at holde arrangementet i indklagedes lokaler uden om personaleforeningen, ligesom hun fik lov til at invitere til arrangementet på indklagedes intranet.

Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion eller etniske oprindelse.

Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klager ikke måtte holde arrangementet i personaleforeningens regi, eller at invitationen skulle godkendes af en leder før offentliggørelsen på intranettet.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag på at holde et arrangement i anledning af ramadanens afslutning i regi af personaleforeningen i det indklagede ministerium.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med håndteringen af klagers forslag om at holde et arrangement i anledning af ramadanens afslutning.

Sagsfremstilling

Klager var i 2019 ansat som fuldmægtig i departementet i det indklagede ministerium.

Som frivillig i personaleforeningen var klager med til at arrangere sociale arrangementer i foreningens regi.

Personaleforeningens arrangementer modtog økonomisk støtte fra ministeriet som arbejdsgiver.

I forsommeren 2019 ønskede klager at afholde et arrangement i personaleforeningens regi i anledning af ramadanens afslutning.

Hun drøftede derfor dette med de øvrige frivillige i foreningen.

Samme dag blev klager indkaldt til en samtale med leder A, som var afdelingschef i departementet.

Klager har oplyst, at leder A under samtalen gav udtryk for, at klager ikke måtte holde arrangementet igennem personaleforeningen.

Leder A udtalte ifølge klager også, at ministeriet var en dansk arbejdsplads med danske og ikke muslimske traditioner, og at ministeriet ikke ville risikere en sag på forsiden midt i en valgperiode, da det kunne skade ministeren.

Leder A oplyste nogle dage senere, at klager godt måtte låne et lokale til arrangementet, som fortsat skulle holdes uden om personaleforeningen.

Klager måtte omtale arrangementet på intranettet, hvor ordene ”Eid” eller ”ramadan” dog ikke måtte fremgå.

Leder A skulle godkende invitationen forud for dennes publicering på intranettet.

Indklagede har fremlagt det pågældende opslag, som blev offentliggjort på intranettet den 14. maj 2019 med følgende indhold

” Opdateret – Socialt arrangement for madglade

Kære kollegaer

Vi rykker datoen for nedenstående arrangement til fredag d. 21. juni kl.

17.00. på [lokale på ministeriets adresse].

Der inviteres til et socialt arrangement med middag (hjemmebragt mad J) i anledning af, at en række medarbejdere afslutter fasten i fællesskab.

Tilmelding sker pr. mail til [klager] på [klagers arbejdsmail], ligesom I bedes oplyse, om I ønsker at tage en ret med.

Vi glæder os til at se jer alle til en hyggelig aften.

/Jeres madfikserede kollegaer”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. november 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at afslaget på at holde arrangementet i personaleforeningens regi var udtryk for forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse.

Klager foreslog de øvrige frivillige i personaleforeningen, at de afholdt et ramadanarrangement, som var åbent for alle, uanset om de fastede eller ej.

Klager foreslog, at alle deltagere tog en ret med, og at de kunne låne et lokale i departementet til arrangementet.

Forslaget mødte dog ret hurtigt modstand blandt foreningens frivillige.

Formanden for personaleforeningen tilkendegav, at forslaget skulle drøftes med ledelsen for at få afklaret retningslinjerne for et sådant arrangement.

Samme dag blev klager indkaldt til et møde af leder A, som var afdelingschef i departementet.

Leder A fortalte klager, at det ikke var muligt at afholde en ramadanmiddag, da der var tale om et religiøst betonet arrangement.

Klager svarede, at de jo også afholdt julefrokoster og spurgte, hvorfor det så ikke kaldtes en decemberfrokost.

Julefrokosten er arrangeret af personaleforeningen, og alle frivillige i foreningen er som regel involveret med stor økonomisk støtte fra departementet.

Leder A fortalte hende, at det var en dansk arbejdsplads med danske traditioner og ikke muslimske traditioner, og at ministeriet ikke ville risikere en sag på forsiden midt i en valgperiode, da det kunne skade ministeren.

Klager gav over for leder A udtryk for, at ramadanen ikke er noget religiøst for klager, men et kulturelt arrangement på samme måde, som julen var for leder A.

Klager mente, at der var tale om diskrimination, og at ministeriet var en offentlig arbejdsplads, som ikke skulle indordne sig under en politisk dagsorden.

Leder A var dog ikke enig.

Klager spurgte, om en ramadanmiddag stred mod personaleforeningens vedtægter.

Leder A svarede, at det gjorde det ikke endnu, men at hun kunne sørge for dette ved en vedtægtsændring.

Leder A gav flere gange under samtalen udtryk for, at et muslimsk religiøst arrangement ikke hørte hjemme på en dansk arbejdsplads.

Klager forklarede hende, at klager var en del af en stor generation af danske unge, som er født og opvokset i danske, muslimske hjem, og som også har ret til at være og opfatte sig som danske.

På baggrund af samtalen mistede klager troen på, at hun hørte til i Danmark, og at hun var dansk.

Klager har aldrig tidligere set forskel på hende og etniske danskere, før denne samtale vendte hendes verden på hovedet.

Nogle dage efter holdt personaleforeningen et ekstraordinært møde, hvor formanden annoncerede, at ledelsen med henvisning til leder A’s anbefaling havde valgt at fraråde bestyrelsen at støtte op om et muslimsk arrangement, fordi det ikke var foreneligt med den politiske dagsorden, som den daværende minister ønskede.

Ledelsen ønskede ikke en forsidesag midt under valget i 2019.

Personaleforeningen er imidlertid en selvstændig og uafhængig forening, og der tilfalder ikke ministeriet instruktionsbeføjelser over foreningens aktiviteter.

Klager kan ikke genkende, at bestyrelsen skulle have haft en diskussion om, hvorvidt en ramadanmiddag var noget traditionelt eller religiøst.

To dage efter samtalen med leder A blev klager opsøgt af leder A, som oplyste, at hun havde tænkt mere over det.

Hun oplyste, at klager gerne måtte afholde arrangementet, men uden for personaleforeningens regi.

Klager måtte derfor ikke bruge personaleforeningens mail som afsender, og arrangementet ville ikke modtage økonomisk støtte.

Klager måtte gerne låne et lokale og sende en besked på intranettet om arrangementet, hvor hverken ordet ”Eid” eller ”ramadan” måtte fremgå.

Leder A ønskede at godkende teksten, inden den blev lagt op på intranettet.

Ledelsen plejede ikke at skulle godkende personaleforeningens invitationer til arrangementer.

Klager oplevede, at ledelsen udøvede censur på hendes invitation som følge af hendes religiøse og etniske baggrund.

Klager sendte efterfølgende en mail til leder A med et udkast til en invitation, hvor muslimske ord ikke måtte indgå.

Invitationen, som havde titlen ”Sommerfest for madglade”, blev herefter postet på intranettet.

Som følge af de mange beskeder på intranettet, blev ældre beskeder hurtigt skubbet længere ned på siden, så de ikke længere fremgik af forsiden.

Det samme skete med klagers invitation, som næste dag ikke længere var synlig på forsiden.

Det var til gengæld en reklame for medarbejdere, som ønskede at få fikset sin cykel på arbejdspladsen.

Beskeden på intranettet var ikke retvisende, fordi ledelsen ikke gav lov til det.

Arrangementet var ikke en sommerfest for madglade.

Det skulle være en ramadanmiddag.

En middag, som skulle inkludere de mange medarbejdere, som faster en hel måned, og som i den måned ikke sidder sammen med de andre i kantinen.

Invitationen blev ikke sendt pr. mail til alle medarbejdere via personaleforeningens mail, sådan som de plejer at gøre, og sådan som klager har gjort med andre arrangementer.

Arrangementet fik heller ikke en krone i støtte.

Klager følte sig langsomt ekskluderet af personaleforeningen, da de mange frivillige stoppede med at hilse på hende, når de stødte ind i hende.

Flere mente, at hun forsøgte at trodse ledelsen, og klager følte, at ingen forstod det principielle i hendes sag.

Hun følte sig meget alene og uvelkommen på arbejdspladsen.

Hun havde fysisk ondt i maven, når hun stødte ind i leder A.

Forløbet betød, at klager måtte opsøge en psykolog.

Klager har fundet mod til at indsende klagen efter, at hun er stoppet som medarbejder i ministeriet.

Hun har haft økonomiske udgifter til psykolog samt udgifter til arrangementet, som ikke modtog støtte gennem personaleforeningen.

Indklagede har henvist til, at arrangementet blev afvist med den objektive begrundelse, at man ikke fandt det foreneligt med foreningens virke at afholde blandt andet religiøst betonede arrangementer.

Sagen handler grundlæggende om, at mens det stod ministeriets resterende ansatte frit for at arrangere en julefrokost, så tilfaldt de samme muligheder ikke klager, da hun ønskede at afholde et lignende socialt arrangement, som var lige så lidt religiøst betonet som en julefrokost.

Indklagede har begrundet afslaget i et sæt ikke eksisterende retningslinjer.

Der er mange medarbejdere i ministeriet med muslimsk baggrund.

Klager anså en ramadanmiddag som et arrangement, der kunne skabe et fællesskab for alle, som havde lyst til at deltage.

Et fællesskab, som også inkluderer de mange dansk-muslimsk ansatte.

Dermed levede arrangementet op til foreningens formål om at varetage sine medlemmers interesser samt skabe og udbygge et godt klima på en fælles arbejdsplads.

Klager oplevede ikke, at nogen spurgte, hvad en ramadanmiddag overhovedet indebar.

Klager forsøgte efter bedste evne at uddybe rammerne for arrangementet.

Der var tale om et arrangement for alle ansatte i departementet.

Alle skulle medbringe mad og spise i fællesskab.

I det arrangement, klager afholdt, var der ingen religiøse ritualer, bøn eller nogen former for forkyndelse.

Der var ene og alene tale om et socialt arrangement, hvor man i fællesskab brød fasten og smagte på hinandens madretter.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af religion.

Personaleforeningen blev lukket i 2020, da der ikke var nok frivillige medlemmer til at drive foreningen.

Det fremgår af den daværende personaleforenings vedtægter, at foreningens formål var at varetage og virke for sine medlemmers interesser med vægt på skabelsen af udbygningen af et godt klima på den fælles arbejdsplads.

Dette formål skulle søges opnået ved at tage initiativ til at koordinere og planlægge møder, festlige arrangementer, foredrag, sport, udflugter mv.

Alle ansatte i ministeriet var i medfør af vedtægterne automatisk medlem af personaleforeningen.

Foreningen fik årligt tilskud fra ministeriet, som blev anvendt til at reducere egenbetalingen ved foreningens arrangementer.

Personaleforeningen stod også for at arrangere en årlig sommerfest og julefrokost, hvortil ministeriet afholdt visse udgifter.

Forud for klagers forslag om afholdelse af et ramadanarrangement havde det ikke været drøftet i personaleforeningens bestyrelse, hvilke arrangementer der var egnede til afholdelse i foreningens regi i lyset af foreningens formål.

Det var dog den generelle opfattelse i foreningen, at det var underforstået, at foreningens arrangementer skulle ramme bredt blandt medarbejderne, og at det f.eks. ikke var foreneligt med personaleforeningens virke at afholde blandt andet politiske eller religiøst betonede arrangementer.

I forbindelse med klagers ønske om et ramadanarrangement anførte flere af bestyrelsens medlemmer over for klager, at den årlige julefrokost blev opfattet som en tradition og ikke en religiøs fejring.

Det blev foreslået, at bestyrelsen skulle arbejde på en præcisering af vedtægterne i forhold til, hvilke arrangementer foreningen ville og kunne holde, og hvordan de skulle godkendes.

Dette blev dog ikke gennemført på grund af den efterfølgende opløsning af foreningen.

Indklagedes ledelse blandede sig sædvanligvis ikke i foreningens arrangementer.

Blandt andet på direkte foranledning af klager selv gik bestyrelsen dog efterfølgende i dialog med den daværende afdelingschef, leder A.

Da hun efterfølgende er fratrådt sin stilling, har det ikke været muligt at indhente en udtalelse fra hende.

Efter det af bestyrelsen oplyste var det ledelsens holdning, at et religiøst betonet arrangement ikke burde afholdes i regi af personaleforeningen.

Det fremgår af det fremlagte opslag på departementets intranet, at arrangementet blev afholdt som et ”socialt arrangement for madglade”, og at det blev afholdt i anledning af, at en række medarbejdere ville afslutte fasten i fællesskab.

Opslaget findes fortsat på intranettet.

Det er de til enhver tid syv nyeste nyheder, der fremgår af nyhedsfeed’et på intranettets forside.

Der sker ikke en prioritering af disse nyheder.

For så vidt angår klagers bemærkninger om, at hun ikke måtte sende invitationen til alle medarbejdere via personaleforeningens mail, bemærkes det, at der i dette tilfælde ikke var tale om et arrangement i personaleforeningen.

Denne mulighed blev endvidere afvist med henvisning til, at personaleforeningen måtte overveje mængden af mails fra foreningen, og at der var behov for at kommunikere snarligt om en forestående sommerfest.

Hele dialogen om arrangementet skabte en dårlig stemning i personaleforeningen, men der var ikke tale om en ekskludering af klager.

Man forsøgte i foreningen at håndtere sagen på en mindelig måde.

Flere af foreningens bestyrelsesmedlemmer forsøgte at forklare klager, hvorfor et sådant arrangement ikke var egnet til afholdelse i foreningens regi, men at hun gerne måtte holde arrangementet i ministeriet uden om foreningen.

Det blev af i hvert fald et af bestyrelsesmedlemmerne beklaget direkte over for klager, hvis hun følte, at bestyrelsens linje ramte hendes arrangement urimeligt, og at dette ikke var intentionen.

Der er ikke tale om forskelsbehandling på grund af religion.

Arrangementet blev afvist med den objektive begrundelse, at man ikke fandt det foreneligt med personaleforeningens virke at afholde blandt andet religiøst betonede arrangementer.

De uskrevne retningslinjer om personaleforeningens arrangementers neutralitet i forhold til blandt andet religion ville være blevet håndhævet ens over for samtlige medarbejdere i ministeriet uanset hvilke religion, der måtte være tale om.

Der har dog så vidt vides ikke været forelagt personaleforeningens bestyrelse forslag til afholdelse af andre religiøst betonede arrangementer, hvorfor det alene i det påklagede tilfælde har været relevant at forholde sig til de uskrevne retningslinjer for personaleforeningens virke om, at alene ikke-politiske og ikke-religiøse arrangementer kunne afholdes i foreningens regi.

En julefrokost på en dansk arbejdsplads er ikke sammenlignelig hermed.

Størstedelen af alle danske arbejdspladser holder en årlig julefrokost, og denne er ikke forbundet med religion.

Klager blev ikke ekskluderet af personaleforeningen.

De involverede forsøgte at håndtere episoden på en rolig og ordentlig måde.

Klager blev oplevet som bebrejdende, og stemningen blev dårlig.

Det er opfattelsen, at den dårlige stemning skyldtes tonen og den måde, der blev kommunikeret på.

Det havde således intet at gøre med det faktum, at det var et ramadanarrangement, klager ønskede at holde.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet religion og etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af religion eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt religion eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons religion eller etniske oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klagen angår forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag på at holde et arrangement i anledning af ramadanens afslutning i regi af personaleforeningen i det indklagede ministerium.

Klager har oplyst, at arrangementet bestod i en fællesspisning, hvor deltagerne kunne medbringe en ret.

Arrangementet var åbent for alle medarbejdere, uanset om de havde fastet eller ej, og indebar ikke religiøse ritualer, forkyndelse eller bøn.

Der var således efter klagers opfattelse tale om et kulturelt og socialt arrangement.

Der er enighed mellem parterne om, at klager fik afslag på at afholde arrangementet i personaleforeningens regi, fordi arrangementet skulle finde sted i anledning af ramadanens afslutning.

Efter det af indklagede oplyste indeholdt personaleforeningens vedtægter ikke bestemmelser, der udelukkede afholdelse af et arrangement som det foreslåede.

Foreningen havde heller ikke tidligere taget stilling til afholdelsen af lignende arrangementer.

Det lægges efter det oplyste til grund, at det var den generelle opfattelse i ministeriets personaleforening, at arrangementer skulle ramme bredt blandt medarbejderne, og at der ikke skulle afholdes blandt andet politisk eller religiøst betonede arrangementer.

Det lægges videre til grund, at klager efter den indledningsvise samtale med leder A fik lov til at holde et arrangement i forbindelse med ramadanens afslutning i indklagedes lokaler, ligesom hun fik lov til at invitere til arrangementet på indklagedes intranet.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling, herunder chikane, på grund af sin religion eller etniske oprindelse.

Det forhold, at klager ikke som anmodet kunne holde arrangementet i personaleforeningens regi, eller at invitationen skulle godkendes forud for offentliggørelsen på intranettet, kan henset til det beskrevne forudgående forløb hverken i sig selv eller tilsammen føre til en ændret vurdering.

Klager får herefter ikke medhold.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde