Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane- ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane- ej medhold
J.nr. 23-27927
En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af køn, i forbindelse med indklagedes behandling af manden i forbindelse med udredning af mandens søn.
Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden havde været udsat for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes behandling af klager i forbindelse med udredning af klagers søn.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandsskab.
Sagsfremstilling
Klager har med sin tidligere samlever en søn.
Forholdet mellem klager og dennes tidligere samlever er konfliktfyldt, og der er blandt andet uenighed om klagers samvær med deres fælles søn.
På baggrund af det høje konfliktniveau har indklagede været involveret i udredning af sønnen og sønnens trivsel og har blandt andet deltaget i en videoafhøring af sønnen i maj 2022.
Klagen over indklagede er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. august 2022 og uddybet af klager ved e-mail af 16. august 2022, 28. august 2022, 4. september 2022, 15. september 2022, 19. september 2022, 7. oktober 2022, 9. oktober 2022, 17. oktober 2022, 21. oktober 2022, 8. november 2022, 13. november 2022, 17. november 2022, 19. november 2022, 15. december 2022 og 8. januar 2023 med bilag.
På det foreliggende grundlag har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør overordnet gældende, at han i forbindelse med indklagedes udredning af klagers søn er blevet udsat for kønsdiskriminerende forskelsbehandling og chikane.
Det er klagers opfattelse, at indklagede sammen med andre myndigheder er skyldig i en årelang sagsbehandling, der savner anstændighed, troværdighed og sandhedsværdi samt indeholder fortielser, forsømmelser og skødesløshed.
Det er endvidere klagers opfattelse, at indklagede har en kønsdiskimiterende tankegang og sagsbehandling i forhold til sikkerheden for klagers søn og har svigtet ved automatisk at frikende kvinden, moderen, for mistanke og dømme manden, faderen, som skyldig.
Klager gør videre gældende, at indklagede har medvirket til ulovlige afhøringer af klagers søn, som har presset sønnen til at fremkomme med udtalelser, som passer ind i kommunens kønsdiskriminerende behandling af klager.
Indklagedes tilgang har ifølge klager været, at manden, faderen, var og er skyldig, og kvinden, moderen, det modsatte, hvilket blandt andet har presset sønnen til at afgive udtalelser, som ikke er sandfærdige.
Klager gør gældende, at der i det afsluttende notat fra indklagede vedrørende sønnen ikke er nogen mistanke rettet mod kvinden, moderen, og at indklagedes ageren alene kan forklares ved kønsdiskriminerende sagsbehandling og tilgang til en far, en mand.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet.
Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at Ligebehandlingsnævnet alene kan tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, og at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling, herunder chikane, på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for offentlige forvaltningsmyndigheder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Chikane betragtes som forskelsbehandling på grund af køn, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål om, hvorvidt indklagede har begået sagsbehandlingsfejl i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven, retssikkerhedsloven, databeskyttelseslovgivningen eller overtrådt principper om god forvaltningsskik eller overtrådt anden lovgivning, som ikke er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.
Der er ikke i klagerne af 11. august 2022 eller i klagers supplerende e-mails med bemærkninger af 16. august 2022, 28. august 2022, 4. september 2022, 15. september 2022, 19. september 2022, 7. oktober 2022, 9. oktober 2022, 17. oktober 2022, 21. oktober 2022, 8. november 2022, 13. november 2022, 17. november 2022, 19. november 2022, 15. december 2022 og 8. januar 2023 med bilag oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med indklagedes udredning af hans søn har været udsat for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven.
Der kan derfor ikke gives klager medhold i sagen, hvorfor Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
•
§ 1, stk. 1-2, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1a om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde
•
§ 2a, stk. 1-2, om chikane
•
§ 3d, stk. 1, om klagebehandling