Legislator Case Law & Legislation
W20230936725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9367 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2023 9367 Valid

J.nr. 22-13999

En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af køn, i forbindelse med indklagedes behandling af manden i forbindelse med sager vedrørende mandens søn.

Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden havde været udsat for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2023 9367 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes behandling af klager i forbindelse med sager vedrørende klagers søn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandsskab.

Sagsfremstilling

Klager har med sin tidligere samlever en søn.

Forholdet mellem klager og dennes tidligere samlever er konfliktfyldt, og der er blandt andet uenighed om klagers samvær med deres fælles søn.

På baggrund af det høje konfliktniveau har bopælskommunen vurderet, at sønnen har brug for støtte til at kunne håndtere forældrenes konflikt, og har i den forbindelse iværksat forskellige tiltag i medfør af servicelovens kapitel 11.

Klager har i forløbet adskillige gange rettet henvendelse og klaget til indklagede vedrørende kommunens sagsbehandling, og indklagede har løbende behandlet henvendelserne og klagerne fra klager.

Det fremgår af klagen, at indklagede har givet klager afslag på hans klager.

Klagen over indklagede er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. august 2022 og uddybet af klager ved e-mails af 16. august 2022, 28. august 2022, 30. august 2022, 2. september 2022, 4. september 2022, 15. september 2022, 19. september 2022, 7. oktober 2022, 17. oktober 2022, 21. oktober 2022 og 15. december 2022 med bilag.

På det foreliggende grundlag har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør overordnet gældende, at han i forbindelse med behandlingen af sin søns sager ved indklagede er blevet udsat for kønsdiskriminering, fejlagtig sagsbehandling og partiskhed.

Klager gør gældende, at fordi han er en mand, så har indklagede en forudindtaget opfattelse af, hvordan en klage skal behandles og afgøres, idet indklagede pr. automatik tilsidesætter klagers bemærkninger og uden videre har truffet afgørelse til fordel for kommunen.

Klager bemærker, at indklagede har behandlet tre klager fra klager over kommunen og afgjort alle tre klager med afslag.

Det er klagers opfattelse, at indklagede i forbindelse med behandling af klagerne afviste at sætte spørgsmålstegn ved kommunens udtalelser, til trods for at indklagede var i besiddelse af materiale, som klart henviste til, at kommunen ikke beskrev sandheden i sine udtalelser.

Indklagede har derved ikke optrådt objektivt og upartisk.

Klager har yderligere gjort gældende, at han er blevet ringere behandlet, end hvis han havde været en kvinde, en mor, i en tilsvarende situation.

Klager er af den opfattelse, at indklagedes afgørelser alene beror på, at han er en mand.

Endvidere har klager henvist til, at indklagede i afgørelsen af den tredje klage anførte, at eventuelle fremtidige henvendelser fra klager, der handlede om kommunens sagsbehandling og konkrete sagsbehandlere, ville blive læst og gennemgået af indklagede, men at klager ikke kunne forvente et svar fra indklagede.

Klager har gjort gældende, at indklagedes behandling af klagerne er udtryk for chikane, idet hans retsfølelse og værdighed er krænket, og idet indklagedes forudindtagede afgørelser har medvirket til et truende, fjendtligt, nedværdigende, yderst ydmygende og ubehageligt klima for klagers kamp for retfærdighed for ham og hans søn.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet.

Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at Ligebehandlingsnævnet alene kan tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, og at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling, herunder chikane, på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for offentlige forvaltningsmyndigheder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane betragtes som forskelsbehandling på grund af køn, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der er begået sagsbehandlingsfejl i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven, retssikkerheds-loven, databeskyttelseslovgivningen eller overtrådt principper om god forvaltningsskik eller overtrådt anden lovgivning, som ikke er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.

Der er ikke i klagen af 9. august 2022 eller i klagers supplerende e-mails med bemærkninger af 16. august 2022, 28. august 2022, 30. august 2022, 2. september 2022, 4. september 2022, 15. september 2022, 19. september 2022, 7. oktober 2022, 17. oktober 2022, 21. oktober 2022, og 15. december 2022 med bilag oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med indklagedes behandling af ham, hans klager og hans søns sager har været udsat for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven.

Der kan derfor ikke gives klager medhold i sagen, hvorfor Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

KEN#LOKDOK23 2023 9367 Valid

•

§ 1, stk. 1-2, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9367 Valid

•

§ 1a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

•

§ 2a, stk. 1-2, om chikane

•

§ 3d, stk. 1, om klagebehandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →