Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0931
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0931
TV 2 får ikke kritik for omtale af våbenmekaniker
TV 2 bragte i april 2022 en udsendelse i Station 2, som handlede om, hvor de våben, der bliver brugt i skudepisoder i Danmark, kommer fra.
I udsendelsen omtalte TV 2 en våbenmekaniker, som blev idømt 7½ års fængsel for at have ombygget og solgt våben.
Våbenmekanikeren havde på tidspunktet for udsendelsens offentliggørelse anket dommen til frifindelse.
Den omtalte våbenmekaniker klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2 havde omtalt straffesagen mod ham og nævnt hans fulde navn, og at der i udsendelsen blev vist et billede af ham.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.
Nævnet lagde blandt andet vægt på sagens alvorlige karakter og straffens længde, herunder at der var tale om mange og grove forhold, at billedet af våbenmekanikeren ikke viste ham i en privat eller en krænkende situation, og at det fremgik af udsendelsen, at han på stedet ankede dommen til frifindelse.
[Klager] har ved [Fuldmagtshaveren] klaget til Pressenævnet over udsendelsen ”Station 2: Solgt til drab” , som blev bragt den 25. april 2022 på TV 2, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har navnlig klaget over, at han identificeres i udsendelsen, og at udsendelsen indeholder ukorrekte oplysninger.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede udsendelse
TV 2 bragte den 25. april 2022 udsendelsen ”Station 2: Solgt til drab” på TV 2.
Udsendelsen, som varer ca. 22 minutter, er fortsat tilgængelig på platformen play.tv2.dk med følgende omtale
”Sidste år blussede en ny bandekonflikt op i Danmark.
På under en uge i december blev tre personer skudt og dræbt i Hovedstadsområdet.
”
Af udsendelsen fremgår blandet andet følgende
[Tidskode 00:00-03:14]
Der vises optagelser af programværten, der kører i bil omkring et gerningssted.
Over optagelsen fremkommer en dato og lokation: ”2. december, Nørrebro”
” Programvært : Nå der er, der er politi derude.
Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det har noget med det her at gøre.
Jo, de har sgu spærret det hele af.
[Der vises optagelser af det afspærrede område og det omkringliggende område, hvor politiet afsøger området og indsamler spor]
Programvært : Hold da op.
Masser af politi.
[Der afspilles lydoptagelser af nyhedsudsendelser, der omtaler, hvad der er foregået]
Nyhedsvært : En person er her til aften blevet skudt og dræbt på Nørrebro i København.
Det bekræfter Københavns Politi.
Reporter : Ja, altså politiet fik jo anmeldelsen klokken halv fem, det mest travle tidspunkt på Nørrebrogade.
Og da de så rykker ud her, så opdager de altså en mand, der er blevet skudt i ryggen, og han bliver så kørt på hospitalet og afgår senere ved døden.
[Der klippes til optagelser af programværten, der står ved afspærringen.
En cyklist stopper og henvender sig til programværten]
Cyklist : Ved I, hvad der er sket?
Programvært : Der har været et skyderi.
Der er en, der er blevet skudt.
Og man kan se, at de er ude med hunde.
[Der vises optagelser af en politibetjent og en hund, der leder efter spor ved nogle parkerede cykler]
Programvært : De er ude og lede efter spor.
[Der klippes til optagelser af et afspærret område, hvor der befinder sig politifolk og politibiler og -motorcykler med blå blink.
Over optagelsen fremkommer en dato og lokation: ”4. december, Åboulevarden”.
Der afspilles lydoptagelser af en nyhedsudsendelse, der omtaler, hvad der er foregået]
Nyhedsvært : Den 39-årige mand, der blev ramt af skud i hovedet i København i går, er fortsat i kritisk tilstand.
Programvært, speak voiceover : I december sidste år blussede en ny bandekonflikt op i København.
[Der vises optagelser af en politibetjent, der interviewes af en række medier.
Efterfølgende klippes til optagelser af det pågældende interview med politibetjenten]
Politibetjent : Gerningsmanden kommer ind og afgiver et skud mod den forurettede og vender om og går fra stedet igen.
[Der klippes til optagelser af et gerningssted i Herlev.
På optagelserne fremgår ambulanceberedskab, der fragter en såret person på en båre, samt politifolk i området.
Over optagelserne fremkommer en dato og lokation: ”7. december, Herlev”.
Der afspilles lydoptagelser af en nyhedsudsendelse, der omtaler hændelsen]
Nyhedsvært : I nat var igen en blodig en af slagsen.
I Herlev der blev en mand i 20’erne dræbt af skud.
[Der vises optagelser af et interview med en politibetjent, der udtaler sig om hændelserne]
Politibetjent : Det er meget voldsomme hændelser, vi ser.
Det er drab, det er koldblodige drab.
En helt utilstedelig og uacceptabel adfærd.
[Der klippes til optagelser af programværten, der går på gaden i nærheden af et gerningssted]
Programvært, speak voiceover : Det er langt fra første gang, at Danmark er ramt.
Siden 2016 har der herhjemme i gennemsnit været et ulovligt skyderi hver femte dag.
[Der vises optagelser af [Gymnasielæreren], gymnasielærer på [Gymnasiet], der går på en af gymnasiets gange]
Programvært, speak voiceover : Det mærkede de konsekvenserne af her på [Gymnasiet] i 2020.
[Der vises optagelser af en politibetjent, der fotograferer gerningsstedet ved [Gymnasiet]]
Programvært, speak voiceover : Da en af deres elever blev dræbt af skud.
[Skærmen bliver sort.
Der klippes efterfølgende til interview med [Gymnasielæreren]]
[Gymnasielæreren] : Det tog utrolig hårdt på klassen, at [Person A] døde.
Det var simpelthen så forfærdeligt.
[Der vises optagelser af [Gymnasielæreren], der underviser en gymnasieklasse]
[Gymnasielæreren] : Og så undrer det mig, at det er her på Frederiksberg, hvor jeg har min gang, og vi har det her dagligdagsliv.
[Der klippes til optagelser af interview med [Gymnasielæreren]]
[Gymnasielæreren] : At der pludselig florerer skydevåben, og at sådan noget overhovedet kan ske lige hernede i nærheden.
Og at det kan ske for vores elever.
[Der vises optagelser af et rødt clipboard med nogle papirer med navnet på udsendelsen, Solgt til drab.
På clipboardet ligger et afladet skydevåben, et tomt magasin og patroner, der er spredt på clipboardet og bordet]
[Der klippes til optagelser af programværten, der kører rundt i Københavns gader]
Programvært, speak voiceover : Når der skydes i Danmark interesserer vi journalister os ofte for ofre og gerningsmænd.
Men gaderne ville ikke genlyde af skud, hvis ikke der var illegale våben i hænderne på de forkerte.
Så hvem er dødens købmænd, der tjener stort på våben?
Det kigger jeg på i det her program.
[Der vises en dramatisering, der illustrerer, hvor og hvordan illegale våben produceres.
På optagelserne fremgår indgangen til et værksted med to porte, der står på klem.
Det er mørkt udenfor, men der kommer lys ud mellem portene.
Efterfølgende vises en mand, iført mørkt tøj og en hue, der står og skærer noget metal på et værksted]
Programvært, speak voiceover : Ifølge en ny rapport stammer en stor del af de illegale våben i EU fra to kilder.
Ufarlige gas- og signalpistoler, som bliver bygget om til livsfarlige våben.
”
[Tidskode 07:05-08:34]
Der vises en dramatisering af, hvordan en handel med illegale våben foregår.
Optagelserne viser en bil, der ankommer til et sted, hvor der står en masse både.
En person går mellem bådene i retning af personen, der ankom i den pågældende bil.
Personen har en taske i hånden
” Programvært, speak voiceover : Den anden kilde til illegale våben er ufarlige signal- og gaspistoler, der bliver bygget om til dødbringende våben.
Jeg er stødt på en stor og aktuel sag, som giver et unikt indblik i, hvordan handlen med illegale våben foregår herhjemme.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten], der er tidligere drabschef ved Københavns Politi]
[Eksperten] : I den her grove sag er der tale om i alt 49 skydevåben.
Det ene er endda en maskinpistol, så det er selvfølgelig meget, meget alvorligt det her.
Så er der også beslaglagt over 200.000 kr., som man vil have konfiskeret i retten som værende fortjeneste ved den her våbenhandel.
Så det siger, dels noget om mængden, at det er en kæmpestor sag med mange handler, og også at der er en del penge i den.
[Der vises en dramatisering af en person, der ankommer til et værksted og arbejder på illegale skydevåben]
Programvært, speak voiceover : Sagen er speciel af flere grunde.
Den tiltalte er våbenhandler, og så har han ombygget og solgt flere gas- og signalpistoler til kriminelle.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : En del af våbnene de er jo fundet på en adresse, som tilhører våbenhandleren.
Og der er jo ikke noget mærkeligt i, at det også er der, ombygningen formentlig er sket, fordi der har han jo de professionelle redskaber.
[Der vises en dramatisering af en person, der ombygger et våben på et værkskab, og de redskaber, der skal bruges hertil]
[Eksperten] : Det værktøj, der kan bruges til at spænde våben fast med, og det værktøj, der kan bruges til at arbejde på forskellige måder med våben.
Det er ikke noget, folk i al almindelighed kan købe en startpistol og så selv bygge den om.
Det er våben, der skal spændes fast i et specielt apparat og så bores ud med præcisionsredskaber.
Det er noget, der kræver præcision, det er noget, der kræver, at man har kendskab til håndværket.
Så det er ikke noget, man bare selv kan gøre hjemme i stuen.
”
[Tidskode 10:28-12:36]
Der vises en dramatisering af en person, der ombygger et våben på et værksted
” Programvært, speak voiceover : Den tiltalte våbenhandler var på overfladen en almindelig familiefar med børn og parcelhus og en ret usædvanlig hobby.
[Der vises et billede af [Klager] i portrætformat til en middelalderfestival.
Han er iført en mørkegrøn tunika og en halskæde]
Programvært, speak voiceover : 50-årige [Klager] var nemlig en respekteret karakter i det danske vikingemiljø.
[Der vises optagelser af [Klager] i sværdkamp.
Sværdkampen foregår i en hal.
[Klager] er fremhævet i optagelserne med en hvid, transparent cirkel]
Programvært, speak voiceover : Hvor især hans evner som sværdkæmper vakte beundring.
[Der vises en dramatisering af, hvordan [Klager] har handlet med en rockergruppering.
Af dramatiseringen fremgår to personer, der går på en sti nær en grusgrav.
På et tidspunkt drejer de ned ad en mindre sti, hvor de mødes med en person, der holder en taske i den ene hånd.
Over dramatiseringen afspilles interview med [Eksperten]]
Programvært, speak voiceover : Før [Klager]s kriminelle side blev afsløret, nåede han at sælge skydevåben til nogle af landets hårdeste kriminelle.
[Eksperten] : Som det er oplyst, er der jo tale om en rockergruppering.
Der er et rockerbandemiljø, som har relationer til en våbenhandler.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og mon derved kan gøre brug af de kontakter, han har til måske at få dele eller våbendele lovligt til landet.
[Der vises en dramatisering af mødet mellem rockermedlemmerne og våbenhandleren.
Våbenhandleren åbner tasken og viser indholdet, herunder et skydevåben.
Over dramatiseringen afspilles interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og så enten ombygge dem eller simpelthen bruge dem på det ulovlige marked.
Og det, at våben på den måde er bestilt simpelthen hos en våbenhandler, det gør det jo noget mere problematisk.
Han har gennemført så mange leverancer af våben, så det nærmest er blevet dagligdag.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og det er selvfølgelig et usundt miljø, at vi på den måde har våben, der florerer så let, kan man sige, rundt i kriminelle grupperinger.
[Der vises en dramatisering af afskeden mellem rockermedlemmerne og våbenhandleren.
Rockermedlemmerne går tilbage ad stien, imens våbenhandleren bliver stående]
Programvært, speak voiceover : [Klager] og flere af de andre tiltalte i sagen blev anholdt og fængslet ved en stor koordineret politiaktion i november 2020.
[Der klippes til optagelser af interview med [Politikommissæren], politikommissær ved Nationalt Kriminalteknisk Center]
[Politikommissæren] : Det er beklageligt at bruge sin faglige uddannelse til faktisk at lave ulovlige våben.
Hvis man vælger at gå den vej og lade sig blive kriminel og ombygge til faktiske skydevåben, så bliver man faktisk leverandør til meget, meget alvorlige sager, altså drabsforsøg og drab.
[Der vises en dramatisering af en våbenhandler, der lukker portene ind til sit værksted.
Skærmen bliver efterfølgende sort, og følgende tekst fremkommer på skærmen: ”Den 21. marts 2022 blev [Klager] kendt skyldig og idømt 7,5 års fængsel.
Han ankede på stedet dommen til frifindelse”]”
[Tidskode 17:04-22:17]
Der vises optagelser af ambulancefolk, der kommer gående med en båre på et gerningssted i Herlev.
Over optagelsen fremkommer en dato og lokation: ”7. december, Herlev”, og der afspilles en nyhedsudsendelse, der omtaler, hvad der er foregået på gerningsstedet
” Nyhedsvært : Og i nat der blev to mænd i Herlev så ramt.
Den ene mistede livet.
Og det betyder, at der nu har været fire skyderier i hovedstadsområdet den seneste uge.
[Der vises optagelser af politifolk, retsmedicinere og hunde på og nær gerningsstedet i Herlev]
Programvært, speak voiceover : Illegale våben blev for alvor taget i brug under den korte, men blodige bandekonflikt i december.
[Der klippes til optagelser af interview med en politibetjent på Politigården]
Politibetjent : Der er en helt anden voldsparathed, der er en helt anden, kan man sige, egen accept af, det er det her, vi skal ud og lave, vi skal ud og slå et andet menneske ihjel.
[Der vises optagelser af [Gymnasiet] samt undervisning på gymnasiet]
Programvært, speak voiceover : Men våben og skyderier florerer ikke kun i bandemiljøet.
På [Gymnasiet] på Frederiksberg i København mærkede de i efteråret 2020 for alvor konsekvenserne af de mange skydevåben i omløb.
[Der afspilles en lydoptagelse af en nyhedsudsendelse, der omtaler hændelsen ved [Gymnasiet]]
Nyhedsvært : Politiet har anholdt en 14-årig og en 16-årig for at have skudt og dræbt en 18-årig mand på Frederiksberg fredag aften.
[Der vises optagelser af [Gymnasielæreren], der går på en gang på [Gymnasiet]]
Reporter : Han gik på 2.g på [Gymnasiet] her på Frederiksberg og var altså i gang med at tage en uddannelse.
[Der vises optagelser af en lyseblå blomsterkumme.
På kassen er malet skyer og skrevet navnet [Person A] med sort maling]
[Gymnasielæreren] : Her der er en blomsterkumme, som der er nogle elever der har udsmykket.
[Der klippes til optagelser af interview med [Gymnasielæreren], der står udenfor ved blomsterkummen]
[Gymnasielæreren] : Det viser jo, at han var afholdt.
Der var mange, der kunne lide ham.
Han var nem at være sammen med.
Han var sød og sjov og havde mange venner.
[Der vises et billede af [Person A], der sidder på en restaurant med sin mobil i hånden.
Han er iført en hvid poloshirt og har et par solbriller siddende i håret]
[Der klippes til optagelser af interview med [Gymnasielæreren] i et klasselokale]
[Gymnasielæreren] : Det tog utrolig hårdt på klassen, at [Person A] døde.
Det var simpelthen så forfærdeligt.
[Der vises billeder af elever, der lægger blomster og tænder lys på det sted, hvor [Person A] blev skudt]
[Gymnasielæreren] : Jeg bliver da også berørt nu i den her situation også, her et år efter, når I kommer og spørger.
[Der klippes til optagelser af interview med [Gymnasielæreren] i et klasselokale]
[Gymnasielæreren] : Og så undrer det mig, at der pludselig florerer skydevåben, og at sådan noget overhovedet kan ske lige hernede i nærheden.
Og at det kan ske for vores elever.
[Der vises optagelser af det afspærrede område, hvor [Person A] blev skudt.
Der færdes politifolk, der indsamler spor og afsøger området med hunde.
Over optagelsen fremkommer en dato og lokation: ”11. september 2020, Dirch Passers Allé, Frederiksberg”, og der afspilles en lydoptagelse fra en nyhedsudsendelse]
Nyhedsvært : Den 18-årige mand blev skudt på klos hold på Dirch Passers Allé på Frederiksberg.
Umiddelbart tyder det, ifølge efterforskningslederen, ikke på, at drabet er sket som led i et opgør i bandemiljøet.
Reporter : Det, der ligesom lå forud for det her skud, der altså faldt fredag aften, det var en eller anden form for skænderi mellem de her unge mennesker.
[Der klippes til optagelser af programværten, der kører rundt i Københavns gader]
Programvært, speak voiceover : Siden skuddrabet er en 16-årig blevet dømt for besiddelse af skydevåbnet, mens en bare 14-årig er gået fri fra straf, fordi han var under den kriminelle lavalder.
For den dræbtes familie er det stadig uforståeligt, hvordan to drenge kunne gå rundt med et livsfarligt skydevåben på sig.
[Der vises en optagelse af [Person B], fætter til [Person A], der befinder sig på Dirch Passers Allé på Frederiksberg.
Over optagelsen fremkommer en lokation: ”Dirch Passers Allé, Frederiksberg”.
Der klippes efterfølgende til interview med [Person B]]
[Person B] : Hvorfor skulle det lige være [Person A]?
Hvorfor lige ham, ikke?
Og det, ja.
Det er, det var virkelig bare uforståeligt.
På alle tænkelige måder.
[Der vises optagelser af [Person B], der sidder på gaden og kigger ud på vejen.
Efterfølgende klippes til interview med [Person B]]
[Person B] : Det er skræmmende, at det ligner sådan noget der nærmest amerikanske tilstande altså.
Sådan noget der, hvor små børn render rundt med pistoler.
Det er jo fuldstændig uvant i Danmark.
Det, jeg har i hvert fald ikke hørt noget, der minder noget som helst om det her.
[Der vises et billede af [Person A], der sidder på en restaurant med sin mobil i hånden.
Han er iført en hvid poloshirt og har et par solbriller siddende i håret]
[Person B] : Og det, det er forfærdeligt, at det skulle have foregået med min fætter, ikke?
Og jeg ønsker det aldrig for nogen andre.
[Der vises optagelser af det afspærrede område, hvor [Person A] blev skudt.
Der færdes politifolk, der indsamler spor og afsøger området]
Programvært, speak voiceover : Bevæbnede teenagere vidner ifølge den tidligere drabschef om et kriminelt miljø med så mange våben, at det siver ned til selv de yngste.
[Der klippes til interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Det at to så unge personer har et skydevåben og bruger det til et drab, det er selvfølgelig stærkt, stærkt bekymrende.
Og det er jo i stor udstrækning også bekymrende, at de i det hele taget er i stand til at få fat i det, og det må jo betyde, at markedet er relativt tilgængeligt, siden at de unge mennesker så nemt kan få fat i det.
[Der vises optagelser af programværten og [Person B], der bevæger sig rundt på den kirkegård, hvor [Person A] ligger begravet]
Programvært : Hvornår var du sidst herude så?
[Person B] : Hvad for noget?
Programvært : Hvornår var du sidst herude?
[Person B] : Faktisk den dag han eller årsdagen til, at han blev skudt, ikke.
Programvært : Sidste måned?
[Person B] : Ja.
Jeg har prøvet at være her alene.
Det var ikke særlig fedt.
Programvært : Nej.
[Person B] : Det var ikke, det gav ikke mening.
Programvært : [Afbryder].
Okay, så det giver mest mening, hvis du er sammen med familien?
[Person B] : Ja, det synes jeg føles bedre.
Programvært : Ja.
[Person B] : Lidt bedre, ikke.
Programvært : Ja.
[Der klippes til optagelser af programværten og [Person B], der sidder på kirkegården og taler sammen]
[Person B] : Det er et liv, der er blevet slukket alt for tidligt.
Blot 18 år.
Det burde på ingen måder være sådan, hvis du spørger mig.
[Der vises optagelser af programværten og [Person B], der bevæger sig rundt på den kirkegård, hvor [Person A] ligger begravet]
[Person B] : Hans liv var jo knap begyndt.
Fordi hvad har man egentlig nået at opleve, når man er 18.
Det er jo forfærdeligt med alle de her pistoler og den her meningsløse vold, ikke.
[Der klippes til interview med [Eksperten], der er tidligere drabschef]
[Eksperten] : Når vi som samfund ønsker at have et mere eller mindre våbenfrit samfund, så er det selvfølgelig rigtig, rigtig vigtigt, at man må intensivere det internationale samarbejde.
Men også at man på nationalt plan må intensivere arbejdet omkring kontroller af våben og arbejdet med at fremfinde ulovlige våben.
[Der vises optagelser af programværten og [Person B], der bevæger sig rundt på den kirkegård, hvor [Person A] ligger begravet]
[Person B] : Vi som familie er et bedre sted, end hvad vi var for et år siden.
Men det er jo decideret umuligt at glemme alt det her og komme videre, ikke.
Der vil det altid være noget, der mangler.
Og det er jo [Person A], der mangler, ikke.
”
Øvrige oplysninger
Pressenævnet har haft adgang til den omtalte dom afsagt af Retten i Næstved den 21. marts 2022 via Danmarks Domstoles offentligt tilgængelige domsdatabase (domsdatabasen.dk).
[Klager] ved advokat [Advokat A] klagede den 6. juli 2022 til TV 2, som den 13. september 2022 afviste klagen.
[Klager]s klage over TV 2s afvisning er modtaget i Pressenævnet den 22. november 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Retsreportage
[Klager] har anført, at TV 2 i udsendelsen omtaler straffesagen mod ham, hvori han nævnes ved fuldt navn, ligesom der vises et billede af hans person og fortælles om hans personlige forhold, herunder interesser og erhverv.
[Klager] har bemærket, at han er indforstået med, at TV 2 har udarbejdet interne retningslinjer i overensstemmelse med de presseetiske regler, hvorefter TV 2 kan nævne en person med navn, såfremt almenheden har interesse heri, og det nævnes da også i udsendelsen med anførelse af skrift, at [Klager] har anket sagen.
Dog har [Klager] fundet det problematisk, at han og straffesagen mod ham– som den eneste i sagskomplekset – nævnes på et så detaljeret plan, når sagen netop er anket, og der dermed er tale om en verserende straffesag.
Ankesagen skal behandles under medvirken af nævninge, og der er stor risiko for, at de farves og påvirkes af udsendelsen.
I forhold til artiklerne, som TV 2 har henvist til i sit svar til Pressenævnet, har [Klager] bemærket, at der er stor forskel på skrevne artikler og en udsendelse som udtryksform, hvorfor TV 2s sammenligning ikke er rimelig.
Artiklerne, som TV 2 har henvist til, indeholder hverken billeder, dramatiseringer eller YouTube-klip af [Klager], som udsendelsen gør, ligesom [Klager]s øvrige personlige forhold, herunder hans fritidsinteresser, heller ikke beskrives.
Korrekt information
- Salg af våben mv.
[Klager] har anført, at det omtales i udsendelsen, at han sælger våben til landets hårdeste kriminelle, at han smugler og ombygger våben, ligesom bestillinger og leveringer er en del af hans hverdag, hvilket han nægter.
[Klager] har netop påstået frifindelse for landsretten, hvorfor TV 2 således ikke helt så enkelt kan konkludere ovenstående på nuværende tidspunkt, hvor sagen ikke er endeligt afgjort.
- Forbindelse til drab
[Klager] har anført, at han i udsendelsen sættes direkte i relation til flere af de formodede bandedrab i december 2021, såvel som drabet af en gymnasieelev på Frederiksberg i 2020, der kan efterlade seerne med det ukorrekte indtryk, at der er en ren kobling mellem ham og disse forbrydelser.
[Klager] har bemærket, at dette er helt uvedkommende den konkrete ankesag mod ham.
Det er derfor [Klager]s opfattelse, at der er tale om en uheldig og ensidig fremstilling af ham, som desværre kan medføre stor skade på grund af risiko for forudindtagethed hos nævningene forud for ankesagen.
Forelæggelse
[Klager] har anført, at TV 2 hverken har kontaktet ham eller hans advokat [Advokat A] i forbindelse med tilblivelsen af udsendelsen.
Det er dybt kritisabelt, at [Klager] selv, ved et tilfælde, skulle opdage eksistensen af udsendelsen.
2.2 TV 2s synspunkter
Retsreportage
TV 2 har indledningsvis oplyst, at der i gennemsnit sker en skudepisode hver femte dag i Danmark.
Udsendelsen ”Station 2: Solgt til drab” handler overordnet set om, hvor de våben, der bliver brugt i skudepisoder i Danmark, herunder også i bandekonflikter, kommer fra.
Det er en væsentlig problemstilling at belyse.
En ny rapport fra Europa-Kommissionen viser, at de to hovedkilder til illegale våben i Europa i øjeblikket er våben, der importeres fra Balkan, samt gas- og signalpistoler, der ombygges til livsfarlige våben.
I det lys er sagskomplekset omkring [Klager] særligt interessant og i offentlighedens interesse.
[Klager] har fået en dom på 7½ års fængsel for at have ombygget og solgt mindst 14 ombyggede startpistoler.
I mindst et tilfælde er [Klager] dømt for at have solgt til en rockergruppering.
Det er derfor klart berettiget, at TV 2 har bragt [Klager]s navn og billede i sagen.
TV 2 har bemærket, at årsagen til, at [Klager] er fremhævet i udsendelsen, er, at han i kraft af sin baggrund som uddannet våbenmekaniker adskiller sig fra de andre dømte i sagen.
[Klager] besidder ekspertisen og håndværket til at kunne ombygge ufarlige startpistoler til potentielt dødbringende våben, hvorfor hans rolle i henhold til udsendelsen er den mest væsentlige.
Som eksempel på andre mediers dækning af domsafsigelsen på 7½ ås fængsel har TV 2 henvist til Jyllands-Postens og Berlingskes artikler med overskriften ”Bøssemager dømt for at sælge skydevåben til kriminelle” bragt den 21. marts 2022 på henholdsvis jyllands-posten.dk og berlingske.dk.
Artiklerne viser detaljegraden for øvrige medier.
TV 2 har også henvist til TV 2s artikel ”Våbenmekaniker idømt 7,5 års fængsel for at sælge ombyggede våben” bragt den 21. marts 2022 på nyheder.tv2.dk.
Heri fremgår blandt andet, at [Klager] er dømt for at have solgt mindst et våben til personer i [Motorcykelklub A]-støtteklubben [Motorcykelklub B], det vil sige nogle af landets hårdeste kriminelle.
[Klager]s navn, alder, uddannelse og bopæl for ransagning fremgår desuden af Ritzaus telegram, der er delt af en række andre medier på dagen for domsafsigelsen.
Korrekt information
- Salg af våben mv.
TV 2 har anført, at det i udsendelsen oplyses, at [Klager] ”nåede at sælge våben til nogle af landets hårdeste kriminelle”, og det oplyses efterfølgende loyalt, at han har anket sagen.
I TV 2s artikel ”Våbenmekaniker idømt 7,5 års fængsel for at sælge ombyggede våben” bragt den 21. marts 2022 på nyheder.tv2.dk oplyses det også, at [Klager] har anket til frifindelse.
TV 2 har i øvrigt efter udsendelsen ændret skiltet i udsendelsen, der ligger tilgængelig på TV 2 PLAY, så det også her fremgår, at [Klager] har anket dommen til frifindelse.
TV 2 har endvidere anført, at det ikke bliver nævnt i udsendelsen, at [Klager] smugler våben.
Det er korrekt, at tidligere drabschef [Eksperten] konstaterer, at en våbenhandler kan have adgang til lovligt at købe dele fra udlandet.
[Eksperten] udtaler, at [Klager] måske kan få dele eller våbendele lovligt til landet, og så enten ombygge dem eller bruge dem på det ulovlige marked.
- Forbindelse til drab
TV 2 har anført, at det ikke er korrekt, at [Klager] knyttes til drabet på Frederiksberg i 2020 og heller ikke til de formodede bandedrab i december 2021.
Drabet fra Frederiksberg er et eksempel på den konsekvens, der er ved skydevåben i de forkerte hænder.
Det er årsagen til, at drabet omtales i udsendelsen.
Bandedrabene nævnes i udsendelsen, fordi der i høj grad anvendes ulovlige våben, herunder ombyggede våben, til bandeskyderier.
Det er TV 2s opfattelse, at TV 2s omtale af [Klager] ikke er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne eller nævningene, jf. retsplejelovens § 1017.
Samlet set er det TV 2s opfattelse, at omtalen af [Klager] i udsendelsen er berettiget og i overensstemmelse med såvel de presseetiske regler som lovgivningen i øvrigt.
Forelæggelse
Det er TV 2s opfattelse, at TV 2s forelæggelse har været tilstrækkelig.
TV 2 har oplyst, at journalist [Journalisten] i forbindelse med tilblivelsen af udsendelsen var i kontakt med [Klager]s advokat, [Advokat B], der repræsenterede [Klager] i byretten.
Advokaten afslog interview med [Klager] forud for dommens afsigelse.
Journalisten orienterede derefter advokaten om tilblivelsen af udsendelsen og har også efter dommens afsigelse orienteret advokaten om udsendelsen og spurgt om en kommentar fra [Klager] via advokaten.
Advokaten svarede ikke på journalistens henvendelse efter dommens afsigelse.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt retsplejelovens bestemmelser er tilsidesat, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Retsreportage
[Klager] har klaget over, at TV 2 i udsendelsen omtaler straffesagen mod ham, hvori han nævnes ved fuldt navn, ligesom der vises et billede af hans person og fortælles om hans personlige forhold, herunder interesser og erhverv.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at retsreportagen bør være objektiv.
Så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig.
Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig, jf. punkt C.
3 og C.
5.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at der i videst muligt omfang skal følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes.
En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt C.
6.
Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende
[Tidskode 10:28-12:36]
Der vises en dramatisering af en person, der ombygger et våben på et værksted
” Programvært, speak voiceover : Den tiltalte våbenhandler var på overfladen en almindelig familiefar med børn og parcelhus og en ret usædvanlig hobby.
[Der vises et billede af [Klager] i portrætformat til en middelalderfestival.
Han er iført en mørkegrøn tunika og en halskæde]
Programvært, speak voiceover : 50-årige [Klager] var nemlig en respekteret karakter i det danske vikingemiljø.
[Der vises optagelser af [Klager] i sværdkamp.
Sværdkampen foregår i en hal.
[Klager] er fremhævet i optagelserne med en hvid, transparent cirkel]
Programvært, speak voiceover : Hvor især hans evner som sværdkæmper vakte beundring.
[Der vises en dramatisering af, hvordan [Klager] har handlet med en rockergruppering.
Af dramatiseringen fremgår to personer, der går på en sti nær en grusgrav.
På et tidspunkt drejer de ned ad en mindre sti, hvor de mødes med en person, der holder en taske i den ene hånd.
Over dramatiseringen afspilles interview med [Eksperten]]
Programvært, speak voiceover : Før [Klager]s kriminelle side blev afsløret, nåede han at sælge skydevåben til nogle af landets hårdeste kriminelle.
[Eksperten] : Som det er oplyst, er der jo tale om en rockergruppering.
Der er et rockerbandemiljø, som har relationer til en våbenhandler.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og mon derved kan gøre brug af de kontakter, han har til måske at få dele eller våbendele lovligt til landet.
[Der vises en dramatisering af mødet mellem rockermedlemmerne og våbenhandleren.
Våbenhandleren åbner tasken og viser indholdet, herunder et skydevåben.
Over dramatiseringen afspilles interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og så enten ombygge dem eller simpelthen bruge dem på det ulovlige marked.
Og det, at våben på den måde er bestilt simpelthen hos en våbenhandler, det gør det jo noget mere problematisk.
Han har gennemført så mange leverancer af våben, så det nærmest er blevet dagligdag.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og det er selvfølgelig et usundt miljø, at vi på den måde har våben, der florerer så let, kan man sige, rundt i kriminelle grupperinger.
[Der vises en dramatisering af afskeden mellem rockermedlemmerne og våbenhandleren.
Rockermedlemmerne går tilbage ad stien, imens våbenhandleren bliver stående]
Programvært, speak voiceover : [Klager] og flere af de andre tiltalte i sagen blev anholdt og fængslet ved en stor koordineret politiaktion i november 2020.
[Der klippes til optagelser af interview med [Politikommissæren], politikommissær ved Nationalt Kriminalteknisk Center]
[Politikommissæren] : Det er beklageligt at bruge sin faglige uddannelse til faktisk at lave ulovlige våben.
Hvis man vælger at gå den vej og lade sig blive kriminel og ombygge til faktiske skydevåben, så bliver man faktisk leverandør til meget, meget alvorlige sager, altså drabsforsøg og drab.
[Der vises en dramatisering af en våbenhandler, der lukker portene ind til sit værksted.
Skærmen bliver efterfølgende sort, og følgende tekst fremkommer på skærmen: ”Den 21. marts 2022 blev [Klager] kendt skyldig og idømt 7,5 års fængsel.
Han ankede på stedet dommen til frifindelse”]”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 21. marts 2022 ved Retten i Næstved blev idømt en ubetinget fængselsstraf på 7 år og 6 måneder for blandt andet at have ombygget og solgt gas- og signalpistoler, herunder i mindst et tilfælde til personer i rockermiljøet.
Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] efter domsafsigelsen og på tidspunktet for udsendelsens offentliggørelse havde anket dommen til frifindelse.
Pressenævnet finder, at offentliggørelsen af [Klager]s navn og anvendelsen af billedet af ham, samt angivelsen af hans fritidsinteresser og erhvervsmæssige virke i forbindelse med omtalen af hans straffedom ikke kan anses for en tilsidesættelse af god presseskik.
Nævnet har lagt vægt på sagens alvorlige karakter og straffens længde, herunder at der er tale om mange og grove forhold, og at billedet af [Klager] ikke viser ham i en privat eller en krænkende situation.
Det er nævnets opfattelse, at omtalen i det konkrete tilfælde ligger inden for rammerne af, hvad mediet kan tilkendegive, mens en retssag verserer.
Nævnet har derved også lagt vægt på, at det fremgår af udsendelsen, at [Klager] ankede dommen på stedet til frifindelse.
Pressenævnet finder herefter, at retsreportagen var objektiv, og nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af TV 2s omtale.
Korrekt information
- Salg af våben mv.
[Klager] har klaget over, at det omtales i udsendelsen, at han sælger våben til landets hårdeste kriminelle, at han smugler og ombygger våben, ligesom bestillinger og leveringer er en del af hans hverdag, hvilket han nægter.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at de under A og B anførte almindelige presseetiske regler også gælder for retsreportagen, jf. punkt C.
1
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de samlede indtryk giver et retvisende billede.
Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende
[Tidskode 11:03-11:53]
” Programvært, speak voiceover : Før [Klager]s kriminelle side blev afsløret, nåede han at sælge skydevåben til nogle af landets hårdeste kriminelle.
[Eksperten] : Som det er oplyst, er der jo tale om en rockergruppering.
Der er et rockerbandemiljø, som har relationer til en våbenhandler.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og mon derved kan gøre brug af de kontakter, han har til måske at få dele eller våbendele lovligt til landet.
[Der vises en dramatisering af mødet mellem rockermedlemmerne og våbenhandleren.
Våbenhandleren åbner tasken og viser indholdet, herunder et skydevåben.
Over dramatiseringen afspilles interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og så enten ombygge dem eller simpelthen bruge dem på det ulovlige marked.
Og det, at våben på den måde er bestilt simpelthen hos en våbenhandler, det gør det jo noget mere problematisk.
Han har gennemført så mange leverancer af våben, så det nærmest er blevet dagligdag.
[Der klippes til optagelser af interview med [Eksperten]]
[Eksperten] : Og det er selvfølgelig et usundt miljø, at vi på den måde har våben, der florerer så let, kan man sige, rundt i kriminelle grupperinger.
”
På baggrund af sagens oplysninger finder Pressenævnet, at udsagnene i udsendelsen om, at [Klager] har solgt skydevåben til ”nogle af landets hårdeste kriminelle”, og at han har ombygget dem, har dækning i de faktiske forhold, idet Retten i Næstved ved dommen af 21. marts 2022 fandt det bevist, at [Klager] havde ombygget og solgt gas- og signalpistoler, herunder i mindst et tilfælde til personer i rockermiljøet.
Nævnet finder, at udsagnet i udsendelsen om, at [Klager] har ”gennemført så mange leverancer af våben, så det nærmest er blevet dagligdag” fremstår som tidligere drabschef [Eksperten]s sammenfattende vurdering af [Klager]s handler med ombyggede gas- og signalpistoler, som ikke overskrider rammerne for, hvad mediet kan viderebringe, mens en retssag verserer.
Nævnet finder endvidere, at udsagnet i udsendelsen om, at [Klager] ”mon derved kan gøre brug af de kontakter, han har, til måske at få dele eller våbendele lovligt til landet” tilsvarende fremstår som [Eksperten]s vurdering af en potentiel handelsmetode for våbenhandlere og ikke som en beskyldning mod [Klager] for smugling af våben.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- Forbindelse til drab
[Klager] har klaget over, at han i udsendelsen sættes direkte i relation til flere af de formodede bandedrab i december 2021, såvel som drabet af en gymnasieelev på Frederiksberg i 2020, der kan efterlade seerne med det ukorrekte indtryk, at der er en ren kobling mellem ham og disse forbrydelser.
Pressenævnet finder, at redaktørens valg og fravalg af informationer og kilder i dækningen, herunder interviews, ikke overskrider rammerne for redigering.
Udsendelsens overordnede tema og TV 2s omtale af drabet på Frederiksberg i 2020 og de formodede bandedrab i 2021 har klar offentlig interesse og kan efter nævnets opfattelse ikke anses for at efterlade seerne med det ukorrekte indtryk, at [Klager] har haft en rolle i forbindelse med de omtalte konkrete drabsforbrydelser.
Nævnet har lagt vægt på, at straffesagen mod [Klager] er korrekt gengivet, og at det fremgår, at han har anket dommen til frifindelse.
Det er herefter nævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at udsendelsen samlet set ikke giver et retvisende billede af straffesagen mod [Klager].
Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at udsendelsen er forvansket, og nævnet udtaler derfor ikke kritik af TV 2s vinkling.
Forelæggelse
[Klager] har klaget over, at TV 2 hverken har kontaktet ham eller hans advokat [Advokat A] i forbindelse med tilblivelsen af udsendelsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
3.
Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører.
Det er endvidere nævnets opfattelse, at et forgæves telefonopkald ikke udgør tilstrækkelige bestræbelser på forelæggelse.
Pressenævnet finder, at omtalen af straffesagen mod [Klager] kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham.
Oplysningerne skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen.
TV 2 har over for Pressenævnet oplyst, at journalist [Journalisten] i forbindelse med tilblivelsen af udsendelsen var i kontakt med [Klager]s advokat, [Advokat B], der repræsenterede [Klager] i byretten.
Advokat [Advokat B] afslog interview med [Klager] forud for dommens afsigelse.
Journalist [Journalisten] orienterede derefter advokat [Advokat B] om tilblivelsen af udsendelsen, og efter dommens afsigelse orienterede han advokaten om udsendelsen og anmodede via advokaten om en kommentar fra [Klager].
Advokaten besvarede ikke henvendelsen.
TV 2s oplysninger om forelæggelsen for advokat [Advokat B] er ikke bestridt af [Klager].
På denne baggrund finder Pressenævnet, at TV 2 i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid via advokat [Advokat B] gjorde [Klager] bekendt med temaet for udsendelsen, og at [Klager] via sin advokat – som måtte være vidende om, at TV 2 planlagde en snarlig offentliggørelse af udsendelsen – fik fornøden mulighed for at kommentere udsendelsens indhold.
Nævnet finder således, at TV 2 har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at få indhentet en kommentar fra [Klager] inden offentliggørelsen.
Det forhold, at [Klager] efter domfældelsen i byretten har antaget en ny advokat til ankesagen, kan ikke føre til en anden vurdering.
Nævnet udtaler herefter ikke kritik af TV 2s forelæggelse.
Nævnet bemærker, at det fremgår af udsendelsen, at [Klager] ankede dommen til frifindelse.
Afgjort den 25. april 2023