Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0906

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0906

Politiken får kritik for misvisende overskrift

I artikler bragt i august 2022 omtalte Politiken, at en kunsthal ikke fulgte forvaltningslovens principper om inhabilitet i en kommende udstilling, idet kurator på udstillingen var søster til en af de udstillende kunstnere.

En af artiklerne, der blev bragt både trykt og online, havde ved publiceringen overskriften ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår”.

Kunsthallens direktør klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Politiken ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik, samt over artiklernes overskrift, som hun mente var misvisende og groft krænkende.

Pressenævnet fandt, at overskriften kunne efterlade læserne med det indtryk, at kunsthallen havde begået lovbrud, som ikke havde ikke dækning i de faktiske forhold, og nævnet udtalte kritik af DR for overskriftens misvisende formulering.

Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.

[Klager] ved direktør [Direktøren] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Eksperter peger på mulig inhabilitet” , ”Søster er kurator.

Bror er kunstner.

Er det et problem, når staten giver penge?

” , ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” og ”Eksperter slår fast: Kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers siger” , som blev bragt af Politiken den 12., 13., 18. og 19. august 2022 henholdsvis på politiken.dk og i den trykte udgave, samt over anmeldelserne ”Dette er ikke en kongepuddel… men det kunne ligne nepotisme” og ”En kongepuddel viser tænder, men er det kunst?

” , som blev bragt af Politiken den 2. og 4. september 2022 henholdsvis på politiken.dk og i den trykte udgave, idet kunsthallen mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte oplysninger, og at overskrifterne er uden dækning.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

Politiken bragte den 12. august 2022 artiklen ”Eksperter peger på mulig inhabilitet” på politiken.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Den danske kunstverden er et lille miljø, hvor folk arbejder på kryds og tværs.

Det er en kommende udstilling i den berømte kunsthal [Klager] et eksempel på, for her er en søster kurator, og hendes fremadstormende kunstnerbror skal udstille.

Det er ikke første gang, de samarbejder så tæt.

Og det rejser spørgsmål om inhabilitet, da der er offentlige midler indblandet, siger eksperter.

Men skal det stå i vejen for kunsten, at folk er i familie med hinanden?

”

Af artiklen fremgår følgende

”Mere end 85 år efter at kunstnere som Salvador Dalí og Max Ernst udstillede værker på [Klager] i København, rykker surrealismen igen ind i en af byens mest berømte kunsthaller.

’[Udstilling A]’ hedder [Klager]s udstilling, der åbner senere på måneden, og som har den fremadstormende danske kunstner [Kunstneren] på plakaten sammen med andre kunstnere fra ind- og udland.

En af de centrale kræfter bag udstillingen er kurator [Kuratoren].

Hun er udstillingsinspektør på [Klager] og [Kunstneren]s søster.

Det er ikke første gang, at søskendeparret har arbejdet sammen.

[Kuratoren] har tidligere været kurator på udstillinger på [Klager] og på kunstmuseet [Museum A] i [Bynavn A], hvor [Kunstneren] har figureret på kunstnerlisten.

[Klager] er ikke en offentlig institution og er derfor ikke automatisk underlagt forvaltningsloven.

Men stedet får mere end halvdelen af sine indtægter fra Kulturministeriet og Statens Kunstfond.

Ifølge [Centerlederen], som er centerleder og forsker i demokrati på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, rejser det et spørgsmål om inhabilitet, når et søskendepar optræder som henholdsvis kurator og kunstner.

»Havde der været tale om et offentligt museum eller en anden offentlig institution, ville der klart være tale om inhabilitet, hvis en ansat var med til at give penge til eller ansætte sin egen nærmeste familie«, siger [Centerlederen].

På [Klager] siger direktør [Direktøren], at det er hende, der tager den endelige beslutning om, hvilke kunstnere der optræder.

Derfor mener hun ikke, at stedet har et problem med inhabilitet i den pågældende sag.

»Beslutningsmyndigheden ligger jo ikke hos [Kuratoren] i forhold til at være den, der beslutter, hvilke kunstnere der skal være med.

Den beslutning ligger hos mig og i sidste ende hos bestyrelsen«, siger [Direktøren].

Hverken [Kuratoren] eller [Kunstneren] har ønsket at udtale sig til denne artikel.

I et interview med Politiken i 2018, før [Kuratoren]s ansættelse på [Klager], beskrev [Kunstneren] sig selv og søsteren som »en slags pseudotvillinger« og deres daværende samarbejde som »meget naturligt« (det var i den forbindelse, at billederne i denne artikel blev taget).

Og det er velkendt, at den danske kunstscene er et lille miljø, hvor mange kender hinanden og arbejder på kryds og tværs, siger kunstprofessor [Professor A] fra Københavns Universitet.

Så bør det egentlig lægges en kunstner og en kurator til last, at de er i familie med hinanden, når kunstverdenen er så lille?

Eller bør der i virkeligheden strammes op på kulturen og reglerne, når der er statslige midler involveret?

[Udstilling A]

[Kuratoren] er ansat som udstillingsinspektør på [Klager].

Den aktuelle udstilling, ’[Udstilling A]’, er en del af hendes ph.d.- projekt ved kunsthallen.

Ud over at få et honorar fra kunsthallen for at virke i udstillingen har [Kunstneren] modtaget 30.000 kroner i projektstøtte fra Statens Kunstfond til at skabe det værk, der skal indgå.

Det viser en aktindsigt.

I [Kunstneren]s ansøgning om at få støtte i forbindelse med udstillingen er det [Kuratoren], der har underskrevet den bekræftelse, som det kræver for at kunne søge pengene.

Direktør [Direktøren] mener ikke, at det strider mod stedets principper om inhabilitet.

»Her bekræfter [Kuratoren] blot et forhold, som jeg står bag.

Det er en bekræftelse af, at han står på kunstnerlisten.

Det kunne lige så vel have været en udstillingskoordinator eller en af de øvrige udstillingsinspektører på [Klager], der havde underskrevet«, siger hun.

Så hun har som kurator ikke været med til at udvælge kunstnerne til udstillingen?

»Hun har ikke beslutningsmyndigheden«, siger [Direktøren].

Så hvad er hendes opgave som kurator på den her udstilling?

»Som udstillingsinspektør og kurator går den største del af tiden med projektledelse.

Ud over tekstredigering, transportkoordinering, indhentning af tilbud i forbindelse med opbygning af udstilling går en del af tiden også med kunstfaglig research, og det har naturligvis også været del af [Kuratoren]s opgave«.

Men gjorde I jer nogen overvejelser om, at den person, der underskriver ansøgningen, er i familie med ansøger?

»[Kuratoren] er kurator på udstillingen, men jeg har bemyndigelse til at lave kunstnerlisten.

Og min faglige vurdering er, at [Kunstneren]s kunstneriske praksis er særdeles væsentlig i den kuratoriske sammenhæng«.

”

’[Udstilling A]’ er ikke det eneste eksempel på, at [Kuratoren] har været kurator på en udstilling på [Klager], hvor hendes bror er på kunstnerlisten.

Hun var i 2020 kurator på udstillingen ’[Udstilling B]’, hvor [Kunstneren] var en del af det spøgelsestog, som kunsthallen var omdannet til.

Ifølge [Direktøren] blev de to allerede i 2018 inviteret ind til sammen at arbejde på værker til projektet.

På det tidspunkt var [Kuratoren] ikke ansat som udstillingsinspektør.

Men fører det til nogen overvejelser hos jer, at hun står som kurator på udstillingen?

»Ja, det gør det, og det var noget, der var oppe at vende på bestyrelsesniveau.

For det ligger os rigtig meget på sinde at følge de principper, der er i forvaltningsloven«.

[Kunstneren] medvirkede ligeledes i den performative bådtur ’[Titlen]’ sidste år.

Begivenheden fik efterfølgende en pris fra kritikerforeningen [Foreningen], som [Kuratoren] modtog sammen med andre involverede fra projektet.

Men det bygger på en misforståelse, siger direktøren på [Klager].

For ifølge [Direktøren] var hun slet ikke kurator på udstillingen.

Efter Politikens henvendelse har [Klager] ændret et opslag på Facebook, så det ikke længere fremgår, at [Kuratoren] var en af de tre kuratorer.

»[Kuratoren] har været involveret i projektet, idet hun har foreslået kuratorgruppen [Gruppen] til opgaven.

Men udvælgelsen af kunstnere har [Gruppen] selv stået for.

Insisteres der på at kalde [Kuratoren]s involvering i projektet kuratering, må det siges at være kuratering i andet led«, siger [Direktøren].

Den bedst kvalificerede

At det fremstår, som om [Kuratoren] er kurator på flere udstillinger, hvor hendes bror medvirker, kan være med til at skade [Klager]s omdømme, siger [Professor B], professor i økonomistyring og ledelse på Aalborg Universitet, da man ville kunne rejse tvivl om hendes motiver for at udvælge ham.

»Det påkalder sig opmærksomhed, at det er sket flere gange.

Det kan vække en mistanke om, at han er kommet foran i køen.

Og selv om det ikke er tilfældet, kan bare mistilliden være problematisk«, siger han.

[Centerlederen] mener ligeledes, at en institution som [Klager] bør gøre alt for at fjerne enhver mistanke om inhabilitet.

Men hvis [Kuratoren] er den bedste kvalificerede kurator, og hun har valgt sin bror, fordi han er den bedst kvalificerede kunstner, hvad er så problemet?

»Grunden til, at vi har habilitetsregler, er, at det kan vi jo i princippet ikke være sikre på.

Hvis mennesker, der er i nær familie, sidder og træffer beslutninger om hinanden, kan vi ikke være sikre på, at det er den bedste kurator eller den bedste kunstner, fordi det er meget vanskeligt at se bort fra, at man er i nær familie«, siger [Centerlederen].

Søskendeparret har også arbejdet sammen uden for [Klager].

Tilbage i 2016 stod [Kuratoren] som kurator på [Kunstneren]s soloudstilling ’[Udstilling C]’ i [Udstillingsrummet], og i 2021 kuraterede hun to værker på udstillingen ’[Udstilling D]’ på [Museum A], hvor [Kunstneren] stod bag det ene.

En udstilling, der blandt andet var finansieret af Statens Kunstfond.

På [Museum A] understreger direktør [Museumsdirektør A], at valget blev godkendt af både projektlederen på udstillingen og af hende selv.

»Hverken eksterne eller interne kuratorer har bemyndigelse til alene at beslutte kunstnervalg til en udstilling på museet«, skriver [Museumsdirektør A].

»For os var værket ’[Værket]’ af [Kunstneren] et interessant og stærkt kunstværk at vise som del af ’[Udstilling D]’, og vi var derfor glade for, at [Kuratoren] valgte det som det ene af de to værker, hun pegede på til udstillingen«.

Skyggesiden ved et lille miljø

Diskussioner om inhabilitet har været rejst i den danske kunstverden igennem flere år.

I 2017 lavede kunstneren [Person A] et værk, hvor han kortlagde relationerne mellem medlemmer af Statens Kunstfond og de kunstnere, der havde modtaget støtte.

Og tidligere i år fik [Museum B]s daværende direktør, [Museumsdirektør B], kritik for, at museet i [Bynavn B] havde købt kunstværker af direktørens søns galleri til [Museum B]s samling.

Og kunstscenen i Danmark er et lille miljø, hvor mange kender hinanden.

Det siger [Professor A], som er professor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet og mangeårig kunstkritiker på [Avisen].

»Kunstnere, kritikere, forskere, kuratorer og andre museumsfolk kender ofte hinanden.

Grænserne mellem, hvornår man er venner og fagligt bekendte, kan forekomme en smule flydende«, siger hun.

»Skyggesiden er, at det kan være ekskluderende, hvis miljøet bliver for tæt forbundet«.

Der er ikke noget nyt i, at folk arbejder sammen med dem, de kender.

Særligt når man er ung og uetableret, siger [Professor A].

»Det er på sin vis en forudsætning for at tænke nyt.

Det er også kendt, at [Kuratoren] og [Kunstneren] samarbejder.

Det er ikke usædvanligt eller odiøst, at unge kuratorer og kunstnere finder nogle fra deres egen generation eller netværk at samarbejde med, men jo mere etableret man bliver, jo bedre skal man være til at løfte blikket fra sit eget miljø, se kritisk på sit eget udgangspunkt og samtidig varedeklarere sine relationer tydeligt«.

Hun mener, at der er stor forskel på at kuratere kunst på små eksperimenterende undergrundssteder og på store institutioner

»Her forpligter det, at man tilstræber et nuanceret, bredt og fagligt velbegrundet blik«.

Efterlyser kodeks

Både [Centerlederen] og [Professor B] mener, at [Klager] samt andre kunsthaller og museer med fordel kan lave et form for kodeks, så de ved, hvordan de skal håndtere situationer, hvor der kan opstå mistanke om inhabilitet.

»Hvis der var et kodeks, hvor man havde defineret, hvad man forstår ved inhabilitet, hvad det har af betydning, og hvordan man håndterer det, kunne man reducere mistanken om, at han er blevet udvalgt af usaglige grunde«, siger [Professor B].

Han understreger, at det heller ikke skal være en ulempe for en kunstner at være i familie med en kurator.

»For hvis [Kunstneren] er en fremtrædende og væsentlig kunstner, skal det heller ikke kunne skade ham, at han tilfældigvis har en søster, der er kurator inden for hans felt.

Derfor ville et kodeks også være i kunstnerens og kuratorens interesse, så de kan fremstå professionelle og saglige«, siger [Professor B].

På nuværende tidspunkt har [Klager] ikke nedskrevet et sådant kodeks omkring inhabilitet.

»Jeg er faktisk glad for, at Politiken kontakter mig.

Vi har haft det her oppe at vende i flere omgange i bestyrelsen, og vi vil da bestemt se på, om vi er færdige med at snakke om det.

Om der skal være mere tydelighed, i forhold til hvad vores praksis er«, siger direktør [Direktøren].

Ud over de nævnte eksempler er [Kunstneren] desuden blevet hyret af [Klager] som kunstner og dj fem gange inden for de seneste år.

Han har blandt andet været en del af stedets performanceprogram ’[Programnavn]’ på dette års Folkemøde samt performancefestivalen [Festivalen].

[Klager] understreger dog over for Politiken, at [Kuratoren] ikke har haft noget med disse ansættelser at gøre.

Er det ikke påfaldende, at en af jeres ansattes bror er hyret ind så mange gange?

»Vi har på [Klager] tit over 200 kunstnere inde om året.

Det er et virkelig højt antal, og jeg går ud fra, at vi er den organisation i Danmark, der har flest kunstnere inde om året.

Flere gange har der været tale om meget små events, for eksempel et kort dj-set, hvor [Kunstneren] har optrådt.

Der er ikke tale om store soloudstillinger«, siger [Direktøren].

»Derfor ville det være påfaldende – ja, en mangel – hvis en institution som [Klager], der arbejder så fokuseret med performancefeltet, ikke inkluderer [Kunstneren], når han nu er så toneangivende på den unge performancescene«.

”

Politiken bragte den 13. august 2022 artiklen ”Søster er kurator.

Bror er kunstner.

Er det et problem, når staten giver penge?

” i den trykte udgave i sektion 3, side 8-9.

Artiklens indhold er enslydende med indholdet af artiklen ”Eksperter peger på mulig inhabilitet” bragt den 12. august 2022 på politiken.dk.

Politiken bragte den 18. august 2022 artiklen ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” på politiken.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”På kunsthallen [Klager] fastholder direktøren, at man overholder principperne i forvaltningsloven i en kommende udstilling, hvor en ansats bror medvirker.

Tre eksperter påpeger, at det er i direkte strid med lovens principper.

”

Af artiklen fremgår følgende

”Tre eksperter slår nu fast, at den kendte kunsthal [Klager] i København ikke følger principperne i forvaltningsloven, som stedets direktør ellers påstår.

På stedets kommende udstilling ’[Udstilling A]’, der åbner i næste uge, er [Klager]s udstillingsinspektør [Kuratoren] kurator, og hendes bror [Kunstneren] er blandt de udvalgte kunstnere.

[Lektoren], der er lektor i forvaltningsret ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, kan ikke forstå, hvordan direktør [Direktøren] kan mene, at alt er i orden.

»Såfremt [Klager] ønsker at følge almindelige forvaltningsretlige principper, lyder det lidt mærkeligt, hvis de mener, at en person kan deltage i beslutningen om at uddele støtte til vedkommendes bror«, skriver han og påpeger, at det forekommer i direkte modstrid med princippet i forvaltningsloven.

»Inhabilitet indebærer ikke kun, at den inhabile person ikke må deltage i selve beslutningen, men at vedkommende ikke må være involveret i sagens behandling overhovedet«.

Alligevel står [Klager] fast.

»Vi fastholder, at vi har fulgt principperne i forvaltningsloven«, skriver [Direktøren] i en mail til Politiken.

»Det betyder, at man ikke deltager i hverken rådslagning eller afstemning vedrørende beslutninger, hvis man er inhabil«, skriver hun.

Men heller ikke [Professor B], professor i økonomistyring og ledelse på Aalborg Universitet, mener, at der kan være to meninger om denne sag.

»Det er usædvanligt simpelt.

Den, der er inhabil, og det er man, når der er tale om et nært familiemedlem, må overhovedet ikke have noget med sagsbehandlingen at gøre«, siger han.

»Det vil sige, at hvis [Klager] fulgte forvaltningslovens principper, som de påstår, så kunne [Kunstneren] slet ikke have indgået i den udstilling, hvor hans søster er kurator«.

[Udstilling A]

Udstillingen er støttet af en lang række fonde herunder Statens Kunstfond.

Den er den første udstilling i den forskningsbaserede udstillingsserie ’[Udstillingsserien]’, der er en del af kurator [Kuratoren]s ph.d.-stipendie på [Klager] og Københavns Universitet.

Ud over at få et honorar fra kunsthallen for at virke i udstillingen har kunstner [Kunstneren] modtaget 30.000 kroner i projektstøtte fra Statens Kunstfond til at skabe det værk, der skal indgå.

Det viser en aktindsigt, Politiken har fået.

I [Kunstneren]s ansøgning om at få støtte i forbindelse med udstillingen er det hans søster [Kuratoren], der har underskrevet den bekræftelse fra [Klager], som det kræver for at kunne søge pengene.

[Klager] modtager over halvdelen af sine indtægter fra offentlige midler, men har ikke status af at være en offentlig institution.

Stedet er derfor ikke automatisk underlagt forvaltningsloven.

Alligevel udtalte direktør [Direktøren] til Politiken, at man følger principperne i loven.

En pointe, hun efterfølgende har understreget på Facebook

»Vi har et kodeks for inhabilitet, og vi følger naturligvis principperne i forvaltningsloven, hvad denne sag er et klart og tydeligt udtryk for«, skrev hun torsdag og henviste til sagen om søskendeparret.

Direktør [Direktøren] mener ikke, at udstillingen strider mod stedets principper om inhabilitet, da det er hende som direktør, der har »beslutningsmyndigheden«.

Hun forklarede i sidste uge til Politiken, at størstedelen af en kurators tid går med projektledelse.

»Ud over tekstredigering, transportkoordinering, indhentning af tilbud i forbindelse med opbygning af udstillingen går en del af tiden også med kunstfaglig research, og det har naturligvis også været del af [Kuratoren]s opgaver«.

Men den forklaring holder ikke ifølge [Centerlederen], som er centerleder og forsker i demokrati på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Hvis en medarbejder er inhabil, må medarbejderen ifølge forvaltningsloven intet have med sagsbehandlingen at gøre.

Hverken analyse, sagsbehandling eller selve beslutningen.

Derfor må man heller ikke lave faglig research«, siger han.

Han mener også, at [Kuratoren]s underskrift på udstillingsbekræftelsen indikerer, at der er tale om et engagement, som går videre end faglig research.

»Så [Klager] kan på ingen måde med rette påstå, at de har fulgt forvaltningsloven – tværtimod.

Det er en ren tilståelsessag, når man beskriver, at man har ladet et familiemedlem indgå i sagsbehandlingen af sin egen familie«, siger han.

Underskriften

[Direktøren] fastholder, at underskriften fra [Kuratoren] på udstillingsbekræftelsen ikke betyder, at hun har været med til at tage beslutning om, at hendes bror skal medvirke.

Hun stiller sig undrende over for, at »en udstillingsbekræftelse af en af eksperterne kan forveksles med en afgørelse«.

»Det må siges at være en noget fri fortolkning af ordene, eller et udtryk for en manglende viden om regler og ansøgningsprocedurer i branchen«, skriver hun.

»Udstillingsbekræftelsen udtrykker et forhold, der er truffet beslutning om på et helt andet tidspunkt, og er en formalitet, som andre medarbejdere i huset lige så vel kunne have underskrevet«.

[Direktøren] noterer sig eksperternes »meget kontante« udlægning af sagen.

»Hvor der sættes lighedstegn mellem kunstfaglig research og analyse og sagsbehandling i en offentlig myndighed, og som er givet uden at kende detaljerne i sagsgangen og området nærmere«, skriver hun.

»Når det er sagt, vil vi naturligvis se på, om den praksis, vi har, skal nedfældes, så vores arbejdsgange tydeliggøres endnu mere«.

Spøgelsestog og bådtur

Som det er fremgået af Politikens dækning, er den omtalte udstilling ’[Udstilling A]’ ikke det eneste eksempel på, at [Kuratoren] har været kurator på udstillinger, hvor hendes bror er på kunstnerlisten.

Før hun blev fastansat på [Klager] var hun i 2020 kurator på udstillingen ’[Udstilling B]’ på stedet, hvor [Kunstneren] var en del af det spøgelsestog, som kunsthallen blev omdannet til.

Hun har også været en del af holdet bag den performative bådtur ’[Titlen]’ i regi af [Klager], hvor han var udvalgt til at medvirke.

Tilbage i 2016 stod [Kuratoren] desuden som kurator på [Kunstneren]s soloudstilling ’[Udstilling C]’ i [Udstillingsrummet], og i 2021 kuraterede hun to værker på udstillingen ’[Udstilling D]’ på [Museum A], hvor [Kunstneren] stod bag det ene.

En udstilling, der blandt andet var finansieret af Statens Kunstfond.

”

Til artiklen er indsat en faktaboks med overskriften ”Forvaltningsloven” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”[Klager] er ikke en offentlig institution og er derfor ikke automatisk underlagt forvaltningsloven.

Men ifølge direktør [Direktøren] følger man på stedet principperne i forvaltningsloven.

Her lyder det blandt andet, at man som offentligt ansat ikke må være med til at træffe beslutninger, der har en økonomisk interesse for ens familie

»Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse«.

Kilde: Forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 2.

”

Politiken bragte den 19. august 2022 artiklen ”Eksperter slår fast: Kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers siger” i den trykte udgave i Kultur-sektionen, sektion 2, side 3.

Artiklens indhold er enslydende med indholdet af artiklen ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” bragt den 18. august 2022 på politiken.dk.

Den påklagede anmeldelse

Politiken bragte den 2. september 2022 [Anmelderen]s anmeldelse ”Dette er ikke en kongepuddel… men det kunne ligne nepotisme” på politiken.dk.

Anmeldelsen har følgende underrubrik

”Udstillingen ’[Udstilling A]’, som for tiden kan ses på [Klager], slås med flere problemer.

Ikke alene har kuratoren inviteret sin egen bror til at udstille, han gør det med et værk, som bare er så meget uden bid.

”

Af anmeldelsen fremgår følgende

”Der har været skrevet en del om udstillingen ’[Udstilling A]’, allerede før den åbnede, både her i avisen og i andre danske medier.

Anstødsstenen har været, at udstillingens kurator, [Kuratoren], er søster til en af udstillerne, nemlig [Kunstneren].

At hun alligevel har valgt at tage ham med på udstillingen er blevet forklaret med, at [Kunstneren] er så central en kunstner, at det ville være en mangel, hvis han ikke var med.

Nu er udstillingen så endelig åben, og den korte version af svaret på, om [Kunstneren]s værk er essentielt for ’[Udstilling A]’, er: Nej.

Men det viser sig også, at det ikke er det eneste problem, udstillingen løber hovedkulds ind i.

Præmissen for udstillingen er således at »genbesøge verdens første internationale surrealistiske udstilling, der fandt sted i [Klager] i 1935«.

Men der skal noget af en retorisk finte til, før den påstand holder vand.

Allerede i 1925 åbner nemlig i Paris ’La Peinture Surrealiste’ med værker af blandt andre amerikanske Man Ray, spanske Pablo Picasso og tyskeren Max Ernst.

Og i de ti år der følger, før vi når frem til udstillingen på [Klager], vises surrealistiske værker flittigt.

Forstyrrende

Det er dog sandt, at det er første gang, ordet »internationale« bruges om en surrealismeudstilling, ligesom det er første gang, danske og svenske kunstnere udstiller sammen med kernen fra Paris.

Men ærlig talt vil de fleste opfatte udsagnet om »verdens første internationale surrealistiske udstilling« en del mere bogstaveligt og dermed få en forkert opfattelse af (for)historien.

Et andet af udstillingens problemer er mindre bogstaveligt, men ikke mindre forstyrrende: For hvad gør et værk surrealistisk i dag?

Eller måske mere præcist: Hvorfor er netop disse samtidskunstnere udvalgt som repræsentanter for en anden (ny) surrealisme?

For eksempel har jeg med stor fornøjelse fulgt kunstneren [Person B] i halvandet årti, men jeg har aldrig før tænkt på hendes værker som surrealistiske.

I stedet arbejder hun i spændingsfeltet mellem japansk og europæisk tradition, hvorfor det er ekstra mærkeligt, at det på [Klager] ikke oplyses, at hun er japaner.

[Person B]s bidrag til udstillingen er blandt de mest seværdige, som det på én gang nuttede og selvtilstrækkelige lam, der i skulpturen ’[Skulpturen]’ slår cirkel om sig selv – så det kan slikke sin egen kønsåbning.

Det kan man kalde surrealistisk, men så er der godt nok meget samtidskunst, der kan få samme etiket!

Rendyrket surrealisme finder man, ikke helt overraskende, hos Wilhelm Freddie (1909-1995), som dog ikke deltager med sin vildt berømte og vanvittig skønne ’Sexparalyseappeal’ fra 1936, som året efter kostede ham en dom for pornografi!

I stedet har scenograferne [Scenograf A] og [Scenograf B] genskabt Freddies ret forrygende butiksvindue, oprindelig udført til Magasin du Nord i 1947.

Det fungerer flot, både selve rekonstruktionen og den sal med værker i store udstillingsvinduer, som man har bygget midt i [Klager].

Samtidig punkterer Freddies samarbejde med stormagasinet, og ikke mindst Dalís endnu tættere samarbejde med alt kommercielt, dog den grundtanke på udstillingen, at surrealisme er antikapitalistisk.

Lån fra Koons

Man kan mene, at det er fint, at udstillingen selv fremviser dette skisma, men jeg synes nu, det skulle have haft et par ord med på vejen.

Som det er nu, er det forvirrende, at der én meter fra planchen, hvor surrealismen beskrives som en kamp mod kapitalismen, udstilles surrealistiske luksusvarer!

Og så er der spørgsmålet om [Kunstneren]s bidrag til ’[Udstilling A]’.

Titlen, ’[Værktitlen]’, har han hentet fra det Harry Carlsson-maleri fra 1936, der hænger foran skulpturen, hvis form, farve og udtryk [Kunstneren] har lånt fra Jeff Koons.

Der er således tale om en hotpink og spejlblank kæmpe kongepuddel, der dog i modsætning til neopopkunstneren Koons’ ballonhunde er udstyret med tænder.

Lånet af titel viser, at [Kunstneren]s værk er skabt specielt til denne udstilling, nærmere bestemt til denne specifikke plads på udstillingen, hvor henvisningen til Carlsson bliver tydelig.

Mens lånet af udtryk understreger, at det ikke er surrealisme, men pop, der presser sig på.

Men bidrager [Kunstneren]s værk med noget absolut nødvendigt til ’[Udstilling A]’?

Det mener jeg ikke.

En selvskabt hvepserede

Det blankpolerede udstyrsstykke stikker ud fra resten af udstillingen, både i kraft af den nærmest fetichistiske overflade, den sikkert ret høje produktionspris og det faktum, at der her er tale om overordentligt tydelige lån fra andre kunstnere og ikke den frigørelse af selvet, som ellers var målet for de fleste surrealister.

Der er således i mine øjne ingen presserende grund til, at hans søster bad netop ham skabe et værk til udstillingen.

Og derved skabte en situation, der til forveksling kunne ligne nepotisme.

Mange andre danske og udenlandske samtidskunstnere havde givet mindst lige så meget mening, måske endda mere, end de valgte, og her er [Kunstneren] ingen undtagelse.

Det er derfor en helt unødvendig og fuldstændig selvskabt hvepserede, hans deltagelse har skabt.

”

Politiken bragte den 4. september 2022 [Anmelderen]s anmeldelse ”En kongepuddel viser tænder, men er det kunst?

” i den trykte udgave i sektion 3, side 8.

Anmeldelsens indhold er enslydende med indholdet af anmeldelsen ”Dette er ikke en kongepuddel… men det kunne ligne nepotisme” bragt den 2. september 2022 på politiken.dk.

Omtale på Politikens sociale medier

Politiken har omtalt artiklen ”Eksperter peger på mulig inhabilitet” på mediets Instagram-side, instagram.com/politiken som sponsorerede opslag.

Af opslaget fremgår et billede af [Kuratoren] og [Kunstneren] med link til artiklen og billedteksten

”Søsteren står bag prominent udstilling for skattekroner … Hvor broren er en af kunstnerne.

”

Politiken har endvidere omtalt anmeldelsen ”2 hjerter: En kongepuddel viser tænder, men er det kunst?

” på mediets Facebook-side, facebook.dk/politiken.

Af opslaget fremgår et billede af [Kunstneren]s skulptur, der forestiller af en lyserød puddelhund med blåt halsbånd.

Hunden har et vredt udtryk med åben mund og store tænder.

Skulpturen står i midten af et rum, hvor der på væggene hænger to malerier.

Opslaget er behæftet med et link til anmeldelsen og har teksten

”Dette er ikke en kongepuddel … det kunne derimod godt ligne nepotisme, skriver Politikens anmelder.

”

Efter offentliggørelsen

Politiken foretog den 18. august 2022 rettelser af artiklernes og anmeldelsens overskrifter, hvor overskriften ”Eksperter peger på mulig inhabilitet” blev ændret til ”Har dansk kunstkomet fået en forlomme af sin egen søster?

” , overskriften ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” blev ændret til ”Enige eksperter: Berømt kunsthal har ikke fulgt forvaltningslovens principper, som direktøren ellers siger” og overskriften ”Dette er ikke en kongepuddel… men det kunne ligne nepotisme” blev ændret til ”2 hjerter: En kongepuddel viser tænder, men er det kunst?

” .

Politiken bragte den 20. august 2022 følgende rettelse i den trykte udgave af Politiken i sektion 1, side 2, under bjælken ”FEJL & FAKTA”

”’Eksperter slår fast: Kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers siger’, lød en overskrift på side 3 i kultursektionen i går, og det kunne opfattes som en anklage om lovbrud.

Som det fremgik af artiklen og af faktaboksen, har kunsthallen [Klager] dog ikke automatisk pligt til at overholde forvaltningsloven, men har oplyst, at man følger principperne i loven.

Eksperterne i artiklen vurderede, at det ikke sker.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 19. september 2022.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information, overskrifters dækning og berigtigelse

[Klager] har indledningsvis oplyst, at direktør for [Klager], [Direktøren], den 2. august 2022 blev kontaktet af journalist på Politiken, [Journalisten], der arbejdede på en artikel om en menig medarbejders habilitet i forhold til arbejdet med udstillingen ”[Udstilling A]”.

[Direktøren] blev i de efterfølgende dage både telefonisk og skriftligt interviewet til en artikel, som hun fik til gennemsyn den 9. august 2022.

Den 10. august 2022 vendte [Direktøren] tilbage med en række rettelser.

Den afgørende rettelse handlede om brugen af ordet ”nepotisme,” som i artikeludkastet fremgik i

brødteksten.

Nepotisme er en meget voldsom og stærkt krænkende anklage, uanset hvor indirekte den fremsættes, og den 11. august 2022 fik [Direktøren] således den tilrettede artikel retur i en mail, hvor der blandt andet stod, at Politiken havde besluttet, at ”vi bruger ikke ordet nepotisme i forhold til debatten”.

[Klager] har bemærket, at artiklen den 12. august 2022 blev publiceret på politiken.dk med overskriften ”Eksperter peger på mulig inhabilitet: Kurator står bag udstillinger med sin bror på plakaten” .

Overskriften er stærkt misvisende og uden dækning, idet der ikke er nogen eksperter i artiklen, som peger på ”mulig inhabilitet” på [Klager].

Samme dag kontaktede [Direktøren] derfor Politiken herom og oplyste, at det var hendes forventning, at Politiken rettede overskriften med det samme.

Overskriften blev omgående ændret i forsidehenvisningen på politiken.dk og i den version, der er tilgængelig for avisens abonnenter.

Overskriften forblev dog uændret til langt ud på eftermiddagen i den version af artiklen, der findes ”foran” betalingsmuren (det vil sige den version, som alle, der ikke har et Politiken-abonnement, ser, hvis de klikker på artiklen) samt på de sociale medier.

Politiken berigtigede eller beklagede hverken den groft krænkende overskrift eller det forhold, at avisen hele dagen har fastholdt den krænkende overskrift på sociale medier og i den lukkede version af artiklen.

Den 18. august 2022 bragte Politiken artiklen ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” på politiken.dk.

[Klager] har anført, at overskriften er misvisende og groft krænkende.

Overskriften insinuerer, at der er tale om et lovbrud, hvad der i sagens natur er stærkt krænkende og beklikker [Klager]s troværdighed med skade af institutionens omdømme til følge.

Ifølge god presseskik kan man ikke dække sig ind ved at gemme afgørende detaljer i brødteksten, som i dette tilfælde er, at den lov, [Klager] ifølge forskere ikke følger, er en lov, som kunsthallen ifølge Politiken ikke ”automatisk” er underlagt.

Endvidere fremgår det af overskriften, at [Direktøren] skulle have sagt, at [Klager] ”følger loven”, hvilket hun aldrig har udtalt.

Mellem kl.

21:00 og midnat er [Direktøren] i kontakt med Politiken af flere omgange, og efter adskillige ændringer endte overskriften med at hedde ”Enige eksperter: Berømt kunsthal har ikke fulgt forvaltningslovens principper, som direktøren ellers siger” .

Derudover var der indsat en faktaboks i artiklen med et udsnit af forvaltningsloven, som isoleret set er misvisende, idet Politiken valgte at udelade relevante stykker af loven.

Den kritik tog den jourhavende på Politikens redaktion til sig, og uddraget blev fjernet om aftenen den 18. august 2022.

Udsnittet af forvaltningsloven figurerer dog fortsat i artiklen.

[Klager] har endvidere anført, at rettelsen, der blev bragt i den trykte avis, hvori ingen beklagelse fremgik, langt fra står mål med den groft krænkende påstand – en anklage om lovbrud – som blev fremført i overskriften.

[Klager] har i den forbindelse bemærket, at Læsernes Redaktør, [Læsernes Redaktør], efter henvendelse til ham, skrev, at han var enig i, at overskriften kunne læses som en ”anklage om lovbrud”.

Det må stå hævet over enhver tvivl, at anklager om lovbrud er en meget alvorlig sag, da dette i sig selv er direkte injurierende og i strid med lovgivning.

Rettelsen findes desuden ikke online, hvilket yderligere strider mod god presseskik, da det kun er faste læsere, som dagligt modtager den trykte udgave af Politiken, som har fået mulighed for at blive opmærksomme på rettelsen.

Rettelsen burde – ifølge Politikens egen udlægning af deres politik på området – således tilsvarende være blevet bragt online.

[Klager] har bemærket, at der i de følgende dage var en række medier, der fulgte op på Politikens historie.

Her er der særligt to forhold, som kunsthallen har fremhævet som relevante.

For det første, at Dagbladet Information, efter at have bragt en leder om sagen, midlertidigt afpublicerede lederartiklen og derefter bragte en lang berigtigelse, hvor der blandt andet stod

”»Men med offentlige midler som holder en stor del af den danske kunstbranche i live følger et ansvar for at man indfører retningslinjer for habilitet – og overholder dem.

I højere grad end tilfældet er på [Klager].« Denne passus giver indtryk af at der er tale om inhabilitet på [Klager] hvilket der ikke er belæg for.

Desuden indeholder lederen i sidste underafsnit en række advarsler imod blandt andet »nepotismelignende forhold« som kan læses som om de handler om [Klager] hvilket der heller ikke er belæg for.

Information beklager.

”

For det andet er det værd at hæfte sig ved, at Dagbladet Information, Kristeligt Dagblad og Kulturmonitor, som har skrevet om sagen, enten har afstået fra at bruge ordet ”nepotisme” eller omgående rettet det og beklaget, når kunsthallen har henvendt sig.

- ”Ikke automatisk underlagt forvaltningsloven”

[Klager] har anført, at formuleringen ”ikke automatisk er underlagt forvaltningsloven” skaber tvivl om, hvorvidt kunsthallen er underlagt loven.

Politiken er fuldt ud oplyst om, at kunsthallen ikke er underlagt forvaltningsloven.

Ved at fastholde formuleringen ”ikke automatisk underlagt” insinueres det på det kraftigste, at [Klager] nogle gange eller under visse omstændigheder er underlagt loven.

Det er således i strid med god presseskik at anvende denne spekulative formulering, da den tjener til at skabe usikkerhed om et juridisk forhold, der ikke er nogen usikkerhed omkring.

En af Politiken konstrueret falsk usikkerhed, som selvsagt er stærkt skadelig for [Klager]s omdømme.

Politiken har retfærdiggjort brugen af formuleringen med et argument om, at ”forvaltningslovens regler [kan] være gældende, når der i overvejende grad sker finansiering med offentlige midler.

” Det strider imod god presseskik, at Politiken har undladt at undersøge (eller undladt at informere om), hvorvidt [Klager] faktisk er underlagt forvaltningsloven eller ej: en research, som er ligetil at foretage.

Det forhold, at [Direktøren] ikke i første omgang opponerede mod formuleringen, bør ikke have indflydelse på, hvorvidt Politikens handlemåde – vedholdende at skabe tvivl om faktuelle forhold, som avisen har været fuldt informeret om – vurderes som i uoverensstemmelse med god presseskik eller ej.

- Nepotisme

[Klager] har anført, at Politiken har bragt en anmeldelse af udstillingen ”[Udstilling A]”, hvori ordet ”nepotisme” indgår, hvilket er en groft krænkende spekulation.

Der er i anmeldelsen ikke tale om en holdning fra anmelderens side, men et klart faktuelt forhold, der omhandler, hvad navngivne personer angiveligt skulle have bedt hinanden om at gøre.

Som belæg for brugen af ordet nepotisme har Politiken henvist til, at [Centerlederen] mener, at det rejser et spørgsmål om inhabilitet.

Her har Politiken altså sløret forskellen mellem udtrykkene nepotisme og inhabilitet ved at bruge et udsagn om inhabilitet som dækning og begrundelse for brugen af ordet nepotisme.

Det finder [Klager] særdeles kritisabelt, idet der på ingen måde er tale om udtryk, der uden videre kan forbyttes med hinanden.

[Klager] har endvidere anført, at Politiken har skabt usikkerhed om, hvem der har beslutningsmyndighed til at afgøre, hvilke kunstnere der skal udstille på kunsthallen.

[Direktøren] har fra allerførste interview med Politiken klart udtalt sig om beslutningsmyndigheden.

I artiklen bragt den 12. august 2022 er hun således citeret for følgende

»Beslutningsmyndigheden ligger jo ikke hos [Kuratoren] i forhold til at være den, der beslutter, hvilke kunstnere der skal være med.

Den beslutning ligger hos mig og i sidste ende hos bestyrelsen«

Den omstændighed, at [Kuratoren] har arbejdet som kurator på udstillingen ”[Udstilling A]”, betyder således på ingen måde, at hun har haft mandat til selvstændigt at fastlægge kunstnerudvalget.

Som [Klager] adskillige gange har redegjort for – i tidligere klager, i korrespondance med Politiken og til direkte citat – så ligger dén beslutningsmyndighed hos [Klager]s direktør og kunstneriske leder, [Direktøren], og i sidste ende hos bestyrelsen.

Præcis som det gør sig gældende på øvrige kunsthaller og museer i Danmark.

Det er således både stærkt vildledende og mod bedre vidende, når Politiken forsøger at fastholde billedet af, at [Kuratoren] skulle have truffet beslutningen om [Kunstneren]s deltagelse på den pågældende udstilling.

[Klager] har bemærket, at ingen andre end Politiken har på noget tidspunkt gjort brug af ordet nepotisme – en meget voldsom og stærkt krænkende anklage, uanset hvor indirekte den fremsættes – uden efterfølgende at have trukket det tilbage og beklaget.

- Udstilling for skattekroner

[Klager] har anført, at Politiken i en annonce på mediets sociale medier har antydet, at der er foregået misbrug af offentlige midler på kunsthallen.

[Klager] har henvist til Politikens annonce på mediets sociale medier, hvor der linkes til artiklen fra den 12. august 2022 med teksten

”Søsteren står bag en prominent udstilling for skattekroner … Hvor broren er en af kunstnerne.

”

Annoncen er både misvisende og krænkende, da det på det kraftigste insinueres, at der er tale om misbrug af offentlige midler: en meget alvorlig anklage, der – uanset om den fremsættes indirekte – er dybt skadelig for [Klager]s omdømme og troværdighed.

Enhver læser, der støder på Politikens annoncekampagne, vil naturligt få indtryk af, at (1) det er søsteren, der har truffet beslutningen om brorens deltagelse, og (2) at der er forgået svig med offentlige midler.

Det er begge forhold, som Politiken udmærket ved er i strid med de faktiske omstændigheder og desuden er meget voldsomme, stærkt krænkende insinuationer, der bringes uden [Klager]s svar og uden øvrig sammenhæng.

[Direktøren] kontaktede derfor Læsernes Redaktør, [Læsernes Redaktør], der fortalte, at han ikke kunne stille noget op, fordi en annonce på de sociale medier ifølge ham ikke er ”redaktionelt materiale”.

[Klager] stod altså i en situation, hvor der ikke var nogen, der ville påtage sig ansvaret for annoncens indhold, og kunsthallen blev efterladt uden mulighed for at klage.

Efterfølgende fandt [Klager] imidlertid ud af, at Politikens sociale medier er anmeldt hos Pressenævnet.

Kildekritik

[Klager] har anført, at Politiken ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik.

[Klager] har henvist til, at det ikke på noget tidspunkt er efterprøvet journalistisk, hvad professor [Professor B] og centerleder [Centerlederen] bygger deres vurderinger på, hvad det faglige grundlag er, eller hvori deres formelle kompetence består, når det kommer til at skulle udlægge og fortolke forvaltningsloven i det konkrete tilfælde.

Der findes adskillige lettilgængelige kilder, der har forvaltningsret som deres primære forsknings- eller arbejdsområde, hvorfor det undrer, at det er [Professor B] og [Centerlederen], som Politiken har brugt som kilder.

Der er intet i Politikens artikler, der godtgør, at deres holdninger bør ses som andet end partsindlæg, men ikke desto mindre præsenteres de to som ”eksperter” af Politiken, når det kommer til at vurdere, hvad det indebærer at leve op til principperne i forvaltningsloven.

Politiken bryder således ikke alene med punkt A.

2 om kildekritik, men også med punkt A.

5 om, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

[Centerlederen] har udtalt følgende i artiklen

”[Klager] kan på ingen måde med rette påstå, at de har fulgt forvaltningsloven – tværtimod.

”

Her har [Centerlederen] fået uimodsagt lov til at fremføre en usandhed om – og nærmest bagvaske – [Klager], idet kunsthallen aldrig har påstået at følge forvaltningsloven.

Politiken har altså ladet en kilde insinuere, at [Klager] har påstået noget, som kunsthallen aldrig har påstået, uden at det bliver anfægtet eller udfordret journalistisk, hvilket også strider mod god presseskik.

[Klager] har afslutningsvis bemærket, at Politiken ikke har forholdt sig til den del af klagen, der relaterer sig til avisens handlemåde: den utilregnelighed, ignorering og generelt modstræbende adfærd, som [Klager] løbende er blevet mødt med.

De bilag, som Politiken har sendt til Pressenævnet, udgør et lille – og på ingen måde repræsentativt – udsnit af den kontakt (og mangel på samme), der har været mellem [Klager] og Politiken.

Korrespondancen med Politiken har været præget af ignorerede opkald, ubesvarede mails og telefonsvarebeskeder og blanke afvisninger – og dét er altså i en sag, hvor [Klager] er blevet anklaget for svig med offentlige midler (i annoncer betalt af Politiken) og lovbrud.

2.2 Politikens synspunkter

Korrekt information, overskrifters dækning og berigtigelse

Politiken har afvist, at de påklagede artikler og omtalen på Politikens sociale medier bryder med god presseskik.

Politiken har beklaget overskriften ”Eksperter slår fast: Kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers siger” , som kunne give indtryk af, at [Klager] med sikkerhed er underlagt en lov, men vælger at bryde den.

Så snart redaktionen blev gjort opmærksom på den uheldige formulering af [Direktøren] den 18. august 2022 om aftenen, blev overskriften rettet på politiken.dk.

Læsernes Redaktør modtog den 19. august 2022 kl.

15:12 en mail fra [Direktøren] med anmodning om en rettelse af overskriften i den trykte udgave, og samme dag kl.

15:49 svarede han, at der ville blive rettet.

Det skete i avisens næstfølgende udgave den 20. august 2022 i den faste rettelsesspalte Fejl og Fakta på side 2 i 1. sektion med følgende ordlyd

”’Eksperter slår fast: Kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers siger’, lød en overskrift på side 3 i kultursektionen i går, og det kunne opfattes som en anklage om lovbrud.

Som det fremgik af artiklen og af faktaboksen, har kunsthallen [Klager] dog ikke automatisk pligt til at overholde forvaltningsloven, men har oplyst, at man følger principperne i loven.

Eksperterne i artiklen vurderede, at det ikke sker.

”

Politikens redaktion retter og præciserer på den platform, hvor materialet har været bragt.

Der bringes ikke rettelser i den trykte udgave af avisen af stof, der udelukkende har været bragt på politiken.dk, ligesom politiken.dk ikke bringer rettelser eller præciseringer af stof, der udelukkende har været bragt i avisens trykte udgave.

Det er Politikens opfattelse, at fejlen dermed blev rettet i overensstemmelse med de presseetiske regler punkt A.

7.

Politiken har oplyst, at de påklagede artikler bygger på skriftlig dokumentation, aktindsigt og eksperters udtalelser.

En ansøgning til Statens Kunstfond dokumenter, at [Kunstneren] har søgt offentlige midler til at skabe et værk til en udstilling, hvor hans søster [Kuratoren] er kurator.

Det dokumenteres med hendes underskrift på udstillingsbekræftelsen.

- ”Ikke automatisk underlagt forvaltningsloven”

Politiken har anført, at formuleringen om, at [Klager] ikke ”automatisk” har pligt til at overholde forvaltningsloven indgik i det materiale, som [Direktøren] fik til gennemsyn inden offentliggørelsen af artiklerne, men at hun ikke opponerede mod den formulering, der da også må siges at være fuldt dækkende.

Som det fremgår af artiklerne, kan forvaltningslovens regler være gældende, når der i overvejende grad sker finansiering med offentlige midler.

Politiken har oplyst, at [Direktøren] udtrykkelig gjorde opmærksom på, at [Klager] selv har valgt at leve op til forvaltningslovens principper, hvilket også fremgik af artiklerne, i hvilke hun kom meget omfattende til orde.

I artiklerne peger [Professor B], professor i økonomistyring og ledelse på Aalborg Universitet, imidlertid på, at forvaltningsloven ikke er overholdt

»Det er usædvanligt simpelt.

Den, der er inhabil, og det er man, når der er tale om et nært familiemedlem, må overhovedet ikke have noget med sagsbehandlingen at gøre«, siger han.

»Det vil sige, at hvis [Klager] fulgte forvaltningslovens principper, som de påstår, så kunne [Kunstneren] slet ikke have indgået i den udstilling, hvor hans søster er kurator«.

[Centerlederen], centerleder og forsker i demokrati på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, slår i artiklerne fast, at

»Så [Klager] kan på ingen måde med rette påstå, at de har fulgt forvaltningsloven – tværtimod.

Det er en ren tilståelsessag, når man beskriver, at man har ladet et familiemedlem indgå i sagsbehandlingen af sin egen familie«, siger han.

Politiken har bemærket, at sagen er af klar og berettiget offentlig interesse, og [Direktøren] er kommet omfattende til orde under dækningen i overensstemmelse med de presseetiske regler punkt A.

3 og A.

4 og er blevet holdt endog særdeles grundigt orienteret om artiklernes indhold og har haft lejlighed til at påpege faktuelle fejl og naturligvis til at imødegå den kritik, der er rejst.

[Direktøren] udtaler i artiklerne, at

»Det ligger os rigtig meget på sinde at følge de principper, der er i forvaltningsloven«.

Ekspertkilderne konkluderer imidlertid, at [Klager] ikke har fulgt forvaltningslovens principper.

- Nepotisme

Politiken har anført, at når udtryk som ”nepotisme” er brugt, er det fordi, det er kernen i sagen, hvorvidt der kan være sket en favorisering af familie og venner – i det aktuelle tilfælde kurators familie.

Nepotisme defineres af Dansk Sprognævn i Retskrivningsordbogen som ”det at favorisere familie og venner, især ved besættelse af stillinger”.

Som det fremgår af artiklerne, mener også [Centerlederen], at det rejser et spørgsmål om inhabilitet, når et søskendepar optræder som henholdsvis kurator og kunstner, som i det aktuelle tilfælde.

I artiklen ” Søster er kurator.

Bror er kunstner.

Er det et problem, når staten giver penge?

” bragt i Politiken den 13. august 2022 pointerer han, at

»Havde der været tale om et offentligt museum eller en anden offentlig institution, ville der klart være tale om inhabilitet, hvis en ansat var med til at give penge til eller ansætte sin egen nærmeste familie«.

I artiklen forklares det, at

”[Kuratoren] er ansat som udstillingsinspektør på [Klager].

Den aktuelle udstilling, ’[Udstilling A]’, er en del af hendes ph.d.- projekt ved kunsthallen.

Ud over at få et honorar fra kunsthallen for at virke i udstillingen har [Kunstneren] modtaget 30.000 kroner i projektstøtte fra Statens Kunstfond til at skabe det værk, der skal indgå.

Det viser en aktindsigt.

I [Kunstneren]s ansøgning om at få støtte i forbindelse med udstillingen er det [Kuratoren], der har underskrevet den bekræftelse, som det kræver for at kunne søge pengene.

Direktør [Direktøren] mener ikke, at det strider mod stedets principper om inhabilitet.

»Her bekræfter [Kuratoren] blot et forhold, som jeg står bag.

Det er en bekræftelse af, at han står på kunstnerlisten.

[…]

På [Klager] siger direktør [Direktøren], at det er hende, der tager den endelige beslutning om, hvilke kunstnere der optræder.

Derfor mener hun ikke, at stedet har et problem med inhabilitet i den pågældende sag.

»Beslutningsmyndigheden ligger jo ikke hos [Kuratoren] i forhold til at være den, der beslutter, hvilke kunstnere der skal være med.

Den beslutning ligger hos mig og i sidste ende hos bestyrelsen«, siger [Direktøren].

”

Det forekommer Politiken at være højst usædvanligt, hvis kurator på udstillingen, [Kuratoren], ikke skulle have stået for udvælgelsen af værkerne på den omtalte udstilling.

I Den Danske Ordbog udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab defineres en ”kurator” som en ”person som arrangerer udstillinger og udvælger de genstande eller værker der skal vises”.

Verbet ”at kuratere” forklares således: ”udvælge (og arrangere) de genstande eller værker der skal udstilles på en udstilling”.

Udstillingen indgår i [Kuratoren]s ph.d., og ifølge det materiale, der ledsager udstillingen, er det da også netop [Kuratoren], der har stået for at udvælge værkerne, herunder sin brors.

I forordet til udstillingens folder udtrykker [Direktøren] da også sin store tilfredshed med udvælgelsen, side 7

”Jeg vil gerne rette en stor tak til [Kuratoren] for kuratorisk skarphed og et eminent kunstner- og værkudvalg.

”

Politiken har bemærket, at der ifølge adskillige afgørelser fra Pressenævnet gælder særlig vide rammer for anmeldelser og andre subjektive tekster, og de er på ingen måde overtrådt i det aktuelle tilfælde i den påklagede anmeldelse.

Det er Politikens klare opfattelse, at der er dækning for formuleringen, at den holder sig inden for de vide rammer, der gælder for anmeldelser, og at det tydeligt fremgår, at der er tale om skribentens vurdering.

”Dette er ikke en kongepuddel” henviser naturligvis til René Magrittes berømte værk ”Ceci n’est pas une pipe”, og omtalen af mulig nepotisme – favorisering af familie og venner – skyldes den kritik, det har vakt, at det omtalte værk på udstillingen er udført af kurators bror.

Det er Politikens klare opfattelse, at mulig nepotisme i kunstverdenen er et emne af stor og berettiget offentlig interesse, både af hensyn til kunstmiljøet og for at sikre en hensigtsmæssig omgang med offentlige midler, og Politiken har afvist, at de påklagede artikler strider mod god presseskik.

- Udstilling for skattekroner

Politiken har anført, at det er Politikens opfattelse, at god presseskik er iagttaget i omtalen på mediets sociale medier.

Kildekritik

Politiken har afvist, at der skulle være anvendt irrelevante eller inkompetente kilder, eller at

der ikke er udvist den fornødne kildekritik.

Der er udvist den nødvendige kildekritik i overensstemmelse med reglernes punkt A.

2, for eksempel med spørgsmål til [Centerlederen] som

”Men hvis [Kuratoren] er den bedste kvalificerede kurator, og hun har valgt sin bror, fordi han er den bedst kvalificerede kunstner, hvad er så problemet?

”

På hvilket svaret lød

»Grunden til, at vi har habilitetsregler, er, at det kan vi jo i princippet ikke være sikre på.

Hvis mennesker, der er i nær familie, sidder og træffer beslutninger om hinanden, kan vi ikke være sikre på, at det er den bedste kurator eller den bedste kunstner, fordi det er meget vanskeligt at se bort fra, at man er i nær familie«, siger [Centerlederen].

Som Politikens faste praksis, har citaterne været sendt til gennemsyn hos samtlige kilder, og som nævnt af [Direktøren] har redaktionen også efterfølgende i flere tilfælde valgt at være imødekommende og omformulere overskrifter efter [Direktøren]s anmodning.

Politiken har for god ordens skyld gjort opmærksom på, at Dagbladet Informations dispositioner i forbindelse med omtale af udstillingen, sådan som det fremgår af klagen, er Politiken uvedkommende.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

Korrekt information, overskrifters dækning og berigtigelse

[Klager] har klaget over, at overskriften ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” er misvisende og groft krænkende, idet den insinuerer, at der er tale om et lovbrud.

[Klager] har endvidere klaget over, at Politikens rettelse af den påklagede overskrift er utilstrækkelig.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn.

Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1, A.

4 og A.

6.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.

Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.

7.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Politiken bragte den 18. august 2022 artiklen ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” på politiken.dk.

Artiklen blev også bragt under overskriften ”Eksperter slår fast: Kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers siger” den 19. august 2022 i den trykte udgave af Politiken.

Politiken ændrede den 18. august 2022 online-artiklens overskrift til ”Enige eksperter: Berømt kunsthal har ikke fulgt forvaltningslovens principper, som direktøren ellers siger” .

Politiken bragte herefter den 20. august 2022 følgende rettelse i den trykte udgave af Politiken i sektion 1, side 2, under bjælken ”FEJL & FAKTA”

”’Eksperter slår fast: Kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers siger’, lød en overskrift på side 3 i kultursektionen i går, og det kunne opfattes som en anklage om lovbrud.

Som det fremgik af artiklen og af faktaboksen, har kunsthallen [Klager] dog ikke automatisk pligt til at overholde forvaltningsloven, men har oplyst, at man følger principperne i loven.

Eksperterne i artiklen vurderede, at det ikke sker.

”

Pressenævnet finder, at artiklens oprindelige overskrift ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” kan efterlade læserne med det indtryk, at [Klager] har begået lovbrud.

Det har ikke dækning i de faktiske forhold.

Uanset, at Politiken har ændret overskriftens formulering, udtaler nævnet kritik af overskriftens misvisende formulering på offentliggørelsestidspunktet.

Det ændrer ikke herpå, at det fremgår af artiklens brødtekst, at [Klager] ikke er underlagt forvaltningsloven.

Nævnet udtaler kritik.

- Ikke automatisk underlagt forvaltningsloven

[Klager] har klaget over, at formuleringen ”ikke automatisk er underlagt forvaltningsloven” skaber tvivl om, hvorvidt kunsthallen er underlagt loven.

Af artiklen ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” fremgår blandt andet følgende

”[…]

[Klager] modtager over halvdelen af sine indtægter fra offentlige midler, men har ikke status af at være en offentlig institution.

Stedet er derfor ikke automatisk underlagt forvaltningsloven.

Alligevel udtalte direktør [Direktøren] til Politiken, at man følger principperne i loven.

En pointe, hun efterfølgende har understreget på Facebook

»Vi har et kodeks for inhabilitet, og vi følger naturligvis principperne i forvaltningsloven, hvad denne sag er et klart og tydeligt udtryk for«, skrev hun torsdag og henviste til sagen om søskendeparret.

Direktør [Direktøren] mener ikke, at udstillingen strider mod stedets principper om inhabilitet, da det er hende som direktør, der har »beslutningsmyndigheden«.

Hun forklarede i sidste uge til Politiken, at størstedelen af en kurators tid går med projektledelse.

[…]”

Pressenævnet finder, at formuleringen ”ikke automatisk underlagt forvaltningsloven” ikke kan anses for at have givet læserne et ukorrekt indtryk af, hvorvidt [Klager] er underlagt forvaltningsretlige regler.

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår klart af omtalen, at [Klager] ikke er en offentlig institution, at kunsthallen dermed ikke er underlagt forvaltningsloven, og at kunsthallen ifølge direktør [Direktøren]s eget udsagn følger principperne i forvaltningsloven.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- Nepotisme

[Klager] har klaget over, at Politiken har bragt en anmeldelse af udstillingen ”[Udstilling A]”, hvori ordet ”nepotisme” indgår, hvilket er en groft krænkende spekulation.

[Klager] har endvidere klaget over, at Politiken har skabt usikkerhed om, hvem der har beslutningsmyndighed til at afgøre, hvilke kunstnere der skal udstille på kunsthallen.

Af anmeldelsen ”Dette er ikke en kongepuddel… men det kunne ligne nepotisme” fremgår blandt andet følgende

”[…]

Og så er der spørgsmålet om [Kunstneren]s bidrag til ’[Udstilling A]’.

Titlen, ’[Værktitlen]’, har han hentet fra det Harry Carlsson-maleri fra 1936, der hænger foran skulpturen, hvis form, farve og udtryk [Kunstneren] har lånt fra Jeff Koons.

Der er således tale om en hotpink og spejlblank kæmpe kongepuddel, der dog i modsætning til neopopkunstneren Koons’ ballonhunde er udstyret med tænder.

Lånet af titel viser, at [Kunstneren]s værk er skabt specielt til denne udstilling, nærmere bestemt til denne specifikke plads på udstillingen, hvor henvisningen til Carlsson bliver tydelig.

Mens lånet af udtryk understreger, at det ikke er surrealisme, men pop, der presser sig på.

Men bidrager [Kunstneren]s værk med noget absolut nødvendigt til ’[Udstilling A]’?

Det mener jeg ikke.

En selvskabt hvepserede

Det blankpolerede udstyrsstykke stikker ud fra resten af udstillingen, både i kraft af den nærmest fetichistiske overflade, den sikkert ret høje produktionspris og det faktum, at der her er tale om overordentligt tydelige lån fra andre kunstnere og ikke den frigørelse af selvet, som ellers var målet for de fleste surrealister.

Der er således i mine øjne ingen presserende grund til, at hans søster bad netop ham skabe et værk til udstillingen.

Og derved skabte en situation, der til forveksling kunne ligne nepotisme.

Mange andre danske og udenlandske samtidskunstnere havde givet mindst lige så meget mening, måske endda mere, end de valgte, og her er [Kunstneren] ingen undtagelse.

Det er derfor en helt unødvendig og fuldstændig selvskabt hvepserede, hans deltagelse har skabt.

”

Det er Pressenævnets opfattelse, at kunstanmeldelser er udtryk for anmelderens subjektive oplevelse og vurdering af det anmeldte.

En kunstanmeldelse er i sin form kommenterende og kan indeholde bemærkninger af kritisk og personlig karakter, og der må derfor indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler.

Pressenævnet finder, at den påklagede kunstanmeldelse klart fremstår som et indlæg, hvori anmelderen [Anmelderen] med udgangspunkt i udstillingen ”[Udstilling A]” på [Klager] tilkendegiver sin holdning til blandt andet [Kunstneren]s udstillede værk.

Nævnet finder endvidere, at udsagnet ”der til forveksling kunne ligne nepotisme” klart fremstår som [Anmelderen]s subjektive og kritiske vurdering af [Kunstneren]s bidrag til den anmeldte udstilling i lyset af, at hans søster [Kuratoren] var kurator på udstillingen, og at formuleringen ikke overskrider de vide rammer for frisprog i kunstanmeldelser.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Politiken.

- Udstilling for skattekroner

[Klager] har klaget over, at Politiken i en annonce på mediets sociale medier har antydet, at der er foregået misbrug af offentlige midler på kunsthallen.

Politiken har omtalt artiklen ”Eksperter peger på mulig inhabilitet” på mediets Instagram-side, instagram.com/politiken som sponsorerede opslag.

Af opslaget fremgår et billede af [Kuratoren] og [Kunstneren] med link til artiklen og billedteksten

”Søsteren står bag prominent udstilling for skattekroner … Hvor broren er en af kunstnerne.

”

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at udstillingen ”[Udstilling A]” på [Klager] er en del af [Kuratoren]s ph.d.-projekt ved kunsthallen, og at udstillingen er støttet af en lang række fonde, herunder Statens Kunstfond.

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Kunstneren], som er bror til [Kuratoren], har modtaget 30.000 kr. i projektstøtte fra Statens Kunstfond til at skabe det værk, der skulle indgå i udstillingen, og at [Kuratoren] havde underskrevet den pågældende udstillingsbekræftelse.

På denne baggrund finder Pressenævnet, at Politiken har haft tilstrækkeligt belæg for at omtale udstillingen ”[Udstilling A]” som en prominent udstilling for skattekroner i sammenhæng med oplysningen om den familiemæssige relation mellem kurator og en af kunstnerne.

Denne omtale kan efter nævnets opfattelse ikke anses for at have givet læserne et ukorrekt indtryk af, at der er foregået misbrug af offentlige midler på [Klager].

Nævnet udtaler ikke kritik.

Kildekritik

[Klager] har klaget over, at Politiken ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik.

[Klager] har henvist til, at det ikke på noget tidspunkt er efterprøvet journalistisk, hvad professor [Professor B] og centerleder [Centerlederen] bygger deres vurderinger på, hvad det faglige grundlag er, eller hvori deres formelle kompetence består, når det kommer til at skulle udlægge og fortolke forvaltningsloven i det konkrete tilfælde.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.

2.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkt A.

5.

I artiklerne medvirker blandt andre [Professor B], professor i økonomistyring og ledelse på Aalborg Universitet, og [Centerlederen], centerleder og forsker i demokrati på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som i artiklerne udtaler sig om spørgsmålet om inhabilitet i udvælgelsen af [Kunstneren] i forbindelse med udstillingen ”[Udstilling A]” på [Klager].

Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Politiken ikke har udvist den fornødne kildekritik.

Nævnet har lagt vægt på, at det klart fremgår af artiklerne, hvem der udtaler sig, og at udtalelserne fra kilderne fremstår som kildernes faglige vurderinger af inhabilitetsproblematikken på [Klager], herunder deres efterlysning af et kodeks for kunsthaller og museer for håndtering af denne problematik.

Nævnet finder det ikke dokumenteret, at [Professor B] og [Centerlederen] skulle have haft personlig eller økonomisk interesse i negativ omtale af [Klager].

Nævnet udtaler ikke kritik.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Politiken

[underrubrik]

Politiken får kritik for misvisende overskrift

[tekst]

I artikler bragt i august 2022 omtalte Politiken, at kunsthallen [Klager] ikke fulgte forvaltningslovens principper om inhabilitet i en kommende udstilling, idet kurator på udstillingen var søster til en af de udstillende kunstnere.

En af artiklerne havde ved publiceringen overskriften ”Eksperter slår fast: Berømt kunsthal følger ikke loven, som direktøren ellers påstår” .

[Klager]s direktør [Direktøren] har klaget til Pressenævnet over artiklens overskrift, som hun mener var misvisende og groft krænkende.

Pressenævnet kritiserer Politiken for overskriftens misvisende formulering, som kan efterlade et indtryk af, at [Klager] har begået lovbrud.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse i den digitale udgave

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

¬

Offentliggørelse i den trykte udgave

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.

Offentliggørelse skal ske til illustration af Pressenævnets logo og på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet.

Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 25. april 2023