Afgørelse om omregning af udenlandske karakterer på danske videregående uddannelsesinstitutioner
Statutory Text (4 Articles)
Afgørelse om omregning af udenlandske karakterer på danske videregående uddannelsesinstitutioner
En ansøger har søgt om optagelse på kandidatuddannelsen i psykologi på universitet X (herefter: UX) på baggrund af en udenlandsk bacheloruddannelse.
Som led i ansøgningen omregnede UX ansøgerens udenlandske karakterer.
Ansøgeren klagede til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen over UX's afgørelse, særligt omregningen.
Styrelsen konkluderede, at udenlandske karakterer opnået for uddannelsesaktivitet på videregående niveau uanset oprindelsesland ikke må omregnes til den danske 7-trins-skala.
Afgørelse
Du har klaget til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen over en afgørelse, som er truffet af Universitet X (herefter: UX).
UX har sendt sagen til behandling i styrelsen.
Styrelsen har behandlet sagen, og vi har vurderet, at UX har begået flere retlige fejl i behandlingen af din sag.
Styrelsen har derfor besluttet at ophæve UX’s afgørelse og hjemvise sagen til fornyet behandling.
Endelig udtaler vi kritik af universitetets sagsbehandling.
Vi gør opmærksom på, at UX’s fornyede behandling af din sag ikke automatisk medfører, at du får medhold i din klage.
I det følgende kan du læse mere om baggrunden for styrelsens afgørelse.
Sagens omstændigheder i hovedtræk
Du har gennemført bacheloruddannelsen i psykologi i udlandet.
Efterfølgende har du ansøgt om optagelse på kandidatuddannelsen i psykologi på UX på baggrund af din udenlandske bacheloruddannelse i psykologi.
UX har meddelt dig afslag på optagelse, og du har herefter klaget til styrelsen over universitetets afgørelse.
Styrelsens retlige gennemgang af din sag
Din sag skal behandles i henhold til
Ifølge § 50, stk. 1, i adgangsbekendtgørelsen kan retlige spørgsmål i universiteternes afgørelser efter denne bekendtgørelse indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
At alene retlige spørgsmål kan påklages, betyder, at styrelsen kun kan forholde sig til, om en sag er behandlet i overensstemmelse med gældende ret.
Styrelsen kan således ikke tage stilling til faglige spørgsmål eller universitetets skønsudøvelse, medmindre skønnet overskrider de retlige rammer.
Du har ansøgt om optagelse på kandidatuddannelsen i psykologi på UX.
Følgende fremgår af § 28 i adgangsbekendtgørelsen
”§ 28.
Adgang til en kandidatuddannelse forudsætter, at ansøgeren har gennemført en adgangsgivende bacheloruddannelse, herunder professionsbacheloruddannelse, eller anden dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau […]”
Styrelsen bemærker, at det efter § 28 er nødvendigt at fastslå, om din gennemførte bacheloruddannelse er adgangsgivende til kandidatuddannelsen i psykologi på UX.
Følgende fremgår af adgangsbekendtgørelsens § 30
”§ 30.
Universitetet fastsætter i studieordningen
1) hvilke bacheloruddannelser ved universitetet, der giver ret til optagelse i henhold til § 26, og
2) hvilke bacheloruddannelser ved universitetet og andre uddannelsesinstitutioner, der i øvrigt giver adgang til uddannelsen, jf. § 28.
Stk. 2.
Hvis en ansøgers gennemførte bacheloruddannelse ikke fremgår af den ansøgte uddannelses studieordning, vurderer universitetet konkret, om den gennemførte bacheloruddannelse er adgangsgivende.
Bacheloruddannelsen vurderes ud fra på forhånd fastsatte krav til særlige fag eller fagområder opgjort i ECTS-point, som universitetet fastsætter i studieordningen.
”
Styrelsen bemærker, at det er beklageligt, at studieordningen ikke indeholder nogen liste over, hvilke konkrete bacheloruddannelser der er adgangsgivende til kandidatuddannelsen, jf. § 30, stk. 1, nr. 2.
Idet din bacheloruddannelse ikke fremgår af studieordningen, skal UX vurdere din bacheloruddannelse konkret.
I den forbindelse gør styrelsen opmærksom på følgende, som fremgår af bilag 2 til adgangsbekendtgørelsen om kandidatuddannelsen i psykologi
”2.3.
Kandidatuddannelsen i psykologi (cand.psych.)
Forudsætningen for optagelse på uddannelsen er, at ansøgeren besidder viden, kundskaber og færdigheder svarende til dem, der erhverves gennem bacheloruddannelsen i psykologi.
”
Endvidere har UX fastsat følgende faglige krav til den konkrete vurdering af bacheloruddannelser, som ikke fremgår af studieordningen, jf. adgangsbekendtgørelsens § 30, stk. 4
[Tekst udeladt]
Indledningsvis bemærker styrelsen, at kravet i studieordningen om E-kriterierne efter styrelsens vurdering begrænser det faglige skøn.
Det medfører, at kravet overtræder den forvaltningsretlige grundsætning om forbud imod at sætte skønnet under regel.
Styrelsen henstiller til, at UX lader dette krav udgå af studieordningen.
Styrelsen bemærker endvidere, at vurderingen af din bacheloruddannelse skal baseres på de faglige krav, der fremgår af studieordningen, og det bekendtgørelsesfastsatte krav, jf. bilag 2.
Styrelsen bemærker, at kravet i bilag 2 medfører, at en bacheloruddannelse kun er adgangsgivende, hvis den fagligt ækvivalerer den danske bacheloruddannelse i psykologi.
Endelig bemærker styrelsen, at den faglige vurdering kun må omfatte de fag, som indgår i din gennemførte bacheloruddannelse udlandet.
Dine fag fra den udenlandske højskole kan således ikke indgå i vurderingen.
Styrelsen har noteret sig, at det fremgår af sagens akter, at UX har vurderet, at du opfylder de faglige adgangskrav til kandidatuddannelsen i psykologi på UX.
Efter styrelsens opfattelse er det imidlertid ikke klart i sagen, om fagene fra den udenlandske højskole indgår i UX’s vurdering.
Hvis UX har ladet disse fag indgå, har universitet begået en væsentlig retlig fejl.
Det fremgår af sagens akter, at der er flere kvalificerede ansøgere end studiepladser ved sommeroptaget 2021 på kandidatuddannelsen i psykologi på UX.
Følgende fremgår af adgangsbekendtgørelsens § 34
§ 34.
Hvis universitetet af kapacitetsmæssige årsager ikke kan optage alle ansøgere på en uddannelse, prioriteres ansøgerne efter kriterier, der på forhånd er fastsat af universitetet […].
Stk. 2.
Udvælgelseskriterierne kan omfatte faglige kriterier og relevant erfaring, herunder erhvervserfaring.
[…]
Stk. 3.
[…].
”
Styrelsen bemærker, at det følger af adgangsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, at universitetet skal prioritere kvalificerede ansøgere efter kriterier, som universitetet har fastsat.
Ved sommeroptaget 2021 har UX vedtaget, at kvalificerede ansøgere prioriteres efter karaktergennemsnittet i ti udvalgte kernefag (herefter: faggennemsnit).
AU har inddraget to fag den udenlandske højskole ved beregningen af dit faggennemsnit.
Styrelsen gør opmærksom på, at alene de fag, der indgår i din gennemførte bacheloruddannelse, må indgå i grundlaget for UX’s prioritering af kvalificerede ansøgere, jf. adgangsbekendtgørelsens § 34, stk. 1.
Styrelsen vurderer, at det er kritisabelt, at UX inddraget dine udenlandske fag fra højskolen.
Omregning af udenlandske karakterer til den danske 7-trins-skala
Det fremgår af sagen, at du har gennemført din bacheloruddannelse i udlandet.
For at kunne beregne dit faggennemsnit har UX omregnet dine udenlandske karakterer til den danske 7-trins-skala ved lineær omregning.
Indledningsvis bemærker styrelsen, at oplysningerne om karakteromregning i Eksamenshåndbogen specifikt er møntet på gymnasiale uddannelser og andre ungdomsuddannelser.
Oplysningerne i Eksamenshåndbogen er beregnet ud fra de enkelte landes faktiske karaktergivning.
Endvidere kan styrelsen oplyse, at oplysningerne justeres regelmæssigt, hvis der påvises forskydninger i de enkelte landes faktiske karakterfordeling.
Eksamenshåndbogens oplysninger kan således ikke hverken direkte eller indirekte anvendes ved omregning af karakterer fra videregående uddannelser.
Styrelsen bemærker, at udenlandske karakterer på videregående niveau uanset oprindelsesland derfor generelt ikke kan omregnes autoritativt til den danske 7-trins-skala.
Det er således også årsagen til, at karakterer opnået i udlandet, herunder EU/EØS-lande, ikke må omregnes til 7-trins-skalaen, når danske studerende på udveksling gennemfører ECTS-point i udlandet.
Ved meritoverførslen til deres studieprogram på det danske universitet overføres faget som bestået , jf. eksamensbekendtgørelsens § 52.
Indgår der udenlandske karakterer i et dansk eksamensbevis, må de udenlandske karakterer ikke indgå ved beregningen af et gennemsnit.
Får en uddannelsesinstitution behov for at udregne et gennemsnit, må gennemsnittet alene beregnes ud fra de danske karakterer bedømt efter 7-trins-skalen.
Styrelsen konkluderer, at universiteterne således ikke i nogen tilfælde må omregne udenlandske karakterer til den danske 7-trins-skala.
Optaget på kandidatuddannelser i Danmark beror på ansøgerens faglige meritter.
Dette gælder uanset ansøgerens herkomst, statsborgerskab m.v. Efter de danske regler om optag skal ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag således fagligt set sidestilles med ansøgere med dansk adgangsgrundlag.
Styrelsen bemærker, at dette blandt andet indebærer, at universiteterne ikke må omregne udenlandske karakterer efter en selvvalgt metode, som kan resultere i divergerende resultater, afhængig af hvilken uddannelsesinstitution, som foretager beregningen.
For at give alle ansøgere lige muligheder for optagelse, må udvælgelseskriterier fastsat i henhold til adgangsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, ikke være begrænset til ansøgerens gennemsnit i den adgangsgivende bacheloruddannelse.
Dette skyldes, at denne metode udelukker alle ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag fra at kunne komme i betragtning til en studieplads.
Styrelsen vil derfor oplyse UX om, at universitetet skal ændre deres udvælgelseskriterier i overensstemmelse med det anførte.
Styrelsen bemærker, at udvælgelseskriterierne skal fastsættes med grundlag i krav til den adgangsgivende bacheloruddannelse samt relevant erfaring og relevant erhvervserfaring, jf. adgangsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Gennemsnittet af udvalgte karakterer eller den samlede bacheloruddannelse kan indgå i vurderingen, uden at udenlandske gennemsnit omregnes.
På baggrund af ovenstående gennemgang af din sag konkluderer styrelsen, at UX har begået flere væsentlige retlige fejl i behandlingen af din sag, som kan have påvirket behandlingen af din ansøgning om optagelse på kandidatuddannelsen i psykologi på UX.
Styrelsen udtaler kritik af UX’s sagsbehandling.
Desuden ophæver vi universitetets afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling.
Vi gør opmærksom på, at UX’s fornyede behandling ikke automatisk medfører, at du får medhold i din klage.
-
bekendtgørelse nr. 104 af 24. januar 2021 om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (adgangsbekendtgørelsen) og
-
studieordning for kandidatuddannelsen i psykologi;
(herefter: studieordningen).