Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1009
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-1009
Udsendelse på tv-kanalen See falder uden for Pressenævnets kompetence
En person klagede over en udsendelse, som blev bragt i april 2023 på tv-kanalen See.
Da See ikke har sendetilladelse eller er registreret til at udøve radio- og fjernsynsvirksomhed i Dan-mark, har Pressenævnet ikke kompetence til at behandle sagen, som derfor blev afvist uden behandling.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ” Blodbrødre ” bragt den 16. april 2023 kl.
21.00 på tv-kanalen See, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagsfremstilling
Den påklagede udsendelse handler om politiets arbejde med at opklare et drab, herunder med at finde motivet bag det voldelige drab.
[Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at udsendelsen indeholder decideret usande og opdigtede kommentarer om hans sag og person, der ikke stemmer overens med sagsdokumenter og retsbøger fra by- og landsretten, herunder ved anvendelse af kilder, der blandt andet er påvirket af økonomiske interesser og ikke har tilknytning til hans sag, ved anvendelse af usammenhængende korrespondance mellem gerningsmændene samt ved anvendelse af opdigtede faktiske omstændigheder i sagerne.
Han har desuden anført, at der bevidst er udeladt flere stærkt relevante og perspektiverende oplysninger og søgt at drage konklusioner, der bidrager til en selektiv historiefortælling, en overdreven dramatisering og makaber underholdning.
[Klager] har endvidere anført, at hans ophavsret er krænket, idet der i udsendelsen er anvendt hans private billeder uden hans tilladelse eller mulighed for at gøre indsigelse.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Efter medieansvarslovens § 1 omfatter loven indenlandske periodiske skrifter (jf. § 1, nr. 1, herunder f.eks. trykte aviser og ugeblade) og tilladt radio- og fjernsynsvirksomhed ved sendetilladelse eller registrering ved Radio- og tv-nævnet (jf. § 1, nr. 2).
Andre massemedier – herunder f.eks. internetmedier – er efter § 1, nr. 3, kun omfattet af loven, hvis de har karakter af en nyhedsformidling, der kan sidestilles med den formidling, der er omfattet af § 1, nr. 1 og 2, og mediet har anmeldt (tilmeldt) sig selv til Pressenævnet eller modtager offentlig mediestøtte, jf. lovens § 8, stk. 1.
Da tv-kanalen See ikke har sendetilladelse eller er registret til at udøve radio- og fjernsynsvirksomhed i Danmark, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 2.
Klagen over tv-kanalen See hører således ikke under nævnets kompetence.
Klagen afvises derfor i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Ifølge Pressenævnets oplysninger sender tv-kanaler under YouSee, herunder See, med licens fra Sverige.
Eventuelle klager over udsendelser på disse kanaler skal derfor rettes til Medieombudsmannen i Sverige, medieombudsmannen.se.
Afgjort den 24. april 2023