Legislator Case Law & Legislation
W20230928225 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige

10 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (10)

Statutory Text (10 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

J.nr. 23-13453

En journalist anmodede om aktindsigt i nævnets afgørelse i j.nr. 21-8536, herunder også navnet på det indklagede parti og klager.

Nævnet vurderede, at der kunne gives aktindsigt i de dokumenter, der var sendt ind af sagens parter, sekretariatets breve til sagens parter, et telefonnotat og i kopi af aktoversigten.

Der kunne ikke gives aktindsigt i sagens interne dokumenter.

Sagens materiale og den offentliggjorte afgørelse indeholdt oplysninger om, at klager, som er muslim, mener, at hun blev udsat for forskelsbehandling i form af chikanøs adfærd, stalking og trusler fra medlemmer af det indklagede parti på grund af sit køn og sin religion.

Nævnet vurderede, at klager var part i en sag af sensitiv karakter, og at en anonymisering af oplysninger om klager derfor var nødvendig for at sikre, at materialet ikke indeholdt sådanne kendetegn, at en identifikation af klager var mulig i en videre kreds.

Nævnet vurderede også, at en anonymisering af navnet på det indklagede parti var påkrævet, da aktindsigt i navnet på det indklagede parti sammenholdt med oplysningerne i sagen ville medføre, at klager ville kunne identificeres i en videre kreds.

Nævnet imødekom derfor ikke journalistens anmodning om aktindsigt i navnene på klager og indklagede.

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

Sagen angår en journalists anmodning om aktindsigt i dokumenter, der knytter sig til sag i Ligebehandlingsnævnet med j.nr. 21-8536 og aktindsigt i navnene på klager og indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Der gives aktindsigt i de dokumenter, der er sendt ind af sagens parter, sekretariatets breve til sagens parter, et telefonnotat og i kopi af aktoversigten.

Der gives ikke aktindsigt i sagens interne dokumenter.

Der gives heller ikke aktindsigt i navnene på klager og indklagede.

Sagsfremstilling

En journalist anmodede den 13. februar 2023 om aktindsigt i dokumenter, der knytter sig til en sag i Ligebehandlingsnævnet med j.nr. 21-8536.

Journalisten anmodede også om aktindsigt i navnene på klager og indklagede.

Sagen med j.nr. 21-8536 omhandlede klager, der er muslim, og som havde klaget over forskelsbehandling på grund af køn og religion i forbindelse med drøftelser om klagers kandidatur til Folketinget.

Ved Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 23. september 2022 afviste nævnet af behandle klagen, da ingen af parterne havde fremsat dokumentation for deres påstande, og en afgørelse af, om klager var blevet forskelsbehandlet på grund af køn og religion, derfor krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Af den offentliggjorte afgørelse, som er tilgængelig på Retsinformation, fremgår blandt andet følgende

”Klager har oplyst, at hun blev udvalgt af formanden til at være folketingskandidat for et politisk parti.

På sit første møde med formanden for partiet fik hun oplyst, at hun blev udvalgt, da hun så godt ud.

Klager har videre oplyst, at hun derefter blev stillet personlige spørgsmål om sit tøj, størrelse m.v.

Klager har også oplyst, at hun under sin tid som medlem af partiet blev udsat for chikane og forskelsbehandling fra partiets formand under henvisning til sit køn og sin religion.

Det indklagede politiske parti har oplyst, at parterne havde drøftelser om, hvorvidt klager kunne blive folketingskandidat for partiet.

Indklagede bestrider ellers de øvrige fremsatte påstande.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. februar 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 30.000 kr.

Ved e-mail af 29. juni 2021 fremsatte klager en påstand om betaling af en godtgørelse på 400.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for chikane og forskelsbehandling på grund af køn og religion under sit arbejde for og medlemskab af partiet.

Klager blev udsat for chikane, da hun fik at vide, at hun skulle have rød læbestift på og se godt ud på TV for at kunne stille op for partiet.

Klager blev valgt til at skulle stille op, da hun er en muslimsk kvinde med tørklæde, der så godt ud.

Indklagede ønskede på denne måde at få indsamlet vælgererklæringer.

Klager blev presset til at stille op.

Klager blev oplyst, at hun som muslimsk kvinde ikke måtte begå fejl.

Klager blev udsat for digital stalking samt truet på livet af mænd fra partiet.

Indklagede gør gældende, at såfremt sagen skal realitetsbehandles bør den afvises, da en sådan behandling af de i sagen omhandlede forhold forudsætter mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagede er i tvivl om, hvilken lovgivning klager mener, at indklagede har overtrådt.

Der var ikke tale om et ansættelsesforhold eller lignende.

Klager var medlem af partiet.

Dette er væsentligt i relation til kompetenceafgrænsningen for Ligebehandlingsnævnet.

Indklagede bestrider de fremsatte beskyldninger.

De er grove og usande.

Alle beskyldninger kan afvises som grundløse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet skal indledningsvist tage stilling til, om nævnet har kompetence til at behandle en situation, hvor klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling og chikane i forbindelse med et muligt kandidatur til Folketinget.

[…]

Flertallet vurderer herefter, at stillinger af politisk karakter – uanset ordlyden af de danske bestemmelser – er omfattet af beskyttelsen i Forskelsbehandlingsloven og Ligebehandlingsloven.

Flertallet vurderer videre, at et politisk parti er pligtsubjekt efter lovgivningen, idet partiet fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til udøvelse af erhvervsmæssig beskæftigelse.

[…]

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med flertallets vurdering.

Ligebehandlingsnævnet skal herefter tage materiel stilling til sagen.

Flertallet udtaler herefter

Realitetsbehandling

Klager har gjort gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling og chikane på baggrund af sit køn og religion.

Klager har oplyst, at hun alene blev udvalgt som folketingskandidat, da hun var en muslimsk kvinde med tørklæde, der så godt ud.

Klager blev oplyst, at hun skulle tage rød læbestift på ved mødet med journalister og TV, da det ville se godt ud.

Indklagede har bekræftet, at partiets formand havde drøftelser med klager om, hvorvidt hun kunne være folketingskandidat for partiet.

Indklagede bestrider og afviser dog alle klagers fremsatte påstande i øvrigt.

Ingen af parterne har fremlagt dokumentation for sine påstande.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

”

Den 16. februar 2023 anmodede sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet det indklagede parti om at angive, hvorvidt der var forhold eller interesser, der kunne begrunde undtagelse fra aktindsigt i navnet på indklagede.

Partiet blev i forbindelse med høringen orienteret om Folketingets Ombudsmands udtalelse af 3. oktober 2019 (FOB 2019-26).

Indklagede udtalte sig ved mail af 23. februar 2023.

Det fremgår bl.a. af udtalelsen, at samtlige beskyldninger fra klager er af yderst grov og alvorlig karakter, og at samtlige beskyldninger er grundløse.

Ifølge det indklagede parti, bør anmodningen om aktindsigt i partiets navn derfor afslås af hensyn til partiets medlemmers private forhold.

Ifølge partiet vil videregivelse af deres navn i øvrigt få vidtgående konsekvenser for

de individuelle medlemmer af det indklagede parti.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af forretningsordenen for Ligebehandlingsnævnet, at der gives aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Af offentlighedsloven fremgår, at enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter.

Interne dokumenter er dokumenter, der ikke er sendt til andre.

En sags interne dokumenter kan indeholde vores egne overvejelser om sagen.

Interne dokumenter kan derfor undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 23.

Selvom dokumenter kan undtages fra aktindsigt, er der ret til at få oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, hvis oplysningerne er relevante for sagen.

Det kaldes for ekstrahering af oplysninger.

Retten til at få disse oplysninger efter reglerne om ekstrahering gælder ikke, hvis det nødvendiggør et betydeligt ressourceforbrug, hvis oplysningerne fremgår af andre dokumenter, der udleveres ved aktindsigten, eller hvis oplysningerne er offentligt tilgængelige.

Ligebehandlingsnævnet vurderer, at der kan gives aktindsigt i de dokumenter, der er sendt ind af sagens parter, sekretariatets breve til sagens parter, telefonnotater og aktoversigten i sagen.

Nævnet vurderer desuden, at der ikke kan gives aktindsigt i sagens interne dokumenter.

Følgende dokumenter er derfor undtaget fra aktindsigt

Akt 22 - Mødebilag

Akt 24 – Ekstrakt

Akt 26 – Nævnssag, Principiel

Nævnet vurderer, at dokumentet med titlen Mødebilag er et internt dokument, der ikke er sendt til andre.

Dokumentet er udarbejdet ud fra de oplysninger, der allerede fremgår af sagens indkomne dokumenter, og er således en sammenstillet kopi af de øvrige akter i sagen.

Nævnet lægger også vægt på, at der er givet aktindsigt i sagens indkomne dokumenter.

Dokumentet indeholder dermed ingen faktiske oplysninger, der ikke allerede er givet aktindsigt i.

Nævnet vurderer endvidere, at dokumentet med titlen Ekstrakt også er et internt dokument, der ikke er sendt til andre.

Dokumentet indeholder ikke oplysninger, som skal udleveres i forbindelse med en aktindsigt.

Det betyder, at det ikke indeholder faktiske oplysninger eller eksterne faglige vurderinger, som er relevante for sagen, og som ikke fremgår andre steder i sagen.

Desuden indeholder dokumentet sekretariatets og nævnets interne overvejelser om sagen.

Nævnet vurderer endeligt, at dokumentet med titlen Nævnsmøde, Principiel også er et internt dokument, der ikke er sendt til andre.

Dokumentet er udarbejdet ud fra de oplysninger, der allerede fremgår af sagens indkomne dokumenter.

Dokumentet indeholder ikke oplysninger, som skal udleveres i forbindelse med en aktindsigt.

Det betyder, at det ikke indeholder faktiske oplysninger eller eksterne faglige vurderinger, som er relevante for sagen, og som ikke fremgår andre steder i sagen.

Desuden indeholder dokumentet sekretariatets og nævnets interne overvejelser om sagen.

Aktindsigt i klager og indklagedes navne

Efter offentlighedslovens § 30, nr. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold.

Ved vurderingen af, hvilke oplysninger der kan anses for at vedrøre ”private forhold”, tages der udgangspunkt i, om oplysningerne er af en sådan karakter, at de efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab.

Det er således ikke enhver konkret oplysning om enkeltpersoners forhold, der kan tilbageholdes med hjemmel i bestemmelsen.

Ved vurderingen af, om en oplysning kan undtages fra aktindsigt, er det dermed afgørende, om oplysningen ud fra en generel betragtning efter sin karakter vedrører oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold.

Af betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision fremgår, at en myndighed vil kunne tilbageholde ikke kun det nærmere indhold af sensitive oplysninger, der findes i en sags dokument, men fx.

også det blotte forhold, at en person er part i en sag af sensitiv karakter.

Sagens materiale og den offentliggjorte afgørelse indeholder oplysninger om, at klager, som er muslim, mener, at hun blev udsat for forskelsbehandling i form af chikanøs adfærd, stalking og trusler fra medlemmer af det indklagede parti på grund af sit køn og sin religion.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at klager er part i en sag af sensitiv karakter.

Nævnet vurderer derfor også, at en anonymisering af oplysninger om klager, herunder navn, CPR-nr., adresse, mail-adresse og nationalitet, er nødvendig for at sikre, at materialet ikke indeholder sådanne kendetegn, at en identifikation af klager er mulig i en videre kreds.

Nævnet vurderer derfor, at undtagelse af retten til aktindsigt i klagers navn, CPR-nr., adresse, mailadresse og nationalitet er påkrævet.

Nævnet vurderer endvidere, at også anonymisering af navnet på det indklagede parti er påkrævet, herunder oplysninger der kan føre til identifikation af det indklagede parti og formanden.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, herunder også den anonymiserede afgørelse, at klager er en muslimsk kvinde, og at hun var medlem af det indklagede parti.

Det fremgår, at den påståede forskelsbehandling fandt sted under drøftelserne vedrørende hendes kandidatur til Folketinget.

Det fremgår desuden, hvornår klager indgav klagen for Ligebehandlingsnævnet.

Meddelelse af aktindsigt i navnet på det indklagede parti sammenholdt med disse oplysninger ville således medføre, at klager ville kunne identificeres i en videre kreds.

Om meroffentlighed

Efter reglerne om meroffentlighed kan en myndighed give aktindsigt i videre omfang end loven kræver.

Det betyder, at en myndighed kan vælge at give aktindsigt i flere dokumenter eller oplysninger end, hvad man har krav på efter reglerne om aktindsigt.

Denne mulighed gælder ikke, hvis det betyder, at myndigheden overtræder reglerne om tavshedspligt.

Nævnet finder, at der ikke er fundet grundlag for at give aktindsigt i dokumenter og oplysninger som er nævnt oven for efter reglerne om meroffentlighed.

Nævnet lægger vægt på, at hensynene til udveksling af oplysninger mellem sekretariatet og nævnet i forbindelse med nævnets beslutningsproces vejer tungere end journalistens interesse i at få aktindsigt i dokumenterne.

Nævnet lægger også vægt på, at hensynet til beskyttelsen af klagers private forhold, som er omfattet af tavshedspligt, vejere tungere end det modstående hensyn til journalistens interesse i at få aktindsigt i oplysningen om navnene på klager og det indklagede parti.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Forretningsordenen for Ligebehandlingsnævnet

Offentlighedsloven

Forvaltningsloven

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

•

§ 29, om aktindsigt

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

•

§ 7, stk. 1, om ret til aktindsigt i alle dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

•

§ 14 om meroffentlighed

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

•

§ 23, stk. 1, nr. 1, om undtagelse fra aktindsigt af interne dokumenter

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

•

§ 28, om ret til aktindsigt i faktiske oplysninger og eksterne faglige vurdering

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

•

§ 30, nr. 1, om undtagelse fra aktindsigt af oplysninger enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold

KEN#LOKDOK23 2023 9282 Historic

•

§ 27, stk. 1, nr. 1, om at den, der virker inden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →