Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold
J.nr. 21-56222
En kvindelig sygeplejerske klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin tidligere arbejdsgiver.
Hun mente, at arbejdsgiveren havde udsat hende for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at kvinden var blevet afskediget fra sin stilling under sin graviditet.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke er begrundet i klagers graviditet.
Nævnet vurderede, at afskedigelsen var begrundet i kvindens sygefravær, som ikke var graviditetsbetinget, og i manglende udsigter til, at kvinden fagligt set kunne bestride den stilling, hun var ansat i.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som sygeplejerske under sin graviditet.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i ikke strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som sygeplejerske ved den indklagede region.
Sagsfremstilling
Klager blev den 1. juli 2021 ansat som sygeplejerske ved et hospital i den indklagede region.
Indklagede har oplyst, at et oplæringsforløb på den afdeling, som klager blev ansat i, sædvanligvis strækker sig over en periode på ca. 4-6 måneder.
Indklagede har videre oplyst, at det blev aftalt med klager, at hun skulle starte i et oplæringsforløb efter sommerferien, og at klager skulle bruge perioden frem til oplæringsforløbet på basal sygepleje, herunder opnå kendskab til patienter, arbejdsgange mv. i afdelingen.
Den 7. september 2021 blev der mellem klager og klagers leder afholdt et møde.
Indklagede har fremlagt en skrivelse, hvoraf fremgår
”Jeg starter med at informere om baggrund for samtalen.
[Klager] blev ansat 1/7 med den aftale at hun gik ind i basispleje hen over sommerferien, da der ikke var personaleressourcer til struktureret oplæring i sygeplejerskens opgaver hen over sommerferien.
Formålet var at lære patientkategorien rigtig godt at kende ved deltagelse i al basispleje.
Jeg starter med at høre hvordan [klager] syntes det går med at være startet i afdelingen.
[Klager] fortæller hun har følt sig lidt som en belastning for nogle af personalerne fordi hun ikke har kunnet det hun skulle og ved hun har lavet nogle fejl.
Hun har følt at nogle har "afvist" hende.
Jeg fortæller [klager] hendes kolleger har haft svært ved at håndtere at hun satte sig med telefonen og lavede ingenting.
Vi talte om at hun skulle prøve at fornemme sine kolleger om det var tid til privat snak eller om det var det faglige der skulle fokus på.
Jeg fortæller at jeg oplever hun skal øve sig i at få situationsfornemmelsen med når hun siger noget.
[Klager] fortæller hun har svært ved at få øje på opgaverne, jeg spørger om hun ikke kunne bruge tid ved patienterne, det er jo dem hun skal lære at passe, altid godt at øve relations arbejdet ved patienterne.
[Klager] mener det bliver bedre når hun rigtigt kommer i gang med oplæringen, så hun kan føle sig mere sikker og tryg.
Jeg fortæller jeg har valgt at afholde denne samtale fordi jeg har observeret en adfærd fra hendes side, som er bekymrende.
(Det skal bemærkes at jeg kun så [klager] de første 2 dage før jeg gik 3 uger på ferie)
Jeg har gentagne gange set [klager] "hænge på en stol" optaget af sin telefon.
Jeg har i situationen spurgt om der ikke var opgaver ved patienterne hun kunne tage sig af, læse instrukser om vores patientforløb eller spørge de andre om hun kunne hjælpe med opgaver de manglede at få løst.
Jeg har fået henvendelse fra medarbejdere der berettet om at [klager] surfer på nettet og gerne vil dele med dem hvad hun finder frem, som ikke har relevans for arbejdet, hvilket de finder forstyrrende når de har travlt.
Jeg fortæller [klager] at jeg forventer at se mere engagement fra hendes side, og at telefonen fortrinsvis ligger i taskeskabet i løbet af en arbejdsdag.
Jeg fortæller [klager] at flere sygeplejersker har henvendt sig med bekymring omkring de opgaver hun siger hun har kompetence til at udføre, men ved udførelsen laver fejl.
Jeg nævner bl.a. opsætning af I.
V.
medicin, hvor [klager] tilkobler et dropsæt, som hun ikke i forvejen har fyldt med væske, til et PVK.
Det opdages af anden sygeplejerske, da [klager] ikke kan få medicinen til at løbe ind.
Heldigvis bliver luften fra slangen ikke injiceret i patientens blodbane.
Sygeplejersken drøfter dette med [klager] og gør hende klart hvilken potentiel fare patienten udsættes for hvis den store luftboble kommer ind i blodbanen.
[Klager] skriver i plejenotat at patienten har fået EVAR i begge lysker, dette er ikke korrekt, EVAR laves på et centralt kar.
Vi drøfter at [klager] skal være sikker på fagudtryk hvis hun benytter dem, og anvende de hjælpemidler vi har i form af "ordbøger" med fagudtryk.
[Klager] har ikke forstået vigtigheden af at patienter der kommer retur fra COPA skal tilses straks de kommer på afdelingen.
Det var aftalt med [klager] hun skulle tage imod patienten, men der gik lang tid før hun gik ned til patienten.
[Klager] skulle fjerne et blærekateter, dette gik ikke så nemt, mener hun har tømt ballonen, der er ikke kommet ikke vand ud i sprøjten, men trækker katetret ud med oppustet ballon.
[klager] henvender sig ikke til anden sygeplejerske først for at få hjælp.
[Klager] har fået instruks ift.
hvor lidt en patient i actilyse behandling må bevæge sig, hun beder straks derefter en patient om at mobilisere benene så hun kan udføre nedre hygiejne, dette afbrydes af sygeplejerske der overhører hvad hun beder patienten om.
Der er stor blødningsrisiko når patienten behandles med actilyse for at opløse blodpropper, og skal derfor ligge stille på ryggen imens.
D 30/8 holdt de to mentorer forventningssamtale med [klager] og aftalte at [klager] skulle starte med hjerteforløb nogle uger efterfulgt af karforløb.
Jeg luftede om der skule vælges nogle få ting ud til at starte med for, at gøre det overskueligt for [klager].
[Klagers] forventninger til oplæring
- Gerne konstruktiv kritik i ordentlig tone.
- Lærer bedst ved se og prøve praktisk, og så derefter læse/gennemgå teori
Mentorers forventninger
- Ønsker at [klager] siger til og fra
- Er opsøgende for at lære nyt.
Note til mig selv: Ferie uge 28.
Sygedage 5/8, 9/8+10/8”
Den 1. oktober 2021 blev der mellem klager og oversygeplejersken ved indklagede afholdt endnu et møde.
Indklagede har fremlagt en skrivelse, hvoraf fremgår
”Opfølgning på samtale 7/9
[Klager] har været i oplæring i daghospitalet ca. 2 uger, hun føler hun har fået rimeligt styr på det.
Tilbagemelding fra mentor er, at der er en del mangler når [klager] selv syntes hun er færdig med de indkaldte hjertepatienter.
Feks.
får hun ikke dokumenteret indlæggelsessamtale, som mentor opdager da hun går arbejdet efter for at give feedback.
[Klager] er ikke opsøgende ift.
opgaver.
(Efterfølgende har mentor har givet mig tilbagemelding efter midtvejsevaluering 23/9 at der stadigvæk er rigtig mange mangler efter flere uger på [afdelingen] i oplæring, så oplæringen er langt fra færdig som ellers planlagt med slutevaluering 2/11.
[Klager] er usikker og mangler viden om modtagelse af patienter fra intensiv, pleje og observationer af postoperative forløb, pleje af CVK og EPI, udskrivelse og procedurer i den forbindelse.
Der mangler struktur ift.
arbejdets planlægning og stuegang.)
Sygeplejerske opdager at [klager] ikke har doseret den rigtige medicin til en patient og drøfter det med hende.
Hun kan ikke se forskel på det ordinerede og det medicin hun har hældt op.
Dette drøfter jeg med [klager], hun mener ikke hun kan huske godt nok og bliver forvirret.
Vi taler om at dette gælder patientsikkerheden og derfor er alvorligt.
Vi har før drøftet at [klager] vælger at komme med en masse undskyldninger, som hun siger nok er en dårlig vane.
Det er ikke befordrende for læring at bortforklare, men det er nødvendigt at kunne reflektere over det der er sket så man kan lære at handle korrekt.
Jeg spørger til hvordan det kan være at [klager] stadig vil have en sygeplejerske med når hun fjerner pace elektroder på hjerteopererede patienter.
[Klager] har set det mange gange og har mange gange haft en med og kan udføre opgaven.
[Klager] siger hun sagtens kan.
Jeg spørger undrende til hvorfor der ikke er overensstemmelse mellem det hun føler hun kan og det at hun så alligevel skal have en med?
Det kan hun ikke svare på, men kan godt se det ikke giver så god mening.
[Klager] mener dog hun har udviklet sig en del.
Jeg opsummerer det vi har drøftet af områder hvor hun ikke helt slår til, og beder [klager] overveje rigtig grundigt om dette speciale er for komplekst for hende at overskue.
Som jeg ser [klager] lige nu har hun ikke den faglighed der skal til for at kunne reflektere over observationer hun gør sig og
handle på dem.
Det er en vigtig evne at besidde hvis man skal lære og der er meget at lære ift.
plejen af patienter på [afdelingen].
Før [klager] går hjem kommer hun og takker mig for at italesætte at hun skal tænke over sin situation.
Note til mig selv: gik syg hjem fra intro til karkir.
28/9, syg 29/9 og 30/9 (lavt BT skal undersøges af ørelæge om der er øresten som kan påvirke at hun er svimmel)”
Den 4. oktober 2021, sygemeldte klager sig med stress.
Klager har oplyst, at hun forud for sin sygemelding oplyste indklagede om, at hun var gravid.
Den 7. oktober 2021 oplyste klager overfor indklagede, at egen læge havde fuldtidssygemeldt hende i foreløbigt 4 uger.
Klager blev herefter indkaldt til sygefraværssamtale, der blev afholdt den 15. oktober 2021.
Indklagede har fremlagt en skrivelse, hvoraf fremgår
” Referat
…
Møde: sygefraværs- / ledelsessamtale
Tidspunkt: 15. oktober 2021
…
[Oversygeplejerske ved indklagede] indleder mødet med at forklare baggrunden for indkaldelsen - at [klager] for nylig har sygemeldt sig med stress, hvilket sygeplejeledelsen ønsker at drøfte med [klager], samt idet der i forhold til [klager]s faglige kompetencer opleves en del mangler, som der er behov for at få rettet op på, da der ellers vurderes at være risiko for patientsikkerheden.
[Oversygeplejerske ved indklagede] er orienteret om, at [klager] overfor [Afdelingssygeplejerske ved indklagede] har oplyst at hun er sygemeldt med stress.
[oversygeplejerske ved indklagede] spørger ind til om der er tale om arbejdsbetinget stress, idet der så er behov for at tale om, hvad det er, der stresser [klager].
[klager] bekræfter at hun er sygemeldt med stress og fortæller at der ikke er tale om arbejdsbetinget stress, men
at [klager] har haft to turbulente år, med flytning, dødsfald etc.
Det er [klager] og hendes nærmestes vurdering, at hun nok har været stresset i længere tid, men at det først er blevet synligt nu.
[HR-konsulent ved indklagede] spørger ind til, om hun sammen med sin læge har lagt en plan for sikre at [klager] får det bedre.
[klager] oplyser, at hun af egen læge er blevet beordret til ikke at lave noget særligt - ud over at passe på sig selv – indtil kl 15, hvor hun skal hente sin datter.
[klager] fortæller at planen er, at hun så i starten af november skal starte op på arbejde i en skånestilling.
[klager] fortæller videre, at hun har en ny tid ved lægen den 26. oktober, hvor dette endeligt skal vurderes.
[oversygeplejerske ved indklagede] nævner, at der i forbindelse med [klager]s oplæring i afsnittet, har været en del fejl i [klager]s faglige arbejde, hvilket har skabt nogle bekymringer i forhold til, om [klager] er i stand til at lære det komplicerede speciale, som [afdelingen] arbejder med.
[Oversygeplejerske ved indklagede] nævner at nogle af disse fejl har været væsentlige og at der således har været tale om risiko for patientsikkerhed.
[Afdelingssygeplejerske ved indklagede] supplerer, at kolleger oplever at det har været svært at lære [klager] noget, da [klager] har haft en tendens til manglende refleksion og bortforklaring af eventuelle fejl.
[klager] fortæller, at egen læge vurderer, at [klager] som følge af sin stress, ikke er i stand til at tage læring ind lige
nu.
[klager] forklarer, at dette også er baggrunden for, at lægen har valgt at sygemelde hende - da stressen har
indvirkning på hendes arbejde.
[klager] fortæller, at hun har forsøgt at bortforklare fejlene, da hun har følt at det
har været pinligt at hun ikke har gjort sit arbejde tilfredsstillende.
[oversygeplejerske ved indklagede] spørger ind til, om [klager] selv vurderer at afdelingen er for kompleks for hende.
Dette kan [klager] ikke afgøre lige nu - [klager] er klar over, at hun har lavet fejl, men ved ikke om dette også ville have været tilfældet, hvis hun havde været rask.
[klager] er lige nu ikke sikker på, at hun er klar til opstart i november.
[klager] siger dog, at det måske ser bedre ud,
når hun kommer lidt tættere på.
[Afdelingssygeplejerske ved indklagede] og [oversygeplejerske ved indklagede] har svært ved at se, at det vil være muligt, at sikre en fyldestgørende oplæring, hvis oplæringen samtidig skal foregå i en skånestilling.
Begge fastholder, at det er nødvendigt for en fortsat ansættelse i afdelingen, at [klager] opnår de nødvendige kompetencer.
Det aftales, at der laves mulighedserklæring, som [klager] skal tage med til egen læge med henblik på besvarelse.
Det drøftes kort, hvilket spørgsmål, der skal stilles til lægen og de er enighed om, at spørgsmålene i det væsentligste skal vedrøre tidsperspektiv for, hvornår [klager] er i stand til at starte op enten helt eller delvist samt hvilke skån, [klager] i en eventuel skånestilling skal have, samt varigheden af en sådan skånestilling.
[HR-konsulent ved indklagede] sender mulighedserklæring til [klager] i eboks senere i dag.
[klager] har tid ved egen læge den 26. oktober, hvor erklæringen skal udfyldes og returneres umiddelbart derefter.
Af attest fra klagers læge af 26. oktober 2021 fremgår
”I.
+ 2.
Pt er fuldtidssygemeldt frem til 4/11-21 og forventes at genoptage arbejde på deltid, med en reduktionsgrad
på 33%, svt.
ca. 25/timer/uge, med optrapning 2 timer per uge såfremt tilstanden tillader dette.
3.
Der må forventes skåne hensyn efter en sygemelding grundet stress.
Det vil gavne [klager] at genoptage
arbejdsfunktioner som allerede er tillærte og i begrænset omfang til læres nye funktioner.
Dog under forudsætning at
en ny arbejdsfunktion kan lette [klagers] daglig dag og tilbagevenden på afdelingen.
”
Klager blev indkaldt til tjenstlig samtale, der blev afholdt den 11. november 2021.
Af det af indklagede fremlagte referat fra samtalen fremgår
”[Oversygeplejerske ved indklagede] indleder mødet med en kort beskrivelse af [klagers] sygeforløb - [klager] blev ansat i afdelingen den 1. juli 2021 og har siden da haft et omfattende sygefravær.
[klager] har været fuldtidssygemeldt siden den 4. oktober 2021
grundet stress.
Forud for denne sygemelding har [klager] haft yderligere 5 sygedage fordelt på 3 perioder.
[klager] oplyser at stress sygemeldingen ikke skyldes arbejdsforholdene, men i stedet at [klager] forud for sin ansættelse har haft to turbulente år.
I medfør af mulighedserklæring af 26. oktober 2021, må sygefraværet som minimum forventes at vare frem
til medio december 2021.
[klager]s læge har tilmed beskrevet, at [klager] frem til fuld raskmelding alene kan varetage arbejdsfunktioner, som allerede er tillærte.
[klager] kan derved ikke indgå i sædvanligt oplæringsforløb.
[oversygeplejerske ved indklagede] oplyser videre, at udover at omfanget af [klager]s sygefravær er problematisk, er det tilmed problematisk, at [klager] ikke kan indgå i sædvanlig oplæring.
[oversygeplejerske ved indklagede] påtaler, at der løbende igennem [klager]s ansættelse, har været mange fejl i [klager]s arbejde - fejl, der har medført risiko for patientsikkerheden.
Klinisk Sygeplejespecialist melder tilbage, at [klager] ikke er nærværende i arbejdet og ikke synes reflekterende over for de opgaver, som hun sættes til.
Herudover er det oplevelsen at [klager] mangler basal viden omkring sygelejefaget - en viden, som [klager] burde have opnået under uddannelsen samt under den del af det oplæringsforløb, som allerede er gennemført i afdelingen.
[oversygeplejerske ved indklagede] påpeger at [klager] har begrundet den manglende performance med at hun højst sandsynligt har været stressramt siden sin ansættelse, dog uden at vide det.
Det er [oversygeplejerske ved indklagedes] vurdering, at der ved fuld raskmelding er behov for at starte helt forfra på et oplæringsforløb.
Da [klager] dog samtidig mangler basal viden og forståelse for sygeplejefaget, er det ledelsens vurdering, at man står overfor en opgave, som man ikke kan komme i mål med.
Det er ledelsens vurdering, at [klager] pt alene er på assistent niveau.
[oversygeplejerske ved indklagede] oplyser videre, at afdelingen derfor har besluttet at indstille [klager] til afsked.
[klagers faglige organisation] oplyser at hun er overrasket over, at afdelingen allerede nu vil indstille til opsigelse – at afdelingen ikke vil forsøge med et intensivt oplæringsforløb.
[klagers faglige organisation] spørger ind til, om beslutningen om at indstille [klager] til afsked har noget at gøre med, at [klager] er gravid.
[oversygeplejerske ved indklagede] afviser klart, at indstillingen til afsked har noget at gøre med at [klager] er gravid.
[oversygeplejerske ved indklagede] påpeger, at [hospitalet] er en kæmpe arbejdsplads og at man derfor er vant til at håndtere gravide.
[oversygeplejerske ved indklagede] oplyser videre, at det er kutyme på [hospitalet] at en gravid medarbejder bliver taget ud af afdelingens lønbudget.
[Oversygeplejerske ved indklagede] fastholder, at [klager] indstilles til afsked, på baggrund af omfanget af hendes sygefravær - [klager] har i sin ansættelse været sygemeldt næsten halvdelen af tiden, hvilket ikke er tilfredsstilende.
Herudover har det grundet [klager]s sygeforløb, ikke været muligt at oplære [klager] i specialet, ligesom det opleves at [klager] tilmed mangler basale færdigheder for faget.
[klagers faglige organisation] spørger ind til, om der har været afholdt samtaler med [klager] omkring den manglende performance, hvilket [oversygeplejerske ved indklagede] bekræfter.
[Oversygeplejerske ved indklagede] oplyser, at afdelingssygelejerske [Afdelingssygeplejerske ved indklagede] har afholdt to samtaler med [klager], ligesom [klinisk sygeplejespecialist] (vejleder for [klager]) ligeledes har afholdt flere samtaler med [klager].
[Klager] bekræfter at hun har haft to samtaler med [afdelingssygeplejerske ved indklagede], men kan dog ikke huske, hvor mange samtaler hun har haft med [klinisk sygeplejespecialist].
[Klager] oplyser selv, at hun ikke kan huske særlig meget for tiden.
[Oversygeplejerske ved indklagede] opfordrer [klager] til at afprøve kræfter igen med sygeplejefaget, når hun igen er raskmeldt.
[Oversygeplejerske ved indklagede] anbefaler
dog, at [klager] søger et mindre kompliceret speciale.
[HR-konsulent ved indklagede] forklarer den formelle proces med partshøringsproces mv., herunder at [klager] har et opsigelsesvarsel på 1 måned.
[Klagers faglige organisation] spørger ind til, hvad planen er i opsigelsesperioden - om det forventes at [klager] kommer ind og arbejder ved raskmelding.
[Oversygeplejerske ved indklagede] oplyser, at idet [klager] alene har en måneds opsigelsesvarsel, giver det ikke mening, at genoptage arbejdet inden fratræden.
Det aftales, at det ved eventuel opsigelse blot meldes ud til personalegruppen, at [klager] fortsat er sygemeldt og derfor ikke kommer tilbage.
”
Klager blev herefter afskediget fra sin stilling.
Af opsigelsesbrev af 26. november 2021 fremgår
” Opsigelse ved sygdom
Ved partshøring af 15. november 2021, blev det meddelt, at [indklagede] påtænkte at bringe din ansættelse som sygeplejerske ved [afdelingen] til ophør ved opsigelse.
Samtidig fik du adgang til at komme med dine bemærkninger.
HR-afdelingen har den 24. november 2021, modtaget bemærkninger fra din faglige organisation [klagers faglige organisation].
Det er din faglige organisations opfattelse, at afdelingsledelsen ikke har gjort tilstrækkeligt for at oplære dig, samt at du ikke har været bekendt med, at ledelsen vurderede at din faglige performance og viden ikke var tilstrækkelig.
Dette afvises af afdelingsledelsen, der fastholder, at der har været flere samtaler mellem dig og din afdelingssygeplejerske, hvor disse problemstillinger påtales.
Der henvises i den forbindelse til vedlagte interne referater/noter fra afdelingssygeplejersken fra disse samtaler.
Som oplyst på den tjenstlige samtale, er det overordnet ledelsens vurdering, at der ikke er grundlag for et fornyet oplæringsforløb.
Det vurderes, at du mangler den basale viden og forståelse for faget, som det forventes at du har opnået ved færdiggørelsen af dit sygeplejestudie og som oplæringen i afdelingens speciale skal bygges ovenpå.
Afdelingsledelsen finder således ikke, at bemærkningerne fra [klagers faglige organisation] giver anledning til at ændre ved afgørelsen om at opsige dig.
[Hospitalet] fastholder på den baggrund det saglige grundlag for den påtænkte opsigelse.
På den baggrund meddeler vi dig hermed, at du er opsagt fra din stilling som sygeplejerske ved [afdelingen].
…
Begrundelse
Opsigelsen er begrundet i, at du, trods din korte ansættelse, har haft et omfattende sygefravær.
Herudover har dit sygeforløb forhindret dig i at gennemføre oplæring i specialet inden for en overskuelig fremtid.
Afdelingsledelsen har vurderet, at der er ringe udsigter til, at du indenfor en overskuelig fremtid, kan bestride en stilling som sygeplejerske i afdelingen på sædvanlige vilkår og timer.
Afdelingsledelsen vurderer derfor, at en opretholdelse af dit ansættelsesforhold ikke er foreneligt med afdelingens fortsatte drift.
Afdelingsledelsen har derfor besluttet at bringe din ansættelse til ophør ved opsigelse.
For yderligere detaljer, henvises til referat af den tjenstlige samtale afholdt den 11. november 2021.
Referatet var vedlagt som bilag til partshøringsskrivelsen.
…”
Den 21. december 2021 valgte klager at kontraopsige sin stilling med fratrædelse pr. 27. december 2021, da klager havde fået tilbudt anden stilling som sygeplejerske på [hospitalet].
Indklagede har fremlagt kopi af klagers nye ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, at hendes løn udgjorde 29.258,36 månedligt, og at det samlede pensionsbidrag udgjorde 13,55 % af de pensionsgivende løndele.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. december 2021.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun blev afskediget efter, at hun havde orienteret indklagede om sin graviditet.
Klager blev afskediget fra den pågældende hospitalsafdeling ved indklagede, hvor hun kort tid efter opstart var blevet sygemeldt med stress.
Forinden sygemeldingen opdagede klager, at hun var gravid, hvilket hun oplyste indklagede om inden sin sygemelding.
Efter en fire ugers sygemelding blev klager afskediget med den begrundelse, at en oplæring inden for en rimelig tidsperiode ikke var opnåeligt.
Klager mener, at oplysningerne om graviditet og afholdelse af barsel indgik i beslutningen om at afskedige klager.
Klager har ikke efter endt sygemelding haft mulighed for at vise, hvad klager kan, når hun er rask.
Indklagede gør gældende, at afskedigelsen ikke var begrundet i oplysningerne om klagers graviditet.
Allerede forud for samt kort tid inde i klagers oplæringsforløb, som sædvanligt forløber sig over en periode på ca. 4-6 måneder, var det nødvendigt at afholde flere samtaler med klager omkring udførte fejl, manglende forståelse samt manglende engagement i og for arbejdet.
Indklagede henviser til de fremlagte referater fra samtalerne med klager.
Klager havde på dette tidspunkt haft flere spordiske sygefraværsdage.
Klagers afskedigelse var på ingen måde begrundet i klagers graviditet og/eller klagers forestående barselsorlov.
Der henvises i den forbindelse til, at hospitalet er en af regionens største arbejdspladser med omkring 12.000 ansatte, hvoraf en betydelig del af de ansatte udgøres af kvinder.
Hospitaler har således på et hvilket som helst givent tidspunkt et betragteligt antal ansatte på henholdsvis graviditets-, barsels og forældreorlov.
Indklagede har til det formål oprettet en intern barselsfond, som medfører at medarbejdere under afholdelse af graviditets-, barsels- og/eller forældreorlov tages ud af ansættelsesafdelingens eget budget og i stedet aflønnes af barselsfonden.
Det har således ingen økonomisk konsekvens for ansættelsesafdelingen at have medarbejdere på nævnte orlov.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.
Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.
Klager var på afskedigelsestidspunktet den 26. november 2021 gravid.
Det er derfor den omvendte bevisbyrde, der finder anvendelse.
Indklagede skal derfor godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i klagers graviditet.
Det er nævnets vurdering, at indklagede har løftet denne bevisbyrde.
Ved denne vurdering lægger nævnet særlig vægt på, at indklagede hurtigt efter ansættelsen af klager pr. 1. juli 2021 og lige efter sommerferien i både september og oktober 2021 fandt anledning til at indkalde klager til samtaler omkring udførelsen af hendes arbejde.
Indklagede gav bl.a. udtryk for klagers manglende engagement, fejl i udførelsen af arbejdet med risiko for patienterne og manglende evne til at modtage og forholde sig til faglig feedback.
Klager sygemeldte sig den 4. oktober 2021 med stress.
Forud for denne periode havde hun efter det oplyste haft fem sygedage fordelt på tre perioder.
Nævnet vurderer således, at afskedigelsen var begrundet i klagers omfangsrige sygefravær og manglende udsigter til, at klager fagligt set kunne bestride den stilling, hun var ansat i.
Der er ikke oplysninger, der giver anledning til at formode, at klagers fravær var graviditetsbetinget.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov
•
§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde