Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - genoptagelse - kompetence - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - genoptagelse - kompetence - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 22-23258

Klager anmodede om genoptagelse af sin sag med sagsnr.

20-20457.

Sagen angik forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at den indklagede kommune havde opsagt samarbejdet med klager som relationsarbejder.

Nævnet havde ved afgørelse af 15. december 2021 fastslået, at klager ikke kunne anses for at være lønmodtager i forskelsbehandlingslovens forstand, hvorfor nævnet ikke kunne behandle klagen.

EU-Domstolen har ved domme af 2. juni 2022 og 12. januar 2023 foretaget en udvidende fortolkning af beskæftigelsesdirektivets anvendelsesområde.

Nævnet vurderede, at der med dommene var sket en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft af de retlige forhold, som den oprindelige afgørelse blev afgjort efter.

Ændringen havde betydning for nævnets vurdering af, om klager var omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet genoptog derfor sagen.

Nævnet vurderede, at klagers hverv som relationsarbejder for indklagede havde haft et sådant omfang og varighed, at der var tale om reel og faktisk beskæftigelse, som var omfattet af beskæftigelsesdirektivets og dermed også forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Der var dog for nævnet tvivl om, hvorvidt det var klagers medlemskab af en muslimsk ungdomsorganisation eller hans manglende åbenhed herom, som havde haft betydning for indklagedes beslutning om at opsige samarbejdet med ham.

Dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Sagen angår, om der efter anmodning fra klager er grundlag for at genoptage en sag om påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager sagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af religion eller tro, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Ligebehandlingsnævnet traf den 15. december 2021 afgørelse i sagsnr.

20-20457.

Sagen angik påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at den indklagede kommune opsagde samarbejdet med klager som relationsarbejder.

Ved afgørelsen fastslog Ligebehandlingsnævnet, at nævnet ikke kunne behandle klagen, da forholdet ikke var omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Af afgørelsen fremgår følgende

”Sagsfremstilling

Klager indgik ved kontrakt af 14. april 2019 et samarbejde med den indklagede kommune.

Der var tale om et samarbejde med en enhed under kommunens beskæftigelses- og integrationsforvaltning.

Enheden arbejder med at forebygge ekstremisme.

Af kontrakten af 14. april 2019 fremgår blandt andet

”KONTRAKT

FOR [INDKLAGEDES] SAMARBEJDE MED RELATIONSARBEJDERE

…

Som relationsarbejder (mentor og pårørendecoach) for [indklagede] skal du anvende metoderne defineret af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme til at understøtte radikaliserede og radikaliseringstruede [borgere] (fra 14 år) og/eller deres pårørende gennem følgende opgaver

Mentorens opgaver

…

Opstart af et individuelt forløb foregår ved, at [indklagede] kontakter dig omkring muligt samarbejde om en konkret borger.

I denne drøftelse vil indgå en vurdering af forløbets tidsforbrug og længde, og du vil få at vide hvem i [indklagede], der vil være din kontaktperson (mentorkoordinator).

Du kan til enhver tid afslå relationsarbejde med en borger, hvis du ikke har mulighed for det eller vurderer, at du ikke er den rette til opgaven.

…

Du bør aldrig kompromittere din personlige sikkerhed.

Tænk derfor over, hvilke oplysninger du giver mentee om dig selv og din familie, herunder kontaktoplysninger, og indtænk sikkerhedsaspekter i overvejelser omkring mødested og -tid.

Af samme grund bør du ikke gøre det offentligt kendt, at du arbejder som relationsarbejder for [indklagede].

Under individuelle forløb vil der være løbende sparring med [indklagedes] mentorkoordinator og mulighed for supervision hos en psykolog, som [indklagede] har indgået samarbejde med.

…

Individuelle mentor- eller coaching-forløb honoreres med 250 kr. pr. time.

Bemærk, at det er skattepligtig B-indkomst.

Du kan få refusion for dine udgifter til transport samt andre aktivitetsudgifter, der knytter sig til varetagelse af dine opgaver efter denne kontrakt.

Transportgodtgørelse dækkes efter kommunens takster, der pr. 1. januar 2019 udgør 1,98 kr. per kilometer.

Udgifter til aktivitetsmidler må ikke overstige 400 kroner pr. uge, og der skal fremsendes dokumentation for afholdte udgifter.

For hver enkelt relationsarbejder er der et samlet beløbsloft på 50.000 kr. årligt.

Fakturering sker på selvbetjeningsløsningen på virk.dk, hvor du skal oprette dig som bruger med Nem-ID.

[Indklagede] vil sende dig vejledning hertil.

Derfra kan du sende elektroniske fakturaer over tidsforbrug og evt.

andre udgifter til [indklagede].

…

Denne kontrakt træder i kraft ved underskrivelsen og løber frem til 31. december 2020, hvor den ophører uden yderligere varsel.

Kontrakten kan i hele perioden opsiges af en af parterne med en uges varsel.

[Indklagede] kan dog opsige kontrakten med øjeblikkelig virkning, såfremt du forsømmer at efterleve kontrakten og dens indhold.

Som eksempler på forhold, der vil kunne medføre, at kontrakten opsiges med øjeblikkelig virkning, kan nævnes, at du overtræder din tavshedspligt, at du forsømmer at indhente samtykke fra borgeren om videregivelse af oplysninger, at du ikke efterlever den skærpede underretningspligt nævnt under punkt 3 i denne kontrakt, eller at du ikke efterlever honorarbetingelserne nævnt under punkt 4.

”

Klager har fremlagt en korrespondance af 2. august 2019 med en fuldmægtig hos indklagede omhandlende udveksling, hvoraf blandt andet fremgår

Fuldmægtig: ”[Navn] siger, at du skal på udveksling, men at du fortsætter med mentorforløbet.

Hvor længe er du på udveksling?

Skriv gerne til mig, hvis det at du er væk gør en forskel ift.

opgaver eller den måde, vi kan kontakte dig på.

”

Klager: ”Korrekt, jeg skal på udveksling fra midt september til og med januar (januar-måned er jeg muligvis i DK pga.

eksamensperiode), så det drejer sig om ca. 3 måneder i alt.

Jeg har aftalt med [navn], at jeg fortsætter kontakten med min mentee ugentligt/hver 2. uge online, og når jeg kommer til DK ca. en gang om måneden, mødes jeg med ham på en af de første dage jeg er her og lige inden jeg tager afsted, således at jeg mødes med ham 2 gange om måneden fysisk.

Jeg håber det giver mening.

Ib.

kontakt, så regner jeg med at bibeholde samme nummer.

Jeg skal nok orientere jer hvis der sker en ændring.

Jeg er åben overfor andre opgaver, men selvfølgelig er jeg fysisk begrænset i de 3 måneder hvor jeg er væk.

Den vurdering må i endelig tage hvis der skulle dukke noget op.

”

Fuldmægtig: ”Tak for info og din fleksibilitet – det lyder rigtig fint, at [navn] og dig har kunnet finde en løsning.

Jeg spørger, fordi det er mig, der prøver at holde lidt administrativt overblik over mentorkorpset.

”

Klager deltog den 7. september 2019 i en konference arrangeret af en muslimsk ungdomsorganisation.

Klager har fremlagt et notat af samme dag, hvoraf blandt andet fremgår

”Den 6. september snakker mentor med [mentee] over telefonen med henblik på at aftale en ny tid.

[Mentee] forslår lørdag d. 7. september, men mentor har ikke mulighed, da han skal til en konference, som [mentee] spørger nysgerrigt ind til.

Den 7. september dukker [mentee] op til konferencen i [sted] og møder mentor.

Da den ene tale efterfølges af den næste tale, får mentor og [mentee] ikke snakket sammen i samme grad som de plejer.

”

Klager har oplyst, at han kontaktede indklagede lige efter hændelsen for at forklare indklagede herom og modtage råd og vejledning.

Den 10. oktober 2019 deltog klager i en partshøring hos indklagede, som havde fundet et gruppebillede, hvor klager var med på.

Indklagede havde fundet billedet på en Facebook-side.

På Facebook-siden havde der ifølge klager tidligere været billeder af personer, der bliver overvåget tæt af myndighederne.

Gruppebilledet blev ifølge klager taget den 5. juli 2014 i forbindelse med ”Global Dawah Day”.

Klager har herom oplyst, at man går på gaden for at snakke med folk omkring formålet med livet.

Af notat udarbejdet af indklagede om partshøringen den 10. oktober 2019 fremgår blandt andet

”[Indklagede] har partshørt mentor omkring bekymring for gruppebilledet, hvor mentor optræder.

[Indklagede] indledte med at forklare rammen for parthøringen og partens rettigheder, hvorefter mentor forklarede følgende om gruppebilledet og [Facebook-side]

Den 15. oktober 2019 talte klager med indklagedes områdechef.

Klager har oplyst, at områdechefen udtrykte utilfredshed over klagers manglende transparenthed i forhold til hans udvekslingsophold og hans medlemskab af den muslimske organisation.

Klager har videre oplyst, at områdechefen meddelte klager, at på baggrund heraf, fandt de klager uegnet til arbejdet, og at de derfor havde valgt at opsige ham.

Indklagede opsagde samarbejdet ved brev af 24. oktober 2019.

Af brev om skriftlig opsigelse fremgår blandt andet

”[Indklagede] indgik den 14. april 2019 kontrakt med dig, hvorved du blev tilknyttet [indklagedes] korps af relationsmedarbejdere (mentorer).

Det fremgår af kontraktens pkt. 8, at kontrakten udløber den 31. december 2020, og at kontrakten i hele perioden kan opsiges af en af parterne med en uges varsel.

Det fremgår videre, at [indklagede] kan opsige kontrakten med øjeblikkelig virkning, såfremt du forsømmer at efterleve kontrakten og dens indhold.

Den 02. oktober 2019 bad [indklagede] dig berosætte det verserende mentorforløb og orienterede dig om, at du ville modtage en høring relateret til dit videre samarbejde med [indklagede].

Den 10. oktober 2019 partshørte [indklagede] dig telefonisk om et foto, hvor du fremgår i en sammenhæng, der vakte bekymring og krævede uddybning.

Du oplyser i forbindelse med partshøringen, at du er medlem af og aktiv i [muslimsk organisation].

Denne oplysning var ikke blevet oplyst til [indklagede] tidligere.

Det er først i forbindelse med partshøringen, at dette kommer frem.

En særlig skærpet omstændighed i den forbindelse er, at du som mentor i september 2019 deltog i et [muslimsk organisation] arrangement, hvor mentee (borgeren) også deltog.

Du oplyste først [indklagede] om din egen og mentees deltagelse efter arrangementet.

Da [indklagede] spurgte om årsagen til deltagelse i arrangementet, forklarede du, at du deltog af ren nysgerrighed og undlod at nævne, at du var tilknyttet [muslimsk organisation].

På den baggrund har [indklagede] vurderet, at [indklagede] ikke kan fortsætte samarbejdet med dig om mentorforløb.

[Indklagede] har vurderet, at omstændighederne tilsiger, at samarbejdet opsiges med øjeblikkelig virkning, dvs., pr. 15. oktober 2019.

[Områdechef] orienterede dig tirsdag den 15. oktober 2019 om denne beslutning.

I forlængelse heraf fremsendes denne skriftlige opsigelse.

Opsigelsen er begrundet i en samlet vurdering baseret på nedenstående årsager

Du har spurgt om det er muligt at klage over opsigelsen.

Vi skal hertil oplyse, at det ikke er muligt at klage over en opsigelse af din tilknytning til [indklagedes] mentorkorps.

Der er ikke tale om, at [indklagede] har truffet en afgørelse over for dig som borger, da opsigelsen sker i relation til dig som ekstern leverandør til [indklagede].

Afslutningsvist bemærkes, at evt.

mentortimer, som er ydet forud for opsigelsen, skal faktureres på sædvanlig vis i henhold til kontraktens pkt. 4.

Udgifter forbundet med planlagte mentortimer i perioden fra den 02. til den 15. oktober 2019, kan ligeledes faktureres.

”

Klager havde i de følgende dage en mailkorrespondance med en specialkonsulent hos indklagede, hvoraf blandt andet fremgår

Klager: ”Der fremgår ikke nogen klagevejledning.

Jeg ønsker ikke at klage mhp.

at få min rolle tilbage.

Min klage har fokus på begrundelsen, som den fremgår i den skriftlige opsigelse.

Kan du sende mig sådan en vejledning?

Tak!

”

Konsulent: ”Du har efterspurgt en klagevejledning ift.

at klage over begrundelsen af opsigelsen.

[Indklagede] kan oplyse, at der ikke som sådan er klageadgang ift.

opsigelser af kontrakter.

Hvis du – som leverandør – mener, at kontrakten er uretmæssigt opsagt, vil du kunne rejse et erstatningskrav ved domstolene.

Det er i den forbindelse et krav, at du har lidt et økonomisk tab ved opsigelsen.

De normale klageinstanser (som f.eks. Ankestyrelsen mv.) er ikke relevante i denne sammenhæng, da du ikke er borger i denne sammenhæng, men derimod leverandør af mentorydelser.

”

Klager: ”Både du og [områdechef] har sagt, at jeg kan klage.

Nu oplyser du mig, at jeg ikke kan klage.

Der er noget som ikke giver mening her.

Jeg understreger igen, at min klage ikke har henblik på at ændre jeres beslutning, men det handler om at begrundelserne for fyringen ikke er baseret på ukorrekte informationer.

”

Konsulent: ”Jeg foreslår vi tager en snak per telefon.

Men uanset hvad så har du ikke som leverandør klageadgang.

Det er undersøgt juridisk.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. april 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr.

Klager har fremlagt fakturaer vedrørende juni, september og oktober 2019 på henholdsvis 14.000 kr., 11.785 kr. og 8.810,70 kr.

Klager har oplyst, at han alene modtog løn fra indklagede tre gange, da tre af hans fakturaer ikke var udfyldt korrekt, og derfor blev annulleret.

Klager har oplyst, at han præsenterede sagen for sin faglige organisation den 20. november 2019, hvorefter en konsulent hos den faglige organisation indledte en korrespondance med indklagedes områdechef.

Af indklagedes svar af 11. december 2019 på den faglige organisations henvendelse, fremgår blandt andet

”Du har ved e-mail 29. november 2019 anmodet om en forhandling af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens opsigelse af [klager], idet du bemærker, at sagen ellers vil blive indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Du har i den forbindelse anført, at opsigelsen er usaglig og i strid med Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

og Lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet.

Jeg skal hertil indledningsvist understrege, at [klager] i henhold til kontrakten af 14. april 2019 har været tilknyttet Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen som ekstern mentor, dvs. som leverandør af mentorydelser i forbindelse med konkrete borgerforløb, som blev afregnet på timebasis efter fakturering.

[Klager] har ikke har været ansat i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Dernæst skal jeg understrege, at opsigelsen af samarbejdet med [klager] ikke skyldes hans medlemskab af foreningen [muslimsk organisation].

Opsigelsen er baseret på en samlet vurdering af [klagers] egnethed til at varetage funktionen som mentor.

…

Jeg skal hertil bemærke, at det er altafgørende for et velfungerende mentorsamarbejde, at der er fuld tillid ikke bare mellem mentor og mentee, men også mellem [indklagede] og mentor.

Til din orientering kan jeg om mentorfunktionen oplyse, at [indklagede] er en enhed under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i [indklagede kommune], som arbejder med at forebygge ekstremisme.

…

Der vil ofte være tale om borgere med tilknytning til kriminelle miljøer, traumatisering, udsathed, og marginalisering.

Der er således ofte tale om meget sårbare og påvirkelige personer, som har behov for hjælp og støtte.

Et af de redskaber, som [indklagede] anvender i forhold til borgere med bekymrende adfærd, er, at tilbyde borgeren en mentor, som skal hjælpe borgeren væk fra ekstremistiske miljøer.

Mentornetværket er en central del af indsatsen til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering.

Mentorer, som bliver tilknyttet netværket, vil have en kontrakt med [indklagede] for en nærmere angivet periode.

Det er ikke med denne kontrakt fastlagt, hvor mange mentees den enkelte mentor evt.

vil blive tilknyttet, ligesom varigheden af de enkelte mentorforløb vil blive fastlagt konkret.

For så vidt angår dit spørgsmål om indhentelsen af oplysninger fra politiet, skal jeg bemærke, at høringen af politiet blev annulleret, da det på baggrund af samtalen med [klager] ikke fandtes nødvendigt at indhente yderligere oplysninger.

Afsluttende skal jeg bemærke, at det er vores klare vurdering, at opsigelsen af kontrakten er saglig og ikke er udtryk for forskelsbehandling.

”

Af brev fra den faglige organisation af 19. december 2019 til indklagede fremgår blandt andet

”Vi er ikke enige i forklaringen/påstanden om, at [klager] er opsagt fra sit job som ekstern mentor på grund af manglende egnethed.

Dette begrundes med

• at partshøringen den 10. oktober 2019 forud for opsigelsen den 24. oktober 2019 ikke omhandlede [klagers] egnethed i forhold til varetagelse af jobbet som ekstern mentor, men udelukkende omhandlede hans medlemskab af [muslimsk organisation], og at figurerede på et billede på facebook, han ikke var bekendt med, der henvises til referatet dateret den 10. oktober 2019 (I har selv skrevet referatet)

• at [klager] har oplyst, at han kun har fået positive tilbagemeldinger vedrørende sin indsats som mentor, hvilket han løbende har fået og har dokumentation for

• at han aldrig har fået tilbagemeldinger om manglende egnethed eller tilbagemelding om, at han ikke var transparent

• at [klager] er af den opfattelse, at han [har] haft et godt og tillidsfuldt samarbejde med [koordinatorerne i enheden]

• at der ved afgørelsen om opsigelse af [klager] af 24. oktober 2019 primært er lagt vægt på religiøse forhold, der ikke er saglige.

Det er fortsat [klagers faglige organisations] vurdering, at opsigelsen er usaglig og i strid med Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og Lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet.

.

.

.

Det er [klagers faglige organisations] vurdering, at der ikke foreligger en samlet vurdering af, at [klager] ikke er egnet til at varetage jobbet som mentor, samt at der ikke er forhold der indikerer, at han ikke er egnet til at varetage jobbet som mentor.

Det forhold, at [klager] ikke informerede jer om, at han havde ansøgt om et udvekslingsophold af et semesters varig, vurderer [klagers faglige organisation] ikke er den primære årsag til opsigelsen.

Videre er [klager] af den opfattelse, at der blev indgået en aftale om, hvordan mentorforløbet skulle håndteres under hans udvekslingsophold, hvilket han har dokumentation for…”

Af brev fra indklagede af 20. januar 2020 til den faglige organisation fremgår blandt andet

”Du har ved brev af 19. december 2019 fastholdt [klagers faglige organisations] anmodning om et forhandlingsmøde vedr.

[klager].

Du har i den forbindelse anført, at I ikke er enige i forklaringen om, at [klager] er opsagt fra sit job som ekstern mentor på grund af manglende egnethed.

Du har den 14. januar 2020 telefonisk præciseret, at I ønsker at forhandle om en økonomisk godtgørelse til [klager] for det, som I anser som en uberettiget opsigelse af kontrakten.

Jeg gentog i den forbindelse, at [klager] ikke har været ansat i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, men har været tilknyttet som ekstern leverandør af mentorydelse, hvilket du bekræftede, at I var opmærksomme på, og at I var enige, at han ikke havde været ansat.

Jeg oplyste endvidere, at kontrakten mellem [klager] og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ophører 31. december 2020, og at kontrakten ikke indeholder en garanti på borgerforløb.

Som nævnt telefonisk er et medlemskab af lovlige religiøse eller politiske foreninger ikke en hindring for, at man kan blive tilknyttet [indklagedes] mentorkorps.

Indsigt i og viden om religion og politik kan derimod være relevante kompetencer for en mentor tilknyttet korpset.

I den konkrete sag har [klager] været åben omkring sit religiøse engagement og indsigt i forbindelse med samtalen forud for hans indtrædelse i mentorkorpset, men han undlod i den forbindelse at nævne sit medlemskab af [muslimsk organisation].

Sit medlemskab oplyste han heller ikke om i forbindelse med, at han deltog i et arrangement arrangeret af foreningen sammen med mentee.

Han tilbageholdt oplysninger herom, selv om [indklagede] spurgte ind til baggrunden for hans deltagelse i dette arrangement, hvortil mentor svarede, at han deltog af ren interesse.

Disse omstændigheder – kombineret med, at [klager] ikke oplyste, at han havde ansøgt og senere fået et tilsagn om et udenlandsophold i forbindelse med sit studie, selv om et mentorforløb var under opstart – har ført til, at [indklagede] ikke har den fornødne tillid til [klager] som mentor.

Jeg kan hertil igen henvise til opsigelsesbrevet og den deri anførte begrundelse for opsigelsen af kontrakten.

Opsigelsen af kontrakten er, som det fremgår heri, baseret på en samlet vurdering af [klagers] egnethed til at varetage funktionen som mentor.

Som nævnt i vores brev af 10. december 2019 og igen telefonisk den 14. januar 2020 er det en særlig målgruppe, [indklagede] arbejder med.

[Indklagede] arbejder med at forebygge radikalisering og ekstremisme, og der er derfor

tale om borgere, som ofte er meget sårbare og påvirkelige, og som har behov for hjælp og støtte.

Det er derfor altafgørende, at der er fuld tillid ikke bare mellem mentor og mentee, men også mellem [indklagede] og mentor.

Afslutningsvist – og inden vi kan vurdere, om der er grundlag for et forhandlingsmøde – skal jeg bede jer anvise hjemmelsgrundlaget i forskelsbehandlingsloven for en godtgørelse til [klager].

Dette særligt henset til, at der er enighed om, at [klager] ikke har været ansat i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

”

Af brev fra den faglige organisation af 27. januar 2020 til indklagede fremgår blandt andet

”[Klagers faglige organisation] er af den opfattelse, at [klager] er lønmodtager og omfattet af lønmodtagerbegrebet og de dertilhørende rettigheder.

Dette begrundes med, at [klager] bl.a. havde rapporteringspligt, at han udover aflønningen for hans arbejdsindsats ikke opnåede nogen gevinst ved arbejdet, at han fik refunderet udgifter i forbindelse med arbejdet, at arbejdet skulle udføres personligt af [klager] (han kunne ikke betale en anden person til at udføre arbejdet), samt at han i social og erhvervsmæssig sammenhæng kunne anses som en almindelig lønmodtager, hvilket er kriterier der vægtes ved vurderingen af sondringen mellem en lønmodtager og en selvstændig.

Videre har [klager] deltaget i kurser, hvor kursusafgiften blev afholdt af [indklagede], og han fik løn for sit timeforbrug.

Ved telefonsamtalen den 14. januar 2020 blev du informeret om, at vi var opmærksomme på jeres påstand om, at [klager] var ansat som ekstern leverandør.

Vi er ikke enige i jeres vurdering af dette, hvilket heller ikke er bekræftet i forbindelse med telefonsamtalen, det blev blot bekræftet, at vi var opmærksomme på jeres påstand.

…

Videre har jeg drøftet jeres svar med [klager] som har følgende bemærkninger til jeres svar af 20. januar 2020

Jeg har læst den og har følgende kommentarer

Det er [klagers faglige organisations] vurdering, at [klager] er omfattet af § 2 i LBK nr. 1001 af 24/08/2017 og berettiget til godtgørelse, jf. § 7.

”

Af brev fra indklagede af 7. februar 2020 til den faglige organisation fremgår blandt andet

”Der har på intet tidspunkt været tale om et over-/underordnelsesforhold.

[Klager] har således kunne afvise at påtage sig konkrete mentorforløb, hvis han f.eks. ikke ønskede at være mentor for en bestemt type borgere, eller fordi han ikke havde tid.

Dertil kommer, at [klager] er blevet honoreret på baggrund af faktureret timeforbrug, og at han selv var ansvarlig for at indberette og betale skat.

At [klager] har haft adgang til at sparre med [enhedens mentorkoordinator] i forbindelse med opfyldelsen af aftalen, og at [indklagede] løbende har fulgt op på borgerens udvikling i forløbet, ændrer ikke ved, at han

arbejdede som selvstændig konsulent for forvaltningen.

I brevet af 27. januar 2020 anfører du bl.a., at [indklagede] ikke har spurgt ind til baggrunden for [klagers] deltagelse ved arrangementet i [muslimsk organisation] sammen med mentee.

Dette er ikke korrekt.

Som det fremgår af brevet af 24. oktober 2019, hvor [klagers] kontrakt blev ophævet, blev dette drøftet mellem [indklagede] og [klager] efter, at arrangementet var afholdt.

Da [indklagede] på daværende tidspunkt spurgte om årsagen til deltagelse i arrangementet, forklarede [klager], at han deltog af ren nysgerrighed og undlod at nævne, at han selv var tilknyttet [muslimsk organisation].

Det er således, som også tidligere fremhævet, ikke medlemskabet af en religiøs forening, der er problematisk i den konkrete sag.

Derimod er evnen til at vurdere, hvilke oplysninger, der er relevante at videreformidle til [indklagede], afgørende egenskaber hos en mentor.

Vi vil derfor på ny fastholde, at der ikke er tale om en usaglig opsigelse af kontrakt, og at der ikke er sket brud på forskelsbehandlingsloven.

Såfremt I fortsat fastholder jeres ønske om et møde, kan vi afholde et møde med [klagers faglige organisation] torsdag den 27. februar 2020.

”

D.

11. marts 2020 fandt et forhandlingsmøde sted mellem indklagede og klagers faglige organisation, hvor parterne ikke nåede til enighed.

Af brev af 16. april 2020 fra den faglige organisation til indklagede fremgår blandt andet

”Ved forhandlingsmøde den 11. marts 2020 angående [klager] fremsatte du på vegne af [klagers faglige organisation] krav om en godtgørelse på 50.000 kr. til [klager] for usaglig opsigelse.

Du stillede endvidere krav om, at det skal fremgå af en forligsaftale, at opsigelsen har været usaglig.

Vi har vurderet sagen på ny, og finder ikke grundlag for at indgå et forlig som det foreslåede.

Vi vil ikke kunne skrive i en forligsaftale, at opsigelsen har været usagligt, idet, at vi må fastholde, at der ikke er tale om en usaglig opsigelse.

…

Endvidere vurderer vi, at kravet på godtgørelse på 50.000 kr. er for højt.

[Klager] blev tilknyttet mentorkorpset april 2019, men påbegyndte først en mentoropgave juli 2019 frem til oktober 2019.

Dertil kommer, at der ikke med tilknytningen til mentorkorpset er et fastlagt antal timer for den enkelte mentor.

Afslutningsvist bemærkes, at det fortsat er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens opfattelse, at [klager] ikke har været ansat i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, men har været tilknyttet som ekstern leverandør af mentorydelse.

”

Klager har for nævnet fremlagt flere mails fra indklagede til klager med positiv tilbagemelding på hans mentorarbejde.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han ved opsigelsen blev udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Klager er omfattet af lønmodtagerbegrebet, da han blandt andet havde rapporteringspligt, og fik refunderet udgifter i forbindelse med arbejdet.

Desuden deltog klager i kurser, hvor kursusafgiften blev afholdt af enheden, og hvor klager fik løn for sin deltagelse.

Det var et krav at deltage i kurset, hvor der blev undervist i specifikke arbejdsmetoder, som klager var forpligtet til at anvende i sit arbejde, hvilket i øvrigt fremgår af klagers kontrakt med indklagede.

Klager var således underlagt en specifik arbejdsmetode.

I de fremlagte mails fra indklagede til klager med tilbagemelding på hans mentorarbejde fremhæves den ros klager fik, og den tillid der var mellem klager og indklagede.

Klager gav menteen individuel og længerevarende støtte og rådgivning i forhold til hans udfordringer.

Klager brugte undervejs sin psykologiske og kulturelle viden til at forsøge at forklare menteens adfærd og tankegang.

Undervejs blev klager støttet af koordinatorer gennem rådgivning.

Klager forsøgte at få igangsat menteen med forskellige projekter i hans liv.

Herudover forsøgte klager at arbejde med menteens motivation og give ham redskaber til at danne sunde sociale relationer med andre.

Klager havde et meget nært forhold og alliance med menteen, hvilket gav dem mulighed for at diskutere ekstremisme og de ekstreme holdninger menteen besidder.

Det foregik i ro og mag, hvor alternative og lovlige samfundsengagementer og udtryksformer blev præsenteret for menteen.

Klager tog desuden med menteen til jobcenteret, og dykkede ned i hans sociale og økonomiske problemer.

En koordinator tilbød endda klager at deltage med menteen i samtaler med forskellige kommunale enheder, som menteen er tilknyttet.

Klager modtog på intet tidspunkt kritik for sit arbejde.

Tværtimod havde samtlige koordinatorer rost klagers arbejde med menteen ved adskillige lejligheder.

Klager modtog heller ikke nogen forudgående advarsel.

Derfor kom opsigelsen som en overraskelse.

Opsigelsen fandt sted, før partshøringen var overstået.

Klager nåede ikke at komme med sine endelige kommentarer, før afgørelsen blev truffet.

Klager var under oplæringsfasen transparent over for enhedens koordinatorer i forhold til mange anliggender af hans private liv, herunder hans frivillige arbejde i den lokale moské, der i øvrigt ikke vakte nogen bekymring eller krævede yderligere forklaring.

Klager har svært ved at forstå, hvorfor han skulle være forpligtet til at fortælle om sit tilhørsforhold til en lovlig, muslimsk ungdomsforening, som arbejder inden for lovens og demokratiets rammer.

Klager må tilslutte sig hvilken som helst lovlig forening i sit privatliv.

På baggrund af, at klager ikke var forpligtet til at oplyse om disse private forhold ved den første samtale med indklagede, burde dette ikke have en betydning for hans kompetenthed i forhold til arbejdet.

Klager havde ikke nogen forudgående viden omkring mentees deltagelse til konferencen hos den muslimske organisation den 7. september 2019.

Klager blev først bekendt med hans mentees deltagelse flere timer inde i konferencen, da han blev opmærksom på, at menteen havde forsøgt at ringe til ham flere timer inden.

Da klager ringede tilbage, sagde menteen til klagers overraskelse, at han deltog i konferencen.

Klager havde ikke hverken inviteret ham eller forventet hans deltagelse.

Der var over 1000 deltagere i konferencen.

Desuden havde menteen adskillige gange udvist interesse for religiøse arrangementer og fællesskaber, hvorfor menteens deltagelse ved konferencen ikke burde komme som en overraskelse for indklagede.

Selv hvis klager bevidst havde inviteret menteen til arrangementet, kan man argumentere for, at det ville have været forsvarligt i henhold til kontrakten med indklagede, hvoraf det blandt andet fremgår, at mentorens opgave var at håndtere og udfordre menteens ekstremistiske ideologi/religion, og hvis muligt hjælpe menteen til at finde andre fredelige og lovlige udtryksformer for sit samfundsengagement.

At være en del af en lovlig, religiøs ungdomsorganisation i stedet for ulovlige eller ekstreme grupper, kan være en hjælp for menteen til at udtrykke sig i harmoni med lovgivningen.

Indklagede har aldrig spurgt klager ind til begrundelsen for hans deltagelse i konferencen.

Klager har under mentorforløbet meldt løbende ind med referater til enheden efter hvert sammentræf med mentee.

Dette tydeliggør yderligere lønmodtagerforholdet klager har været under samt den transparente informationsudveksling mellem klager og enheden.

Klager havde set det pågældende gruppebillede før, men havde ikke givet samtykke til deling af billedet.

Klager var ikke bekendt med, at billedet optrådte på Facebook-siden, før indklagede gjorde klager opmærksom herpå.

Samtlige personer på billedet er medlemmer af den muslimske organisation.

Der var nogle symboler på billedet, som ifølge indklagede kunne misforstås, men klager mener ikke, at der var grund til bekymring.

Desuden tilhører Facebook-siden ikke nogen organisation, men fungerer i stedet som en nyhedskanal.

Man kan på Facebook-siden se, at der ikke har været aktivitet de seneste par år.

Klager har brugt sin religiøse viden og kendskab til miljøer i den udstrækning, at det gavnede mentorforløbet, og klager har løbende været i tæt kontakt med koordinatorer omkring anvendelse af denne viden.

En koordinator fra enheden har blandt andet opfordret klager til at bruge sin viden til at hjælpe menteen.

Ved den første samtale med indklagede oplyste klager om sin religiøse og kulturelle viden, som indklagede modtog positivt.

Klager er derfor overrasket over, at hans anvendelse af viden om Islam og muslimske grupperinger blev tolket som noget problematisk, da det i virkeligheden var grundlæggende for skabelsen af en tæt og stærk alliance med menteen.

I forhold til udvekslingsophold gør klager gældende, at indklagede blev oplyst straks efter, at klager fik tilbudt en plads, hvilket var inden opstart af mentorforløb.

Klager fik endeligt svar om optagelse den 13. juni 2019, mens mentorforløbet begyndte den 8. juli 2019.

Til en samtale med en koordinator den 4. juli 2019 nævnte klager sit udvekslingsophold.

Klager nævnte ligeledes, at han kunne bruge hele sommeren med menteen, inden han skulle starte på sit udvekslingsophold.

Desuden blev klager og indklagede ved mailkorrespondance enige om, hvordan mentorforløbet skulle foregå under hans udvekslingsophold.

Indklagede gik med til, at klager under hans udvekslingsophold hver måned skulle mødes med menteen to gange fysisk samt have to telefonsamtaler men menteen.

Dette fandt indklagede ikke problematisk.

Indklagede valgte således at fortsætte mentorforløbet med klager.

Indklagede havde enhver mulighed for at fravælge klager som mentor, hvis de fandt hans udvekslingsforløb problematisk for mentorforløbet.

Indklagede gør gældende, at opsigelsen af samarbejdet med klager var baseret på en samlet vurdering af hans egnethed til at varetage funktionen som mentor.

Klager var tilknyttet beskæftigelses- og integrationsforvaltningen som ekstern mentor.

Klager var leverandør af mentorydelser i forbindelse med konkrete borgerforløb, som blev afregnet på timebasis efter fakturering.

Klager var således ikke ansat i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen.

Mentorer, der som klager bliver tilknyttet netværket, vil have en kontrakt med indklagede for en nærmere angivet periode.

Det er ikke med denne kontrakt fastlagt, hvor mange mentees den enkelte mentor evt.

vil blive tilknyttet, ligesom varigheden af de enkelte mentorforløb vil

blive fastlagt konkret.

Der var på intet tidspunkt tale om et over-/underordnelsesforhold.

Klager kunne således afvise at påtage sig konkrete mentorforløb, hvis han f.eks. ikke ønskede at være mentor for en bestemt type borgere, eller fordi han ikke havde tid.

Dertil kommer, at klager blev honoreret på baggrund af faktureret timeforbrug, og at han selv var ansvarlig for at indberette og betale skat.

At klager har haft adgang til at sparre med indklagedes mentorkoordinatorer i forbindelse med opfyldelsen af aftalen, og at indklagede løbende har fulgt op på menteens udvikling i forløbet, ændrer ikke på, at klager arbejdede som selvstændig konsulent for forvaltningen.

Opsigelsen af samarbejdet med klager skyldtes ikke hans medlemskab af den muslimske organisation.

Opsigelsen var derimod baseret på en samlet vurdering af klagers egnethed til at varetage funktionen som mentor.

Det indgik i vurderingen, at klager ikke havde fortalt om sin tilknytning til den muslimske organisation, hvor han havde deltaget i et arrangement sammen med menteen, selvom deltagelsen i arrangementet konkret blev drøftet mellem indklagede og klager.

Medlemskabet af en religiøs organisation eller forening er ikke problematisk i den konkrete sag.

Derimod er evnen til at vurdere, hvilke oplysninger der er relevante at videreformidle til indklagede, afgørende egenskaber hos en mentor.

Indklagede arbejder med at forebygge radikalisering og ekstremisme, og der er derfor tale om borgere, som ofte er meget sårbare og påvirkelige.

Det er derfor altafgørende, at der er fuld tillid ikke bare mellem mentor og mentee, men også mellem indklagede og mentor.

Der vil ofte være tale om borgere med tilknytning til kriminelle miljøer, traumatisering, udsathed og marginalisering.

Der er således ofte tale om meget sårbare og påvirkelige personer, som har behov for hjælp og støtte.

Et af de redskaber, som enheden anvender i forhold til borgere med bekymrende adfærd, er at tilbyde borgeren en mentor, som skal hjælpe borgeren væk fra ekstremistiske miljøer.

Mentornetværket er en central del af indsatsen til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering.

Hvis Ligebehandlingsnævnet måtte komme frem til, at der er grundlag for en godtgørelse, bør denne udmåles væsentligt lavere end de 50.000 kr., som klager har fremsat krav om.

Indklagede henviser til kontrakten, hvoraf det fremgår, at der ift.

udmåling af honorarer for

mentorydelser er fastsat et beløbsloft på 50.000 kr. årligt.

Klager blev tilknyttet mentorkorpset fra april 2019, men påbegyndte først en mentoropgave fra juli 2019 frem til oktober 2019.

Der er desuden ikke med tilknytningen til mentorkorpset et fastlagt antal timer for den enkelte mentor.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Klager indgik den 14. april 2019 en kontrakt om samarbejde med den indklagede kommune.

Af kontrakten fremgår blandt andet, at klager til enhver tid kunne afslå relationsarbejde med en borger.

Nævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig at det ikke var fastlagt, hvor mange mentees, klager ville blive tilknyttet, at der heller ikke var fastlagt noget antal timer, at klager blev honoreret pr. time, og at klager selv skulle stå for fakturering og indberetning heraf som B-indkomst, at klager som led i sit samarbejde med indklagede ikke kan anses for at være lønmodtager i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klager har oplyst, at han var forpligtet til at deltage i kurser, og at han var underlagt rapporteringspligt.

Klagen over indklagedes opsigelse af samarbejdet er derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven, og nævnet kan herefter ikke behandle klagen.

”

Klager anmodede den 11. maj 2022 om genoptagelse af sagen.

Anmodningen om genoptagelse var vedlagt Skattestyrelsens bindende svar til klager af 5. maj 2022, hvoraf det fremgår, at Skattestyrelsen har vurderet, at klager efter personskatteloven må betragtes som lønmodtager i arbejdsforholdet med den indklagede kommune.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at sagen skal genoptages.

Ligebehandlingsnævnet vurderede i sin afgørelse, at nævnet ikke kunne behandle klagen, da klager ikke var lønmodtager i arbejdsforholdet.

Skattestyrelsen har imidlertid i det bindende svar vurderet, at klager var lønmodtager i arbejdsforholdet.

Derfor bør sagen genoptages.

Det fremgik ikke af klagers ansættelseskontrakt, at han var freelancer eller konsulent (selvstændig).

Under ansættelsen agerede klager i kommunens navn og var underlagt instruktionsbeføjelser og tilsyn, hvor han blandt andet var under oplæring og havde rapporteringspligt.

Ud over aflønningen på 250 kr. i timen opnåede klager ikke nogen gevinst eller havde nogen økonomisk risiko ved arbejdet.

Han fik refunderet sine udgifter i forbindelse med arbejdet og fik blandt andet dækket sine transportudgifter.

Under ansættelsen var klager udsat for en hændelse, hvor han efter kommunens retningslinjer skulle til psykolog, selvom klager ikke selv vurderede dette nødvendigt.

Psykologsamtalen blev betalt af indklagede.

Disse kriterier tillægges vægt ved vurderingen af, om man er lønmodtager eller selvstændig i arbejdsmæssig sammenhæng.

Forskelsbehandlingsloven indeholder ikke nogen lønmodtagerdefinition.

Loven bygger på beskæftigelsesdirektivet, som Beskæftigelsesministeriet tidligere har udtalt skal fortolkes bredt og dermed også omfatter personer, som måske ikke i andre sammenhænge ville blive anset som lønmodtagere.

Beskæftigelsesdirektivet gælder for enhver person i relation til beskæftigelse.

Det gælder dermed både for ansættelsesforhold og alle andre former for beskæftigelse og erhverv, fx som selvstændig, som partner i et advokatfirma eller som administrerende direktør.

Det gælder også for relationen mellem arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer og disses medlemmer.

Forskelsbehandlingsloves § 2 handler efter sin ordlyd primært om relationen mellem en arbejdsgiver som pligtsubjekt og en arbejdstager (lønmodtager) eller ansøger til en ledig stilling som rettighedssubjekt.

Andre pligtsubjekter og andre relationer end rekruttering og ansættelse er reguleret i lovens § 3.

Klager har henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr.

2014-6810-43207, som under en efterfølgende behandling ved domstolene blev forelagt præjudicielt for EU-Domstolen.

EU-Domstolen lagde efter en ordlydsfortolkning af beskæftigelsesdirektivet blandt andet vægt på, at direktivets anvendelsesområde ikke er begrænset til kun at omfatte arbejdstagere.

Anvendelsesområdet skal fortolkes bredt, hvilket stemmer overens med direktivets formål.

Klagers beskæftigelse for den indklagede kommune er således omfattet af forskelsbehandlingsloven, hvorfor Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle sagen.

Indklagede gør gældende, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.

Klager var ikke lønmodtager i forskelsbehandlingslovens forstand.

Der gælder i dansk lovgivning ikke et ensartet lønmodtagerbegreb.

Nuancerne i lønmodtagerbegrebets indhold i de forskellige regelsæt afspejler til en vis grad, at regelsættene kan varetage forskellige formål.

Skattestyrelsens vurdering af, klager var lønmodtager i skatteretlig forstand, er således ikke ensbetydende med, at han også var lønmodtager efter forskelsbehandlingsloven.

Mellem lønmodtagerbegrebet på den ene side og begrebet selvstændigt erhvervsdrivende på den anden side, kan der i en række tilfælde være tale om freelance-/konsulentvirksomhed.

Sidstnævnte vil som regel have mere personlig karakter, end når arbejdet udføres af en selvstændig med ansatte.

Der er ikke tale om et lønmodtager-/arbejdsgiverforhold, når indklagede indgår kontrakter med leverandører.

Der er tale om en kontrakt med en selvstændigt erhvervsdrivende.

Mange af dem, som indklagede indgår kontrakter med, kan karakteriseres som freelancere/konsulenter, som ikke selv har ansatte, men som stadigvæk må karakteriseres som selvstændigt erhvervsdrivende.

Det var der også tale om i klagers tilfælde.

Der har på intet tidspunkt været et over-/underordnelsesforhold mellem indklagede og klager.

Klager kunne afvise at påtage sig konkrete mentorforløb, hvis han f.eks. ikke ønskede at være mentor for en bestemt type borgere, eller hvis han ikke havde tid.

Klager er blevet honoreret på baggrund af faktureret timeforbrug, og han var selv ansvarlig for at indberette og betale skat.

Det er ikke korrekt som anført af Skattestyrelsen, at klager har udført sit arbejde efter indklagedes anvisninger, herunder at han skulle bruge bestemte metoder i arbejdet som relationsarbejder.

Indklagedes krav om, at deres leverandører til opgaven som relationsarbejder skulle tage grunduddannelsen for mentorer og pårørendecoaches, var en forudsætning for overhovedet at indgå kontrakten.

En leverandør, som har taget grunduddannelsen, har metodefrihed inden for rammerne af, hvad der er relevant at bruge i relationsarbejdet med den pågældende mentee.

At klager løbende har haft adgang til sparring med indklagedes mentorkoordinator under et relationsforløb, og at indklagede løbende har fulgt op på borgerens udvikling i forløbet, ændrer ikke ved, at klager arbejdede som selvstændig konsulent for forvaltningen med metodefrihed inden for kontraktens rammer.

I lighed med U.

2015.197V havde klager indgået en kontrakt om en konkret opgave, som bestod i at arbejde som relationsarbejder med anvendelse af metoderne inden for rammerne af grunduddannelsen for mentorer og pårørendecoaches udbudt af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

Antallet af timer vekslede og blev aftalt konkret, og klager kunne som nævnt frit afvise at påtage sig en opgave.

Klager havde ikke mødepligt, men kunne løbende sparre om sine mentorforløb med mentorkoordinatoren.

Klager var således at betragte som selvstændigt erhvervsdrivende.

Forskelsbehandlingslovens § 2 handler efter sin ordlyd primært om relationen mellem en arbejdsgiver som pligtsubjekt og en arbejdstager (lønmodtager) eller ansøger til en ledig stilling som rettighedssubjekt.

Ligebehandlingsnævnet har tidligere vurderet, at klager ikke var lønmodtager i forskelsbehandlingslovens forstand.

Andre pligtsubjekter og andre relationer end rekruttering og ansættelse er reguleret i forskelsbehandlingslovens § 3.

Denne bestemmelse finder heller ikke anvendelse i en situation som den foreliggende.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Om spørgsmålet om genoptagelse

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Efter de almindelige forvaltningsretlige regler kan der også ske genoptagelse, hvis der er sket en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft af de retlige forhold, som den oprindelige afgørelse blev afgjort efter.

Ved Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 15. december 2021 i sagsnr.

20-20457 fastslog nævnet, at indklagedes opsigelse af samarbejdet med klager ikke var omfattet af forskelsbehandlingsloven, og at nævnet herefter ikke kunne behandle klagen over forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Nævnets begrundelse for afgørelsen var, at klager efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder ikke kunne anses for at være lønmodtager i forskelsbehandlingslovens forstand.

EU-Domstolen har ved domme af 2. juni 2022 i sag C-587/20 og af 12. januar 2023 i sag C-356/21 foretaget en udvidende fortolkning af anvendelsesområdet for Rådets direktiv af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2000/78), som blandt andet indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Da beskæftigelsesdirektivet er implementeret ved den danske forskelsbehandlingslov, skal forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde fortolkes i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet og EU-Domstolens fortolkning heraf.

Nævnet vurderer, at der med EU-Domstolens domme af 2. juni 2022 og 12. januar 2023 er sket en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft af de retlige forhold, som den oprindelige afgørelse blev afgjort efter.

Ændringen har betydning for nævnets vurdering af, om klager er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet vurderer herefter, at særlige grunde taler for at genoptage sagen.

Om forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde

En arbejdsgiver må ifølge forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Forskelsbehandlingsloven gælder ifølge § 3, stk. 3, tillige enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Det fremgår af beskæftigelsesdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a), at inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder direktivet anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse.

Beskæftigelsesdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a) er gennemført ved forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 3, som derfor skal fortolkes i lyset af beskæftigelsesdirektivet og EU-domstolens praksis herom.

Ved dom af 2. juni 2022 i sag C-587/20 udtalte EU-Domstolen i præmis 27, at det følger af den samtidige anvendelse af begreberne ”lønnet beskæftigelse”, ”udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed” og ”erhvervsmæssig beskæftigelse”, at artikel 3, stk. 1, litra a) omfatter alle regler, der fastsætter vilkår for adgang til enhver erhvervsmæssig aktivitet uanset arten og indholdet heraf.

De nævnte begreber skal således forstås i bred forstand.

EU-Domstolen udtalte videre i præmis 28-32, at EU-lovgiver efter en ordlydsfortolkning af artikel 3, stk. 1, litra a) ikke har haft til hensigt at begrænse direktivets anvendelsesområde til stillinger, der besættes af en ”arbejdstager” som omhandlet i artikel 45 TEUF, hvilket ifølge EU-Domstolens faste praksis er en person, som i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger.

En sådan ordlydsfortolkning bekræftes af direktivets formål, som tilsigter at fastlægge en generel ramme for at bekæmpe forskelsbehandling for så vidt angår ”beskæftigelse og erhverv” med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne ved at yde alle personer en effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling.

Ifølge direktivets 9. betragtning er beskæftigelse og erhverv afgørende områder, når det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det økonomiske, kulturelle og sociale liv, og til den personlige udvikling.

EU-Domstolen udtalte videre i præmis 34-35, at direktivet har til formål at tilgodese samfundsmæssige og almene interesser med det øjemed at afskaffe alle hindringer, der er begrundet i forskelsbehandling, for adgangen til levevej og for evnen til at bidrage til samfundet gennem arbejde uanset den juridiske kvalificering af det arbejde, der er tale om.

For så vidt som hvervet som formand for sektoren HK/Privat, som den konkrete sag handlede om, udgør en reel og faktisk beskæftigelse, afhænger spørgsmålet om, hvorvidt vilkårene for adgang til et sådant hverv er omfattet af direktivet, følgelig ikke af, om en sådan formand kvalificeres som arbejdstager.

Klager og indklagede indgik den 14. april 2019 en kontrakt, hvorefter klager blev tilknyttet indklagedes korps af relationsarbejdere frem til den 31. december 2020.

I henhold til kontrakten skulle klager som relationsarbejder blandt andet give mentées individuel og længerevarende støtte og rådgivning med løbende – som oftest ugentlig – kontakt mellem mentor og mentée.

Klager påbegyndte sit første mentorforløb i juli 2019.

Frem til ophævelsen af aftalen den 24. oktober 2019 udførte han i henhold til de fremlagte fakturaer 76 timers arbejde i form af samtaler og mentorarbejde.

Nævnet vurderer herefter, at klagers hverv som relationsarbejder for indklagede har haft et sådant omfang og varighed, at der var tale om reel og faktisk beskæftigelse, som er omfattet af beskæftigelsesdirektivets og dermed også forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet kan herefter behandle klagen.

Om spørgsmålet om forskelsbehandling

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af religion eller tro behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af kontrakten mellem klager og indklagede, at opgaven som mentor indebar, at klager skulle understøtte radikaliserede og radikaliseringstruede borgere og/eller deres pårørende.

Klager skulle herunder fremme mentéens motivation og evne til at holde sig fri af ekstremistiske påvirkninger.

Når tilliden mellem mentor og mentée var opbygget, havde klager ifølge kontrakten til opgave på en respektfuld måde at håndtere og udfordre mentéens ekstremistiske ideologi/religion og om muligt hjælpe mentéen til at finde andre fredelige og lovlige udtryksformer for sit samfundsengagement.

Nævnet lægger på baggrund af indklagedes oplysninger, som understøttes af indholdet af rollen som mentor, til grund, at det var en fordel ved udførelsen af mentoropgaven, at man havde indsigt i og viden om religion, herunder islam.

Klager har gjort gældende, at opsigelsen af kontrakten var begrundet i hans religion eller tro.

Indklagede har heroverfor oplyst, at opsigelsen var baseret på en samlet vurdering af hans egnethed til at varetage funktionen som mentor.

På baggrund af opsigelsesskrivelsen af 24. oktober 2019 og den efterfølgende korrespondance mellem indklagede og klagers fagforbund er der for nævnet tvivl om, hvorvidt det var klagers medlemskab af en muslimsk ungdomsorganisation eller hans manglende åbenhed herom, som indgik ved indklagedes beslutning om at opsige samarbejdet med ham.

Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

Beskæftigelsesdirektivet

-

Give mentee individuel og længerevarende støtte og rådgivning med løbende (som oftest ugentlig) kontakt mellem mentor og mentee.

-

Foretage en løbende, inddragende vurdering af mentees udfordringer, tilværelsesopgaver, -kompetencer og -mål samt motivation til forandring.

-

Anvende løsningsfokuserede samtaleteknikker til at styrke mentees tilværelseskompetencer for bedre at håndtere daglige tilværelsesopgaver, udfordringer og konflikter samt fremme mentees motivation og evne til at holde sig fri af ekstremistiske påvirkninger.

-

Når tilliden mellem mentor og mentee er opbygget, skal du på en respektfuld måde håndtere og udfordre mentees ekstremistiske ideologi/religion og hvis muligt hjælpe mentee til at finde andre fredelige og lovlige udtryksformer for sit samfundsengagement.

-

Bidrage til eventuelle inddragende netværksmøder vedrørende mentee, herunder inddrage pårørende og netværk som positive medspillere og eventuelt varetage rollen som facilitator/mødeleder.

-

Gruppebilledet er taget i juli 2014 i [by] i forbindelse med en global missions- og forkyndelsesevent kaldet Global Dawah Day, der blev arrangeret af [velgørenhedsorganisation].

.

.

-

Gruppen på billedet, hvor mentor optræder, deltog i missions- og forkyndelsesaktiviteter i [by] på dagen, som del af den globale dawah-event arrangeret af aktør [velgørenhedsorganisation].

-

… Mentor kender alle personerne på gruppebilledet og oplyser, at alle personerne er del af [muslimsk ungdomsorganisation]…

-

Mentor har ikke siden dagen, hvor billedet er taget, foretaget dawah på gadeplan og arbejder alene frivilligt i sin lokale moske i [by], hvilket han tidligere har oplyst [indklagede].

Hans eneste anden tilknytning til miljøer er [muslimsk ungdomsorganisation].

-

[Facebook-siden] oprettet i 2015 af mentors ven, som kalder sig [navn].

Siden er senere blevet overdraget til en anden person, som mentor er bekendt med, og som har brugt Facebooksiden til andre formål…

-

Mentor sendte under partshøringen følgende [link til kampagnevideo] fra [velgørenhedsorganisation] til [indklagede], som er uploadet til Youtube den 12. jul. 2014, der understøtter, at aktiviteten skete i 2014, mens gruppebilledet på [Facebook-siden] først er uploadet ca. et år efter d. 10. august 2015 og omkring et år efter, at Facebooksiden blev oprettet.

-

Adspurgt om mentor forstår, at billedet isoleret set for udenforstående kan fortolkes som militant symbolik, bekræfter mentor, at han godt kan forstå, at det kan tolkes i den retning.

Mentor understreger dog, at hverken han selv eller de øvrige personer på billedet ikke havde den tanke.

-

[Indklagede] fremhæver bl.a. symbolikken i, at alle i gruppen har løftet pegefingeren samt en dreng, der poserer med et stativ, der kan symbolisere et våben.

Mentor siger, at det eneste, han selv opfatter som bekymrende ved billedet, er barnet, der holder et fotostativ, så det symboliserer et våben.

-

Mentor påpeger, at den løftede pegefinger er et symbol på monoteisme, og i det hele taget ikke er relateret til IS.

Mentor spørger [indklagede] om tidspunktet for ISIS fremkomst i Irak, og det blev kort vendt, at det enten var i 2013 eller 2014.

Mentor mente, at det var væsentligt ift.

at fastsætte, at aktiviteten på billedet i 12. juli 2014 var før, at ISIS blev offentlig kendt, og mentor argumenterede dermed for, at den løftede pegefinger på daværende tidspunkt ikke offentligt blev associeret til IS.

-

Mentor blev orienteret om, at [indklagede] vil orientere ledelse om partshøringen, hvorefter mentor vil få en afgørelse omkring fremtidig tilknytning til [indklagedes] mentorkorps.

[Indklagede] orienterede desuden om, at politiet blevet inddraget med henblik på at undersøge mentors aktuelle tilknytning til eventuelle miljøer, og at endnu en partshøring kan blive aktuel, hvis der komme nye oplysninger i sagen.

-

Parterne aftalte, at der hurtigst muligt sendes et skriftligt referat af parthøringen til mentor, så han får mulighed for at rette eventuelle misforståelser eller unøjagtigheder.

”

-

Som mentor bruger du aktivt din religiøse viden og kendskab til miljøer i forløb med mentee.

[Indklagede] opfatter det som tillidsbrud og tilbageholdelse af relevant information, at du ikke tidligere har orienteret om din tilknytning til [muslimsk organisation].

-

Det vurderes at være tegn på manglende dømmekraft omkring, hvilken information, det er relevant at oplyse [indklagede] om.

-

Som mentor har du desuden ikke handlet som forventet, da du undlod rettidigt at oplyse [indklagede] om, at du havde ansøgt om udveksling på et semester på trods af, at du allerede den 29.04.2019 havde accepteret et mentorforløb, som var under opstart.

Det anses som særlig problematisk, at du først informerede [indklagede] den 01.06.2019 i forbindelse med, at [indklagede] oplyste, at mentee allerede havde indvilliget i at have dig som mentor.

-

Det er [indklagedes] vurdering, at du ikke har udvist tilstrækkelig omhu i forhold til rettidig overlevering af relevante oplysninger for sagen.

Dette anses for at være et naturligt krav i arbejdet med meget sårbare borgere og er en forudsætning for en tæt og effektfuld koordinering med [indklagede].

1.

[Indklagede] har ikke spurgt ind til baggrunden for [klagers] deltagelse ved arrangementet.

2.

[Klager] har ikke tilbageholdt informationer.

Han tog selv kontakt til [koordinator i enheden] for at fortælle om situationen.

3.

Som det fremgår i notatet fra den 7. september, forsøgte mentee og [klager], at finde en ny dato for en mentorsamtale.

Adspurgt om lørdag den 7. september, fortalte [klager] mentee, at dette ikke var en mulighed.

Da han spurgte ind til begrundelsen herfor, fortalte [klager] ham om konferencen, som han skulle til.

4.

Mentee interesserer sig meget for Islam, og hans ønske om at deltage til islamiske konferencer kan forventes, især når der er tale om en stor konference med op til 1000 deltagere.

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 2, om principiel behandling

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 10, om genoptagelse

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om faktiske omstændigheder

•

Artikel 3, stk. 1, litra a), om direktivets anvendelsesområde