Legislator Case Law & Legislation
W20230926425 DK

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold er effektivt forebygget. Det skal virksomheden gøre i forbindelse med arbejdet med undervisning af elever (psykisk arbejdsmiljø - risiko for vold - elever)

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9264 Valid

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold er effektivt forebygget.

Det skal virksomheden gøre i forbindelse med arbejdet med undervisning af elever (psykisk arbejdsmiljø - risiko for vold - elever)

KEN#LOKDOK23 2023 9264 Valid

Resume

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at der var risiko for vold i forbindelse med arbejdet med undervisning af elever, og at den risiko for vold ikke var tilstrækkeligt forebygget.

Nævnet vurderede derfor, at arbejdet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

KEN#LOKDOK23 2023 9264 Valid

Den konkrete afgørelse

[Adressat udeladt]

Afgørelse

I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 11. august 2022 om risiko for vold.

Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 28. februar 2023.

Resultatet er

I skal efterkomme påbuddet senest den 8. maj 2023.

Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at der på tilsynstidspunktet den 30. juni 2022 var risiko for vold i forbindelse med arbejdet med undervisning af elever på [navn udeladt], og at den risiko for vold ikke var tilstrækkeligt forebygget.

Nævnet vurderer derfor, at arbejdet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Hvad er afgørende for resultatet

Nævnet lægger til grund, at I er et undervisningstilbud for unge mellem 16 og 25 år, der ikke er i gang med eller har afsluttet en ungdomsuddannelse, og som heller ikke har et arbejde.

Nævnet lægger endvidere til grund, at størstedelen af eleverne på skolen ikke er udadreagerende.

Eleverne kan have diagnoser som ADHD, infantil autisme eller angst.

Flere elever har et misbrug af fx hash eller andre stoffer, og enkelte elever har domme for berigelseskriminalitet eller vold.

Nævnet lægger endvidere til grund, at en af jeres ansatte har anmeldt en ulykke, da en elev henholdsvis den 10. og 11. marts 2022 har været verbalt krænkende og truende overfor to lærere.

Lærerne måtte gemme sig i lokale, mens eleven kastede med æbler, væltede borde og stole og smækkede en dør så hårdt, at hængslerne røg af.

Politiet blev tilkaldt, og eleven bedt om at forlade skolen.

Nævnet lægger desuden til grund, at der har været øvrige episoder med fysisk eller psykisk vold.

Nævnet lægger vægt på, at de ansatte oplyser, at de ikke har kendskab til indholdet i skolens beredskabsplan eller til den fælles definition på vold.

Det er dermed op til den enkelte ansatte at definere, hvad vold er, og hvad der skal registreres.

Der er et skema til at registrere fysisk og psykisk vold.

De ansatte oplyste, at det skal være meget voldsomt for, at de udfylder skemaet, og at de sjældent registrerer verbale krænkelser.

I kender derfor ikke det reelle omfang af den udadreagerende adfærd, og kan derfor ikke systematisk hold øje med risikoen for vold og handle i forhold til dette.

Nævnet lægger desuden vægt på, at det blev oplyst, at der ikke udarbejdes en systematisk risikovurdering af elever med en kendt eller potentielt udadreagerende adfærd med konkrete handleanvisninger.

I får oplysninger fra KUI (den Kommunale Ungeindsats) om nye elever, men der er ikke procedurer for, hvad I gør, hvis I modtager nye oplysninger om voldsrisikoen.

For eksempel fik jeres ansatte oplysninger fra en boligsocial vicevært om, at elev D kunne blive voldsom, når han blev presset på sin boligsituation.

Oplysningerne blev ikke givet videre til jer, og der blev ikke udarbejdet en konkret handleplan i forhold hertil.

Nævnet lægger endelig vægt på, at de ansatte oplyser, at der er nogle elever, der havde voldsomme humørsvingninger, opfarende temperamenter, og kunne være verbalt krænkende eller truende.

I har bl.a. anført, at de alvorlige hændelser i marts ikke var udtryk for en utilstrækkelig forebyggelse, men et samspil af flere faktorer, som I allerede har iværksat effektive tiltag for i videst muligt omfang at eliminere.

Arbejdsmiljø/beredskabsplan er et fast punkt på personalemøde hver måned, hvor definitionen for vold og registrering repeteres.

Derudover er der udarbejdet en plan for ”introduktion og aktiviteter for nye medarbejdere”.

Jeres AMO foretager en løbende analyse af registrerede hændelser sammenholdt med allerede iværksatte forebyggende handlinger og evt.

forslag til nye initiativer.

I laver risikovurderinger og følger op på udadreagerende adfærd ved inddragelse af de ansatte.

I foretager løbende vurderinger i forhold til hver enkelt elev, hvor adfærden også vurderes.

Hvis der konstateres en uhensigtsmæssig adfærd, vil der ud over samtaler med eleven og registrering i FGU‐planer, ske en orientering af elevens lærere.

Afhængig af den konstaterede adfærd vil det ved inddragelse af ledelsen, og dialog med KUI, blive vurderet om eleven fortsat kan være på uddannelsen.

Det kan ikke føre til et andet resultat.

Nævnet er opmærksom på, at I har iværksat og implementeret flere tiltag, men nævnet finder ikke, at de foretagne tiltag på tilsynstidspunktet var tilstrækkelige til at forebygge risikoen for fysisk og psykisk vold.

Nævnet henviser til jeres ansattes oplysninger på tilsynstidspunktet.

Nævnet bemærker endvidere, at I er forpligtet til sikre, at de ansatte kender til disse tiltag, herunder at følge op på og sikre, at tiltagene fungerer i praksis og at de ansatte følger de retningslinjer mm., der er udstukket.

Nævnet er i øvrigt enig med Arbejdstilsynet i, at en stor del af jeres beredskab har fokus på, hvad der skal gøres, når skaden er sket og ikke på at forebygge, at skaden sker.

Nævnet henviser i øvrigt til begrundelsen oven for og Arbejdstilsynets udtalelser af 14. oktober og 7. december 2022.

Om reglerne

Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.

Det følger af reglerne om psykisk arbejdsmiljø, at arbejdet skal i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og lang sigt i forhold til risiko for arbejdsrelateret vold i arbejdet.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde.

På mødet stemmer deltagerne om resultatet.

Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.

Oplysninger i sagen

Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, brev fra jer af 14. oktober 2022 og brev af 7. december 2022 fra Arbejdstilsynet.

Regler

Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter.

Love og bekendtgørelser

Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse

Om arbejdets udførelse

Om psykisk arbejdsmiljø

Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen.

I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk

Kopi er sendt til

Arbejdstilsynet, j.nr. 20220078250/8

Lovuddrag

Bekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 af lov om arbejdsmiljø med senere ændringer

Kapitel 5

Arbejdets udførelse

§ 38.

Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.

Stk. 2.

Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.

Kapitel 13

Arbejdstilsynet

§ 77.

Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.

Bekendtgørelse nr. 1406 af 26. september 2020 om psykisk arbejdsmiljø

Kapitel 3

Særlige bestemmelser om enkelte påvirkninger i det psykiske arbejdsmiljø

Arbejdsrelateret vold i arbejdet

§ 26.

Arbejdet skal i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og lang sigt i forhold til risiko for arbejdsrelateret vold i arbejdet.

KEN#LOKDOK23 2023 9264 Valid

•

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 11. august 2022 med påbud til jer om at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold er effektivt forebygget.

Det skal I gøre i forbindelse med arbejdet med undervisning af elever på FGU Haderslev.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →