Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at undersøge, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø i virksomheden som følge af krænkende handlinger. Undersøgelsen skal gøre det muligt at konstatere, om arbejdsmiljøforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige (psykisk arbejdsmiljø - krænkende handlinger)
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at undersøge, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø i virksomheden som følge af krænkende handlinger.
Undersøgelsen skal gøre det muligt at konstatere, om arbejdsmiljøforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige (psykisk arbejdsmiljø - krænkende handlinger)
Resume
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at der var en konkret mistanke om, at der var problemer i det psykiske arbejdsmiljø ved arbejdet for virksomheden, og mistanke om, at krænkende handlinger ikke var forebygget tilstrækkeligt.
Nævnet vurderede, at der var tale om en kompleks problemstilling, hvor det ikke var muligt på det foreliggende grundlag at afdække, om problemerne havde en sådan karakter, at der forelå en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Nævnet vurderede desuden, at der var tale om komplekse forhold i det psykiske arbejdsmiljø, hvor der var uenighed om forholdenes karakter og betydning internt i virksomheden.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse
[Adressat udeladt]
Afgørelse
I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 22. august 2022 om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 28. februar 2023.
Resultatet er
I skal efterkomme påbud og kompetencepåbud senest den 13. juli 2023.
Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet.
Begrundelse for afgørelserne
Om undersøgelsespåbuddet
Sådan vurderer vi sagen
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at der er en konkret mistanke om, at der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø ved arbejdet for jer, og mistanke om, at krænkende handlinger ikke er forebygget tilstrækkeligt.
Nævnet vurderer, at der er tale om en kompleks problemstilling, hvor det ikke er muligt på det foreliggende grundlag at afdække, om problemerne har en sådan karakter, at der foreligger en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Nævnet vurderer desuden, at der er tale om komplekse forhold i det psykiske arbejdsmiljø, hvor der er uenighed om forholdenes karakter og betydning internt i virksomheden.
Hvad er afgørende for resultatet
Nævnet lægger vægt på, at ansatte oplyste om daglige krænkende handlinger fra jer i form af råben, skæld ud, nedladende tale, spydige kommentarer, bagtalelse og sårende bemærkninger, herunder om de ansattes kompetencer og privatliv, og at der var ansatte, der havde overværet krænkende handlinger fra jer over for kolleger.
De krænkende handlinger havde stået på mindst et år.
Nævnet lægger desuden vægt på, at I har oplyst, at I ikke kunne genkende jeres ansattes oplysninger om, at der forekom krænkende handlinger over for dem.
Nævnet lægger endvidere vægt på, at flere ansatte oplyste, at de var kede af det og utrygge, og oplevede, at de havde alvorlige, aktuelle stresssymptomer på grund af de krænkende handlinger.
Om reglerne
Det følger af arbejdsmiljøloven, at når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.
Det følger af reglerne om kompetencepåbud, at Arbejdstilsynet giver kompetencepåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt giver påbud om undersøgelse af det psykiske eller kemiske arbejdsmiljø efter §§ 43-44 (undersøgelsespåbud).
Det følger af reglerne om psykisk arbejdsmiljø, at arbejdet i alle led skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og lang sigt i forhold til krænkende handlinger.
Det følger endvidere, at arbejdsgiver skal anvende en ekstern rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet giver påbud om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, for at afdække, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø.
Arbejdsgiver skal sikre, at rådgivningsvirksomheden foretager undersøgelsen.
Indholdet af en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø fremgår af § 50, i bekendtgørelse om kompetencepåbud.
Bemærkninger til klagen
I anfører i klagen, at I føler jer ”jagtet” af Arbejdstilsynet, da I har haft tre tilsyn på under tre år.
I finder desuden, at tilsynet burde have standset besøget, da I var på ferie, og ledelsen dermed ikke var tilstede.
Planlægning og gennemførelse af tilsynsbesøg, herunder antal er en del af Arbejdstilsynets myndighedsudøvelse.
Nævnet har ikke kompetence til at behandle klager over Arbejdstilsynets myndighedsudøvelse.
Nævnet bemærker, at en eventuel klage over Arbejdstilsynets myndighedsudøvelse skal rettes til Arbejdstilsynets direktør med efterfølgende klageadgang til Beskæftigelsesministeriet.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde.
På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.
Oplysninger i sagen
Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
Regler
Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter.
Love og bekendtgørelser
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
Om undersøgelsespåbud
Om krænkende handlinger
Om kompetencepåbud
Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen.
I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk
Kopi er sendt til
Arbejdstilsynet, j.nr. 20220080525/5
Lovuddrag
Bekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 af lov om arbejdsmiljø med senere ændringer
Kapitel 4
Almindelige pligter
§ 21 .
Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, prøver og besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.
Arbejdstilsynet kan påbyde, at undersøgelsen gennemføres straks eller inden for en frist.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77 a.
Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes.
Bekendtgørelse nr. 1406 af 26. september 2020 om psykisk arbejdsmiljø
Kapitel 3
Særlige bestemmelser om enkelte påvirkninger i det psykiske arbejdsmiljø
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane
§ 22.
Arbejdet skal i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og lang sigt i forhold til krænkende handlinger.
Bekendtgørelse nr. 354 af 5. marts 2021 om kompetencepåbud.
Kapitel 1
Formål og område
§ 3.
Arbejdstilsynet giver kompetencepåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt giver en eller flere af følgende afgørelser
Kapitel 5
Pligter for arbejdsgivere, der modtager kompetencepåbud ved undersøgelsespåbud
§ 43.
Arbejdsgiver skal anvende en ekstern rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet giver påbud om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, for at afdække, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø, jf. § 21, stk. 1 i lov om arbejdsmiljø.
Arbejdsgiver skal sikre, at rådgivningsvirksomheden foretager undersøgelsen.
•
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 22. august 2022 med påbud til jer om at undersøge, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø i virksomheden som følge af krænkende handlinger.
Undersøgelsen skal gøre det muligt at konstatere, om arbejdsmiljøforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.
•
§ 77a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø.
•
§ 21, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø.
•
§ 22, i bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø
•
§ 3, pkt. 3, og § 43, i bekendtgørelse om kompetencepåbud.
1.
….
2.
….
.
3.
Påbud om undersøgelse af det psykiske eller kemiske arbejdsmiljø efter §§ 43-44 (undersøgelsespåbud)