Legislator Case Law & Legislation
W20230924525 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0928

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9245 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0928

KEN#LOKDOK23 2023 9245 Valid

Børn & Bøger får ikke kritik for manglende forelæggelse

Tidsskriftet Børn & Bøger bragte i november 2022 en artikel, der omtalte et dansk-iransk projekt om børnelitteratur.

En person, der var med i projektet, klagede til Pressenævnet over, at hun som omtalt i artiklen ikke havde fået forelagt indholdet, og at artiklen havde haft skadelige virkninger og sikkerhedsmæssige konsekvenser for projektet og de involverede.

Pressenævnet fandt, at artiklen ikke indeholdt beskyldninger, der i presseetisk forstand var skadelige eller krænkende og fandt endvidere, at artiklen fremstod som skribentens subjektive vurdering af samarbejdet.

Nævnet udtalte ikke kritik.

KEN#LOKDOK23 2023 9245 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Iran tur/nedtur Historien om en udstilling, der ikke blev til noget” , bragt i Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentres tidsskriftet, Børn & Bøger, i november 2022, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over, at hun som omtalt i artiklen ikke har fået forelagt indholdet, før det blev bragt.

1 Sagsfremstilling

Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre bragte i november 2022 artiklen ” Iran tur/nedtur Historien om en udstilling, der ikke blev til noget ” i tidsskriftet Børn & Bøger.

Af artiklens underrubrik fremgår

”Billeder i danske bøger er for stærke sager for myndighederne i Iran, flere af de udvalgte bøger blev censureret fra, og i andre bøger skulle billeder af forskellige årsager dækkes til, så den oprindeligt planlagte udstilling kan ikke gennemføres, men en amputeret udstilling bliver senere gennemført.

”

Af artiklen fremgår blandt andet

”Der er gode forbindelser imellem Danmark og Iran.

I hvert fald når det drejer sig om illustratorer.

Vi kender dem.

De kender os.

De har været stort udstillet – endda flere gange – her i landet.

Så hvorfor ikke prøve den anden vej?

En udstilling af tyve danske tegnere i Tehran.

Lyder det ikke som en god idé?

”

Der er i artiklen indsat en blå faktaboks, hvor de bøger, der var udvalgt til udstillingen, er oplistet.

Der er desuden i faktaboksen indsat et billede af en plakat om udstillingen, der har en rød baggrund, en tegning af en mus, der kigger ud ad en dråbeformet dør, og med oplysninger om udstillerne.

På plakaten står: ”Embassy of Denmark in Tehran [Projektet]” efterfulgt af en iransk oversættelse.

Artiklen fortsætter

” Iran i 1999

Jeg mødte [Klager] på børnebogsmessen i Bologna engang i 1990’erne.

Hun arbejdede for et agentur og var [Arbejdstitel].

Jeg skrev i en avis, der hed Aktuelt.

(Eller var det Det Fri Aktuelt?

)

Vi stod begge to og kiggede på den iranske stand.

Måske især [Forfatter A] dyrebog [Bogtitel A] (1985), der har ikonisk status.

Det er moderne iranske billedbøgers hellige gral.

Dyr bygget op af [Bogtitel A].

Og vi ville gerne vide noget mere.

Hvorfor er de iranere så specielt gode til at illustrere små, forstørrede pixibøger?

Og hvad står der i dem?

Senere kom vi begge to til Iran.

Jeg bookede mig ind på at holde et oplæg ved en konference om religiøse billeder i billedbøger.

Det var i 1999.

Jeg viste dem [Illustrator]s illustrationer til [Forfatter B]s novelle [Bogtitel H]

Og jeg var solgt til det land og de mennesker (og den kultur).

Det var også midt i en periode, man kaldte ”forår”, selvom det var i november.

Jeg lærte meget af at snakke med de unge deltagere.

[…]

Der er i artiklen indsat et billede af tre bogforsider, herunder af bøgerne ”[Bogtitel C]”, ”[Bogtitel D]” og ”[Bogtitel C]”.

Over bogforsiderne er indsat et rødt ”FORBUDT”.

Af billedteksten fremgår følgende

”Ministeriet for kultur og moral i Iran kunne ikke lide [Forfatter C]s [Bogtitel B], [Forfatter D]s [Bogtitel C] og [Forfatter E]’ [Bogtitel D], så de blev censureret væk fra den danske udstilling.

”

Af artiklen følger videre

” Dansk udstilling i Iran?

Så [Klager] og jeg hankede op i os selv og vores nysgerrighed.

I 2006-2007 arrangerede vi i samarbejde med den karismatiske forlægger [Person 1] fra det privatejede Shabaviz forlag en fin, lille udstilling, som turnerede rundt i Danmark i nogle måneder.

Jeg har senere truffet en iransk kvinde, som var pige dengang og stillede sig op hver dag i Politikens forhal, hvor den hang en god uge.

Hun sagde: Den udstilling har ændret mit liv.

Og damen i receptionen sagde: Folk smiler, når de går ud.

Så var vi tilfredse.

Men kun nogle år.

I 2015 og to og et halvt år frem kørte udstillingen Nye billeder fra Iran i Danmark (mest), Sverige, Tyskland, Polen og Tjekkiet.

Flere end 25 steder var den udstillet.

Det var en stor sag.

Forfatterforeningens b&u-gruppe udlånte venligst i årevis rammerne.

Og vores samarbejdspartnere [Person 2] og [Person 3] blev vores gode venner.

De har begge besøgt Danmark, hvor [Person 2] også har udstillet.

Interessen kastede et par oversatte bøger af sig.

Nu er der vist syv iranske billedbøger ude på dansk.

Så er jeg fremme ved mit ærinde.

I vinters foreslog [Person 2], at vi lavede en dansk udstilling i Tehran.

Den skulle følges op af workshops for lokale tegnere, et seminar på universitetet og kontakter til iranske forlæggere og forfattere.

Der er i artiklen indsat et billede af en tegning, der forestiller en pige, der er hængt ved halsen i et metalbur.

Af billedteksten fremgår

”I blandt andet [Forfatter F]s [Bogtitel E] skal sider tildækkes, fordi der er billeder, det ikke går at vise frem.

Blandt andet dette.

(Iran er det land, der procentvis henretter flest mennesker – med hængning).

”

Artiklen fortsætter

” Bump på vejen

Vores pointe var nemlig, at selvom de er gode til at lave billeder, så har de ikke rigtig lært at koble tegninger og tekst, så det bliver, hvad vi kalder: En billedbog.

Det skulle vi lære dem.

Så godt vi nu kunne.

Tre tegnere og en forfatter plus [Klager] og jeg skulle afsted i højt humør.

Og måske skulle vi se Esfahan og gentage seminaret på universitetet i Shiraz, der har Mellemøstens eneste institut for børnelitteratur.

Den danske ambassade i Tehran var indover.

De ville lægge lokaler til workshoppene.

Danske forlag og illustratorer var med på det hele.

Alt tegnede godt.

Selvom der var nogle bump undervejs og mørke skyer i horisonten, som vi måske først sent fik øje på.

Det første bump kom, da en af de danske tegnere, hvis navn jeg ikke vil nævne, gik til bekendelse og tilstod, at hun havde illustreret en bog om to drenge, som kan lide hinanden.

Bogen var godt nok ikke udkommet endnu.

Men… Så ud med hende.

Jeg har det stadig dårligt med det, for det var unødig hensyntagen, tror jeg, der dog blev anbefalet af ambassaden.

Senere forlod af andre grunde forfatteren og endnu en tegner gruppen.

Tilbage var [Klager] og jeg og [Forfatter C].

Så begyndte nogle, vi aldrig rigtig fandt ud af, hvem var, at interessere sig for billederne.

Lidt sent kom de ud af hullerne, og få uger før, vi skulle afsted, lå deres indstilling klar.

”

[…]

” Forbudte billeder

Nu kaldte de sig Ministeriet for kultur og moral.

Og de kunne ikke lide [Bogtitel B] ([Forfatter C]), [Bogtitel C] ([Forfatter D]) og [Bogtitel D] ([Forfatter E]).

Vi skulle også tildække sider hos [Forfatter F] ([Bogtitel E]) og [Forfatter G]s ([Bogtitel F]).

Det kunne vi naturligvis ikke.

Især også fordi arrangørerne i Iran havde bygget en del af udstillingen og de børnevenlige arrangementer op omkring den ordløse Ø.

Ambassaden kæmpede bravt for at få den ”frikendt”, men til ingen nytte.

(Man bliver helt glad for diplomatiet!

)

Hvad i al verden de fandt af umoralsk/uislamisk i den smukke bog om en pige og en lille havfrue, er svært at fatte.

Er der for meget hår?

Men disse mennesker er ligesom Amazon og Google.

De svarer ikke på spørgsmål.

Så der stod vi med håret i postkassen en mild solskinsdag i slutningen af september.

Det var samtidig med, at urolighederne i landet tog til, fordi [Person 4] var død i moralpolitiets varetægt.

Det var ikke svært at sige nej.

Men i skrivende stund bliver en amputeret udstilling så senere gennemført – men kun den – og de ”forbudte” billeder og bøger bliver tilgængelige på den danske ambassade.

Måske et nyt forsøg

Vi er i daglig kontakt med [Person 2], der bestemt ikke elsker sit tørklæde.

Og vi beder hende om at passe på.

[Klager] og jeg har snakket om at gøre et nyt forsøg igen til foråret.

[Person 2] siger, at moralens vogtere mener det ene den ene dag og noget andet den anden dag.

Men tør vi?

Landet koger.

Og det at arrangere sådan en udstilling med billeder og fotos og tekst og plakater og katalog og forsendelse samt kurerpost er lidt af en opgave.

Og i øvrigt fik jeg aldrig visum.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 17. november 2022.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

God presseskik

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har indledningsvist anført, at artiklen omhandler projektet og udstillingen [Projektet], som er et samarbejde mellem hende, den iranske illustrator [Person 2] og den danske ambassade i Iran, hvor hun er leder på dansk grund.

[Skribenten], der har skrevet artiklen, har tidligere været tilknyttet projektet, men er det ikke længere, og har ikke været det siden sommeren 2022.

I artiklen er [Klager] omtalt ved navn flere gange, men når der i artiklen henvises til et ”vi”, som hun skulle være en del af, er det [Skribenten]s egen konstruktion.

[Skribenten] er ikke en del af projektet længere, og han burde have hørt gruppen, før han udtalte sig på dennes vegne.

Publiceringen af artiklen har betydet, at udstillingen måtte aflyses, da artiklen indeholder følsomme oplysninger, der ikke skulle ud til offentligheden.

Det iranske regime havde censureret en del af billederne i udstillingen, men gruppen bag udstillingen havde planlagt at vise udstillingen med de bortcensurerede billeder på den danske ambassade i Tehran alligevel.

Herudover har projektgruppen løbende taget mange forbehold, herunder om ikke at publicere [Person 2]s navn.

[Klager] har henvist til to mails, hun har modtaget fra ambassaden, hvor denne ligeledes udtrykker bekymring over artiklen, herunder [Person 2]s sikkerhed.

Af mailen fremgår det endvidere, at projektet er ”cancelled for now”.

Artiklen udsætter herudover både projektgruppen og dennes iranske samarbejdspartnere og den danske ambassade for risici på grund af den anspændte situation i Iran.

Projektgruppen ville således gerne have været præsenteret for artiklen, før den blev bragt, og haft mulighed for at gøre indsigelser mod den.

Artiklen får det endvidere til at fremstå som om, at der fra projektgruppen, herunder [Klager], er opbakning til artiklen, hvilket ikke er tilfældet.

Omtalen af det mangeårige dansk-iranske samarbejde omkring børnebogsillustrationer sker endvidere på en måde, som [Klager] ikke kan genkende.

[Klager] har videre bemærket, at påstanden i artiklen om, at ”[Klager] og jeg har snakket om at gøre et nyt forsøg igen til foråret” er korrekt, men at [Skribenten] i september 2022 i en mail til hende blandt andet oplyste, at han havde fået nok af Iran, og at de skulle finde en anden end ham.

Siden da har [Skribenten] stort set ikke taget del i projektet, hvorfor formuleringen i artiklen er misvisende.

Efter artiklen blev publiceret kontaktede [Klager] den ansvarshavende chefredaktør for Børn & Bøger for at forklare, at hendes navn, projekt og historie var omtalt i artiklen, uden at hun forinden var blevet forelagt oplysningerne.

[Klager] spurgte i den forbindelse, hvad hun skulle stille op, men modtog ikke noget svar fra tidsskriftet.

[Klager] har endvidere kontaktet [Skribenten] for at spørge, om han har skrevet artiklen som fast skribent ved bladet eller som medlem af projekt [Projektet], men han har heller ikke besvaret hendes henvendelse.

2.2 Børn & Bøgers synspunkter

God presseskik

Korrekt information og forelæggelse

Børn & Bøger har indledningsvist bemærket, at bladet ikke er et stort nyhedsmedie, men derimod et lille tidsskrift, et fagblad for litteratur- og skoleinteresserede, der udkommer i et beskedent oplag, og at den primære målgruppe er skolebibliotekarer.

Bladet er hverken sendt til Iran eller til [Klager] og kan kun i begrænset omfang tilgås digitalt, hvor den påklagede artikel imidlertid ikke har været bragt i uddrag.

Bladet udkom den 4. november 2022, men blev først indleveret til forsendelse hos Post Nord den 7. november 2022.

Derfor er tidsskriftet også uforstående overfor, at artiklen, som anført af [Klager], skulle have haft den konsekvens, at udstillingen måtte aflyses.

Både fordi artiklen ikke burde kunne medføre dette, men også fordi den heller ikke burde kunne være kommet Iran eller den omtalte ambassade for øje eller orde, da artiklen ikke er sendt til dem, og i øvrigt ikke ville være nået frem til dem, før [Klager] kontaktede Børn & Bøger den 10. november 2022.

Forfatteren til artiklen, [Skribenten], fik tilsendt artiklen som pakkepost sammen med nogle bøger, han skulle anmelde, og han modtog således bladet før abonnenterne, der modtog det med brevpost.

[Skribenten] har oplyst, at han sendte en indscannet version af artiklen til [Klager], fordi han troede, at hun ville blive glad for at udstillingen fik omtale.

Herudover sendte han også den indscannede artikel til [Person 2] og den danske ambassade i Tehran.

[Skribenten] har over for Børn & Bøger oplyst, at ambassaden takkede for artiklen, og at [Person 2] besvarede med ”fuck diktatoren”.

Da [Klager] den 10. november 2022 kontaktede Børn & Bøger oplyste hun, at hun er den danske leder af projektet [Projektet], og at artiklen efter hendes opfattelse var udtryk for mangelfuld kildekritik.

Hun fremhævede over for bladet, at forfatteren, [Skribenten], er et stort navn inden for børnebøgernes verden, og at hun selv er en ukendt aktør, hattedame og motor i projekterne, og at [Skribenten] med artiklen uberettiget havde taget ejerskab over mangeårige projekter uden at inddrage hende.

Børn & Bøger nåede ikke at besvare henvendelsen fra [Klager], før hun kontaktede bladet telefonisk.

Her blev [Klager] oplyst om, at det er bladets opfattelse, at der er udvist tilstrækkelig kildekritik, og at bladet ikke havde nogen grund til at betvivle [Skribenten]s hæderlighed eller oplysningernes rigtighed, herunder at han selv havde clearet indholdet med [Klager].

[Klager] afsluttede telefonsamtalen med at råbe og skrige af chefredaktøren, hvorefter hun afbrød forbindelsen.

[Skribenten] har været fast skribent ved Børn & Bøger i mere end 40 år, hvor han har skrevet mindst 8-10 artikler årligt, og chefredaktøren har haft et samarbejde med ham langt størstedelen af tiden og har aldrig tidligere oplevet, at der skulle have været grund til at betvivle hans arbejde, ligesom chefredaktøren har heller ikke fundet anledning til at efterprøve oplysningerne i den påklagede artikel.

Redaktionen drøftede den kritik, der blev rejst af de iranske myndigheder, men vurderede, at sandsynligheden for, at disse ville få kendskab til artiklen, var praktisk talt ikke eksisterende, hvorfor Børn & Bøger valgte at bringe artiklen i bladet.

Samtidig undlod Børn & Bøger at bringe uddrag fra artiklen på hjemmesiden.

Børn & Bøger har herudover anført, at artiklen ikke indeholder en kritik af Iran, de iranske illustratorer, den danske ambassade eller [Klager], men at det eneste, der kritiseres i artiklen, er det iranske ministerium for kultur og morals bedømmelse af de danske billeder.

Børn & Bøger er således ikke enige i [Klager]s påstand om, at artiklen skulle have udsat hendes iranske samarbejdspartnere og den danske ambassade for risici, heller ikke selv om de iranske myndigheder måtte komme i besiddelse af artiklen.

I forhold til [Klager]s bemærkninger om, at [Skribenten] tager personligt ejerskab over sagen, er det Børn & Bøgers opfattelse, at artiklen er udtryk for [Skribenten]s personlige opfattelse og at artiklen beskriver den vinkel, han ser sagen den fra, hvilket også betones i artiklen flere steder.

Børn & Bøger har i den forbindelse henvist til, at der på side 2 i bladet fremgår følgende i kolofonen

”Børn & Bøger gør opmærksom på, at alle artikler er udtryk for skribenternes egne holdninger og vurderinger, og at hverken Børn & Bøger eller Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre kan tages til indtægt for disse.

”

[Klager] har over for bladet endvidere påpeget, at artiklen er et eksempel på, hvordan skævheden i kunstlivet mellem kønnene opretholdes, hvilket Børn & Bøger heller ikke kan genkende.

Afslutningsvist har Børn & Bøger anført, at der ikke er oplysninger i artiklen, der er anstødelige, at [Klager] er omtalt på en respektfuld måde, og at bladet er kede af, at [Klager] har været utilfreds med artiklen.

Børn & Bøger har herudover henvist til en udtalelse fra [Skribenten], som bladet indhentede i forbindelse med klagen.

Af denne fremgår det blandt andet, at det er hans opfattelse, at det ikke er korrekt, at det var omtalen i bladet, der var skyld i, at udstillingen ikke blev gennemført.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Anne Louise Bormann, Mads Sandemann, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag, ligesom det er redaktøren, der eventuelt pålægges at offentliggøre en kendelse fra Pressenævnet efter medieansvarslovens § 49.

Da tidsskriftet ”Børn & Bøger”, hvori den påklagede artikel er bragt, er trykt i et oplag på 1.000 eksemplarer, som primært sendes til skolebibliotekerne i Danmark, finder Pressenævnet, at der tale om en mangfoldiggørelse i henhold til medieansvarsloven § 1, nr. 1.

Der er således tale om et massemedie omfattet af medieansvarsloven og dermed af Pressenævnets kompetence.

Klagen realitetsbehandles herefter.

God presseskik

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har navnlig klaget over, at hun som omtalt i artiklen ikke har fået forelagt indholdet, før det blev publiceret, og at omtalen har haft skadelige konsekvenser for hende og andre, herunder sikkerhedsmæssige konsekvenser.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A.

1 og A.

3.

Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til, hvorvidt oplysningerne omkring det i artiklen omtalte samarbejde mellem [Skribenten] og [Klager] er korrekt eller ej, ligesom nævnet heller ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det er publiceringen af artiklen, der har betydet, at den udstilling, der er omtalt i den påklagede artikel, måtte aflyses.

Pressenævnet finder, at artiklen og omtalen af [Klager] og forfatterens samarbejde med hende, ikke kan anses for at indeholde beskyldninger, der i presseetisk forstand er skadelige, krænkende eller kan virke agtelsesforringende for [Klager].

Nævnet finder samtidig, at Børn & Bøgers valg og fravalg af informationer ligger inden for mediets redigeringsret og finder samtidig, at artiklen klart fremstår som [Skribenten]s subjektive opfattelse og vurdering af forløbet og samarbejdet med udgangspunkt i hans personlige oplevelser.

Nævnet finder derfor, at Børn & Bøger ikke har tilsidesat de presseetiske regler ved ikke at forelægge indholdet af artiklen for [Klager], før artiklen blev publiceret.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 21. marts 2023

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →