Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0892
Statutory Text (5 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0892
TV2 Nord får ikke kritik for artikel om nabostridigheder
I en artikel bragt i maj 2022 gengav TV2 Nord et interview med en kommunaldirektør om antallet af uoverensstemmelser mellem naboer i kommunen og de ressourcemæssige forbrug forbundet med behandlingen af disse sager.
I artiklen omtalte TV2 Nord også en udsendelse bragt på TV 2 om et ægtepar, som bliver udsat for chikane og stalking.
Den omtalte kvinde klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at TV2 Nord havde foretaget en sammenkobling mellem hendes sager og kommunen.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.
Nævnet lagde blandet andet vægt på, at omtalen gav et retvisende billede af den chikane, som kvinden har været udsat for, og at kommunaldirektørens udtalelser i artiklen klart fremstod som hans generelle vurderinger.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”[Kommunen] om nabostrid: - Hvad blev der af en kop kaffe over hækken?
” , som blev bragt af TV2 Nord den 12. maj 2022 på netavisen tv2nord.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og at TV2 Nord har foretaget en sammenkobling mellem hendes sager og [Kommunen].
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
TV2 Nord bragte den 12. maj 2022 artiklen ”[Kommunen] om nabostrid: - Hvad blev der af en kop kaffe over hækken?
” på netavisen tv2nord.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”Hvis vi konverterede ressourcerne, vi bruger på nabostridigheder, til andre ting, kunne vi få lavet flere og hurtigere byggetilladelser, siger direktør i [Kommunen].
”
Af artiklen fremgår følgende
”I aften torsdag sender TV 2 en ny dokumentar om en eskaleret nabostrid, som foregår i [Kommunen].
En nabostrid kommunen har brugt enorme ressourcer på.
Og det er langt fra undtagelsen.
- Vi oplever desværre en del uoverensstemmelser mellem naboer, siger [Direktøren], direktør i [Kommunen] og uddyber
- Typisk starter konflikterne i det små, men sommetider udvikler det sig til flere sager, der afløser hinanden, og som vi som kommune så bliver involveret i som myndighed eller konfliktmægler.
Nordjysk nabokrig
I dokumentaren ’Nabokrig’ følger vi [Ægtefællen] og [Klager], som bliver chikaneret af naboer på alle tider af døgnet.
De har blandt andet været udsat for voldsomme tilråb, døde dyr placeret i deres have, fyrværkeri mod deres hus og hærværk begået mod deres ejendele.
Alt sammen på grund af uoverensstemmelser med en privat grusvej.
Ifølge parret er det andre beboere fra den lille nordjyske landsby i [Kommunen], der udsætter dem for organiseret chikane og hetz.
Men spørger man modparten, forholder det sig lige omvendt.
Folk i byen fortæller, at det er [Ægtefællen] og [Klager], som chikanerer, provokerer og skaber dårlig stemning i nabolaget.
- Den her type af konflikt udvikler sig typisk til at blive langvarig og tung.
Som kommune oplever vi dem som frustrerende, fordi vi ikke har så mange virkemidler til at løse det.
Vi har en lovgivning, som vi skal forholde os til, men det er ofte mange tvivlsspørgsmål om, hvordan de skal tolkes, forklarer [Direktøren].
Ressourcekrævende strid
En nabostrid kan ofte vare i månedsvis, og et halvt års nabostrid, hvor kommunen er involveret, koster omkring en kvart million kroner i ressourcer.
Den nabostrid, TV 2 fortæller om, har nu varet siden 2015.
Og den bliver kun værre.
- Kunne vi bare konvertere den ressource til andre ting, så kunne vi få lavet flere og hurtigere byggetilladelser, flere lokalplaner og så videre, siger [Direktøren] og fortsætter
- Men det er ikke os selv, der bestemmer.
Der er tendens til, at folk er blevet mere stædige i takt med, at de har mindre brug for deres naboer.
Det bliver pludselig borgeren mod systemet eller systemet mod borgeren, i stedet for at løse konflikten over hækken.
Forsøger at forebygge
Når kommunen skal løse en nabostrid, er lovgivningen det første, de tyer til.
Hvis en nabo overtræder en myndighedsafgørelse, er det kommunens opgave, at der kommer en lovlig afgørelse på uoverensstemmelsen mellem naboerne.
Men en sådan afgørelse kan tage tid.
- Det, vi nogle gange bliver kritiseret for er, at vi kan være lidt langsommelige.
Det er vi for at tilgodese alle naboer, når der for eksempel skal gives byggetilladelser, forklarer [Direktøren].
[Kommunen] er altid påpasselig med at give nye tilladelser, og sørger for at få naboen hørt tidligere, i håbet om at komme flere klager og nabostridigheder i forkøbet.
Svært at deeskalere
Når nabostriden blusser op, er kommunens opgave at skabe dialog.
Men ifølge [Direktøren] er det sjældent let at nedtrappe uoverensstemmelser, der allerede er ved at udvikle sig til store konflikter.
- Der er mange af de her sager, hvor man tænker, at det lettere kunne være løst over en kop kaffe over hækken.
Det største ønske for os er, at mange konflikter ikke blev til sager, men kunne løses i ro og orden og godt naboskab.
”
Til artiklen er indsat et billede, som er sammensat af to billeder opdelt med en rød, skrå bjælke i midten;
et billede af [Direktøren] og et billede af en bil, som er påmalet teksten ”[ÆGTEFÆLLEN] PIK MED BRILLER” og en tegning af en penis i gul maling.
Til artiklen er endvidere indsat et billede af en bil med tre mænd, hvoraf en af disse ligger på taget af bilen.
Billedet har følgende billedtekst
”De unge mænd fra [Ægtefællen] og [Klager]s optagelser har ikke villet stille op til interview med TV 2.
”
Øvrige oplysninger
Pressenævnet har fra [Klager] modtaget en række mails senest i december 2022 med supplerende oplysninger til klagesagen med tilhørende bilag.
[Klager] klagede den 12. juni 2022 til TV2 Nord, som den 16. august 2022 afviste klagen.
[Klager]s klage over TV2 Nords afvisning er modtaget i Pressenævnet den 16. august 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Anvendelse af billede
[Klager] har anført, at TV2 Nord ved brug af et billede har foretaget en forkert og krænkende sammenkobling mellem hendes sager og [Kommunen]s udtalelser, og at dette er en krænkelse af hende.
[Klager] har henvist til, at TV2 Nord har anvendt et billede, der omhandler hendes oplevelser med gang stalking og sammensat dette med et billede af direktøren ved [Kommunen], [Direktøren], som til TV2 Nord har udtalt sig generelt om nabostridigheder og ikke [Klager]s sag, der ikke har noget med nabostridigheder gøre.
Læserne af TV2 Nords artikel bliver på intet tidspunkt i artiklen gjort opmærksom på, at der ingen sammenhæng er mellem [Klager]s oplevelser med det ukendte fænomen gang stalking og så nabostridigheder eller [Kommunen].
På billedet ses en bil med registreringsnr.
[Registreringsnr.
], som tilhører [Person A].
[Person A] boede på det pågældende tidspunkt i [Bynavn A], mens [Klager] bor i [Bynavn B].
Der er altså ikke tale om en nabo, men en krænker, der er bosiddende i stor afstand fra [Klager]s bopæl og i en anden kommune, og hvor Dansk Stalking Center har bedt om et polititilhold mod at kontakte [Klager]s familie.
Læserne af artiklen bliver på intet tidspunkt i artiklen gjort opmærksom på, at krænkeren kommer fra en anden kommune end [Kommunen], som direktør [Direktøren] udtaler sig om.
Det forhold, at TV2 Nord har anvendt et billede fra en udsendelse på TV 2, uden at TV2 Nord har gjort sig bekendt med omstændighederne omkring billedets oprindelse eller personerne på billedet, er udtryk for useriøs journalistik, da TV2 Nord på intet tidspunkt har taget kontakt til [Klager] forud for offentliggørelsen af artiklen.
[Klager] har henvist til TV2 Nords mail af 23. juni 2022.
[Klager] har bemærket, at TV2 Nord har benyttet overskriften ”[Kommunen] om nabostrid” , hvilket er indsat med kæmpe rød skrift lige under ovennævnte billede af direktør [Direktøren] og billedet, der omhandler [Klager]s oplevelser med gang stalking.
Læserne har ingen forudsætninger for ikke at være af den overbevisning, at [Kommunen] udtaler sig om [Klager]s sag.
Af denne årsag har [Klager] anmodet TV2 Nord om at dokumentere, at [Kommunen] er blevet foreholdt al relevant dokumentation, inden udarbejdelsen af artiklen.
Korrekt information
- Nabostrid og nabostridigheder
[Klager] har anført, at TV2 Nord har antaget, at hun og hendes familie er udsat for ”nabostridigheder”, hvilket er faktuelt forkert.
[Klager] har henvist til, at Nordjyllands Politi ved vicepolitiinspektør [Vicepolitiinspektøren] over for [Kommunen] ved afdelingsleder [Afdelingslederen] på et møde afholdt den 13. december 2019 har bekræftet, at der ikke er tale om nabostridigheder, men reel chikane også fra udefrakommende.
[Kommunen] har opført to gadelamper foran [Klager]s hus, som lyser på fuld styrke i alle døgnets mørke timer.
[Kommunen] ville aldrig have opført gadebelysning, såfremt der var tale om nabokonflikter, hvilket [Kommunen] har påpeget over for Nordjyllands Politi.
[Klager] har i den forbindelse henvist til et uddrag af en aktindsigt.
Det er [Klager]s opfattelse, at TV2 Nord ikke har forholdt [Kommunen] følgende oplysninger, der alle taler imod TV2 Nords opfattelse af forholdene, nemlig
[Klager] har bemærket, at stalking er forbudt ved lov (straffelovens § 242), uanset om det er en nabo eller en beboer i området, der udsætter en anden person for stalking, hvorfor der rettelig bør være en stor betydning i skildringen af nabostridigheder og stalking.
Det forhold, at en kommune bruger mange ressourcer på et område, der er underlagt megen kriminalitet, er ikke ensbetydende med, at der er tale om nabostridigheder eksempelvis i Vollsmose i Odense.
Stalking og nabostridigheder er altså ikke to sider af samme sag.
Nordjyllands Politi har, efter at have behandlet [Klager]s sager indgående igennem flere år, vurderet, at der ikke er tale om eller belæg for at benytte udtrykket ”nabostridigheder” vedrørende disse forhold, hvorfor TV2 Nords antagelser er faktuelt forkerte.
TV2 Nord ses ikke at have taget Nordjyllands Politis konklusion til efterretning, men derimod draget sine egne konklusioner uden at være i besiddelse af eller være bekendt med fakta og dokumentation, som Nordjyllands Politi har behandlet [Klager]s sager ud fra.
Da Nordjyllands Politi har fastslået, at der ikke er tale om nabostridigheder, er det derfor faktuelt forkert, at TV2 Nord har koblet to forhold sammen, som intet har med hinanden at gøre.
- ”Enorme ressourcer”
[Klager] har anført, at hun har anmodet TV2 Nord om at dokumentere påstanden ”en nabostrid kommunen har brugt enorme ressourcer på”, da [Kommunen] ikke har udtalt sig om [Klager]s sag konkret.
Læserne af artiklen bliver på intet tidspunkt i artiklen gjort opmærksom på, at der ikke er en sammenhæng mellem [Klager]s sag og udtalelser fra [Kommunen]s direktør [Direktøren].
Læserne af artiklen får derfor den opfattelse, at [Kommunen] udtaler sig på baggrund af [Klager]s sag, og at sagen har kostet kommunen enorme ressourcer.
TV2 Nord har i svaret til Pressenævnet anført, at der er dækning for udsagnet, og at der er tale om en redaktionel vurdering.
TV2 Nord har dermed antaget, at der i [Klager]s tilfælde er tale om nabostridigheder, hvilket er en faktuel forkert antagelse.
TV2 Nord har intet belæg for eller dokumentation, der beviser, at [Klager] og hendes familie er udsat for eller er part i nabostridigheder.
TV2 Nord har endvidere anført, at ”det fremgår af udsendelsen, at den konkrete strid har stået på siden 2015”, hvorfor TV2 Nord igen har lagt TV 2s artikel og udsendelse til grund, uden nogen former for censur, kildekritik eller anden journalistisk holdning.
Under artiklens mellemrubrik ”Ressourcekrævende strid” er indsat en direkte henvisning til TV 2s artikel og udsendelse med henvisningen til ”den nabostrid, TV 2 fortæller om”.
Ydermere er der indsat et billede, der er taget direkte fra TV 2s udsendelse.
Der er tale om et billede af bilen med registreringsnr.
[Registreringsnr.
], som er ejet af [Person A], som på daværende tidspunkt boede i [Bynavn A].
På bilens tag ligger [Person B], som på det pågældende tidspunkt også var bosiddende [Bynavn A].
Der er således ikke tale om naboer, men krænkere, der er bosiddende i stor afstand fra [Klager]s bopæl og i en anden kommune.
- ”Og den bliver kun værre”
[Klager] har anført, at udsagnet ”Og den [[Klager]s sag] bliver kun værre” er en påstand uden belæg.
[Klager] har anmodet TV2 Nord om at redegøre og dokumentere med hvilket belæg, TV2 Nord er berettiget til at kunne udtale, at [Klager]s sag kun bliver værre.
I den forbindelse har [Klager] stillet spørgsmålstegn ved, om det er på baggrund af udtalelser fra
TV2 Nord har konkluderet et givent udfald ud fra TV 2s artikel og udsendelse, uden at have belæg for denne konklusion.
TV2 Nord er ikke i besiddelse af dokumentation, der underbygger denne påstand, udover oplysninger fra TV 2.
Der er tale om en konklusion, der nedgør [Klager] og hendes familie, og den deler TV 2s krænkende indstilling om, at de er part i, og der lægges endog op til, at de skulle være skyld i alle de grove krænkelser, som de kan dokumentere.
- ”Alt sammen på grund af uoverensstemmelser med en privat grusvej”
[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at der er uoverensstemmelser om en vej.
Frem til januar 2017 var den omtalte vej privat og kun til [Klager]s benyttelse, og dette var efter ønske fra alle beboere på [Vejnavn A].
Efter Vestre Landsrets dom i januar 2017 (flere år før chikanen mod [Klager] og hendes familie voksede til at være 10-15 gange i døgnet) har vejen været åben for gennemgående trafik, og [Klager] har aldrig hindret nogen i at benytte vejstykket.
Der er altså ingen uoverensstemmelse, da det ikke er [Klager]s ønske, at vejen skulle være lukket.
Vejen blev afspærret i 1993 efter opfordring af [Person C] og dennes familie.
Der var opsat et blind vej-skilt ved indkørslen til [Vejnavn A], hvorfor færdselslovens bestemmelser om, at vejstykke var lukket for gennemkørsel, trådte i kraft i 1993.
Et vejstykke, som hele områdets beboere i 2007 skriver under på, at den skulle forblive lukket for gennemkørsel, hvorfor [Kommunen] (gl.
[Kommunenavn]) ændrede vejens status fra privat fællesvej til privat vej.
TV2 Nord har altså taget fejl, når mediet i svaret til Pressenævnet har konstateret, at ”dette blev starten på en tvist med en beboer i nabolaget, som på grund af dette blev forhindret i benytte vejen”.
Det forhold, at områdets beboere fra 1993 og igen i 2007 og så frem til 2009 ændrede holdning, er [Klager] uden skyld i, men denne ekstra belastning, dette har pålagt [Kommunen] (gl.
[Kommunenavn]), kan alene godskrives ovenstående personer.
[Klager] og hendes familie har hele tiden ønsket vejen åben, da de benytter vejen dagligt.
Det er klart, at da [Klager] og hendes familie oplevede chikane, så begyndte de at udnytte deres ret og områdets ønske om, at [Vejnavn A] skulle spærres for gennemkørsel.
[Klager] er ikke vidende om områdets ændrede holdning og stiller sig uforstående overfor, at en spærring af [Vejnavn A] er på baggrund af hende, da hun først flyttede til området i 2012, hvor [Vejnavn A] på daværende tidspunkt var spærret for gennemkørsel i 19 år med et blind vej-skilt.
Færdselsloven skildrer klart og tydeligt, at når en vej er en blind vej, så er det en vej, hvor der ikke er flere frakørselsmuligheder.
[Klager] har afslutningsvis bemærket, at den påklagede artikel har haft enorme personlige konsekvenser for hele hendes familie, ikke mindst for hendes to mindreårige børn, der modtager bistand fra Dansk Stalking Center.
Genmæle
[Klager] har anført, at TV2 Nord har afvist at bringe et ”dementi”, som hun har anmodet om.
[Klager] har henvist til, at hun ønsker et ”dementi” fra TV2 Nord, som på alle tænkelige måder har krænket både hende, hendes mand og deres børn ved at bringe en artikel med så faktuelt forkerte, skævvredne og forvanskede oplysninger.
Af teksten fremgår følgende
”Vi ønsker, at TV2Nord udsender et dementi, hvori TV2Nord erkender, at artikel af 12. maj 2022 er vildledende og faktuelt forkert samt erstatning for de fremtidige økonomisk tab grundet TV2Nord falske of fordrejede artikel.
TV2Nord skal erkende, at TV2Nord ingen dokumentation har for deres billedanvendelse, da disse er benyttet ucensureret fra TV2.
TV2Nord skal oplyse at artikel er lavet uden at TV2Nord har været i kontakt med vores familie.
TV2Nord skal oplyse læseren, at Direktør ved [Kommunen] [Direktøren] udtalte sig generelt om nabostridigheder og ikke om vores forhold, hvorfor billedhenvisninger mv. til vores sager var forkerte af TV2Nord.
TV2Nord skal oplyse læseren om, at TV2Nords forudindtaget holdning om at vi er part i eller er udsat for nabostridigheder er ubegrundet og udokumenteret, hvorfor TV2Nord skal beklage enhver henledning til dette.
”
2.2 TV2 Nords synspunkter
Anvendelse af billede
TV2 Nord har anført, at der er fuld redaktionel dækning for billedvalget.
Det er almindelig og redelig journalistisk praksis, at medierne visuelt arbejder med referencer, som hjælper med at forklare mediebrugere, hvorfor det er relevant og aktuelt at læse et generelt interview om en problemstilling, i dette tilfælde nabostridigheder.
Forklaringen på TV2 Nords sammenkobling af billedet af [Direktøren] og bilen fra TV 2s udsendelse ”Nabokrig” er den aktuelle anledning, at TV 2 sendte udsendelsen, hvor billedet med bilen indgår.
I forlængelse af den aktuelle udsendelse har TV2 Nord ud fra en journalistisk vurdering fundet det relevant at følge op med et generelt og perspektiverende interview om problematikken nabostridigheder.
Formålet er at gøre nordjyderne klogere på, om nabostridigheder forekommer hyppigt, hvor ressourcekrævende er det for samfundet, når konflikter går i hårdknude m.m. TV2 Nord har betragtet det som et helt almindeligt og relevant stykke journalistik.
Den bagvedliggende aktuelle anledning til interviewet – TV 2s udsendelse – er således visualiseret med et foto fra udsendelsen sammen med et foto af interviewpersonen.
Der er efter TV2 Nords opfattelse intet andet, der indikerer en anden sammenhæng.
Der er heller ikke noget i interviewet, hvor [Direktøren] direkte adresserer den konkrete sag, som TV 2s udsendelse behandler.
Det er tydeligt, at han udtaler sig generelt om nabostridigheder.
TV2 Nord har endvidere anført, at spørgsmålet om, hvem der er ejer af den bil, der ses på det anvendte billede, ikke har nogen relevans for den pågældende generelle omtale af fænomenet ”nabostridigheder” eller brugen af billedet.
I den forbindelse har TV2 Nord bemærket, at det ikke fremgår af artiklen, hvem personerne i bilen er, om det er naboer, nogen der handler i ledtog med naboer eller lignende.
TV2 Nord har afvist, at trompeten ”[Kommunen] om nabostrid” henviser til den specifikke nabostrid omtalt i TV 2s udsendelse.
Ordet nabostrid anvendes i den pågældende sammenhæng som begrebet nabostrid – ikke én specifik nabostrid, men begrebet nabostrid.
Det er TV2 Nords opfattelse, at [Klager]s tilsyneladende opfattelse af, hvad ”nabo” og ”nabostrid” dækker over bliver meget snævert fortolket.
En nabo i bogstavelig forstand er ”en, der bor ved siden af dig – enten til højre eller venstre side”.
Hverken i TV 2s udsendelse, i TV2 Nords omtale eller i den almindelige opfattelse af begrebet ”nabostrid” er der tale om, at nabostrid kun er en kendsgerning, hvis den foregår mellem personer, som bor lige ved siden af hinanden.
TV2 Nord har afslutningsvis anført, at den sammenhæng, der er mellem [Klager]s sag og det perspektiverende interview med en sagkyndig fra [Kommunen], er, at [Klager]s konkrete sag er beskrevet i en udsendelse på TV 2, og denne konkrete sag følger TV2 Nord op på med en perspektiverende artikel om fænomenet nabostridigheder generelt.
Korrekt information
- Nabostrid og nabostridigheder
TV2 Nord har anført, at der er dækning for brugen af ordene ”nabostrid” og ”nabostridigheder”, da de er brugt som den generelle term, der dækker over, at mennesker i et lokalområde har uoverensstemmelser, er på kant med hinanden, chikanerer hinanden mv.
Det er TV2 Nords opfattelse, at brugen af ordene ikke forudsætter, at der refereres til en situation, hvor der således kun kan være tale om, at det i bogstavelig forstand er beboeren direkte til højre og venstre for en forurettet, der er involveret, og ingen andre.
Sondringen mellem ”nabostrid/nabostridigheder” og ”gang stalking” har ingen betydning for den vinkel, som TV2 Nord har anlagt i den påklagede artikel.
Uanset om der er tale om nabostrid/nabostridigheder eller gang stalking, så er sagens kerne, at det falder i en kategori af uoverensstemmelser i et lokalsamfund, som ifølge kilden i artiklen er tidskrævende, tager mange ressourcer og tilsyneladende vinder frem på bekostning af ”at kunne ordne tingene over en kop kaffe”.
- ”Enorme ressourcer”
TV2 Nord har anført, at der er dækning for udsagnet, at kommunen har brugt ”enorme ressourcer” på den konkrete sag.
Der tale om en redaktionel vurdering, der bygger på et generelt, men meget konkret udsagn om, hvad håndtering af en nabostrid over tid typisk koster.
Som det fremgår af omtalen, er den kommunale tommelfingerregel, at et halvt års nabostrid, hvor kommunen er involveret, koster omkring en kvart million kroner i ressource.
Det fremgår af TV 2s udsendelse, at den konkrete strid har stået på siden 2015.
Alene på det grundlag er der grundlag for at antage, at kommunen på de forgange syv år har brugt betydelige ressourcer på sagen.
Sagen går dog endnu længere tilbage, og det kan konstateres, at kommunen som minimum har været involveret i sagen og har brugt ressourcer på sagen siden 2009, da kommunen ændrede status på vejen ved [Klager]s grund (og nuværende bolig) fra at være privat fællesvej til at være privat vej.
Der er således grundlag for at antage, at kommunen i større og mindre grad har brugt ressourcer på sagen siden 2009.
Det vil altid være en vurdering, hvad ”enorme ressourcer” er.
Det er en redaktionel vurdering, at der proportionelt set er tale om ”enorme ressourcer” vurderet i forhold til, at der er tale om en enkeltstående sag, som har stået på i nu 13 år og fortsat er uløst.
Det fremgår i øvrigt af selve TV 2s udsendelse – uagtet [Klager]s opfattelse – at myndighederne i hvert fald er af den opfattelse, at der er brugt betydelige ressourcer på konflikten.
- ”Og den bliver kun værre”
TV2 Nord har anført, at udsagnet ”og den bliver kun værre” er en redaktionel vurdering.
Denne vurdering er baseret på det indtryk, man får af at se TV 2s udsendelse, hvor det, baseret på de udsagn, [Klager] og hendes ægtefælle selv kommer med, klart virker som om, at [Klager] føler, det bliver værre, og trods det så gør ingen noget.
Udsagnet er desuden baseret på en vurdering i forhold til, at [Klager], da hun først henvendte sig til Dokumentarkompagniet og fortalte om seks års chikane, så fortalte hun – ifølge TV2 Nords oplysninger – at hun først oplevede det ved, at ”der kommer nogle ned ad vejen på crossere, hvor de kører generende og generer vores hund”.
Når man ser udsendelsen og [Klager]s fortælling, så kan man, som fortællingen skrider frem, ikke få andet indtryk end, at det er blevet værre og værre.
[Klager] taler selv i dag om organiseret stalking og gang stalking, ligesom der er udstedt bøder og polititilhold over tid, og alt i alt giver det rigelig dækning for, at TV2 Nord ud fra en redaktionel vurdering anfører ”og den bliver kun værre”.
TV2 Nord har bemærket, at mediet i korrespondancen med [Klager] har fremført, at hvis TV2 Nord har misforstået situationen, og [Klager] rent faktisk mener, at situationen er blevet bedre eller andet, der væsentligt afviger fra udsagnet ”og den bliver kun værre”, så vil TV2 Nord meget gerne fortælle dette.
TV2 Nord har ingen interesse i at beskrive situationen hverken værre eller bedre, end den er, så hvis [Klager] nu siger, at det er blevet bedre, så er det en nyhed, som TV2 Nord meget gerne vil oplyse om.
- ”Alt sammen på grund af uoverensstemmelser med en privat grusvej”
TV2 Nord har anført, at udsagnet er en direkte reference til TV 2s udsendelse, hvor det også fremgår, at striden udspringer af et spørgsmål om vejret.
TV2 Nord har fastholdt, at udsagnet er korrekt, da det er en faktuel kendsgerning, at [Klager] tilbage i 2009 anmodede kommunen om at få afspærret dele af [Vejnavn B], ligesom hun anmodede kommunen om at tage stilling til, om vejen skulle være privat vej eller privat fællesvej.
Kommunen nåede i første omgang frem til at gøre vejen til privat vej, og dette blev starten på en tvist med en beboer i nabolaget, som på grund af dette blev forhindret i at benytte vejen.
Det førte senere til, at [Klager], for at håndhæve retten til den nu private vej, placerede en stor sten for at blokere adgangen til vejen fysisk.
Denne fik manden fra nabolaget fjernet.
[Klager] forsynede også ifølge sagens oplysninger en vejbom med kæder for at hindre adgang.
Disse klippede manden fra nabolaget over – og så fremdeles.
Det er således TV2 Nords opfattelse, at der er rigelig dækning for udsagnet om uoverensstemmelser om en privat grusvej.
Det forhold, at der senere i konfliktoptrapningen sker ting, der ikke direkte har noget med vejen og vejretten at gøre, ændrer således ikke på, at kimen blev lagt med spørgsmålet om vejretten i 2009.
Genmæle
TV2 Nord har anført, at mediet har afvist [Klager]s anmodning om genmæle og har i den forbindelse henvist til de argumenter, som mediet har redegjort for i sit svar på klagen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Anne Louise Bormann, Mads Sandemann, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er tilsidesat, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Anvendelse af billede
[Klager] har klaget over, at TV2 Nord ved brug af et billede har foretaget en forkert og krænkende sammenkobling mellem hendes sager og [Kommunen]s udtalelser, og at dette er en krænkelse af hende.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Det påklagede billede, som er indsat i artiklen, er sammensat af to billeder opdelt med en rød, skrå bjælke i midten;
et billede af direktør i [Kommunen] [Direktøren] og et billede af en bil, som er påmalet teksten ”[ÆGTEFÆLLEN] PIK MED BRILLER” og en tegning af en penis i gul maling.
Billedet af bilen stammer fra TV 2s udsendelse ”Nabokrig” .
Pressenævnet finder, at det ligger inden for redaktørens redigeringsret, at TV2 Nord har valgt at gengive de to billeder ved siden af hinanden, og at den anvendte billedredigering ikke får det påklagede billede til at fremstå forvansket.
Nævnet finder endvidere, at anvendelsen af billedet i sammenhæng med den beskrevne omtale af [Kommunen]s skønnede ressourceforbrug i forbindelse med behandlingen af sager om nabostrid ikke kan anses for at give et ukorrekt indtryk af [Klager]s chikanesager eller indebære en krænkelse af [Klager]s privatliv.
Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere TV2 Nord for brugen af billedet.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en række ukorrekte oplysninger.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
1 og A.
6.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
7.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Pressenævnet finder, at de faktuelle fejl, som [Klager] har anført i klagen og de indsendte bilag til Pressenævnet, i det væsentlige er hendes vurderinger og kommentarer til de af TV2 Nord offentliggjorte oplysninger.
Der er således i vidt omfang ikke tale om faktiske oplysninger, som ville kunne gøres til genstand for efterprøvelse.
Pressenævnet finder, at redaktørens valg og fravalg af informationer i artiklen ikke overskrider rammerne for redigering, og at omtalen giver et retvisende billede af den chikane, som [Klager] har været udsat for.
Nævnet finder endvidere, at direktør [Direktøren]s udtalelser i artiklen klart fremtræder som hans generelle vurderinger af blandt andet antallet af uoverensstemmelser mellem naboer i [Kommunen] og de ressourcemæssige forbrug forbundet med behandlingen af disse sager, og ikke kommentarer til [Klager]s konkrete sag om chikane.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af TV2 Nord for omtalen.
Genmæle
[Klager] har klaget over, at TV2 Nord har afvist at bringe hendes genmæletekst.
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Det følger videre af lovens § 38, at genmælets indhold i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og indholdet må ikke være retsstridigt.
Af teksten fremgår følgende
”Vi ønsker, at TV2Nord udsender et dementi, hvori TV2Nord erkender, at artikel af 12. maj 2022 er vildledende og faktuelt forkert samt erstatning for de fremtidige økonomisk tab grundet TV2Nord falske of fordrejede artikel.
TV2Nord skal erkende, at TV2Nord ingen dokumentation har for deres billedanvendelse, da disse er benyttet ucensureret fra TV2.
TV2Nord skal oplyse at artikel er lavet uden at TV2Nord har været i kontakt med vores familie.
TV2Nord skal oplyse læseren, at Direktør ved [Kommunen] [Direktøren] udtalte sig generelt om nabostridigheder og ikke om vores forhold, hvorfor billedhenvisninger mv. til vores sager var forkerte af TV2Nord.
TV2Nord skal oplyse læseren om, at TV2Nords forudindtaget holdning om at vi er part i eller er udsat for nabostridigheder er ubegrundet og udokumenteret, hvorfor TV2Nord skal beklage enhver henledning til dette.
”
Pressenævnet finder, at [Klager]s genmæletekst i det væsentlige indeholder vurderinger og kommentarer til de af TV2 Nord offentliggjorte oplysninger, og at teksten ikke er begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.
Allerede derfor finder Pressenævnet, at TV2 Nord var berettiget til at afvise at bringe teksten som et genmæle efter medieansvarslovens regler.
[Klager] er herefter ikke berettiget til at få bragt genmælet.
Afgjort den 21. marts 2023
-
Korrespondance mellem [Kommunen] og Nordjyllands Politi i forbindelse med anmodning om opsætning af gadebelysning af kriminalpræventive hensyn.
-
Udtalelse fra Dansk Stalking Center.
[Klager] og hendes familie er ifølge Dansk Stalking Center de første i Europa til at dokumentere et ukendt fænomen gang stalking (gang stalking er en kombination af forsamlingsmobning og organiseret stalking).
-
Der er tale om op mod 50 krænkere, der igennem 7 ½ år har udsat [Klager] og hendes familie for grov chikane, trusler om vold og voldtægt og omfattende hærværk mv.
-
Der er givet 16 polititilhold og skriftlige formaninger til krænkere.
-
Alle krænkere er, for [Klager] og hendes familie, ukendte, og alle krænkelser foregår omkring [Klager]s bopæl.
-
Vagtrapporter fra G4S, der bekræfter organiseringen af chikanen og fareforvoldelse mod vagter, [Klager]s hus og familie.
-
Omkring 100 timers optagelser.
a)
Professorer, der er bekendt med [Klager]s sag og gang stalking, som ifølge Dansk Stalking Center er et ukendt fænomen i Danmark.
b)
Politienhed, der hierarkisk er placeret højere end Nordjyllands Politi, da Nordjyllands Politi er stævnet i en principiel sag og derfor ikke er en uvildig instans.
c)
Godkendt synsk person, der kan se ud i fremtiden.