Legislator Case Law & Legislation
W20230921425 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0938

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9214 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0938

KEN#LOKDOK23 2023 9214 Valid

NORDJYSKE skal ikke slette artikel om straffedom fra 2019

En person klagede til Pressenævnet over NORDJYSKEs afvisning af at slette en artikel fra november 2019.

Af artiklen fremgik, at personen i november 2019 som 26-årig blev idømt fængsel i fem år og to måneder for blandt andet hjemmerøveri.

Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men fandt på baggrund af sagens karakter og alvor ikke anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE for at afvise anmodningen om sletning.

KEN#LOKDOK23 2023 9214 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at NORDJYSKE har afvist hans anmodning om at slette artiklen ” Røvede ældre mand i lejlighed: Troede han havde penge liggende ”, bragt den 13. november 2019 af NORDJYSKE på netavisen nordjyske.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

NORDJYSKE bragte den 13. november 2019 på netavisen nordjyske.dk artiklen ” Røvede ældre mand i lejlighed: Troede han havde penge liggende ”.

Artiklen har følgende underrubrik

”En 26-årig mand er blevet dømt for et groft hjemmerøveri mod en ældre mand i [Bynavn]”

Der er i artiklen indsat et billede af indgangen til Retten i [Bynavn].

Af artiklen fremgår

”[Bynavn]: Tidligt om morgenen [Dato] brød en 26-årig mand sammen med en ukendt gerningsmand ind i en lejlighed i [Bynavn].

De havde fået et tip om, at lejlighedens beboer – en ældre mand – havde kontanter liggende.

Men det, der begyndte som et indbrud, udviklede sig til et groft hjemmerøveri.

Den ældre mand var nemlig hjemme, og de to maskerede røvere skubbede ham omkuld, hvorefter de slog ham og holdt ham for mund og næse for at få ham til at finde pengene.

Det lykkedes efterfølgende kun politiet at finde frem til den ene af gerningsmændene – den 26-årige [Klager] – der mandag blev idømt fem år og to måneders fængsel for hjemmerøveriet samt blandt andet for to andre indbrud og narkokørsel.

Det oplyser anklager [Navn].

Nægtede røveri

Det lykkedes aldrig den 26-årige og den ukendte gerningsmand at finde de kontanter, som de havde fået at vide, den ældre mand havde.

I stedet stjal de en møntsamling og noget medicin.

Rovet fra røveriet skulle have brugt på at finansiere et stofmisbrug, forklarede den dømte i retten.

Han erkendte også, at han havde været med til at begå indbrud, men han nægtede at have været en del af hjemmerøveriet, og forklarede i stedet, at han forlod stedet, fortæller [Navn].

Havde reststraf

Den forklaring fandt Retten i [Bynavn] dog ikke troværdig, og den 26-årige blev idømt fem års fængsel, som er udgangspunktet for et hjemmerøveri.

De ekstra to måneders fængsel fik han dels for de øvrige forhold, han blev fundet skyldig samt for en reststraf på 30 dages fængsel for indbrud.

Den 26-årige ankede dommen på stedet.

Han er fortsat varetægtsfængslet efter dom.

”

Den 16. november 2022 rettede [Klager] henvendelse til NORDJYSKE med anmodning om sletning af artiklen.

NORDJYSKE afviste den 18. november 2022 [Klager]s anmodning.

[Klager]s klage over NORDJYSKEs afvisning er modtaget i Pressenævnet den 1. december 2022.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har anført, at NORDJYSKE har afvist hans anmodning om at få slettet den påklagede artikel.

[Klager] har anført, at han ønsker artiklen slettet, idet han har svært ved at få arbejde som følge af sin fortid.

[Klager] har ligeledes henvist til, at hans kommende svigerfamilie nok ville blive ”træt” af det, hvis de fandt artiklen.

[Klager] har bemærket, at han er kommet videre med sit liv, at han er ude af al kriminalitet, og at han gerne vil til at tænke på familieliv.

[Klager] har gjort gældende, at det ville være en kæmpe befrielse og betyde enormt meget at få artiklen fjernet, da han har udstået sin straf og er startet på en frisk.

Han har slutteligt bemærket, at han var et dårligt sted i sit liv, og at han har lært af sin fejl.

2.2 NORDJYSKEs synspunkter

NORDJYSKE har anført, at de ikke har handlet i strid med god presseskik ved ikke at efterkomme [Klager]s anmodning om sletning af artiklen.

NORDJYSKE har bemærket, at [Klager]s anmodning om sletning må forstås som afpublicering, hvor han ønsker, at artiklen fjernes helt fra NORDJYSKEs hjemmeside.

Da denne metode må forstås som den mest vidtrækkende, har NORDJYSKE anført, at de ikke kan efterkomme anmodningen.

NORDJYSKE har anført, at de for god ordens skyld i deres indlæg for Pressenævnet også behandler mulighederne for afindeksering og anonymisering.

NORDJYSKE har gjort gældende, at offentlighedens interesse taler imod afpublicering og afindeksering.

NORDJYSKKE har bemærket, at mediernes journalistik må betragtes som løbende historieskrivning, hvorfor hensynet til informationsfriheden må tillægges meget betydelig vægt ved vurderingen af, om tilgængeligheden til redaktionelt indhold, der – som i det foreliggende tilfælde er publiceret i overensstemmelse med god presseskik – senere skal hindres.

NORDJYSKE har henvist til, at artiklen, der kun er tre år gammel, omtaler en langvarig fængselsstraf for alvorlig kriminalitet.

En dom på fem år og to måneders fængsel for hjemmerøveri og indbrud tilhører en kategori, der indlysende er af varig relevans for offentligheden, uanset at oplysningerne er følsomme for den dømte, når vedkommende har udstået sin straf.

Om muligheden for anonymisering af [Klager] i artiklen, har NORDJYSKE anført, at artiklen om [Klager] er en nøgtern retsreportage, og at artiklen alene er en objektiv beskrivelse af hans gerninger og dommen, der indeholder en ganske kort omtale uden detaljer om [Klager]s privatliv.

Artiklen udstiller på ingen måde den dømte unødigt, hvorfor NORDJYSKE har anført, at de ikke anser det for relevant at anonymisere artiklen.

Med henvisning til [Klager]s argumentation om sletning af artiklen under hensyn til hans kommende svigerfamilie og familieliv har NORDJYSKE anført, at det er mediets klare opfattelse, at anmodninger om hindring af tilgængeligheden af artikler af hensyn til andre personer og eventuelle fremtidige familiemedlemmer ikke bør imødekommes.

Det er almindelig praksis, at det er redaktøren, der beslutter, hvornår gamle oplysninger bør fjernes, ligesom det ikke er oplagt, at mediet skal følge en dømt persons ønske om at få fjernet artikler om vedkommendes langvarige fængselsstraf for alvorlig kriminalitet.

NORDJYSKE har slutteligt anført, at de følger de vejledende regler for god presseskik og således ikke fjerner navne på personer dømt for alvorlig kriminalitet.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Anne Louise Bormann, Mads Sandemann, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

Sletning– punkt B.

8

[Klager] har klaget over, at NORDJYSKE har afvist hans anmodning om at få slettet den artiklen på nordjyske.dk.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen indeholder omtale af en straffesag, hvor [Klager] i [Måned] 2019 blev idømt fem år og to måneders fængsel for hjemmerøveri samt blandt andet for to andre indbrud og narkokørsel.

Det er Pressenævnets opfattelse, at den påklagede artikel fra 2019 på NORDJYSKEs netavis med omtale af domfældelsen af [Klager] for blandt andet hjemmerøveri og indbrud indeholder oplysninger af personfølsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].

Uanset, at oplysningerne i artiklen er af personfølsom karakter, finder nævnet på baggrund af sagens karakter og alvor, at det ikke kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at hindre tilgængeligheden af netartiklen kun godt tre år efter dommens afsigelse.

Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere NORDJYSKE for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at hindre tilgængeligheden af artiklen.

Afgjort den 21. marts 2023

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →