Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at arbejdet med løft af tagsten blev udført, så den samlede løftemængde pr. ansat var sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Risikoen ved løft af tagsten skulle undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder ved brug af tekniske hjælpemidler (byggepladser - løft af tagsten)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at arbejdet med løft af tagsten blev udført, så den samlede løftemængde pr. ansat var sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Risikoen ved løft af tagsten skulle undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder ved brug af tekniske hjælpemidler (byggepladser - løft af tagsten)
Resume
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdet med løft af tagsten fra palle til taglægter ikke var planlagt, tilrettelagt og udført, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt var fuldt forsvarligt.
Nævnet vurderede, at den samlede løftemængde pr. ansat udgjorde en sundhedsmæssig risiko, som skulle undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder ved brug af tekniske hjælpemidler.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse
[Adressat udeladt]
Afgørelse
I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 5. juli 2022 om løft af tagsten.
Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 20. december 2022.
Resultatet er
Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet med løft af tagsten fra palle til taglægter på tilsynstidspunktet den 28. juni 2022 ikke var planlagt, tilrettelagt og udført, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt var fuldt forsvarligt.
Nævnet vurderer, at den samlede løftemængde pr. ansat udgjorde en sundhedsmæssig risiko, som skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder ved brug af tekniske hjælpemidler.
Hvad er afgørende for resultatet
Nævnet lægger til grund, at to af jeres ansatte skulle løfte tagsten fra en palle placeret på en teleskoplæsser til taglægterne og herefter fra taglægterne til endeligt oplægningssted.
Nævnet lægger vægt på, at de ansatte løftede tagsten i bundter á tre tagsten fra pallen på teleskoplæsser til taglægter alene.
Et bundt med tre tagsten vejede 12,9 kg.
De ansatte havde på besøgsdagen håndteret 7,5 palle med tagsten, svarende til 6960 kg.
Der manglede at blive håndteret 5,5 palle svarende til 5104 kg tagsten.
Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at de ansatte løftede i 3/4 arms afstand, idet de løftede tagstenene ned foran knæene, når de lagde tagstenene af på taglægterne.
Arbejdstilsynet konstaterede samtidig, at der var forværrende faktorer, da der var tale om uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, som indebar, at tagstenene på grund af deres placering, hverken kunne løftes eller placeres tæt på og midt for kroppen.
Det var forværrende faktorer, at de ansatte løftede under knæhøjde, når de skulle lægge tagstenene på taglægterne, asymmetrisk med vrid i ryggen, når de lagde tagstenene på taglægterne og med meget foroverbøjet ryg, når tagstenene skulle lægges ned på lægterne.
De ansatte færdedes på taglægterne, når tagstenene skulle placeres og nogle af bundterne skulle bæres ca. 5 meter fra teleskoplæsser til oplægningssted.
Der var også risiko for uventede belastninger, idet de ansatte færdedes på taglægter, hvor der ikke var fuld understøtning af fødderne, og på et 24 grader skråt tag.
Nævnet lægger endvidere vægt på, at der ikke var tekniske hjælpemidler til rådighed, som kunne bruges til løft af tagsten.
Nævnet finder, at Arbejdstilsynets fotos understøtter Arbejdstilsynets konstateringer ved tilsynsbesøget.
I anfører, at tagstenene ikke løftes i ¾ arms afstand.
Det er muligt, at de er ude i den afstand det lille øjeblik, de lægger tagstenene på lægterne, men der løftes ikke generelt i den stilling, men det meste tid ind til kroppen, måske delvis underarmsafstand.
Hvis der løftes i underarmsafstand må hver medarbejder løfte 6000 kg pr. dag.
I oplyser også, at tømrersjakket ikke dagligt udsættes for denne belastning, således har de kun lagt sten på et tag dette år.
Jeres tømrer laver næsten alt det forskellige tømrerarbejde på hvert hus.
Det kan ikke føre til et andet resultat.
Nævnet henviser til begrundelsen for afgørelsen oven for, herunder at nævnet finder det godtgjort, at langt hovedparten af løftene blev gennemført i ¾ arms længde, hvilket har betydning for den sundhedsmæssige risiko ved den samlede løftemængde.
Om reglerne
Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Det følger af reglerne om manual håndtering, at arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde.
På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.
Oplysninger i sagen
Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
Regler
Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter.
Love og bekendtgørelser
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
Om arbejdets udførelse
Om manuel håndtering
Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen.
I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk
Kopi er sendt til
Arbejdstilsynet, j.nr. 20220056161/4
[Adressat udeladt], Att: Arbejdsmiljørepræsentanten/De ansatte
Lovuddrag
Bekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 af lov om arbejdsmiljø med senere ændringer
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering
Kapitel 2
Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet
§ 3.
Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler.
•
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2022 med strakspåbud til jer om at sikre, at arbejdet med løft af tagsten i forbindelse med tag på nyopført villa på byggepladsen [adresse udeladt], udføres, så det med hensyn til den samlede løftemængde pr. ansat er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Risikoen ved løft af tagsten skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder ved brug af tekniske hjælpemidler.
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø.
•
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø.
•
§ 3, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om manuel håndtering.